Det skotske nationalistparti, SNP, står til at tage langt størstedelen af de skotske mandater ved det britiske parlamentsvalg til maj. Resultatet kan blive en katastrofe for Labour.

5.4.2015 | VALG I STORBRITANNIEN | En af år 2014 mest imponerende politiske præstationer blev leveret fra højst uventet kant. Fra en mand med et blakket ry, latterliggjort af modstandere, medier og partikammerater. Beskrevet som intrigant og bitter. Westminsters svar på Gollum.

Men da valgkampagnen om skotsk uafhængighed var på sit højeste i september 2014, og det skotske nationalistpartis (SNP) ja-kampagne havde momentum, genindtrådte Labours fortabte søn på den politiske scene.

Forhenværende premierminister Gordon Brown, som selv er født, opvokset og uddannet i Skotland, leverede en række imponerende taler og definerede et klart modsvar til SNP’s fortælling om et afkoblet og arrogant politisk system i London, der er ude af stand til at repræsentere den skotske befolkning.

Valgkampen endte med en klar afvisning af uafhængighed fra hele 55,3 pct. af skotterne, og sikrede samtidig Brown det værdige eftermæle, som tre tragiske år som premierminister fra 2007-2010 havde frarøvet ham.

Løftet om øget selvstændighed
Valgsejren blev dog købt med kostbare løfter om øget skotsk selvstændighed. Brown lovede sågar – uden at have mandat hertil – at Skotland ville få intet mindre end selvstyre. Det løfte er selvfølgelig en praktisk umulighed udenrigs- og forsvarspolitisk. Ligesom Bank of England nødvendigvis vil styre den monetære politik, så længe Storbritannien er ét samlet land.

Gordon Brown har annonceret, at han ikke genopstiller til valget i maj, men det er ikke ensbetydende med, at spørgsmålet om øget selvstændighed er lagt i graven. Den skotske selvstændighedsbevægelse har aldrig været stærkere, og SNP står ifølge de mest dystre meningsmålinger til at snuppe næsten alle Labours skotske mandater. Hvis det sker, kan det koste Labour regeringsmagten, da førsteretten til at danne regering er forbeholdt det parti med flest mandater.

Problemet med uafhængighedsvalgkampens løfter er, at de aldrig blev klart defineret, og derfor stadig er kilde til splittelse mellem de større politiske partier. Det sørgede David Cameron for, da han på morgendagen efter folkeafstemningen lancerede et modkrav om øget engelsk selvstændighed.

”Engelske stemmer for engelsk lovgivning”, lyder sloganet, som vil fratage skotske, walisiske og nordirske parlamentsmedlemmer retten til at stemme om lovgivning, der kun vedrører engelske forhold.

En sådan opdeling ville være en katastrofe for oppositionsleder Ed Miliband, da de konservative traditionelt sætter sig på størstedelen af de engelske mandater og derfor ville have et nærmest urørligt flertal i engelske spørgsmål.

Labours behov for Skotland
Skotland derimod har traditionelt været sikkert arbejderterritorium, og Labour vandt hér hele 41 ud af de 59 mandater ved valget i 2010. Meningsmålinger viser dog, at hvis der var valg i Skotland i morgen, ville SNP vinde 56 ud af 59 skotske mandater. Et sådant resultat ville nærmest udrydde Labour i Skotland, og have vidtrækkende konsekvenser.

For det første ville en række højtprofilerede partimedlemmer miste deres sæder. I blandt dem skyggeudenrigsminister Douglas Alexander, der står til at smide en stemmeandel på hele 60 pct. på gulvet i forhold til valget i 2010 i sin ellers normalt stensikre valgkreds i Glasgow.

For det andet vil det skabe en nærmest uoverskuelig parlamentarisk situation, hvis SNP bliver tungen på vægtskålen. Og potentielt bringe spørgsmålet om skotsk uafhængighed tilbage på den politiske dagsorden.

Hvis SNP stjæler tilpas mange mandater fra Labour, kan David Cameron – afhængigt af den videre mandatfordeling – forsøge at strikke en anden koalition sammen, f.eks. med UKIP eller Liberal Democrats, før Labour får chancen.

SNP-sejr kan betyde EU-sejr
I så fald vil Storbritannien skulle afholde en folkeafstemning i 2017 om sit EU-medlemskab. Og så vil SNP igen have en sag med stærk folkelig gennemslagskraft. Skotterne er nemlig markant mere EU-positive end resten af kongeriget.

Hvis SNP og Labour derimod samlet kan mønstre 323 mandater (hvilket svarer til et flertal, hvis man fraregner nordirske Sinn Fein, der ikke tager deres tildelte sæder i Westminister), må Cameron forlade posten som premierminister.

Samtidig har SNP’s tidligere førsteminister Alex Salmond, som stiller op ved valget den 7. maj, lovet ikke at støtte en konservativ regering. Og hele 39 pct. af skotterne og 69 pct. af SNP-vælgerne foretrækker da også en Labour-SNP-koalitionsregering.

Uagtet vil konsekvenserne af Labours skotske sammensmeltning være enorme. Ikke nok med at deres skotske mandatmonopol vil krakelere. Storbritannien risikerer at blive et fragmenteret politisk kludetæppe uden ét eneste landsdækkende politisk parti. Og denne gang kommer Gordon Brown ikke til undsætning.

Andreas Bach Mortensen læser på London School of Economics og arbejder i House of Commons for et parlamentsmedlem. Han er fast skribent på Magasinet Europa frem til det britiske valg i maj 

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Lawrence OP