For et år siden var flygtningestrømmen til Europa på sit højeste, og det gav Elena Maria Askløf og Peter Laugesen anledning til at tage ud og møde de mennesker, der befandt sig i den. Reportagen er et kapitel fra deres nye bog “Vores Europa – Rejsefortællinger om de nye europæere”, hvor forfatterne søger at begribe, hvad ungdommens Europa er i dag.
Kapitlet “Velkommen til Europa” følger her:
I efteråret 2015 rejste jeg sammen med Peter, først til Istanbul og dernæst til den græske ø, Lesbos. Vi rejste ud for at møde mennesker i den såkaldte flygtningestrøm. Her mødte jeg blandt andet den 20-årige Haitham fra Syrien, der drømmer om et liv i sikkerhed i Europa, og jeg mødte Dimitris, der hjælper mennesker som Haitham, når de kommer til Europa via Lesbos. Fortællingen her er en brøkdel af deres historie. Men det er også en fortælling om en af de mest bevandrede flugtruter og om et Europa, der forsøger at lukke sig om sig selv.
Søndag den 20. september, 2015. Esenler Busstation, Istanbul, Tyrkiet.
Det er kun få dage siden Peter og jeg tog turen fra Danmark, ned gennem Tyskland, derfra gennem Østrig og så på tværs af Balkanhalvøen for til sidst at ankomme til Istanbul her i Tyrkiet. Den rute drømmer alle de mennesker, der er strandet her på Esenler Busstation, om at tage. De vil derop, hvor vi netop kommer fra. Til fods.
Hundredevis af flygtninge har samlet sig omkring en stor moské, der ligger omme bag busstationen. Politiet har afbrudt deres rejse. De har taget deres billetter til bussen, der skulle have kørt dem til Edirne, hvorfra de ville have krydset den græske grænse til fods. Men nu er de strandet. Jeg har aldrig set noget lignende. Her er virkelig mange mennesker; børn, kvinder, mænd, unge og gamle. De kunne udgøre en hel landsby. Nogle sidder ned og venter bekymret, andre går utålmodigt og rastløst rundt. Busser er parkeret i stribevis heromme bag ved busstationen. Her er en konstant støj af motorer, der holder i tomgang og en tung lugt af benzin. Luften er tæt og fyldt med skidt og støv. Det er første gang i mit liv, at jeg på den måde er konfronteret med elendighed.
En mor sidder med sine to børn i skygge for solen. Jeg får øjenkontakt med hende. Jeg smiler og peger på kameraet i min hånd. Hun nikker. Pigen på cirka fem år kigger på mig, men hun er mest optaget af kameraet. Hun vinker, mens hun lægger hovedet på skrå og smiler sødt, men kunstigt, som ethvert barn ville smile til et kamera. Hun har brune øjne og tykt brunt hår. Hun klapper sin lillebror på maven. Han ligger på ryggen på et stykke stof, som moren har lagt ud under ham. Han er vel to-tre måneder gammel. Moren har lige skiftet ham. Mon hun har vidst, at deres rejse ville blive så svær og usikker?
—
Vi møder Haitham, der kommer over til os for at spørge, hvor vi kommer fra. Han er 20 år gammel og kommer fra Homs i Syrien. Han er flygtet fra krigen med sine gamle forældre, men nu skal han fortsætte på egen hånd. Han ser stærk ud og har kort brunt hår og brune øjne. Han er iklædt en Adidas t-shirt og jeans. Vi trækker lidt væk fra menneskemængden.
Haitham fortæller, at han har været på busstationen i fire dage nu.
– Min plan er at vente et par dage endnu og se, om vi får lov til at tage bussen til Edirne. Jeg har ikke ret mange penge tilbage, så hvis jeg bliver her for længe, har jeg ikke råd til at betale menneskesmuglerne. Det koster 1200 dollars at komme med en gummibåd til Lesbos, så det varer ikke længe, før jeg ikke har råd.
Haitham ved godt, at mange både forulykker på deres vej mod Lesbos. Han ved, at mange drukner i deres forsøg på at krydse Det Ægæiske Hav. Men den vej kan meget vel vise sig, at være hans eneste mulighed for at komme til Europa.
Haitham tager sin telefon frem og åbner google maps. Han peger på skærmen.
– Det her er Tyrkiet, og det her er Grækenland.
Han har zoomet helt ind på området mellem Tyrkiet og Lesbos.
– Smuglerne siger, at det tager én eller halvanden time at sejle over, men det passer ikke, siger Haitham og fortsætter, – Det tager i hvert fald fire-fem timer, fordi motoren er så langsom. Eller også tager det resten af dit liv, fordi du drukner. Det ved man aldrig.
Haitham kigger op fra telefonen, smiler skævt og griner lidt. I virkeligheden er det alvor, det ved vi begge to.
Han viser mig et billede, som en af hans venner har sendt til ham lige inden, han skulle med en båd. Man kan se vandkanten på den tyrkiske side forrest i billedet, og i horisonten kan man tydeligt se Lesbos rage op af Det Ægæiske Hav.
– Så langt er der fra helvede til paradis.
Haitham fnyser sarkastisk. Hans smil er anstrengt, men jeg prøver at smile med ham.
– Hvordan er det at være så ung og være tvunget til at gøre sådan noget, spørger Peter. Haitham sænker blikket. Mens han lægger sin telefon i lommen, siger han:
– Der er krig. Hvad skal jeg sige. Der er krig. Sådan er det bare.
Han får det til at lyde så simpelt. Og det er det vel i virkeligheden også. Haitham kan ikke bo i sit hjemland, fordi der er krig. Lige nu giver det ikke mening at dvæle ved, hvordan det føles.
Haitham finder igen sin telefon frem fra lommen i de slidte jeans for at få Peters fulde navn, så han kan finde ham på Facebook, når han kommer frem til Europa. De får stavet sig igennem det. Haitham giver os hånden, smiler og siger:
– Lad os ikke sige farvel, men på gensyn.
– Ja, på gensyn, svarer jeg og smiler.
Jeg får dårlig samvittighed. Jeg er langt fra overbevist om, at det vil lykkes for Haitham at komme til Europa. Det bliver hele tiden sværere og sværere at komme ind.
—
Jeg filmer to unge drenge. De har begge to solbriller på og taler højlydt, mens de hører musik fra en telefon. De virker meget ovenpå, ligesom unge drenge i en ungdomsklub, der spiller smarte for at imponere hinanden. Det er godt klaret, tænker jeg, når de i virkeligheden er to teenagere på en beskidt, lugtende og larmende busstation i et fremmed land. De er på flugt.
Flere stiller sig frivilligt op foran mit kamera. Kameraet er deres mulighed for at vise verden, at de findes.
En mand stiller sig op med sine fire piger. De kigger alle sammen lige i kameraet. Den ældste pige på cirka 13 år kigger med et stift blik i kameraet. Hun smiler ikke og har lagt armene over kors. Faren bærer den mindste datter på armen. Hvis hun boede i Danmark, ville hun stadig gå i vuggestue. Så står de bare der.
Mens jeg går rundt og filmer på pladsen, har en stor gruppe mænd samlet sig omkring Peter. De taler ikke ret godt engelsk, men prøver at fortælle ham deres historier. De forstår ikke, hvorfor politiet har taget deres billetter. Hvad skal de her? De fortæller om kulden om natten og om manglen på mad og vand. De er tydeligvis desperate efter enhver form for råd og hjælp. Jeg går over til dem, hilser på dem og filmer dem. De fortæller, at der hver dag kommer smuglere til stationen for at tilbyde dem at komme til Lesbos i gummibåd. Men de vil helst ikke med disse dødsbåde, som de kalder dem. De vil rejse videre, med deres børn, deres brødre og mødre på en sikker måde.
—
Der er kommet flere journalister til busstationen. Det er en lettelse. Indtil nu har jeg følt, at jeg stod med hele ansvaret for at dele den her situation med verden. Nu er vi flere, der deler ansvaret.
Et par unge fyre råber op, og en stor gruppe mænd samler sig omkring dem. Særligt én af de unge mænd styrer gruppen. Så råber han ’WE WANT EUROPE’, og de andre følger trop. Hele gruppen råber i kor, ’WE WANT EUROPE, WE WANT EUROPE, WE WANT EUROPE’. Så tager de flag frem; EU-flaget og det græske, tyske, italienske, engelske og franske flag. Jeg og de nyankomne journalister filmer og tager billeder af den store flok, som råber af deres lungers fulde kraft til kameraerne – til europæerne.
—
Jeg lægger en film om busstationen op på vores hjemmeside dagen efter. Jeg deler den på Facebook og opfordrer folk, venner og følgere til at gøre det samme. Men der sker ingenting. Filmen bliver kun delt få gange. Vi får endda kritik for at fremstille situationen lidt trivielt og kedeligt. I filmen er der børn, kvinder, mænd, ældre og unge med desperation og sorg i øjnene. De sidder på jorden. De er sultne og tørstige. De råber efter hjælp og empati fra seerne på den anden side af skærmen. Haitham fortæller, at han er på vej til at risikere sit liv i en gummibåd. Er det trivielt og kedeligt? Det virker som om, den danske befolkning er blevet tykhudet.
—
Tirsdag den 6. oktober 2015. Færgen mellem Athen og Lesbos, værelse 256.
Jeg sidder på min seng i kahytten og prøver at forberede mig mentalt på de kommende dage. Peter og jeg er på vej til den græske ø, Lesbos. Øen er en af de få indgange til Europa, hvis man kommer fra Mellemøsten; fra Irak, Iran, Syrien eller Afghanistan. Europa er splittet. Nogle europæere har åbne arme, mens andre vender blikket bort. Andre igen taler for at smække porten til Fort Europa i og opruste kontrollen ved de ydre grænser. Nogle mener, at vi europæere selv er skyld i, at folk flygter fra Mellemøsten. Hvorom alting er, er flygtningestrømmen en realitet, og den ser på ingen måde ud til at stoppe foreløbigt og det gør krigene og konflikterne i Mellemøsten heller ikke.
Jeg stiller mig op til vinduet og kigger ud på havet. Det samme Ægæiske Hav, som 600.000 flygtninge og migranter har krydset fra januar til oktober 2015. Jeg fornemmer, at jeg er på vej ind i en verdenshistorisk begivenhed. Jeg er lidt nervøs ved tanken om at placere mig selv midt i flygtningestrømmen, midt i den kaotiske virkelighed, som Lesbos efter sigende skulle være. Omvendt føles det også fuldstændig rigtigt at opsøge netop den virkelighed. Mødet med menneskerne på busstationen i Istanbul påvirkede mig så meget, at jeg er nødt til at opsøge situationen yderligere. Hvis jeg gerne vil prøve at forstå verden og historiens definerende begivenheder, må jeg opsøge dem. Så simpelt er det vel.
I går talte Peter og jeg med vores ven fra Athen, Iakovos, der netop var vendt hjem fra Lesbos. Han fortalte om en fyr, Dimitris, som var dybt inde i de frivilliges arbejde på Lesbos. Senere på aftenen ringede jeg til Dimitris, der, uden at vide hvem han talte med, bare sagde ’hvad så?’ da han tog telefonen.
– Hej Dimitris, du taler med Elena. Jeg kommer fra Danmark og er i Athen sammen med min rejsemakker. Vi overvejer at tage til Lesbos for at..
– Er I journalister? – afbryder han mig.
– Nej. Altså vi rejser rundt i Europa for at..
– Godt. Det er godt. For jeg gider fandeme ikke snakke med nogen journalister.
– Kan vi følge dig på Lesbos nogle dage, skynder jeg mig at spørge.
Dimitris siger, at vi bare skal komme til Lesbos, og så vil han tage stilling til det, når han ser os. Det aftaler vi. Han foreslår, at vi mødes på en café i Mytilini, der hedder Sugar House.
Onsdag den 7. oktober 2015. Havnen i Mytilini, Lesbos, Grækenland.
En narkohund hopper op i vores bagagerum, som det første, da vi ankommer til havnen i Mytilini. To skaldede betjente i joggingbukser og slidte kondisko kigger mistænksomt på os, så på bilen og så på os igen. Der er selvfølgelig ikke noget at finde. Vi kører videre og mærker tydeligt, at der hersker en form for undtagelsestilstand her på havnen.
Klokken er otte om morgenen. Her er hundredevis af mennesker, der tydeligvis kommer langvejs fra. Solen skinner, og de er ved at gøre sig klar til endnu en dag på deres lange rejse, deres flugt. Hvis nogle af de her mennesker er de samme, som dem jeg så for få uger siden på busstationen i Istanbul, så er der sket noget siden da. De er blevet mere beskidte. De har fået uglet håret, og de ser udmattede og trætte ud. De ligner nogen, hvis tillid til verden og fremtiden er blevet kastet over bord, måske allerede før de krydsede Det Ægæiske Hav. De er alle sammen på vej til Athen og står i kø til færgen med deres nyerhvervede papirer. De papirer, der giver dem tilladelse til at rejse videre.
—
Peter og jeg finder vores hotel og indlogerer os. Jeg går ud på balkonen. Herfra ligner Lesbos et smukt ferieparadis, der tilbyder sol, afslapning og skøn natur til turisterne fra det kolde nord. Men Lesbos er ikke længere en attraktiv turistdestination. På grund af sin geografiske placering er Lesbos blevet et brændpunkt for den internationale flygtningekrise. Således er øen placeret mellem det konfliktfyldte Mellemøsten og det fredelige Europa.
—
Vi sætter os ved et bord ude foran Sugar House og venter. Efter en espresso, en iskaffe og en stribe tørre småkager, dukker Dimitris endelig op. Han kommer løbende ned ad gaden og råber, så alle vender sig mod os.
– Hallooooo Dinamarkaaa!
Han er iført omvendt kasket, farverige sneaks, army shorts og hættetrøje. Han er spinkel, men veltrænet. Hans øjne er stærke.
Dimitris smider sig ned i en stol ved siden af mig og tænder en cigaret. Han bevæger sig konstant. Enten er det armene, ansigtet eller benene. Han er en vild type.
– Jeg er altså ikke så meget for sådan noget journalistpis; man ved aldrig, hvad journalister kan finde på, det hele bliver så sensationelt. Jeg hader det!
Dimitris kigger på os; han stirrer på os. Jeg fortæller lidt om vores rejse og hensigt med at komme til Lesbos. Målet med mødet er tydeligvis, at Dimitris skal se os an.
– Okay, lad os gøre det her; jeg tror på jer. Men hvis I fucker med mig, så fucker jeg jer op! Jeg kender folk.
Dimitris kigger på os og prøver at se farlig ud. Han er en god fyr med selvrespekten i orden.
Dimitris er anarkist og har boet hele sit liv i Exarchia, det anarkistiske kvarter i Athen. Han havde egentlig tænkt sig at bruge sin opsparing på at rejse rundt i Asien. Men da det gik op for ham, hvor kaotisk situationen var på Lesbos, besluttede han sig for i stedet at tage herover for at hjælpe. Han har penge til at blive her i et år.
Jeg går med Dimitris ind i caféen og kigger tilbage på Peter. Vi smiler til hinanden, fordi Dimitris har godkendt os. Inde i caféen siger Dimitris noget på græsk, der får den unge kvinde bag disken til at grine forlegent. Han køber tre flasker vand og tre gange iskaffe til at tage med.
– Giv mig nøglerne til jeres bil, min ven. Vi har travlt, siger han kommanderende, og vi kører afsted.
——-
Vi er lige ved at skride ud i et sving, og kort efter undgår vi kun lige akkurat at torpedere et hegn. Dimitris kører vildt.
Vi gør et lynhurtigt stop ved Pikpa, som er den anarkistisk organiserede flygtningelejr, som Dimitris er tilknyttet. I Pikpa tager en stor gruppe frivillige sig af særligt udsatte flygtninge, som bor i lejrens store telte. De frivillige laver 1600 måltider om dagen, som de kører rundt og deler ud til flygtninge forskellige steder på øen. De har også et stort lager med tøj, der er doneret fra hele Europa. Vi fylder bilen med tøj og sko og kører videre.
– Vi har travlt, gentager Dimitris, – vi skal til Skala Sikamnia, det er dér, mange af flygtningene kommer i land.
Dimitris kører sindssygt hurtigt med bare én hånd på rattet, mens han kæderyger ud ad vinduet. Han bliver mere og mere urolig. Han fortæller, at der normalt går masser af flygtninge på den her vej. De går fra øens nordlige del, oppe ved Skala Sikamnia, og ind til registreringslejrene på den sydlige del af øen.
– Hvad er det, der sker, siger han stille til sig selv. – Hvad pokker er det, der sker?
Dimitris sætter farten op. Han kører med 50 kilometer i timen rundt i et hårnålesving, og jeg må gribe fat i håndtaget over vinduet.
– Der er ingen fucking både, råber Dimitris, da vi er på toppen af en bakke og kan se ud over havet. – Hvad fanden er der galt?
Vi ankommer til Skala Sikamnia og parkerer ved den improviserede modtagelseslejr. De frivillige her er også forvirrede over, hvad der sker. Der er endnu ikke kommet nogen både i dag.
Modtagelseslejren består af en hvid pavillon, hvor der er opmagasineret toastbrød, kiks, juicebrikker, modermælkserstatning og masser af vand på halvliters flasker. Og så er der en bålplads, hvor der kan laves varm mad. Det er lejren. Det er det første sted flygtningene møder, når de kommer i land i Europa.
Ved siden af pavillonen er der sat papkasser frem med rent og tørt tøj. Vi henter vores medbragte forsyninger af tøj og sko og ligger det i de rigtige kasser.
En gruppe norske kvinder i gule trafikveste går og rydder op og stiller mad og vand klar. Her er ikke nogle nødhjælpsorganisationer, intet militær eller anden form for offentlig myndighed at få øje på. Jeg forstår godt, at de frivillige her på Lesbos er frustrerede over ikke at få mere hjælp. Det må være et uoverskueligt ansvar at stå med, når situationen er så tilspidset og alvorlig, og det hele handler om mennesker og menneskeliv. Dimitris har set folk dø, fordi modtagelsesapparatet ikke fungerer. Ganske få ændringer, flere folk og en bedre organiseret indsats ville kunne have reddet menneskeliv, forklarede han i bilen på vej hertil.
—
Vi holder øje med, om der er lysglimt, farver eller lyde ude på havet, som kan afsløre, at der er en båd på vej. Men der er helt roligt. Kun de kulørte redningsveste og det sorte gummi fra gummibådene, som ligger i vandkanten, er bevis på, at der kommer rigtig mange mennesker i land lige her.
Dimitris fortæller, at de plejer at komme som perler på en snor. Han er bekymret for, hvad der foregår på den anden side af havet.
Vi går hen på den lokale café og logger på deres Wi-Fi. På euronews.com kan jeg læse, at ’Erdogan tager til Bruxelles for at forhandle en løsning på flygtningekrisen’.
– Det er vel fordi den tyrkiske præsident Erdogan er i Bruxelles, at der ikke kommer nogen både, siger jeg til Peter og Dimitris.
– Han vil presse EU til at give Tyrkiet en masse penge for at holde de flygtninge tilbage, der lige nu er i landet.
– Og så viser han, mens mødet står på, at han har midlerne og kontakterne til at stoppe overfarten, hvis han vil, siger Peter.
Hvor er det vildt, at man kan lave storpolitikske aftaler med mennesker som forhandlingskapital, tænker jeg, mens Dimitris bander og svovler:
– Vi bestikker tyrkerne til at forhindre flygtningene i at komme til Europa. Vi forhandler med Tyrkiet som en ligeværdig partner, selvom vi kender til Erdogan og det tyrkiske regimes autoritære opførsel. De fængsler oppositionsfolk og skider på menneskerettigheder. Og vi ved, at flygtninge er fattige i Tyrkiet; de har ikke arbejde, de går ikke i skole, de dør af simple sygdomme. Men Europa vil hellere have, at de dør derovre end at hjælpe dem herovre.
Dimitris har rejst sig og fægter med armene, mens han taler højt og vredt.
– Tyrkiets befolkning er på 80 millioner, i Tyrkiet er der to-tre millioner flygtninge. EU’s befolkning er på over 500 millioner, og der er ikke engang kommet en million flygtninge til Europa i år. Alligevel tror mange på fortællingen om, at Europa er ved at falde fra hinanden, at vores velfærdsstater ikke kan holde til flygtningepresset. Men kunne det ikke også handle om, at vi europæere ikke vil dele den succes, som vi har underlagt hele verden for at skabe? Hvis den europæiske middelklasse ikke gjorde krav på at have sommerhuse og dyre biler, tage på to udlandsrejser om året og sidde og spille smart med hvidvin i glassene her på Lesbos, så kunne vi måske have råd til at hjælpe!
Dimitris er rød i hovedet, han har helt glemt at trække vejret.
—
Så sker der noget. En stor gruppe flygtninge kommer pludselig gående forbi caféen. Vi løber over til lejren for at hjælpe. Der er både børn, kvinder og mænd. De ser trætte ud, og mange af dem er gennemblødte op til navlen. Andre frivillige må have taget imod dem et andet sted på kyststrækningen og sendt dem videre hertil. Et par af de norske kvinder øser varm suppe op til de sultne, andre hjælper de kolde med at finde tørt tøj.
Det er ved at blive mørkt, og det eneste kunstige lys, der er i lejren, kommer fra en enkelt høj gadelygte, der lyser gult og tungt.
En mand prikker mig på skulderen.
– Sko til min kone? Kan du hjælpe?
Han kigger på mig med bedende øjne og peger på sin kone. Hun farer fra den ene kasse til den anden og holder tøjet frem i strakte arme for at vurdere størrelsen. Hun ser forvirret ud. Jeg finder et par sorte Puma-sko og giver dem til manden. Folk farer omkring hinanden, det støver helt vildt. Det er som om, de stadig føler sig jaget. Tænk at være i sådan en tilstand i flere måneder.
En pige trækker i kanten af min t-shirt. Hun har tyndt mørkebrunt hår og smalle trætte øjne. Pigen peger over på en lille dreng, krydser armene og aer sine overarme med hænderne. Hun leder efter en jakke til ham. Jeg ved lige, hvor børnetøjet står. Jeg bliver glad ved synet af den blå vindtætte jakke, som jeg tidligere på dagen tog med fra Pikpa.
Jeg sætter mig på hug over for den lille dreng, tager ham i hånden og smiler til ham. Hans lille hånd er helt kold. Som et forsøg på at få ham til at smile, prikker jeg ham forsigtigt på maven.
– Dut, dut, siger jeg.
Han kigger uforstående på mig, og jeg bliver flov over mit eget behov for at se ham smile.
Jeg giver ham jakken på. Den er lidt for stor til ham, men ikke meget. Pigen smiler og nikker til mig. Hendes store brede smil afslører, at hun mangler de to forreste mælketænder.
En ung mand har samlet tøj fra alle kasserne; børnetøjskasserne, dametøjskasserne og herretøjskasserne. Han er meget rolig. Han lægger tøjet fra sig på en bænk, hvor der sidder en voksen kvinde og mand med to børn og spiser varm suppe. Mens han giver de to børn tørt tøj på, skifter kvinden tøj bag en presenning. Efter nogle minutter kommer hun tilbage og griner lidt forlegent, mens hun peger på sig selv med en skæv grimasse. De andre griner kærligt. Hun kan vist ikke helt kende sig selv i det nye tøj. Jeg forstår hende godt. Hun ser anderledes ud end før, men hun er flot, synes jeg.
Mens jeg prøver at ordne tøjkasserne, spekulerer jeg over, om kvinden mon er den unge mands mor eller måske moster. Børnene er heller ikke nødvendigvis søskende. Der er så mange familier, som bliver splittet ad; enten af krigen i Syrien eller under flugten til Europa. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at den her lille flok hører og holder sammen. Tænk hvis de om nogle måneder ender i selvsamme by, som deres nye tøj er sendt fra.
—
Kasserne bliver hurtigt tømt. Der er kun nogle få kondisko tilbage i kassen med damesko. Til gengæld er der måske tyve par damestøvler tilbage, sådan nogle med høje hæle og læderskafter. Ubrugelige for et menneske på flugt. Hvad tænker folk på? Det, der er brug for, er kondisko, vandrestøvler, noget man kan vandre i. For det er jo det, de gør; de vandrer. Først til en af registreringslejrene for at blive registreret og få papirer og så videre til Athen. Derfra langs Balkanruten. En rute, der hele tiden ændrer sig, fordi flere lande gør, hvad de kan for at holde flygtningestrømmen ude. Enten som i Ungarn ved at lukke grænsen med pigtråd, tåregas og vandkanoner. Eller som i Tjekkiet, hvor de efter sigende har beslaglagt personlige ejendele og penge for at fremstå som et land, man ikke har lyst til at ende i som flygtning. Der sker hele tiden noget på den såkaldte Balkanrute, og flygtningene skal holde sig opdaterede for ikke at ende i en blindgyde, komme i problemer eller rejse store omveje.
De fleste vil gerne til Tyskland, som har lovet asyl til alle flygtninge fra Syrien. Andre vil allerhelst til Sverige. Der er 4.000 kilometer til Sverige fra Lesbos. Sådan en rejse kan ikke foretages i høje hæle og langskaftede støvler. Så støvlerne bliver liggende i de brune papkasser, mens mænd, kvinder og børn drager videre.
—-
Lejren er tom, jeg spejder igen ud over havet. Det eneste, der skiller hav fra himmel er månens genspejling i vandet og lyset fra de få huse på den tyrkiske kyst. Det er begyndt at blæse, og bølgerne slår beslutsomt og taktfast ind mod kysten. Et svagt blink i horisonten. Jeg holder hånden ud for panden for at skygge for det gule lys fra gadelygten. Jo, der er lys, som bevæger sig derude. Jeg råber det til Dimitris.
– Hvor, spørger han.
– Der!
Jeg peger ud mod det sted i horisonten, hvor jeg så lyset, men nu kan jeg heller ikke se det. Jeg bliver helt nervøs. Jeg er sikker på, at jeg så lyset før, og nu er det væk! Hvad hvis deres motor er gået i stå, og der lige nu fosser vand ind i båden? Man regner med at flere hundrede er druknet i år – lige derude. Jeg forsøger at trække vejret roligt. Nu bliver jeg helt i tvivl om, hvor jeg så lyset.
– Der er de! – råber Dimitris og peger.
Han har ret, nu kan jeg se dem igen. Der er flere lys, og det ser ud til, båden kommer vores vej. Flere af de frivillige tager redningsveste op fra jorden og begynder at vifte med dem i håb om, båden fortsat vil styre i vores retning. Der er meget forskelligt terræn langs Lesbos’ kyst, og hvis flygtningene styrer bådene i den forkerte retning, er der risiko for, de kommer til skade på klipperne, eller at de ender et sted, hvor det er svært for de frivillige at komme til at hjælpe dem.
Lysene fra båden bliver stærkere og stærkere. Det er helt mørkt, men båden finder vej ind til kysten lige her. Forrest i gummibåden, helt ude på kanten, sidder en ældre mand. Han ser glad ud og vinker ivrigt med den ene hånd. Jeg vinker tilbage og smiler til ham. Jeg håber, han ser mig. Dimitris og nogle af de andre frivillige går ud i vandet for at hjælpe båden ind så roligt som muligt i de hårde bølger. Først hjælpes kvinder og børn op af båden, så de ikke kommer til skade eller ryger i vandet. Dimitris rækker en lille pige op til mig. Hun er helt våd og iskold, hun ryster og græder voldsomt. Mens jeg holder hende i mine arme får jeg den orange redningsvest af hende. Hun vejer ingenting. Jeg nynner en rolig melodi, bare toner, ikke en egentlig sang, mens jeg holder hende ind til mig og aer hende over håret. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Mit hjerte hamrer, jeg har lyst til at fikse det, få hende væk herfra. Jeg kigger efter hendes mor eller far og får øjenkontakt med en kvinde. Kvindens blik møder mit, og idet hun får øje på den lille pige i mine arme, besvimer hun. Kvinden må være pigens mor. Den lille pige græder og vrider sig for at gøre sig fri af mig, da hun ser moren falde livløst om på jorden. I samme øjeblik kommer en dreng hen og tager den lille pige i hånden, og sammen går de over til moren.
Kvinden ligger på jorden, men en ung kvinde, en af de frivillige, har sat sig bag hende. Hun aer moren over panden og prøver at komme i kontakt med hende. Dimitris kommer op af vandet og ser min forskrækkelse. Han lægger en hånd på min skulder og forklarer, at det er ret normalt; mange besvimer, når de kommer i land.
Lige så langsomt, med små bevægelser ved øjnene først, kommer kvinden til sig selv. Efter den totale kortslutning, der nok er en blanding mellem enorm udmattelse og lettelsen over at være i sikkerhed, vågner hun. Hun omfavner sin søn og datter og taler til dem, mens hun kysser dem på panden. Tårerne triller ned af hendes kinder.
_
Da alle fra båden er kommet sikkert i land, har fået mad og tørt tøj, tager vi videre. Dimitris vil vise os registreringslejren, Moria (billedet).
– Moria-lejren er det værste sted, forklarer Dimitris i bilen. – Det er der irakere, afghanere og folk fra alle andre lande end Syrien skal registreres og have papirer. Syrerne er i en anden lejr.
Dimitris drejer ind på en grusvej, der fører op til Moria-lejrens indgang.
– Kan I se, hvad jeg mener? Det her er helvede, venner. Det her er fucking helvede.
Han har ret. Her ser forfærdeligt ud. Koldt lys fra de høje lygtepæle. Pigtråd og støv overalt. Folk har lavet små bål at varme sig ved. Og så er her vanvittigt mange mennesker, et par tusinde måske.
I bilen på vej hertil fortalte Dimitris, at der havde været voldelige sammenstød i går. Både internt mellem forskellige flygtningegrupper, men også mellem flygtninge og politiet, som havde brugt tåregas.
Registreringssystemet er så langsomt, at nogen må vente i flere dage. De fryser og er sultne. Forældrene kan ikke give husly, føde eller sikkerhed til deres børn. Jeg tør ikke engang prøve at sætte mig i deres sted.
Det er også fuldstændig tilfældigt, hvem betjentene lukker ind. En gang hvert tiende minut peger betjentene nogle tilfældige ud og lukker dem ind til registrering.
– Det er derfor, de bliver desperate og vrede. De føler ikke, der er retfærdighed til, når de igen og igen kan se, de bliver sprunget over, forklarer Dimitris.
Det er der tydeligvis heller ikke, tænker jeg for mig selv.
Men alle må og skal registreres. Om du kommer med gummibåd fra Tyrkiet til Grækenland eller med en gammel fiskerbåd fra Libyen til Italien, om du er kravlet over hegnet fra Marokko til Melilla, eller om du er en af de få, der er cyklet fra Rusland til Norge, så skal du registreres.
–
Hjemme på hotellet er jeg svimmel af træthed, men jeg kan ikke falde i søvn. Jeg ser dagens scener for mig igen og igen, mærker den lille pige i mine arme, ser lysglimtene på det mørke hav, de lettede ansigter i gummibåden, tøjkasserne, redningsvestene og de trætte og skræmte øjne i Moria.
Jeg tænker på Haitham i Istanbul, der sagde, at han ikke kunne forstå, hvorfor Europa lukker sine grænser. De eneste, der ville sørge for at transportere og vejlede ham, var en mafia af menneskesmuglere og storkriminelle. Haitham har ikke tilføjet Peter som Facebook-ven. Det bekymrer mig. Hvor mon de hundredevis af mennesker, jeg så på Esenler Busstation, er i dag? Jeg har ikke hørt noget om dem, siden jeg selv var der.
Det er mange dage siden, jeg har sovet ordenligt. Jeg kan mærke det på min krop; jeg sitrer og fryser. Det er jeg nok ikke den eneste, der gør på denne ø i nat.
Dimitris’ ord kører rundt og rundt i mit hoved.
– Velkommen til Europa!
Sådan råbte han ironisk ud i natten, da vi kørte fra Moria-lejren og ind til Mytilini.
– Det her er deres første møde med Europa, fortsatte han.
– Hvad gør det Europa til? Man forbinder Europa med menneskerettigheder, frihed, sikkerhed, velfungerende retsstater. Men nu har I jo selv set, hvilken velkomst man får til vores fantastiske kontinent. Velkommen til Europa, siger jeg bare!
Ovenstående tekst er et kapitel fra bogen “Vores Europa – Rejsefortællinger om de nye europæere”, hvor Elena Maria Askløf og Peter Laugesen søger at begribe, hvad ungdommens Europa er i dag gennem møder med unge i blandt andet Porto, Athen, Sarajevo, København og på Lesbos. Hvad vil og hvad tænker den europæiske ungdom, som både udgøres af franske nationalister, afrikanske migranter, privilegerede nordmænd, græske aktivister, kriseramte portugisere og krigstraumatiserede kroater? Læs mere her.
Peter Laugesen (f. 1989) og Elena Maria Askløf (f. 1990) stiftede rejse- og formidlingsprojektet Vores Europa i 2013. I 2014 blev projektet tildelt Europa-Parlamentets pris for det bedste europæiske ungdomsprojekt, Charlemagne Youth Prize. De seneste tre år har de skiftevist rejst i Europa og holdt foredrag i Danmark og flere end 25.000 unge har efterhånden stiftet bekendtskab med forfatterne og projektet Vores Europa.
Billedet i artiklens top: Dimitris Tosidis/AP/Polfoto