Velkommen til Minskva

[Putin] er nu en gang også pragmatiker. Hvis vi nu giver ham lov til at regere med undertrykkelse efter hviderussisk model, så vil han gøre det. Hvis vi ikke giver ham lov til det, så vil han heller ikke gøre det.”

Sådan sagde bloggeren og systemkritikeren Aleksej Navalnyj til Spiegel i 2012. Da havde Hviderusland netop cementeret sit ry som Europas eneste diktatur ved at forbyde klapsalver på offentlige steder — og ved at arrestere en enarmet mand for brud på lige netop den paragraf.

Om Navalnyj mener, at Kreml siden har nærmet sig Minsk-modellen vides ikke. Bloggeren blev den 28. februar idømt husarrest, og må kun i begrænset omfang kommunikere med omverdenen.

Byge af forbud
Over de sidste par måneder har Kreml øget presset mod de russiske massemedier betydeligt. De statslige medier er gået i patriotisk selvsving og flyder næsten over af indestængt had til hvad de ser som vestlig dobbeltmoral og et fascistisk støttet kup i Ukraine. Og der er klangbund i den russiske befolkning.

Efter cirka 10 år uden en reel opposition i det russiske parlament, er ikke bare Kreml, men også mange russere blevet overfølsomme over for anderledestænkende. Siden efteråret er det gået slag i slag. I december 2013 blev nyhedsbureauet RIA-Novosty tvangsfusioneret med Kremls engelsksprogede talerør Russia Today for at danne en gigantkoncern, der skulle tegne et mere retvisende billede af Rusland i udlandet.

I slutningen af januar blev en række internetudbydere presset til at lukke for adgangen til TV-Dozhd. Officielt fordi stationen havde formastet sig til at afholde en rundspørge om, hvorvidt de sovjetiske myndigheder i 1941 skulle have ladet Leningrad overgive sig til de tyske styrker og undgået den efterfølgende belejring, som kom til at vare 900 dage og kostede 1,2 mio. civile livet. Reelt fordi stationen længe har været en torn i øjet på Kreml.

Den 12. marts forlød det så, at nyhedsportalen Lenta.ru havde fået ny chef-redaktør. Redaktionens 60 ansatte var ikke i tvivl om årsagen: I et åbent brev kædede de fyringen sammen med det interview Lenta havde bragt med et medlem af det ukrainske højreradikale parti ”Højre sektor”, som ifølge den officielle propaganda reelt sidder på magten i Kiev.

Dagen efter påbød hvad der svarer til anklagemyndigheden og IT- og Telestyrelsen teleudbydere at spærre adgangen til tre stærkt kremlkritiske liberale hjemmesider (kasparov.ru, grani.ru og Jezjenedelnyj zjurnal) og Aleksej Navalnyjs blog.

Navalnyj færdig
Med de fire lukninger har Kreml ikke blot elimineret den svage liberale opposition, men også den stærkt nationalistiske Navalnyj, som flere for et halvt år siden kaldte Putins stærkeste modstander. Navalnyj har i årevis ført klapjagt på korrupte embedsmænd og politikere højt op i det russiske magthierarki, og den russiske anklagemyndighed har ligeså længe forsøgt at hænge bloggeren op på anklager om underslæb.

Den 6. juli blev Navalnyj kendt skyldig i bedrageri og idømt fem års fængsel til øjeblikkelig afsoning. Men sandsynligvis fordi han var opstillet til borgmesterposten i Moskva, blev kendelsen kæret af anklageren og afsoningen udsat til efter valget i september. Det indbragte Navalnyj 700.000 stemmer, hvorefter Navalnyj nød en vis frihed. Men i februar ændredes alt.

Hertil og ikke længere
Bedst som Rusland i forbindelsen med olympiaden i Sotji for en stund solede sig i international opmærksomhed, formastede den i Kreml inderligt forhadte pøbel på Frihedspladsen i Kiev sig til at drive den russisksprogede præsident Janukovitj på flugt. På olympiadens sidste dag faldt der i al ubemærkethed dom i en sag over otte demonstranter fra den sidste store folkelige protest mod præsident Putins regime, Bolotnoe-demonstrationen.

Og to dage efter blev syv af demonstranterne idømt mellem to og fire års fængsel. Signalet var klart. Udenlandske provokatører, landets liberale femte kolonne og åbenmundede medier skal ikke tro, at de ustraffet kan udfordre Kremls magt. Navalnyj havde tilsyneladende ikke set skriften på væggen. Han mødte op til den efterfølgende protestdemonstration, blev idømt husarrest og må nu ikke længere kommunikere direkte med omverdenen.

Raskt raid
Kremls offensiv mod ytringsfriheden er gået hurtigt. Ved årsskiftet 2011-12 var hundredetusinde moskovitter på gaden og i sommeren 2013 stemte næsten en million moskovitter på det politisk ubeskrevne blad, Aleksej Navalnyj.

Russiske NGO’er har imidlertid længe råbt vagt i gevær. Ved Dansk-Russisk Forenings 25. Ruslands-konference i november beskrev flere oplægsholdere Rusland som en autoritær stat, hvorimod direktøren for NGO’en Golos Lilija Sjibanova understregede, at Rusland var ved at krydse grænsen mellem autoritær og totalitær stat.

”Et autoritært regime forudsætter kun en kamp med oppositionen. Men her pågår en kamp hele raden rundt, med alle anderledestænkende. (…) Det er virkelig en udvikling i retning af et totalitært regime,” sagde Sjibanova til undertegnede ved den lejlighed.

Sjibanova er ubehageligt tæt på at have fået ret. Rusland har ikke længere en opposition. Den opposition man havde, sidder i husarrest. Den såkaldte systemopposition i Dumaen, som af flere hånligt kaldes ”den løbske printer” pga. dens evige strøm af vanvittige lovforslag, har for længst mistet enhver form for troværdighed.

Senest har det russiske parlament barslet med en række lovforslag, som bl.a. introducerer bødestraf for russofobisk propaganda og frihedsstraf for at trykke artikler med antirussisk indhold.

Massiv patriotisk propaganda
Den hadske stemning har også ramt kunstscenen. Det lokale myndigheder i byen Pskov nedlage først i marts forbud mod den hviderussiske musiker Ljapis Trubetskoj kunne afholde koncert i byen. Kultbandet Okean Elzy har selv aflyst koncerter i Rusland og det samme gælder gruppen Undervud, som Putin ellers skulle være fan af.

Den 15. marts demonstrerede 15.000 mere eller mindre udkommanderede fór en indlemmelse af Krim efter folkeafstemningen, mens over 50.000 demonstrerede imod Kremls militante kurs. Kreml har ikke hele storby-Rusland bag sig og der findes stadig uafhængige medier i Rusland. Det er værd at notere, at fredsdemonstration for en lille måned siden var lovligt anmeldt og officielt apolitisk.

Ruslands resterende frie medier er også under pres. I slutningen af februar blev finansdirektøren for fyrtårnet i den uafhængige russiske journalistisk — radiostationen Moskvas Ekko — fyret af ejeren, Gazprom media, hvilket af flere blev set som et forsøg på at udøve pres på den åbenmundede radio. Den kontroversielle chefredaktør Venediktov sidder stadig på sin post, men ifølge hans kollega, Sergej Buntman, er udrensningerne i de russiske medier ikke slut endnu.

Propagandagryden stadig i kog
Set udefra kan det undre, at Kreml kan fastholde russerne i den opfattelse, at Rusland er ved at sætte Vesten på plads. Rusland har indadtil holdt fanen højt for overholdelse af international lov i især FN, men har nu 14 af Sikkerhedsrådets 15 lande imod sig. Moskva har advokeret for euroasiatisk enhed og forsøgt at samle sine naboer om dén ide, men nu har Kreml har også grundigt skræmt sine naboer langt væk.

Og endelig har Rusland argumenteret for, at NATO er unødvendig, fordi forsvarsalliancen ikke længere har en fjende i øst, men nu har man med sin intervention på Krim blot skubbet både Ukraine og Georgien tættere på NATO. Heller ikke den russiske økonomi virker holdbar. Den skrantede allerede inden, Kreml begyndte at rasle med sablen i Ukraine.

Indtil videre er det lykkedes Kreml at holde både den indenrigspolitiske og den østukrainske propagandagryde i krog. Samtidig udnytter den russiske ledelse den patriotiske rus til at fratage den russiske befolkning de selv samme rettigheder, som man angiveligt kæmper for på Krim og i det østlige Ukraine.

Hvis Kreml vinder den kamp vil russerne, Vesten og ukrainerne stå i en helt ny og langt værre situation. Velkommen til Minskva.

Jesper Gormsen er fast skribent på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: 50.000 demonstrerede den 15. marts mod Kremls Krim-kurs (Foto: Polina Kuzavleva).