Udviklingen i Arktis kan forandre rammerne for – og indholdet af – Rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Men holdningerne til, hvordan det vil ske, stritter i mange retninger.

Baggrund af Nikita Bertram Selvig

28.05.2016 | RIGSFÆLLESSKABET | Den fornyede interesse for Arktis blandt verdens stormagter har allerede givet Grønland en central placering i international politik og dermed selvtillid til at tro på, at selvstændighed er muligt på et tidspunkt, hvis befolkning og regering ønsker det. På Færøerne har selvstændighedsønsket ligeledes længe været stort hos flertallet, og for nyligt takkede regeringen i Torshavn da også nej til en stigning i bloktilskuddet fra Danmark. Begrundelse: Hvis man ønsker at være en selvstændig nation, skal man ikke være afhængig af subsidier fra et andet land.

Rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland er under forandring, men i hvilken retning, det vil gå, er der delte meninger om blandt danske, grønlandske og færøske politikere. Vil og bør hele den formelle ramme, Rigsfællesskabet, ende med at blive opløst? Eller vil fællesskabet bestå? Og er der egentlig stadig noget at være fælles om?

Den debat tog de færøske medlemmer af Folketinget, Sjúrður Skaale (Socialdemokraterne) og Magni Arge (Republikanerne), samt de grønlandske medlemmer Aaja Chemnitz Larsen (IA) og Aleqa Hammond (Siumut) med Søren Espersen fra Dansk Folkeparti og Nauja Lynge, formand for og stifter af Foreningen Rigsfællesskabet, hul på for et par uger siden på Nordatlantens Brygge.

Fællesskab af hvad?
Rigsfællesskabet er de tilbageværende rester af det danske-norske rige, og netop den fælles historie er ifølge Aleqa Hammond en væsentlig årsag til, at det giver mening at snakke om et rigsfællesskab.

”Jeg synes faktisk, at vi har meget til fælles med Danmark. Vi har jo trods alt 300 års fælleshistorie. Og i den fælles historie er vi gået igennem tykt og tyndt,” sagde den tidligere landsstyreformand, og blev bakket op af Søren Espersen, som kaldte Rigsfællesskabet ”et unikt fællesskab”, bygget på traditioner, historie og af det faktum, at vi er landsmænd.

De færøske medlemmer af Folketinget havde derimod sværere ved at se, hvad der binder Danmark, Grønland og Færøerne sammen i Rigsfællesskabet. Tværtimod ser republikaneren Magni Arge, at Færøerne og Danmark bevæger sig længere og længere fra hinanden.

”Danmark trådte ud af Rigsfællesskabet i 1973 og trådte i stedet ind i det europæiske fællesskab. Det betød, at Danmark henlagde alle sine handelspolitiske interesser i et europæisk fællesskab, mens Færøerne fortsatte i sin egen sø,” sagde Magni Arge og påpegede, at det blandt andet har medført, at Færøerne ad flere omgange har været i karambolage med EU-systemet.

Ifølge Arge er konflikterne mellem Færøerne og EU blot et bevis på, at Danmark er mere fokuseret på at sikre, at lovgivning er i overensstemmelse med de europæiske regler snarere end at tænke på, hvilke konsekvenser den kan have for Grønland og Færøerne. Danmark tænker altså ikke inden for en rigsfællesskabs-ramme, men snarere en EU-ramme.

Fællesskabet er derfor forholdsvist overfladisk og består primært i gode samarbejder, gode venskaber og i det faktum, at vi taler et sprog, som har fælles sprogstamme, mener Magni Arge.

Socialdemokraten Sjúrður Skaale var enig i, at fællesnævnerne er begrænsede. Han ser i stedet et asymmetrisk forhold, og han mener også at være vidne til en decideret kamp mod det danske.

”Jeg synes, at Færøerne har langt mere til fælles med Danmark, end Danmark har til fælles med Færøerne. Og det er på en anstrengt måde,” sagde Skaale og forklarede, at det skyldes den danske kulturs – uforskyldte – dominans på Færøerne. Færingerne har derfor brugt mange ressourcer på at fortrænge den danske kultur for dermed at holde liv i deres egen.

”Da vi fik vores eget flag, så var det det danske, som blev skubbet ud. Da vores sprog blev udviklet, så var det det danske sprog, som blev skubbet ud. For nogle år siden heppede man på det danske landshold i fodbold. Det gør man ikke længere. Der hepper man på sit eget,” sagde Sjúrður Skaale og konkluderede:

”Det vil sige, at kampen for det færøske bliver indirekte også en kamp mod det danske. Og for mange færinger er logikken ofte, at færøsk er det, som ikke er dansk.”

Fælles om hvad?
Men hvad er et fællesskab egentlig? Én forståelse af fællesskab beskriver det som ”dét, at flere personer er fælles om noget bestemt. Det er netop den fælles genstand, der definerer fællesskabet. Ofte associeres fællesskab til fælles ståsted, enighed og indbyrdes solidaritet mellem deltagerne.” Af dette følger, at ”deltagerne handler fælles om noget eller i retning af noget, og samtidig, at deltagerne har en fælles forståelse af, hvad fællesskabet betyder for deres liv.”

På baggrund af denne aftens debat var det imidlertid svært at udlede, hvad dette fælles skulle være. Tværtimod snakker debattørerne primært om forholdet mellem Grønland-Danmark og Færøerne-Danmark enkeltvis, hvorimod en debat om forholdet på tværs af de tre nationer er fraværende.

Grønland og Færøerne kan siges at have en fælles forståelse af Rigsfællesskabets betydning for deres liv, og at arbejde i samme retning. Væk fra Danmark.

Det er imidlertid ikke en retning, Søren Espersen vil acceptere.

”Det, der genererer mig ret voldsomt, når vi har den her type debatter, er, at den danske reaktion altid er ’det må de selv om’. Det er som om, at vi nærmest er ligeglade,” sagde Søren Espersen og fortsatte:

”Det er et rigsfællesskab og vi er alle sammen med til at bestemme.”

En anden væsentlig udfordring er ifølge formand for Foreningen Rigsfællesskabet, Nauja Lynge, at Danmark er berøringsangst over for især Grønland. Det betyder, at danske folketingspolitikere stemmer ja til selv vidtrækkende forslag omkring uranudvinding i Grønland, hvis det er dét, der er landets ønske. Uden at tage en offentlig diskussion om emnet.

Og det er ødelæggende, fordi det fælles dermed forsvinder – eller slet ikke skabes. Ifølge Nauja Lynge er der behov for en fælles offentlig debat – også om forhold, der primært vedrører Grønland og Færøerne – således, at vi kan arbejde i samme retning. Hvis ikke, bliver danskerne distanceret fra fællesskabet, hvilket hun allerede ser tegn på i form af fordomme og uværdig og ulige behandling af grønlændere.

”Jeg ønsker en bevarelse af Rigsfællesskabet, som det er nu, men ikke for enhver pris. Et rigsfællesskab, hvor danskere lider af berøringsangst og ikke kommer til orde, er jo ikke værdigt,” sagde Nauja Lynge og betonede nødvendigheden af at få engageret den danske befolkning og ikke blot politikerne på Christiansborg.

Naturlig afslutning
Betyder det så, at enden er nær for Rigsfællesskabet? De færøske og grønlandske repræsentanter understregede flere gange, at Rigsfællesskabet er en succes sammenlignet med andre ordninger i Europa og i verden, og at Rigsfællesskabet har udviklet landene på mange områder. Men at Grønland, Færøerne og Danmarks veje kommer til at skilles i fremtiden ser de også blot som en naturlig udvikling af den fælles historie, hvor hjemme- og selvstyre allerede er en realitet.

”Når det gælder større politisk selvstændighed, større økonomisk selvstændighed, større kulturel selvstændighed, så går jeg stærkt ind for det på alle felter. Det er simpelthen nødvendigt for en lille nations overlevelse, at man altid stræber efter større selvstændighed. Større selvstyre. Tager større og større ansvar. Det er simpelthen sine qua non for et lille samfund,” sagde Sjúrður Skaale.

Aleqa Hammond pointerede ligeledes, at de nuværende forhold med Selv- og Hjemmestyre er resultatet af, at landene har lyttet til hinandens ønsker og respekteret disse, og derfor vil selvstændighed også følge i fremtiden. Magni Arge forudså ligefrem, at der vil komme et voldsomt oprør fra den færøske befolkning, hvis der ikke er sket store ændringer i Rigsfællesskabet indhold inden for de næste 10 år.

De folkevalgte repræsentanter for Færøerne og Grønland var altså ikke i tvivl om, at Rigsfællesskabet vil nå sin ende inden for en overskuelig årrække.

Imens mener andre, at netop udviklingen i Arktis, styrker behovet for Rigsfællesskabet. Spørgsmålet er derfor om sikkerhedspolitik, økonomi og naturressourcer og andre strategiske interesser er stærke nok til at holde sammen på fællesskabet, eller om det må vige for de nationale selvstændighedsdrømme.

Nikita Bertram Selvig er politisk redaktør på Magasinet Europa

Billede af Aleqa Hammond i toppen af artiklen er taget af Magnus Fröderberg/norden.org