Vestsahara er fortsat EU’s – og Danmarks – dårlige samvittighed

Den danske og europæiske holdning til Vestsahara er, at man ønsker en fortsættelse af besættelsen. I hvert fald tages der ikke skridt i retning af et opgør med Marokko – tværtimod.

Kommentar af Jimmy Munk Larsen

Lidt øst for De Kanariske Øer ligger Vestsahara. Det var indtil 1975 en spansk koloni beboet af sahrawiere. I dag er tre fjerdedele af territoriet besat af Marokko, som lige siden den femten år lange krig sluttede i 1991, har blokeret for en lovet folkeafstemning om tilhørsforhold – og lige siden har Europa vendt det blinde øje til besættelsen, og bidraget til udplyndringen af Vestsahara. Samtidig sidder flygtningene fra Vestsahara i flygtningelejre i Algeriet – uden udsigt til en løsning på deres over 40 år lange eksil.

Den danske og europæiske holdning til Vestsahara er, at man ønsker en fortsættelse af besættelsen. I hvert fald tages der ikke skridt i retning af et opgør med Marokko – tværtimod. Ikke ét eneste europæiske land – bortset fra Sydossetien, der ikke selv er anerkendt af FN – har anerkendt Vestsahara som land. I 2012 rørte Sverige på sig, men det fik protester til at bryde ud i Marokko, hvor IKEA var i gang med at åbne deres første varehus. Der kom aldrig en svensk anerkendelse af Vestsahara – til gengæld åbnede IKEA i Casablanca…

Fisk og fosfat
EU er særdeles aktive i forhold til fiskeriet i farvandet ud for Vestsahara, hvor især portugisiske og spanske fartøjer fisker. Det gælder dog også danske fiskere, hvilket kan bekræftes af et kig på MarineTraffic. Der er også danske interesser i den fosfat Marokko udvinder i det besatte Vestsahara og eksporterer til hele verden. En del rederier, herunder Mærsk, har stoppet deres engagement i Vestsahara, men andre slår fortsat mønt på situationen. Rederiet Ultrabulk A/S med base i Gentofte er det mest aktive danske rederi i udskibningen fra Vestsahara – og det har ingen planer om at stoppe sit engagement, så længe der ikke stilles krav om overholdelse af folkeretten fra dansk eller europæisk side. Den europæiske udplyndring af såvel fisk som fosfat kunne EU sætte en stopper for i morgen – hvis man altså ville. Hvordan er det kommet så vidt?

I 1970’erne var koloniseringen af Afrika ved at blive bragt til afslutning. De europæiske kolonimagter faldt nærmest over hinanden på vej ud, og det foregik langt fra hensigtsmæssigt for afrikanerne. Spansk Sahara var et særtilfælde. Det var ikke blot den eneste spanske koloni på det afrikanske kontinent. Afkoloniseringen faldt også sammen med diktaturets afvikling i Spanien. I efteråret 1975 gik Franco bogstaveligt talt i koma, og han efterlod sit Spanien handlingslammet. Det var de ikke sene til at udnytte i Marokko.

Fra Marokkos selvstændighed i 1956 voksede kongerigets interesse for nabolandene. Det gjaldt såvel de spanske enklaver i nord som Algeriet, Mauretanien og Vestsahara. I en mislykket krig mod det nyligt selvstændige Algeriet i 1960’erne lykkedes det ikke Marokko at erobre land. Den mulighed kom i 1975, hvor en presset marokkansk konge lancerede Den Grønne March, hvor flere hundredtusinder af marokkanere – heriblandt tusindvis af soldater – overskred grænsen til den spanske koloni. Kort efter blev Madrid-aftalen indgået mellem Marokko, Mauretanien og Spanien. Sidstnævnte lod kolonien i stikken, mens de to førstnævnte delte Vestsahara mellem sig.

Sahrawierne var ikke interesseret i at udskifte deres spanske koloniherre med hverken en marokkansk eller mauretansk ditto. Frihedsbevægelsen Polisario, der bekæmpede det spanske kolonistyre, fik nu to nye, men meget forskellige fjender. Hvor Mauretanien var et skrøbeligt og svækket land, der efter fire år opgav deres engagement i Vestsahara, var Marokko anderledes stærkt. Som en vigtig allieret af USA og Frankrig under Den Kolde Krig havde Marokko adgang til store militærressourcer. Sahrawierne blev jaget ud med bl.a. hvid fosfor og napalm – ligesom deres brønde blev forgiftede. Flygtningene fik lov til at slå sig ned i ørkenen i Algeriet. Her er deres midlertidige ophold for længst blevet permanent.

Skammens Mur
Officielt mener man i Marokko, at De Sydlige Provinser, som Vestsahara kaldes, er en del af det historiske Marokko. I praksis handler interessen for området dog snarere om de naturressourcer Vestsahara er rigt på. Marokko har taget velkendte midler i brug, for at beskytte sin koloni. I 1980 indledtes byggeriet af det sahrawierne kalder Skammens Mur. Det er en 2.720 km lang mur, der går diagonalt ned gennem Vestsahara. Tre fjerdedele af territoriet er nu under fuld marokkansk kontrol, mens den sidste fjerdedel kontrolleres af sahrawierne. Det store flertal af sahrawierne blev jaget ud i 1975, og de og deres efterkommere frister endnu i dag en glemt tilværelse i ørkenen i Algeriet, hvor over 100.000 sahrawiere lever i flygtningelejre, under dårlige livsbetingelser. Året efter Skammens Mur stod færdig, i 1988, blev Marokkos konge tildelt Elefantordenen…

Da Polisario og Marokko i 1991 indgik en fredsaftale, var det med opbakning fra FN et krav, at der i 1992 skulle afholdes en folkeafstemning om tilhørsforhold. Den afstemning kom aldrig – og er lige siden blevet blokeret fra Marokko. Stridspunktet er de marokkanske bosættere, som Marokko – modsat FN – mener skal indgå i folkeafstemningen. En afstemning der involverer bosætterne, vil i praksis gøre den overflødig, da de i dag udgør det store flertal i det besatte område, og uden tvivl vil stemme for at blive en del af Marokko.

Mulighederne for at gøre modstand for sahrawierne er stærkt begrænsede, da de dels er i mindretal og dels er oppe imod en langt stærkere fjende – der ikke skyer nogle midler. At sahrawierne omvendt afholder sig fra angreb på civile marokkanere og besættelsesstyrkerne er sympatisk, men betyder også at deres sag ingen opmærksomhed får. Hvis der blev etableret væbnet modstand, ville den dog formentlig blive slået brutalt ned.

Kolonistyret i Vestsahara er af Amnesty International blevet placeret i top 5 over verdens værste torturstater. Metoderne indebærer tæsk, ophængning i smertefulde positioner, pisk under fødderne, slag mod kønsdelene, elektrisk stød, waterboarding, fødderne i isvand, voldtægt med flasker og knipler samt en torturform der kaldes roast chicken, hvor offeret hænges på en stang med hænder og fødder bundet sammen, mens han eller hun brændemærkes med cigaretter. I mange af de marokkanske retssager mod sahrawiere bruges der falske vidner og konstruerede beviser.

Der er altså rigeligt at tage fat på, når det gælder krænkelser af menneskerettighederne i Marokko og Vestsahara, men det var desværre ikke et tema, da mange af verdens ledere, inklusiv statsminister Lars Løkke Rasmussen, i december var samlet for at underskrive FN’s nye hensigtserklæring omkring migration – i Marrakesh. Da islamisten Said Mansour fornyligt blev udvist til Marokko sagde udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, at der var styr på menneskerettighederne, hvilket må siges at være noget af en blåstempling af kongeriet Marokkos utallige brud på samme.

Hver eneste dag tilsidesættes folkeretten i Vestsahara, når fiskefartøjer trawler i farvandet og fragtskibe udskiber fosfat. Jævnfør folkeretten kan udnyttelse af naturressourcer i et besat område kun finde sted, hvis to krav gør sig gældende. For det første skal den oprindelige befolkning give sit samtykke til udnyttelsen. For det andet skal den oprindelige befolkning drage nytte af udvindingen af naturressourcerne. Ingen af de to krav opfyldes i Vestsahara. Til trods for en EU-dom sidste år, fortsætter EU-landene med at udskibe fosfat og fiske i farvandet – også fra dansk side.

Udsigt til ingenting
For de omkring 100.000 sahrawiske flygtninge i Algeriet betyder Europas accept af den marokkanske besættelse, at de ingen udsigt har til forandring. Flygtningenes situation er for længst blevet permanent. Så længe de bliver i Algeriet, er EU formentlig også ligeglade. I hvert fald har EU yderst paradoksalt lavet en flygtningeaftale med Marokko, hvor kongeriget fik ukendte indrømmelser mod at bidrage til at stoppe Marokko-ruten til Europa. Man kan kun gisne om, hvad marokkanernes pris var for, at begynde at skyde på migranter i Middelhavet…

Jimmy Munk Larsen er historiker og har rejst i det besatte Vestsahara, Marokko og Algeriet.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Billede i artiklens top: Jimmy Munk Larsen

---

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast: