Det er ungt og über-indie, når unge, nordiske kunstneres værker vises til et bredt publikum. Magasinet Europa har været til Aarhus Independent Pixels – en ny festival, der ramte den jyske hovedstad den 17.-19. oktober.
Reportage af Annemarie Majlund Jensen
”Det er noget med stedet, og med lyset,” siger fotograf Lotte Fløe Christensen om sine billeder. Ene kvinde udgør hun hovedpersonen i det ene af to oplæg, som jeg har besluttet mig for, at jeg vil ind og høre i løbet af festivalen Independent Pixels på Kunstakademiet i Aarhus.
Det andet foredrag har kortfilmseksperten Richard Raskin som hovedperson. Hvad han har at sige om kortfilm gemmer vi til sidst. Det er nemlig langt fra etablerede fotokunstnere som Fløe og eksperter som Raskin, der er de egentlige hovedpersoner i Vestergade i Aarhus denne weekend i oktober.
Independent Pixels byder således på ikke færre end 150 film- og fotoværker af unge kunstnere fra hele Norden. Alt det andet – foredragene, artist talks, workshops og specialscreeninger – er blot bonus til dem, der ikke kan få nok.
I som i independent
Magasinet Europas udsendte stifter bekendtskab med Anders Bach Grønbæk og Esben Skyt Persson, der er henholdsvis festivaldirektør og festivalleder, og samtidig arrangørerne bag Independent Pixels – eller AIP, Aarhus Independent Pixels – på festivalens travle, anden dag. De har tydeligvist lagt både liv, sjæl, tid, penge og pixels i foretagenet.
Festvalen er gennemført indie. På den gode måde. Og vel at mærke i ordets oprindelige betydning. Altså, en selvstændig festival, hvor det er ”de små værker med de store ambitioner”, der står i centrum, som Anders Bach Grønbæk understreger. Han påpeger, at ingen af de deltagende værker har forbindelse til store produktionsselskaber og etablerede filmstøtteordninger.
Noget andet, der kendetegner festivalen, er, at den er ung og nordisk. Som det hvid-orange pixels-program informerer om, så er samtlige bidragende kunstnere til festivalen ”under 28 år og med en tæt tilknytning til de nordiske lande”, der tæller Danmark, Grønland, Norge, Sverige, Finland, Island og Færøerne.
Foto: Lotte Fløe Christensen
Nordisk tilsnigelse
Med denne profil i baghovedet har jeg sat mig for at af- og undersøge, hvad der måtte være af ungdom og af særligt nordisk i de mange tusind pixels, der løber over skærme og lærreder og udstilles på hvide betonvægge over de tre dage festivalen varer.
Festivalen viser sig dog at blive en lidt anden oplevelse, end hvad jeg havde forventet. Først og fremmest bliver jeg hurtigt enig med arrangører, såvel som besøgende om, at det med den ”nordiske tilknytning” måske nok er lidt en tilsnigelse eftersom mange af de bidragene kunstnere faktisk alle har rejst vidt og bredt, vel at mærke mens de har udformet deres værker.
De fleste bidrag på festivalen kendetegnes således ikke umiddelbart af noget, der har specielt med Norden at gøre. Lige bortset fra førnævnte Fløe, hvis smukke næsten dragende fotografier forbindes med nordisk natur, humor og melankoli. Og lys – eller mangel samme.
Det skal være smukt
Tværtimod. Nordens unge vækstlag er, som mange andre kunstnere verden over, drevet af engagement, idérigdom, og eventyrlyst, beskriver Anders Bach Grønbæk og Esben Skyt Persson. De to har i samarbejde med to andre kammerater fået ideen til festivalen, netop mens de var ude at rejse.
Ifølge de to arrangører drages unge kunstnere ofte alene af mulighederne for at formidle sig selv på en måde, så de selv og den verden de lever i dokumenteres endnu smukkere end den verden, de finder når diverse kameraer, iPhones og tablets er uden for rækkevidde
”Man vil gerne gøre det smukt, der hvor man er. Og vise andre, at det var smukt, der hvor man var. Og ligesom lægge et filmisk slør hen over hverdagen for at hæve tingene op på en måde, der gør dem endnu smukkere,” siger Esben Skyt Persson.
Verden ifølge Instagram
Det filmiske element og viljen til at dokumentere dagligdagen som netop ”smukt filmisk” er kendetegnende for de mange ideer, der får unge til at bruge tid og energi på at deltage i en festival som AIP, mener Espen Skyt Persson.
”Med ny og billig teknologi kan du lægge filtre på dine film, ligesom du gør det på et Instagrambillede, og som gør, at du får det til at se godt ud. Der hvor du nu er.”
”Inden for de sidste 10 år har der været kameratekniske kvantespring, der har gjort, at det er blevet noget lettere at filme i bedre kvalitet. Og med små kameraer kan du få noget, der ligner en Hollywood-produktion,” fortsætter Anders Bach Grønbæk inden Esben Skyt Persson igen tager over:
”Tematisk er der en rød tråd, der går ud på at folk gerne vil dokumentere der hvor de er. I en del film her, men måske især på fotofronten, er der en tendens til, at folk er enormt dokumenterende.”
Kunstneriske kropsliggørelser
Netop det individuelle fokus – og ikke mindst, den individuelle kunstners dokumentation af sig selv som sådan, har ikke undveget arrangørenes opmærksomhed. De har nemlig selv stået for udvælgelsen af størstedelen af de deltagende kunstnere.
”Rigtig mange af de produktioner, vi har, er nogle hvor kunstneren selv er i fokus. Det går igen i mange af værkerne. Især i enkeltfotografierne. Der er et behov for at dokumentere et indre følelsesliv,” fortæller Esben Skyt Persson om processen med at udvælge de mange værker, og fortæller at det oftest også er tydeligt, hvordan værkerne er blevet til for kunstnerens ”egen skyld”.
”Folk vil gerne udtrykke still-billeder af sig selv, de vil gerne indfange det de er i og på en eller anden måde gerne indkapsle følelser, så der er noget at forholde sig til, noget at holde fast i, et eller andet fysisk. Man vil gerne konservere tingene lidt.”
Poetisk dokumentarisme
Den Raindance-nominerede skotske instruktør Jamie Chambers seneste film When the song dies (2012) er den sidste film, jeg ser på festivalens tredje og sidste dag – og hvilken film!
Fuld af gamle mennesker, ikke spor up-coming, ingen Converse-sko. Men til gengæld en masse vindblæste ansigter, nøgne træer, mudder, hav, sorte og fugle. Og så ellers sækkepiber og fiddle for fuld udblæsning.
Filmen er ifølge instruktøren en ”poetisk dokumentar”, som skildrer skotsk sangkunst, historie og erindring gennem en række primært ældre menneskers personlige erfaringer.
Men også her står det selv-dokumenterende, eller måske snarer selvkonserverende, element centralt. Om end på en lidt anderledes måde end hos de restende kunstnere på festivalen.
“Sangene fjerner mig fra tilværelsens flyvskhed,” erkender den gamle dame på lærredet om sine folkesange, efter hun har ladet sit publikum lytte til dem alle om igen.
Denne smukke punchline bekræfter det for så vidt helt åbenlyse: Hvad enten det er folklore, sang, foto eller film, så er dokumentationen kunst og kunsten dokumentation. Den er beviset på, at man var her, et forsøg på at affeje den ”tilværelsens flyvskhed” som Chambers’ hovedperson unddrager sig med sine skotske reels.
Konsistent, dog overraskende
De ca. 15 minutter, Chambers’ fortælling varer, er dog ikke noget man ikke har set før. Faktisk ser det lille kunststykke ud til at være godt og vel inspireret af den engelske kunstner P.J. Harveys ligeså tyst-mørke og humoristisk-poetiske musikvideoer produceret i forbindelse med albummet Let England Shake (2011).
Hvor der måske er længere mellem de overraskende øjeblikke på filmfronten, så er der rigeligt med dem til festivalen. For eksempel er der kortfilmseksperten Richard Raskin, der om nogen formår at få magasinets udsendte til at tro på fremtiden for kortfilmen – eller nej: på at kortfilmen ER fremtiden.
”Konsistent, dog overraskende,” som Raskin fortæller om opskriften på den ideelle kortfilm. Det gør han til et oplæg om ”minus-fem-minutters filmdesign”, som jeg overværer, i et fyldt lokale med en pejs, der sørger for at holde det oktoberlige publikum tilnærmelsesvist varmt under ekspertens fængslende gennemgang af kortfilmens syv bud.
Overaskende. Men også konsistent med AIP’s erklærede målsætning om at være en festival, hvor der er plads til nye og unge talenter, inspirerende branchefolk og en offentlighed, der drages til lærrederne, også når det er uden champagne og rød løber.
Annemarie Majlund Jensen er kulturjournalist på Magasinet Europa
Billede i artiklens top: © AIP