Arbejdsløsheden blandt danske unge under 25 år er næsten 15 procent. Blandt EU-landene er tallet 22,4 procent. Mere end hver femte unge i Europa vågner således hver morgen uden reelt at have noget at stå op til. 

18.04.2012 | UNGDOMSARBEJDSLØSHED | Fagbladet 3F satte for nyligt ansigt på en af de unge arbejdsløse: 23-årige Emil Larsen. Han har ikke nogen uddannelse og har siden 2008 vekslet mellem at være arbejdsløs og have diverse ufaglærte jobs, som alt fra murerarbejdsmand til ekspedient i Magasin. Hans drøm er at få en elevplads som ambulanceredder hos Falck. Men ansøgerfeltet har været alt for stort til, at han har haft en chance.

I stedet søger Emil nu alle tænkelige jobs fra pedel til pædagogmedarbejder, men foreløbig uden held: Han har skrevet 400-500 ansøgninger uden være blevet kaldt til en eneste samtale. Og det er ikke så mærkeligt: Arbejdsgiverne drukner nemlig ofte i ansøgninger. Ulstrup Efterskole i Odsherred fik for eksempel 441 ansøgninger til en stilling som pedel.

Som altid, når krisen kradser, er det især folk uden uddannelse, der bliver ramt hårdest. Men også folk med en uddannelse har svært ved at finde et arbejde. Jeg kender både håndværkere og akademikere, som hver dag knokler med ansøgningerne. Og som næsten dagligt får nye afslag.

En generation uden fremtidsudsigter
De er ligesom Emil en del af en ung generation i Europa, hvis fremtidsudsigter er dystre. En generation som betaler en meget høj pris for en krise, de har haft meget lidt at gøre med. De foretog ikke risikable investeringer. De kunne ikke glæde sig over hverken skattelettelser eller friværdi under opsvinget. Det eneste, de har gjort galt, er at være unge på det forkerte tidspunkt.

Det er ikke længere et spørgsmål, om vi taber en generation. Det er udelukkende et spørgsmål om, hvad de præcise omkostninger bliver. Med mindre vi handler meget resolut. Lige nu.

Historien burde have lært os aldrig at se passivt til, mens ungdomsarbejdsløshed buldrer af sted: 1980’ernes arbejdsløshed blandt de unge skabte langtidsledighed, der betød, at mange aldrig fandt deres plads på arbejdsmarkedet.

Langtidsledighed har store personlige konsekvenser. Men den er også dyr for samfundet. Ifølge en beregning fra Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkår, Eurofund, koster unge, der hverken er i job eller uddannelse, allerede samfundet svimlende 1.000 mia. kroner om året.

Tre konkrete løsningsforslag
Er der så noget, vi kan gøre på europæisk plan? Jeg har for nyligt opfordret det danske EU-formandskab med Helle Thorning i spidsen til at arbejde for tre konkrete ting:

Vi skal for det første have en europæisk ungdomsgaranti, der sikrer uddannelse, opkvalificering eller job efter maksimalt 4 måneders ledighed. Dermed sidder ingen og bliver kolde på bænken – alle holder derimod deres kvalifikationer ved lige. På EU-topmødet den 30. januar vedtog de europæiske ledere en erklæring, der blandt bakker op om, at unge, der forlader skolen, skal tilbydes job eller videreuddannelse efter få måneder.

Jeg har talt for en ungdomsgaranti i snart to år, så derfor var erklæringen glædelig. Men der er behov for, at den gælder alle unge, og ikke kun dem, som fremover forlader skolen: Der er nemlig 5,5 millioner unge arbejdsløse, som aktuelt står i kø til job og uddannelse. Derfor skal vi fortsat arbejde for en reel ungdomsgaranti.

For det andet skal vi have opsat et mål for at nedbringe ungdomsarbejdsløsheden i EU’s 2020-plan for vækst- og beskæftigelse. Målet skal være en del af det såkaldte europæiske semester, som betyder, at landene hvert år forpligtes til at lave konkrete mål og politiske tiltag i deres nationale reformprogrammer.

En europæisk kickstart
Men mål og garantier er ikke tilstrækkeligt. Skal vi for alvor sætte gang i beskæftigelsen, skal Europa have gang i væksten. Derfor har vi for det tredje brug for en ambitiøs europæisk investeringsplan, der kan sætte gang i hjulene og øge efterspørgslen på arbejdskraft. Planen skal blandt andet indeholde nationale kickstarter i de lande, der har økonomisk råderum – og fælles europæiske investeringer i infrastruktur, energi og forskning, for eksempel gennem en fordobling af Den Europæiske Investeringsfond. Og vi skal mobilisere private investeringer gennem ambitiøs og klar rammelovgivning, herunder inden for energieffektivitet.

Væksten kan også skubbes på vej gennem politisk prioritering af en række nuværende EU-lovgivningsforslag med store vækstpotentialer, det være sig  venture kapital, offentlige indkøb og et digitalt indre marked.

Finansieringen kan blandt andet komme fra en skat på finansielle transaktioner, en fælles indsats mod skatteunddragelse og skattely samt gennem såkaldte projektobligationer, hvor landene tilsammen optager billige lån til fælles investeringer på udvalgte områder.

Vi har ikke råd til at miste en generation, hvis vi vil bevare og udvikle vores velfærdssamfund i fremtiden. Og vi kan ikke moralsk og menneskeligt lade stå til. Vi skylder Europas unge en chance. Vi skylder Emil en chance.

For som han siger: ”Det at have et arbejde giver mig en grund til at stå op om morgenen. I mit hoved er understøttelse en almisse. En lønseddel er en helt anden tilfredsstillelse. Det er penge, som jeg har gjort mig fortjent til”

Emilie Turenen er medlem af Europa-Parlamentet for SF.

Forsidefoto: miguelavg