Under coronakrisen bevæger Ungarn sig længere væk fra demokratiet end noget andet europæisk land. Men Vesten er magtesløs. 

Analyse af Lasse Skytt

TEMA: EUROPA I UNDTAGELSESTILSTAND | Viktor Orbán har let til smil. Det kan man iagttage på de videoklip, den ungarske premierminister hver dag lægger op på sin Facebook-side – en selvpromoverende krisekommunikationskanal, der har fået 200.000 nye følgere siden midten af marts.

På videoerne kan man blandt andet se Viktor Orbán besøge et nedslidt hospital i Budapest. Iføre sig ansigtsmaske. Tale med læger og sygeplejersker. Tilbage til ministerkontoret for at holde videomøde med de europæiske ledere. Og så videre ud til Franz Liszt-lufthavnen for at tage imod forsendelsen af mundbind og medicinsk udstyr fra Kina.

Orbán på hospitalet. Billede fra hans Facebook-side.

At Viktor Orbán vil vise, at han har styr på situationen i denne coronakrisetid – som en handlekraftig leder i spidsen for sit land – er også noget, hans politiske modstandere har bemærket. Løsgængeren János Bencsik, afhopper fra partiet Jobbik, fortæller om sine observationer:

“I sidste uge, dagen efter afstemningen (om landets tidsubegrænsede bemyndighedslov, red.), kiggede jeg på premierminister Orbáns ansigt. Og ved du, hvad jeg så? Sindsro, afslappethed, selvtillid. Han var fuldstændig i sit rette element, virkelig i sin komfortzone. Ved du hvorfor? Fordi alt det, der foregår, sker i overensstemmelse med hans manuskript. Alt, der foregår nu, er hans masterplan,” lyder det fra den ungarske oppositionspolitiker ifølge netmediet 444.

En krisens mester
I virkeligheden kunne Viktor Orbán næppe have skrevet det bedre selv, masterplan eller ej. De første smittede i Ungarn viste sig at være to iranske studerende, og premierministeren kunne tage hul på coronakrisen fredag den 13. marts ved at sammenkoble smittespredning med illegal migration.

De iranske studerende opholdt sig godt nok i landet på lovlig vis, men deres klager over forholdene på et ungarsk hospital samt et angiveligt brud på karantænereglerne førte til, at de blev smidt ud af Ungarn sammen med 13 af deres medstuderende landsmænd.

Coronakrisen er – ligesom finanskrisen og migrantkrisen – endnu en uforudset begivenhed, som Viktor Orbán kan dreje til egen fordel. Og hvad kan man i det øvrige EU så gøre ved det?

Værktøjskassen er tom
Over årene har EU haft snart sagt alle tænkelige værktøjer i brug for at bremse Viktor Orbáns påstand om, at “det er muligt at bygge en illiberal stat inden for EU – vores EU-medlemskab udelukker ikke denne mulighed,” som han sagde i sin nu så berømte sommertale fra 2014.

Fordømmende resolutioner er blevet nedfældet. Progressive parlamentarikere har holdt dundertaler mod Orbán og udarbejdet nedslående rapporter om demokratiets tilstand i Ungarn. Artikel 7-proceduren er iværksat, men alle parter ved godt, at det i det lange løb ikke fører til noget, fordi vennerne i polske PiS til enhver tid vil bakke op om Orbáns Fidesz-parti – og omvendt.

Man har suspenderet Fidesz fra EPP-gruppen, men mere er det ikke blevet til. Især én bestemt, magtfuld underskrift har glimret ved sit fravær i EPP-kritikken af Viktor Orbán: Angela Merkels.

Forklaringen kan være, at tyskerne er dybt afhængige af den billige arbejdskraft på de ungarske bilfabrikker og andre udliciterede produktionshaller i Ungarn. Lederne af Merkels sydtyske søsterparti CSU har længe holdt hånden over deres ungarske åndsfælle.

Årets mindste overraskelse
Tilbage i Budapest har Viktor Orbán ved flere lejligheder proklameret, at “det liberale demokratis æra er forbi.” Færre end tidligere virker til at sætte spørgsmålstegn ved den påstand i øjeblikket.

Så da europæiske statsledere én efter én begyndte at indføre nødretslove, udgangsforbud og begrænsninger af borgernes frihedsrettigheder for at få has på coronasmitten, kom det næppe som nogen overraskelse, at Viktor Orbán ville benytte situationen til at gå skridtet længere end de fleste.

På den næstsidste dag i marts hastebehandlede og vedtog det ungarske parlament med henvisning til coronakrisen en ny bemyndigelseslov, der udvider premierministerens magtbeføjelser. Loven giver Orbán mulighed for at regere per dekret på ubestemt tid uden hensyntagen til parlamentet. Samtidig gør nye bestemmelser det strafbart at sprede misinformation, bryde påbudte karantæner eller på anden måde obstruere regeringens krisehåndtering med op til fem års fængsel.

Forargede oppositionspolitikere, ngo’er, vestlige statsledere og uafhængige medier kritiserede straks loven og advarede om et ungarsk demokrati i total opløsning. Blandt mine ungarske bekendtskaber stod det hurtigt klart, at de, der i forvejen hader Viktor Orbán som pesten – eller skulle vi sige som coronaen – de har ikke skiftet mening med den nye lov.

Går solen aldrig ned?
Mere bemærkelsesværdigt var det derfor at lytte til den noget sjældnere kritik fra de af mine bekendtskaber, som ellers plejer at bakke op om Orbáns politik.

“På spørgsmålet om, hvorvidt premierministerens beslutninger er tilfredsstillende eller ej, må jeg sige, at de på nuværende tidspunkt ikke er tilfredsstillende nok,” siger Zoltán Adamecz, en entreprenør fra Veszprém, der har stemt på Orbáns Fidesz-parti ved de seneste tre parlamentsvalg.

“Hvad vi ved med sikkerhed, er, at Orbán allerede forbereder sig på næste valg, så han må gøre noget for at overbevise folk om at stemme på ham igen,” siger ungareren, der dog bakker op om de økonomiske tiltag, Orbán har iværksat for at bremse krisen.

Den konservative britiske analytiker John O’Sullivan, også bosiddende i Ungarn og en nær ven af Viktor Orbán, har i en klumme i National Review kritiseret den manglende solnedgangsklausul:

“Hvilken forskel ville sådan en solnedgangsklausul gøre? Den ville minde ministrene om, at de har beføjelse og tid – men begrænset tid – til at foretage nogle velovervejede beslutninger. Den ville også forsikre alle om, at denne ekstraordinære periode vil slutte på et bestemt tidspunkt, hvilket kunne sænke den politiske temperatur på begge sider,” skriver John O’Sullivan.

EU’s mest politisk splittede land
Ungarn er et land uden nogen egentlig politisk midte, fløjene er langt fra hinanden, og heftige diskussioner er hverdagskost i det mest politisk splittede land i EU. Således også denne gang, hvor Orbán-regeringen har afvist enhver kritik.

“Det er ren Ungarn-bashing fra den liberale mainstream. Kritikken er proppet med misinformation og fejlfortolkninger, der cirkulerer,” skrev regeringens altid offensive talsmand, Zoltán Kovács, på Twitter.

Ifølge ham vil bemyndigelsesloven ganske enkelt blive ophævet, når pandemien er overstået. Ingen kan sige, hvornår det er, siger han – om end det formelt er Orbán og hans partis store flertal, der i parlamentet skal vurdere, hvornår loven ophæves.

På trods af Orbán-regeringens ivrige forsvar virker det til, at Fidesz med den omstridte lov står mere alene i Europa, end det tidligere har været tilfældet, når emnet har været migration og grænsedebat.

“Jeg bryder mig ikke om den. Det er ikke en lov, du ville se os i Danmark fremføre,” lød det eksempelvis fra Dansk Folkepartis EU-ordfører Morten Messerschmidt i Radio4 forleden.

“Orbán-regeringen har i hvert fald benyttet taget nogle værktøjer i brug, som er voldsommere, end hvad der forhåbentligvis og også øjensynligt bliver nødvendigt. Det er en tendens, man skal være bekymret over,” sagde Messerschmidt.

Et diplomatisk selvmål
Tilbage til milliard-euro-spørgsmålet: Hvad har EU tænkt sig at gøre ved det ungarske problembarn? Nu var anledningen her måske til at sætte det diplomatiske dødsstød ind mod Ungarn?

Den løftede pegefinger fra EU kom i form af en erklæring fra 13 statsministre, heriblandt danske Mette Frederiksen (S). De udtrykte stor bekymring over risikoen for brud på grundlæggende principper om retsstat, demokrati og menneskerettigheder. Men af en eller anden grund blev det ikke nævnt i erklæringen, at den var rettet mod Ungarn.

Så samme aften kunne Viktor Orbán meddele, at han såmænd var helt enig i erklæringens principper. Ungarn var lige så bekymret for demokratiet som alle andre og tilsluttede sig de øvrige lande.

Sikke et diplomatisk selvmål. Et endeligt farvel til EU som en liberal union?

Selvudslettelse og skyldfølelse
Med Donald Trump ovre på den anden side af Atlanten – og med Viktor Orbán i egen baghave – er idéen om Vesten efterhånden så udvandet, at man har været nødt til at opfinde et nyt begreb: Vestløshed.

Det skete på den sikkerhedspolitiske konference i München først på året. Begrebet dækker over Vestens manglende tro på sig selv og den indre splittelse, vesterlændinge oplever i disse år.

EU’s vage udmelding i kølvandet på Orbáns omstridte lov var et klokkeklart eksempel på vestløshed. Eller rettere sagt Vestens magtesløshed. Altså en tidstypisk blanding af vestlig selvudslettelse, skyldfølelse og elitær bebrejdelse over, at antiglobalisterne har vind i sejlene.

Man fornemmer Viktor Orbán sidde og smile for sig selv oppe på sit kontor på Buda-højen.

“For 30 år siden troede vi, at Europa var vores fremtid. Nu er vi overbeviste om, at vi er Europas fremtid,” som hovedpersonen har formuleret det.

Flertalsvælde frem for alt
Ligesom Orbán selv er de fleste i hans politiske inderkreds også jurister, uddannet fra den samme skole i 1980’ernes Budapest. Fidesz-juristerne tror på, at en lov er en lov er en lov. Og hvis man ændrer loven på lovlig vis – også når det kommer én selv til gode – så er det efter bogen. Det er også derfor, at Orbán kan forsvare over for sig selv, at Ungarn modtager så mange penge fra EU, omtrent 3-5 procent af landets BNP. Budgettet er jo vedtaget på lovlig vis. Og det er ikke en betingelse, at man ikke må kritisere EU bagefter.

Inderkredsen holder sammen i tykt og tyndt, og det er til enhver tid bedre at være loyal end at være liberal. Når de bliver spurgt, argumenterer Viktor Orbán og hans folk for, at et demokrati ikke behøver være liberalt.

Et demokrati skal snarere forstås som et flertalsvælde, hvor valgets vinder har ret til at råde uhindret over staten uden at tage særligt hensyn til mindretal, og uden at den frie presse, ngo’er eller domstolene kan påpege eller forhindre det. Med andre ord: Mere magt til valgets vindere, mindre magt til de ikke-folkevalgte instanser.

Eller som parlamentsformand László Kövér, én af Fidesz-partiets medstiftere, udtrykte det, da han kaldte princippet om ’checks and balances’ for idiotisk: “Problemet er, at nogle folk seriøst mener, der er behov for at kigge en regering efter i sømmene, når den har sejret efter en demokratisk proces, hvor folkets vilje er blevet hørt.”

En ny verdensorden
Blandt Orbáns mest frustrerede modstandere har man de seneste uger kunnet læse desperate forslag om at lukke EU ned og starte det op igen på ny – bare uden Ungarn. En ret usandsynlig idé. I en klumme i Visegrad Insight spørger den polske professor og Ungarn-kender Bogdan J. Góralczyk, hvad i alverden landet stadig laver i EU.

“Vil Budapest-kriterierne erstatte Københavner-kriterierne,” funderer han med henvisning til EU’s regler for, at et medlemsland skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstatsforhold, respekt for menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal.

EU’s i øjeblikket bedste bud på at bremse Viktor Orbán går ud på at koble overførslen af EU-midler sammen med regelmæssige tjek af, om Ungarn overholder Unionens værdier. Det kække modsvar fra Orbán har hidtil været, at “hvis EU ikke vil give os økonomisk støtte, så vender vi os mod Kina.”

For længst borte synes Francis Fukuyamas gamle fortælling om, at Murens Fald indikerede ’The End of History’. Historien er i den grad vækket til live igen.

Hvorvidt det liberale demokratis æra så ligefrem er forbi, sådan som Viktor Orbán påstår, kan man diskutere. Men i det mindste må man stille sig spørgsmålene: Er historiens pendul ved at svinge til den anden side? Har vi indledt en ny verdensorden, hvor de gamle regler skrives om på ny? Eller er vi blot vidne til et kaotisk årti, hvor alting er oppe at vende i luften, før den vestlige liberalisme igen vil genoprette tidligere tiders dominans?

Ind til videre er det krisekommunikatøren Viktor Orbán, der ler sidst.

Artiklen er opdateret den 14. april. med et opdateret citat af kilden Zoltán Adamecz

Lasse Skytt er journalist, bosat i Ungarn, og forfatter til bogen ’Orbánland’

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/

Viktor Orbán og kriserne

Coronakrisen er langt fra første gang, Viktor Orbán har vist sig som en krisens mester.

  • Efter finanskrisen, der ramte Ungarn lige så hårdt som Grækenland, jordskredssejrede Orbán sig til magten i 2010 på løftet om at løfte Ungarn ud af krisen. Straks efter valgsejren fulgte et kynisk dobbeltspil imod Den Europæiske Centralbank og IMF, og efter årelange forhandlinger – og til eurobankernes store frustration – slog Orbán til sidst deres hjælpende hånd væk.
  • I sjov er det langstrakte forløb frem til 2013 blevet sammenlignet med tilberedningen af en ungarsk strudel, hvor man i en langsommelig proces ruller dejen ud, indtil den er helt flad. Strudel må være en af livretterne hos Orbán. Den smilende nationalist kunne i hvert fald le sidst, og siden dengang har han skabt en økonomisk vækst i Ungarn dobbelt så stor som EU’s gennemsnit.
  • Fem år senere faldt den næste krise nærmest ned i skødet på Viktor Orbán. Dengang blev EU’s motto ’Forenet i mangfoldighed’ sat på en alvorlig prøve. Det var uenigheden om netop det udtryk, der skabte en ny skillelinje ned gennem Europa og optegnede konturerne fra det gamle jerntæppe. I vest pointerede man, at mangfoldighed også betød multikulturalisme. Længere mod øst så man sig gerne den slags frabedt og ræsonnerede i stedet, at mangfoldighed inden for EU i det mindste måtte betyde respekt for dem, der så anderledes på tingene – underforstået politiske tænkere som Orbán og hans ligesindede.
  • Med migrant- og flygtningekrisen i 2015 blev det hele sat på spidsen. »Wir schaffen Das,« sagde kansler Angela Merkel i den ene ende af Europa og tog imod med åbne arme. Mens Orbán – fra kanslerens egen europæiske partifamilie, EPP – i den anden ende byggede et grænsehegn for at blokere selvsamme historiske tilstrømning af flygtninge og migranter til Europa. Europæiske terrorangreb, migrantstrømme, PiS-valgsejr i Polen, Brexit-afstemning, Donald Trump som amerikansk præsident og et EU i vildrede var en gedigen godtepose for den forudseende skakspiller fra landsbyen Felcsút.
  • Den hadske polarisering, som Orbán kendte så godt fra Ungarn, dominerede nu hele den europæiske debat. Orbán vidste, hvordan man manøvrerer i det terræn, og han skruede op for retorikken. Antiglobalismen nåede kronede dage. Mange kopierede Ungarns immigrationspolitik.

 

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: