Den bosnisk-serbiske politiske leder, Milorad Dodik, vil trække Republika Srpska ud af dets deltagelse i flere centrale statsinsitutioner i Bosnien-Hercegovina. Der er nu opstået en frygt for opsplitning og konflikt i landet – en frygt, der er større, end den har været siden Dayton-fredsaftalen i 1995. Men EU og USA optræder meget forsigtigt og forsømmer at tænke fremadrettet omkring både Bosniens fremtid og landets mulige medlemskab af EU, siger den politiske forsker Jasmin Mujanović.

Interview af Belkisa Selmani

Den bosnisk-serbiske politiske leder, Milorad Dodik, har kastet Bosnien-Hercegovina ud i en krise, hvor han truer med at trække de bosniske-serbere ud af landets fælles væbnede styrker, samt at trække den bosnisk-serbiske enhed i landet fra det fælles skattevæsen, efterretningstjeneste og domstolsvæsen. Dodik varsler samtidig, at han vil fremskynde det, han kalder en “fredelig opløsning” af Bosnien.

Ifølge Jasmin Mujanović, politisk forsker med speciale i sydøsteuropæiske og internationale forhold, er der en stor ængstelse i Bosnien-Hercegovina på grund af dette. Ikke nok med, at det er den største politisk-sikkerhedsmæssige krise i 26 år, så er det i strid med Dayton-aftalen fra 1995, der afsluttede krigen og blodsudgydelserne – herunder Srebrenica-massakren på de bosniske muslimer i 1995 – og holdt sammen på Bosnien-Hercegovina. Siden er dagligdagen langsomt vendt tilbage til landet, men det er ikke gået så hurtigt, som man havde håbet med at rejse landet økonomisk og politisk, og processen, der skal føre til, at landet kommer med i EU, har været udsat for tilbageslag.

”​​Der er en vis grad af frustration og udmattelse, netop fordi situationen i landet har været forværret i lang tid”, siger Mujanović, der oprindeligt er fra Sarajevo, men nu opholder sig i USA.

En af forudsætningerne for, at Bosnien kan komme med i EU, er, at landet fungerer politisk. Siden Dayton-aftalen har Bosnien haft et tre-delt præsidentskab, hvor hver af  tre store befolkningsgrupper – bosniakkerne (de bosniske-muslimer), de bosniske kroater og de bosniske serbere – er repræsenteret. I øjeblikket består præsidentskabet af Šefik Džaferović (bosniak),  Željko Komšić (bosnisk kroat) samt altså bosnisk-serbiske Milorad Dodik.

Det er ikke første gang, at Dodic truede med løsrivelse af Republika Srpska – den ene af Bosniens to autonome enheder. Den anden enhed er den muslimsk-kroatiske føderation. Men situationen er tilspidset i øjeblikket, fordi der ikke skal meget til at vælte læsset i det komplicerede samarbejde, og fordi Dodiks udmeldinger er mere konkrete denne gang, og fordi han har fået opbakning af Rusland, der ønsker at forhindre Bosnien i at blive medlem af EU og NATO.

”Der er reel bekymring hos mange mennesker omkring, hvor situationen er på vej hen, og hvad der i sidste ende vil ske fremadrettet,” siger Jasmin Mujanović.

Mange frygter, at der igen kan opstå vold eller decideret væbnet konflikt i landet.

“Det er mere muligt i dag, end det har været siden krigens afslutning”, lyder det fra Mujanović.

”Udsigterne til, at det kommer op på det niveau, som vi så i 90’erne, er forholdsvis minimale. Men vi behøver slet ikke at nå op på dét niveau, før situationen, ikke kun i Bosnien-Hercegovina, men i hele regionen, kan blive drastisk forværret.”

Jasmin Mujanović mener, at bekymringen ikke bunder så meget i løsrivelse i sig selv, fordi en succesfuld løsrivelse fortsat er usandsynlig. Man bare dét at flirte med idéen om løsrivelse, som Dodik gør i øjeblikket, kan potentielt udløse en sikkerhedskrise i Bosnien-Hercegovina. Det kan føre til hændelser, som sætter en kædereaktion igang.

Frustreret befolkning
Blandt befolkningerne i alle tre grupper er der ellers generelt et ønske om at bryde med nationalismen, påpeger Jasmin Mujanović.

”Jeg tror, ​​det er vigtigt at anerkende det daglige liv i Bosnien-Hercegoviona, som er præget af en betydelig grad af interetnisk samarbejde og forståelse. Der er ingen betydende problemer i den forstand – de fleste steder i landet. Er der nogle særlige spændinger i hverdagen? Det varierer selvfølgelig, alt efter hvor du er, især bosniakker og kroater i Republika Srpska oplever en masse institutionel fjendtlighed, men blandt de fleste almindelige mennesker er der stadig en meget høj grad af funktionalitet,” siger han.

Han understreger, at der blandt de bosniske serbere en vis støtte til Dodiks nationalistiske retorik.

“Men samtidig tror jeg, at der er et meget lille antal, der eksplicit vil sige – ja vi tror på Republika Srpskas uafhængighed. Ikke mindst, hvis det betyder krig og vold. Jeg tror, ​​der er en høj grad af antipati over for udsigten til dette, men desværre har du ikke brug for folkelig støtte til vold – alt, hvad du behøver, er et par vrede unge mænd, der er villige til at gøre forfærdelige ting for en lille smule penge. Og desværre er betingelserne for det fortsat til stede i Bosnien”, tilføjer Jasmin Mujanović.

EU fortsætter diplomati, mens Storbritannien råber højt
En af de faktorer, som gør, at disse betingelser er til stede, er den økonomiske krise. Denne hænger sammen med, at processen mod EU-medlemskab går langsomt, netop fordi centralmagten i Bosnien er svækket af både Dodiks løsrivelsestrusler og iøvrigt også obstruktion fra det bosnisk-kroatiske parti, HDZ’s side.”

Netop EU har en fredsbevarende rolle i Bosnien, men både EU og USA optræder meget forsigtigt i den nuværende situation.

”Det ser ud til, at EU’s og USA’s holdning lige nu er at fastholde freden – og imødekomme Milorad Dodik og Dragan Covic, lederen af det bosnisk-kroatiske parti HDZ”, siger Jasmin Mujanović.

Logikken i det internationale samfund er, at stabilitet frem for alt bør prioriteres.

”Derfor har de har ikke i den forstand en særlig fremadrettet holdning, hvilket naturligvis er enormt problematisk,” uddyber Jasmin Mujanović.

I november mødtes FN’s “høje repræsentant” i Bosnien-Hercegovina, Christian Schmidt, med NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg for at udtrykke sin alvorlige bekymring over situationen. Hos EU har der endnu ikke været tale om en fordømmelse af den muligt eskalerende konflikt. Det skyldes blandt andet forskellige tilgange blandt EU-landene. Mens Tyskland har talt om mulige sanktioner i forhold til Dodik, har Ungarns premierminister Viktor Orban været på besøg i Repubika Srpskas hovedby, Banja Luka, for at tilbyde Dodik støtte. Han siger, at han vil nedlægge veto mod ethvert forsøg fra EU’s side på at indføre sanktioner.

Her kan Storbritanniens autonomi efter Brexit måske vise sig at blive afgørende. Storbritannien har indtil videre positioneret sig klarere i forhold til krisens problemer og går forrest med krav om handling, inden situationen eskalerer.

”Udover at være en vigtig stemme i NATO, så har Storbitanniens vilje til at udtrykke en mere fremadrettet holdning og tale meget klart om, hvem krisens arkitekter er, vist sig at være usædvanlig vigtig,” siger Jasmin Mujanović.

Ruslands rolle
 Lad os vende hovedet mod Rusland, som Dodik påpeger at have bag sig. Dodik har ikke en stat, men hans ambitioner tyder på at være sat i spil fra højere magters side. Det er ikke en hemmelighed, at Balkan længe har været en spilleplade for Rusland, der med sine brikker forsøger at provokere EU og vise, hvor nemt det er at destabilisere et land som Bosnien-Hercegovina. Åben konflikt og ustabilitet vil kræve kræfter og opmærksomhed fra NATO’s side – og give mere magt til Putin.

Jasmin Mujanović siger følgende:

”Virkeligheden er, at hverken Dodik eller Covic ville agere, som de gør, hvis ikke de nød en meget høj grad af politisk og diplomatisk støtte fra både Rusland og Serbien. Dodik har realistisk set ikke selv kapacitet til – hverken at føre en militær krig eller fuldføre, hvad han truer med. I den forstand er Serbien og Ruslands rolle vigtige. Netop fordi de i sidste ende er garanterne for hans evne til at leve op til sit løfte og for, at han ville kunne ty til vold.”.

Dayton-aftalen – en fiasko?
Dayton-aftalen gjorde i 1995 en ende på krigen og sikrede freden, men den har også videreført en politisk splittelse, idet det politiske liv er opdelt i de tre nationaletniske grupper, og i den forbindelse har romaer og jøder begrænsede politiske rettigheder.

Siden fredsaftalen har det været vanskeligt at ændre det det nuværende statsapparat. Det er selvsamme aftale, som i dag bremser for yderligere forhandlinger til EU-medlemskab. En af forudsætningerne for at komme nærmere et medlemskab er nemlig en reformering af den nationalistiske struktur i landet.

På spørgsmålet om, hvorvidt Dayton-aftalen reelt har hjulpet landet, svarer Jasmin Mujanović, at aftalen var passende til tiden med krig, men at den i dag er forældet.

”Jeg siger altid, at Dayton nok er den mest succesrige fredsaftale i nyere historie, men den er – som en forfatningsramme – fuldstændig dysfunktionel. Dayton måtte se ud, som den gjorde i 1995, fordi Bosnien var på vej ud af folkemordskrigen. Det skulle karakteriseres af en høj grad af magtdeling og fragmentering, men det er ikke en bæredygtig funktionel styringsform for et land et kvart århundrede efter. Især når landet officielt forsøger at bevæge sig mod EU og NATO. Magtdeling kan ikke være en permanent model for demokratisk regeringsførelse. På et tidspunkt er vi nødt til at bevæge os hen imod en egentlig mekanisme for ansvarlighed og gennemsigtighed og grundlæggende rationalitet – der er forskellige slags modeller for dette, men der skal være den politiske vilje til at gøre det, ” siger Jasmin Mujanović.

Og netop den politiske vilje blandt de nationalistiske politikere er ikke til stede. Hverken hos de bosniske serberes Dodik eller det bosnisk-kroatiske parti HDZ. Måske er det udsigten til en revidering af Dayton-aftalen, som opildner Dodik. En forfatningsændring i Bosnien vil nemlig betyde, at bl.a. hans magtposition bliver fjernet.

Bosnien-Hercegovina skal gå fremad og ikke stå stille?
Den selvsamme Dayton-aftale, som standsede krigen, blokerer altså som nævnt i dag for EU-medlemskab. Et medlemskab, som netop ville sikre stabilitet og forhindre nationalistiske kræfter i at kunne gå forrest. Ifølge Jasmin Mujanović skal der en stærkere vilje til.

Det er især vigtigt, at viljen til at reformere den forfatningsmæssige struktur i Bosnien-Hercegovina eksisterer på det internationale niveau, påpeger Jasmin Mujanović.

”Én af de frustrerende pointer med hensyn til EU’s og USA’s politik lige nu er, at de fortsat arbejder inden for denne sekteriske struktur med magtdeling, i stedet for at hjælpe Bosnien-Hercegovina med at få en struktur af mere demokratisk karakter.  Vi mangler viljen både på det internationale niveau og det lokale niveau, i partier som HDZ og SNSD med Dodik i spidsen,” siger Jasmin Mujanović.

Belkisa Selmani er journalist med forholdene på Balkan som speciale

Billede i artiklens top: /European Union/EP/