Fanget i midten: Tyskland og den nye verdensorden

2018-09-21T08:25:08+00:00 fredag, 21. september, 2018|

Mere end 70 år efter afslutningen af Anden Verdenskrig står Tyskland atter ansigt til ansigt med verdenspolitikken. Europas mægtigste, men samtidig på mange måder mest sårbare nation. Overalt konfronteret med kriser – og i vildrede.

Analyse af Thomas Lie Eriksen

TEMA: EUROPA OG DEN DEMOKRATISKE SAMFUNDSORDEN | I sit episke alderdomsværk om Doktor Faustus fra 1947 gjorde Thomas Mann status oven på verdenskrigens rædsler og spekulerede over, hvorledes fremtiden ville tage sig ud for den tyske nation. I romanens slutning er Mann ikke videre optimistisk på sit fædrelands vegne: ” Tyskland tumlede dengang med hektisk røde kinder på højden af onde triumfer, i begreb med at vinde verden ved den eneste pagt, som det havde til hensigt at holde, og som det havde underskrevet med sit blod. I dag styrter det, omslynget af dæmoner, mens det holder hånden for det ene øje og med det andet stirrer ind i rædslen, ned fra fortvivlelsen til fortvivlelsen. Hvornår vil det nå slugtens bund? Hvornår vil af den yderste håbløshed et mirakel, der overgår al forstand: håbets lys, dages? En ensom mand folder sine hænder og taler: Gud være Eders arme sjæl nådig, min ven, mit fædreland!”

Hvis vi ønsker at forstå den rådvildhed, der i dag præger det moderne Tyskland og synes at handlingslamme det, er det nødvendigt at gøre sig klart, at tyskerne igennem mere end 70 år har været på flugt fra deres egen historie, og alt hvad der er opbygget siden 1945, har taget sigte på at forhindre, at Tyskland endnu engang skulle stå i verdenspolitikkens centrum. Det viser sig imidlertid, at hverken individer eller nationer kan unddrage sig deres skæbne. Tyskerne ønsker ikke at deltage i storpolitiske konflikter, men som konsekvens af egne valg og en global (og europæisk) udvikling, som Berlin ikke kan kontrollere, står Tyskland nu, hvor det for alt i verden ikke ønsker at stå: omgivet af konflikter og tvunget til handling på den ene eller anden måde.

Hvem er vi?
Uanset hvad man mener om Angela Merkels beslutning i 2015 om at åbne Tysklands (og dermed Europas) grænser for hundredtusindvis af flygtninge og migranter, så var det en beslutning med vidtrækkende og jordskælvsagtige konsekvenser for europæisk politik. I kølvandet på de mange nyankomne fulgte nemlig en voldsom debat om europæisk kultur og national identitet, problemstillinger, der er mere end sprængfarlige.

I Tyskland raser debatten ligeledes og er medvirkende til at sprænge huller i den nationale fortælling, der er blevet opbygget siden afslutningen på Anden Verdenskrig. Thomas Manns ovenfor citerede roman Doktor Faustus omhandler den tyske (høj)kulturs dæmonbesættelse, storhed, fald og undergang og den hermed forbundne sammenhæng med det nazistiske tyranni. Den tyske kultur havde produceret nogle af verdens største kunstneriske frembringelser, men blev på et tidspunkt ledt på vildveje og bidrog dermed til at understøtte den tyske særvej (Sonderweg) i verdenspolitikken, der endte i katastrofe.

For at dette ikke skulle gentage sig, blev med oprettelsen af forbundsrepublikken i 1949 fokus fjernet fra kulturnationen til i stedet at skabe efterkrigstidens økonomiske mirakel (Wirtschaftswunder). Under ledelse af det stærke makkerpar Konrad Adenauer og Ludwig Erhard lykkedes det med rekordfart at få genopbygget Vesttyskland, og dermed lå fokus fast på det økonomiske aspekt gennem det meste af Den Kolde Krig. Det økonomiske mirakel sammen med de europæiske integrationsbestræbelser blev et forhæng, hvor spørgsmålet om nationale interesser og identitet kunne skjules.

I dag er imidlertid meget forandret. Den tyske økonomi er fortsat bomstærk og hører til blandt de største i verden, men finanskrisen i 2008 var et enormt chok for den samlede europæiske økonomi, og selv om Tyskland kom helskindet igennem krisen, er der fortsat eftervirkninger fra den økonomiske genopretning, særlig i Sydeuropa. Yderligere er der nu spørgsmålet om forholdet til USA under præsident Trumps uortodokse ledelse, der skaber betydelig usikkerhed i den globale økonomi, ikke mindst den megen tale om protektionisme. Endelig er det europæiske projekt ikke, hvad det var engang, presset som det er af kriser fra alle verdenshjørner.

Alt dette medfører, at det økonomiske aspekt og den europæiske ide næppe kan forblive det centrale nationale samlingspunkt som tidligere. Men hvordan griber man overhovedet spørgsmålet om nationale interesser og identitet an i dagens Tyskland? Og hvis det kulturelle aspekt igen skal spille en rolle i tyskernes nationale liv, hvorledes undgår man så den faustiske fælde?

Når verdenspolitikken kalder
Med Murens fald og den tyske genforening i 1990 var der i store dele af Europa en udbredt frygt for, at den tyske dominans af kontinentet ville genopstå. For at berolige de mange nervøse europæere, opgav tyskerne på fransk initiativ deres elskede D-mark til fordel for den nye fælles europæiske valuta: Euroen. Det var tanken, at tysk økonomisk og politisk hegemoni derved kunne forhindres, men resultatet blev det stik modsatte. Det tyske eksporteventyr fik ved hjælp af den fælles valuta endnu mere luft under vingerne, og Tysklands økonomiske dominans var en realitet. Politisk var det mere kompliceret. Berlin foretrak at skjule sin styrke og lod den kun komme indirekte til udtryk gennem Det europæiske fællesskab. Det var før finanskrisen i 2008, der tvang tyskerne til at spille en fremtrædende rolle i forsøget på at redde den europæiske økonomi. Sidenhen fulgte den storpolitiske krise om Ukraine i 2014 og forløbet om migrant-krisen i 2015. Endelig sidder der nu i Det Hvide Hus en præsident, der er af den opfattelse, at Den europæiske union og de europæiske nationer har snydt De forende Stater og den amerikanske befolkning gennem mange år, dels pga. et handelsunderskud, dels sikkerhedspolitisk gennem NATO, hvor meget få lande lever op til deres økonomiske forpligtelser.

I begge tilfælde får Tyskland som den ledende europæiske magt hovedparten af skylden, og der ses tydelige tegn på, at den nuværende amerikanske administration forsøger at isolere tyskerne politisk. Men det er en proces, der allerede var i gang, før Trump kom til magten. Den politiske håndtering af den økonomiske krise medførte betydelig sydeuropæisk bitterhed ikke kun i relation til Bruxelles, men i lige så høj grad mod Berlin, der sås som den egentlige bagmand for den skrappe nedskæringspolitik. Problemerne med flygtninge og migranter er nu også indblandet i den sydeuropæiske vrede, hvor særlig Italien føler sig svigtet af Bruxelles og de øvrige medlemslande, men her kommer Tyskland igen i fokus i kraft af den oprindelige beslutning om at åbne Europas grænser.

Parallelt hermed udgår der en voldsom vrede fra Østeuropa, der ligeledes retter sig mod Bruxelles/Berlin primært i relation til problematikken om flygtninge og migranter, hvor de Central- og Østeuropæiske stater overhovedet ikke ønsker nogen form for, hvad der betegnes som ulovlig indvandring af frygt for, hvad den vil betyde for den nationale kultur. Det er imidlertid ikke kun spørgsmålet om de forskellige former for indvandring, der støder Østeuropa stadig længere væk fra den oprindelige europæiske kerne. EUs mange regler og bekendtgørelser opfattes ligeledes som en trussel mod det nationale særpræg, og i den forstand sammenlignes Den europæiske union i nogle østlande med Sovjetunionen. Moskva er nu blot er udskiftet med Bruxelles, mens Tyskland nok engang ses som den egentlige trussel pga. af sin økonomiske og politiske dominans. Dertil kommer den historisk betingede bitterhed og frygt for tyskerne.

Selv når Tyskland forsøger at gøre det rigtige, ender det alligevel med at være forkert. Krisen om Ukraine er et godt eksempel. Fra begyndelsen tog den tyske regering det principielle standpunkt, at hovedansvaret for krisen var Ruslands aggressive og folkeretsstridige annektering af Krim-halvøen og støtte til oprørerne i Østukraine. Dette på trods af at flere toppolitikere og erhvervslivet talte for at begrænse konflikten med Moskva, men Angela Merkel fastholdt den skrappe kurs over for Putin. Det var dog ikke entydigt. De allerede eksisterende økonomiske forbindelser blev i et vist omfang bibeholdt, ikke mindst på energiområdet, hvor regeringen i Berlin fortsat arbejder med den såkaldte “Nord Stream 2” gasledning, der skal sikre billige og stabile energitilførsler til den tyske industri. Yderligere var der også et klart ønske om ikke fuldstændig at bryde båndene til Moskva, der pga. af historiske omstændigheder er af en helt særlig karakter. Derfor bliver tyskerne nu fra flere sider, senest fra amerikansk hold, beskyldt for at gå Putins ærinde og for at styrke Rusland sikkerhedspolitisk på bekostning af de tidligere sovjetsatellitstater. For Tyskland findes en enkel vej ganske simpelt ikke.

The lonely man in Europe
Den romantiske epoke i europæisk historie fra ca. 1800-1870 var om noget en tysk epoke. Tysk sprog og kultur dominerede fra litteratur til filosofi og fra musik til billedkunst. Et af romantikkens mest berømte billeder er Vandreren over tågehavet af Casper David Friedrich fra 1818: En vandringsmand står med ryggen til beskueren, ensom på en bjergtop og skuer ud over et tågehav, der slører det meste af landskabet nedenfor. Mon ikke Angela Merkel i mere dystre øjeblikke kan føle sig som denne vandringsmand? Forsøget på at opnå en olympisk synsvinkel, at kunne overskue den kaotiske verden saboteres af netop dette uoverskuelige, slørede kaos. Menneskets evige forsøg på at skabe overblik og beherske verden omkring sig synes dømt til at mislykkes.

Alligevel har ikke mindst Tyskland med vold og magt forsøgt at opnå netop det. Således også Merkel, der desperat søger at bevare overblikket og kontrollen i det kaotiske Europa. Ikke desto mindre fremstår den tyske kansler nu som kontinentets mest isolerede politiske leder. For blot nogle få år siden kunne Merkel gå på vandet og blev umiddelbart efter Trumps valgsejr udråbt som den vestlige verdens nye leder og samlingsfigur. Den tyske kansler har dog ikke kunnet leve op til de store forventninger, og i dag bliver hun udsat for kritik fra næsten alle sider. Det var kun med hiv og sving, at det overhovedet lykkedes at danne en ny regering efter valget sidste år.

Det er dog ikke kun Merkel, men selve Tyskland, der fremstår isoleret. Forholdet til dele af Syd- og Østeuropa er som omtalt  belastet, og nu erklærer den vigtigste internationale samarbejdspartner – USA – på det nærmeste, at Tyskland er en form for fjende. Efter begivenhederne i Ukraine er relationen til Rusland bestemt heller ikke den bedste. Med den vigtigste europæiske partner – Frankrig – er relationen fortsat god, men heller ikke her er det ukompliceret, idet Europas nye politiske stjerneskud Emmanuel Macron besidder væsentlig mere vidtskuende udenrigspolitiske ambitioner, end der er appetit på i Berlin. Macron ser i lighed med tidligere franske præsidenter et Europa (anført af Frankrig) spille en meget mere fremtrædende rolle på verdensscenen, men en sådan politik kan Paris ikke selv finansiere, hvorfor Tyskland kommer til at stå centralt i Macrons projekt. Nogle vil hævde, at den nye franske leder lider af en mild form for Napoleon-kompleks, og tyskerne ønsker i hvert fald ikke at stå i centrum af verdenspolitikken, hvis det kan undgås, endsige finansiere franske forsøg herpå.

Hvor efterlader alt dette Tyskland og Europa? I slutningen af 1800-tallet blev det hedengangne Osmanniske rige betegnet som “The sick man of Europe.” I dag har Tyskland på flere måder udviklet sig til The lonely man in Europe, udsat som det er for kritik fra alle sider.

Europæisk sammenhold udfordret
Det hævdes fra flere sider, at i en verden, hvor globale stormagter som USA, Rusland og Kina igen begynder at udøve klassisk stormagtspolitik, er det eneste troværdige europæiske svar at styrke sammenholdet og sætte yderligere skub i integrationsbestræbelserne for på den måde at skabe en egentlig europæisk blok i den globale orden. Altså en variation af de franske ønsker. Men dette forekommer ganske urealistisk. Europa er måske ikke splittet som aldrig før, men en bestandig splittelse eksisterer ikke desto mindre. De talrige forsøg på at skabe en egentlig effektiv politisk og økonomisk union medfører blot yderligere splittelse, fordi projektet fra begyndelsen var umuligt. At forene Europas forskellige folkeslag og kulturer har været en umulig, men til gengæld nobel drøm i den umiddelbare efterkrigstid.

Efterkrigstiden er nu forbi, og det europæiske sammenhold er udfordret. Den europæiske union vil måske ikke bryde sammen, men ej heller vil den kunne agere som en verdenspolitisk spiller. Dette efterlader de større europæiske stater med spørgsmålet om, hvorledes de skal agere i den nye globale virkelighed. Svaret på dette spørgsmål blæser i vinden, samtidig med at Storbritannien i et voldsomt kaos er på vej til at forlade EU, og Macron planlægger at reformere det franske samfund i et forsøg på at genskabe tidligere tiders storhed.

Midt i det hele står Tyskland plaget af en fortid, det aldrig synes at kunne undslippe, og en fremtid, der tegner usikkert. Behovet for handling er åbenbart, men hvordan den konkret skal komme til udtryk, er som altid svært at forudsige. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at Europa står over for voldsomme politiske forandringer, og at den relativt fredelige periode 1945-1991 for eftertiden vil fremstå som en parentes i europæernes tumultariske historie. Vil den synske Thomas Mann få ret i sin profeti: Er bunden endnu ikke nået?

Thomas Lie Eriksen er cand. mag i historie – med speciale i internationale relationer – og freelanceskribent.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Mindaugas Kulbis/

Læs hele temaet “Europa og den demokratiske samfundsorden”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon