Italien, Europa og det sårede demokrati

2018-11-14T08:18:13+00:00 onsdag, 14. november, 2018|

Når demokrati og menneskerettigheder blev de bærende idéer i efterkrigstidens Europa, skyldtes det blandt andet behovet for at bearbejde de totalitære regimers store forbrydelser. Demokratiet i de enkelte lande kunne kun sikres, hvis det også udfoldede sig på europæisk plan og omvendt. Med nationalpopulismens fremmarch på kontinentet, herunder i Italien, anfægtes de overstatslige institutioner og demokratiske principper, mens den stærkes ret lader til atter at vinde indpas.

Analyse af Gert Sørensen

TEMA: EUROPA OG DEN DEMOKRATISKE SAMFUNDSORDEN | Endnu inden udfaldet af Anden Verdenskrig stod klart, tog Altiero Spinelli initiativet til at udfærdige et manifest for Europas fremtid. Det har i eftertiden fået betegnelsen il Manifesto di Ventotene, opkaldt efter en af de fangeøer, som Mussolinis fascistiske regime sendte sine politiske modstandere ud på.

Den første version af dokumentet blev redigeret i 1941. I de følgende år kom der flere nye udgaver, efterhånden som der ikke længere kunne herske tvivl om, hvem der ville vinde krigen. Det var et ganske andet Europa end det Neuropa under tysk overherredømme, som Hitler så for sig. Forfatterne tog afstand fra den folkeetniske opfattelse af nationen som noget sakrosankt og urørligt, der for dem blot havde “fremmet en vilje til at dominere andre”. Det åbenlyse katastrofespor, som de totalitære ideologier havde ført Europa ud i, lagde derimod for Manifestets ophavsmænd op til et demokratisk og føderalt Europa: “Problemet, der i første række skal løses, og gør det ikke det, vil ethvert andet fremskridt kun være tilsyneladende, gælder den endegyldige fjernelse af Europas deling i suveræne nationalstater”.

Spinelli blev en af efterkrigstidens store europæere, der senere gjorde karriere i Europa-Parlamentet. I 1984 lancerede han sin Spinelli-plan, der videreførte linjen fra Manifestet. Visionerne heri har på mange måder været medvirkende til at udforme den europæiske politiske elites tilgang til hele integrationsprocessen, som den tog fart med Rom-traktaten fra 1957 og med de senere traktaters bestræbelser på at forfatningsgøre samarbejdet. Det lå i kortene, at de vesteuropæiske staters implementering efter 1945 af det repræsentative demokrati, retsstatens principper, menneskerettighederne og den sociale retfærdighed som det ultimative mål for den økonomiske vækst, også var et fælles europæisk anliggende. I obersternes Grækenland, Salazars Portugal og Francos Spanien slog disse tendenser dog først igennem efter 1974-75.

Tankegangen var den, at demokratiet i de enkelte lande kun kunne sikres, hvis det også udfoldede sig på europæisk plan. Og omvendt. Hvis demokratiet ikke var solidt forankret i de enkelte lande, ville det have vanskelige vilkår i de fælleseuropæiske institutioner. Grundlæggende blev dette dobbelte forfatningsforløb allerede antydet af den tyske filosof Kant i Til den evige fred (1795) som en opsamling af de forventninger, som den franske revolution udløste i Frankrig selv og mange steder i det øvrige Europa. Med Murens Fald og Sovjetunionens kollaps ved indgangen til 1990’erne blev troen på efterkrigstidens dobbeltsporede demokrati yderligere styrket. Det blev bestemmende for forholdet ikke bare mellem en nations befolkning og regering men også mellem de nationer, der indgik i det europæiske samarbejde, nu udvidet med de østeuropæiske lande, der før havde været underlagt et kommunistisk diktatur.

Denne prisværdige optimisme var imidlertid tilbøjelig til at overse, at perioderne med demokratiske styreformer i realiteten har været relativ kortvarig, når man anskuer det i den lange europæiske kulturhistories perspektiv. De totalitære regimers hurtige opkomst i kølvandet på Første Verdenskrig vidnede herom, ligesom imperialismen tidligere demonstrerede, at de europæiske staters relationer til omverdenen og til hinanden og deres egne befolkninger hvilede på et andet værdigrundlag end, hvad efterkrigstidens europæiske retorik gav indtryk af. Når demokrati og menneskerettigheder blev de bærende idéer, havde det en afgørende baggrund i, at europæerne ikke bare skulle bearbejde de forbrydelser mod menneskeheden, som de totalitære regimer havde begået, men også fuldføre afkoloniseringen af de gamle imperier.

Den evige fascisme ligger og lurer
Men spørgsmålet er, om efterkrigstidens europæiske selvopgør har været tilstrækkeligt dybtgående til at svække de andre spor så meget, at de aldrig ville vende tilbage. Højre-populismens fremmarch kunne tyde på, at det ikke er tilfældet, når den har opnået så stor opbakning til en opdateret forestilling om nationalstatens etniske egenart. De mange årtier med en fortsat afgivelse af suverænitet til det europæiske regeringsapparat i Bruxelles er nu blevet suppleret af en proces i modsatte retning. Ansporet af en bred utilfredshed med et EU, der angiveligt ikke har indfriet forventningerne til en løsning af finans- og migrationskrisens langtidsvirkninger, presser de populistiske bevægelser og partier på for at få de suveræne afgørelser tilbage i nationalstatens regi. I flere lande har linjen fået et så stort tag i befolkningen, at det også har sikret en regeringsdannelse. Det har vi senest set i Italien, hvor valget i marts i år bragte sejr til Matteo Salvinis Lega og Luigi Di Maios Femstjernebevægelse. Trods markante indbyrdes uenigheder i spørgsmål bl. a. om miljø og korruptionsbekæmpelse kan de to partier og regeringen under ledelse af den lidt anonyme juraprofessor Giuseppe Conte dog fortsat mønstre omkring 60% af vælgerne ifølge de seneste meningsmålinger.

At tro det muligt at vende tilbage til nationalstaten som rammen om udøvelsen af den folkelige suverænitet forudsætter nærmest, at man ikke bare glemmer de historiske erfaringer bag dannelsen af EU men også underløber de indgåede traktataftaler. Det ryk, der her kommer til syne, afdækker nogle af de dybe ændringer i disse års politiske kultur, der nu er mere optaget af at udpege fjender og komplotter i indland og udland end af med afsæt i en historisk indsigt at finde frem til bæredygtige løsninger. Man kan hævde, at der strengt taget ikke findes en nationalstatslig model, som man bare kan vende tilbage til uden fare for at havne i fortidens blindgyder og gentage den katastrofekurs, som den gamle nationalstat med status af en fri variabel i det geopolitiske spil førte Europa ud i. Fascismen, der i 1920’erne voksede ud af den italienske nationalstat, kan næppe reduceres til en parentes i landets historie.

Endnu i det 19. århundrede havde den europæiske nationalstat en historisk dynamik, som ikke findes længere. Der er næppe bund i forventningen om, at den nationalstat, som Europa hidtil havde kendt på godt og ondt, blot genopstår som en anden Fugl Føniks. Faren for, at nationalpopulismen falder tilbage i det velkendte spor, er ikke ubetydelig. Den evige fascisme, som Umberto Eco har kaldt fænomenet, ligger og lurer. Lega-lederen Matteo Salvinis retorik indeholder stærke xenofobiske toner og koketterer med associationer til fascismen. Da Salvini også er indenrigsminister i den nuværende italienske regering får disse udmeldinger stor gennemslagskraft. Samme Salvini har da heller ikke lagt klar afstand til egentlige fascistiske grupperinger som Casa Pound.

Vi er således vidner til, at den aktuelle blokering af en videre forfatningsgørelse af det europæiske samarbejde ledsages af en tilsvarende ringeagt over for de nationale forfatninger for ikke at sige af en egentlig uvidenhed om deres indhold og målsætning. Udviklingen i Ungarn og Polen viser her klare signaler. I Italien kan man følge den samme tendens, der imidlertid har rødder tilbage til Berlusconis entré på den politiske scene tilbage i 1994. Allerede i hans tilfælde kunne man iagttage en opfattelse af demokratiet, der skulle bryde med nogle af grundprincipperne i den italienske forfatning fra 1948. Heri hedder det utvetydigt i artikel 1, at “suveræniteten tilhører folket, der udøver den i de former og med de begrænsninger, som forfatningen foreskriver.”

Den demokratiske styreform og det repræsentative demokrati lægger i denne formulering nok op til, at det er flertallet, der danner regering; men det føjes til, at denne regering og det parlamentariske flertal bag er underkastet nogle modvægte i form af magtens tredeling, en selvstændig dømmende instans, en præsident og en forfatningsdomstol. Berlusconi og senere også Victor Orban i Ungarn holder sig alene til sætningens førstedel, forstået på den måde, at det alene er flertallet, der er afgørende i et demokrati. Valghandlingen resulterer da i en slags blankocheck, som vælgerbefolkningen udskriver til det folkevalgte flertal. Det bekræfter også den gennemgående opfattelse hos populisterne, at folket altid er i ental. Men, som den tyske filosof Jürgen Habermas rigtigt siger, så er folket altid i flertal og har flere stemmer. Det er akkurat dette forhold, der kræver, at den demokratiske orden har sine modvægte og indeholder garantier til mindretallet og ”de andre”.

Berlusconi udlagde det på denne vis, at han angiveligt havde mandat til at gøre stort set, hvad der passede ham, så længe han havde et flertal bag sig. Det mundede da også ud i, at han som regeringsleder fik gennemført flere love, der begunstigede hans mediekoncern og lagde retsmyndighederne hindringer i vejen for at gennemføre de mange løbende sager mod ham for korruption og embedsmisbrug. Den version af demokratiet, der foresvævede Berlusconi, svarer ret beset til det illiberale demokrati, som vi i dag forbinder med, hvad der sker i de østeuropæiske stater. Men den lå nu også meget fjernt fra idealerne i den italienske forfatning. Det blev da også svært for Berlusconi helt at ophæve forfatningens indbyggede modvægte. Han måtte adskillige gange opleve, at hans love blev afvist af forfatningsdomstolen for at være i strid med forfatningen.

Fra fredeligt samarbejde til afpresningspolitik
Der åbner sig her nogle dybe forkastningslinjer ned igennem Europas politiske landskab. Med til at forstærke indtrykket af desorientering, af opbrud fra de gængse mønstre hører også de meldinger, der udgår fra den amerikanske præsident Trumps twitterkonto. Man kan med en vis ret hævde, at Trump i Berlusconi har haft en populistisk forløber. Valgsejren i 2016 har da også rejst mange bange anelser om det amerikanske demokratis bæredygtighed. I det amerikanske tilfælde opereres der naturligvis blot i en større skala og med større globale konsekvenser, når Trump opsiger den ene internationale aftale og konvention efter den anden men også giver køb på nogle af de grundlæggende principper i USA’s egen lovgivning og forfatning. I denne henseende tegner der sig en ny tid, hvori de fortsatte forhandlinger om et fredeligt samarbejde mellem landene, som FN skulle være garanten for, er blevet udskiftet med den rene afpresningspolitik, der sætter den stærkes ret over hensynet til alt andet. Et af de markante resultater af denne nye praksis er, at den transatlantiske alliance sættes over styr. Den har ellers været bærende i hele efterkrigstiden og også en afgørende forudsætning for udbygningen af det globale amerikanske hegemoni. Der er tilmed sået tvivl om holdbarheden i Nato’s såkaldte musketered. Med Trump ved roret i Washington kan Europa risikere at stå alene.

Disse tendenser udstiller formentlig også begrænsningerne i det populistiske projekt, når Trump, der på mange måder fremstår som model og forbillede for de europæiske populister og selv har fået næring fra det gamle kontinent, i realiteten skaber en øget usikkerhed også for de enkelte europæiske stater. Den samme interesse, der forener Trump med Putin, Salvini, Le Pen og Orban i deres ønske om at knække Europa og genskabe det i eget billede, kan hurtigt vende sig mod de europæiske populister. Det kan meget vel ende med, at de får svært ved overhovedet at forsvare den eftertragtede nationale suverænitet og i stedet må byde sig til eller ligefrem underkaste sig den højestbydende på det globale økonomiske og politiske marked, hvor nu også Kina har fået sig tilkæmpet en større indflydelse.

Jeremy Rifkin fremhævede i bogen The European Dream. How Europe’s Vision of the Future Is Quietly Eclipsing the American Dream (2005) den europæiske velfærdsstat over for den rendyrkede amerikanske liberalisme, der i sin ideologiske begrundelser for minimalstaten og det frie markeds velsignelser afviste enhver form for statslige indgreb. Offentlig styring af eksempelvis uddannelses- og sundhedsområdet blev stemplet som et uheldsvangert udslag af socialisme. Fordi den europæiske model satsede på lighed og social retfærdighed og bandt den økonomiske vækst til denne målsætning, mente Rifkin, at den var den amerikanske model langt overlegen. Denne hyldest til Europa var et forsøg på fra Rifkins side at imødegå den neokonservative Robert Kagans teser, fremsagt to år tidligere i bogen Of Paradise and Power. America and Europe in the New World Order (2003). I sit mere realpolitiske syn sammenlignede Kagan USA med krigsguden Mars for med denne metafor at modstille Amerikas militære handlekraft med en svagt Europa, der som en opdateret udgave af kærlighedsgudinden Venus brugte sine ressourcer på sociale goder fremfor på militært isenkram.

Da den anden Irak-krig satte ind efter 11. september 2001, bragte det de europæiske ledere ud i en dyb krise, om hvorvidt man skulle støtte det amerikanske angreb, der ikke havde FN’s entydige støtte. Frankrig og Tyskland, grundaksen i det europæiske samarbejde, valgte ikke at gå med, mens de nye EU-lande i Østeuropa bakkede op sammen med bl. a. Spanien og Anders Fogh Rasmussens Danmark. Det udstillede allerede dengang den europæiske svaghed. Med al ønskelig tydelighed blev man vidne til, hvor uforberedt Europa faktisk var og fortsat er over for den geopolitiske machiavellisme, som Trump accentuerer i dag, og som de europæiske populister fremturer med, motiveret af den kortsigtede politiske gevinst, men uden måske helt at have forstået den fulde konsekvens.

Sagen er den, at mens Europas stormagter frem til det 20. århundredes begyndelse påtvang den øvrige verden sine modeller og sine interesser, er der ingen af de europæiske nationalstater med nok så megen suverænitet i behold, der vil kunne hamle op med de globale udfordringer uden et styrket Europa. I sin seneste bog The Jungle Grows Back: America and Our Imperiled World kommer Robert Kagan med det ildevarslende budskab, at jungleloven nu er ved at vende tilbage og truer med at reducere råderummet for det forfatningsbaserede retssamfund både på det nationale og det internationale samfund med de følger, som det allerede har fået, når skellet mellem ret og uret og mellem sandt og falsk er under afvikling. Angrebene på den frie presse falder i tråd hermed.

Det er ikke forkert at sige, at ned igennem den europæiske kulturhistorie har de udemokratiske styreformer og principperne om den stærkes ret værende det dominerende træk. Det rejser så spørgsmålet, om vi så bare skal godtage, at den demokratiske og økonomiske prosperitet, som Europa har nydt godt af siden afslutningen på den europæiske borgerkrig fra 1914 til 1945, har været en parentes.

Gert Sørensen, dr. phil., seniorforsker ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Luca Bruno.

Læs hele temaet “Europa og den demokratiske samfundsorden”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon