Revitaliseringen af Europa

2018-11-24T09:46:16+00:00 lørdag, 24. november, 2018|

I Vesten er der sket markante opbrud med Brexit, Trump og højrepopulisme. Disse opbrud kan dog vise sig at være en vej ud af Vestens krise. Her følger et redigeret uddrag af Kasper Støvrings bog Gensyn med fremtiden – et essay om den nye verdensorden”

Af Kasper Støvring

TEMA: EUROPA OG DEN DEMOKRATISKE SAMFUNDSORDEN | Hvis Vesten er i krise, hvordan skal vi så revitalisere os selv, og hvem skal lede denne revitalisering?

Efter Trumps valgsejr udråbte europæiske politikere og kommentatorer Tysklands kansler Angela Merkel til den rette leder af Vesten. Tre af verdens største og mest betydningsfulde publikationer har kaldte Merkel for ”den uundværlige europæer” (The Economist) og udråbte hende til ”årets person” (Financial Times) og ”den frie verdens kansler” (Time). Merkel, ikke Trump, anses altså for at være Vestens leder; Trump er nemlig autoritær, imens Merkel er demokrat, hedder det. Det er muligt, at Merkels politiske karriere afsluttes, før man tror det, men der er altid en risiko for, at der dukker en ny Merkel op i de liberale demokratier – på samme måde, som der er en risiko for en ny Mao i Kina – ligesom Macron uventet sejrede i Frankrig, og Trudeau stadig nyder stor popularitet i Canada. Merkel og den type politik, hun står for, inkarnerer den globale elites progressive værdier: Menneskerettigheder, universalisme, rationalisme og humanisme. Det er den slags værdier, der udstyrer mennesker med fantasier om åben indvandring, opgør med nationalstater og multikulturel identitetspolitik.

At forsøge at gøre Merkel til Vestens egentlige leder er imidlertid en rigtig dårlig ide. Det vil blot uddybe polariseringen mellem den globale elite og de nationale folkeslag. Elite er ikke en klassebetegnelse. Man kan være veluddannet og velhavende uden at tilhøre den globale elite. Elite er snarere et ideologisk begreb, et bestemt tankesæt man finder i brede kredse inden for medierne, universiteterne, embedsværket og det politiske system.

Hvis man gør Merkel og den globale elite til Vestens ledere, løber man ind i mindst tre risici: For det første mangler eliten forståelse for folket. Eliten blev chokeret over Trumps sejr, ligesom den ikke forudså Brexit. Men skønt Trump er vag i sine formuleringer, og skønt man kan have sin tvivl om, hvor vidt han er den rette mand til at indløse den på papiret fornuftige politik, har han faktisk givet udtryk for sammenhængende ideer. Men eliten forstår dem ikke; de tager dem i hvert fald ikke alvorligt. For det andet bekymrer eliten sig ikke om folket. Eliten møder folket med moralsk fordømmelse og udskamning, når folket ønsker at bevare grænserne og modsætter sig EU og andre transnationale institutioner. Eller for at tage Trumps tre markante politikområder: begrænset indvandring, hjemtagelse af arbejdspladser og opgøret med en aktivistisk udenrigspolitik. For det tredje tager eliten fejl af verden og formår derfor ikke at handle kløgtigt. Det gælder især i udenrigspolitikken. Universaliseringen af Vestens værdier gennem liberal aktivisme er som regel kontraproduktivt.

At anse Merkel for Vestens leder er et udslag af selvovervurdering på den globale elites vegne. Merkels lederskab ikke blot kan ende galt, det er allerede endt galt, selv om Merkel prøver at genoprette de skader, som især hendes indvandrings- og flygtningepolitik har anrettet, og selv om hun for tiden måske ikke nyder så stor status som før. Den type liberalt lederskab, som Merkel repræsenterer, vidner mildt sagt om en meget dårlig dømmekraft.

At Merkels politik fremprovokerer kriser, er tydeligt inden for flere områder, hvor hun er om ikke direkte ansvarlig så en medvirkende katalysator. Ledende europæiske politikere og topfolk i EU-systemet med Jean-Claude Juncker i spidsen er ved at ødelægge EU. Det sker bl.a. ved at drive udviklingen mod Europas Forenede Stater så hurtig frem, at folket hægtes af. Brexit var den seneste konsekvens. Lad mig nævne en håndfuld andre områder, hvor Merkel og den vesteuropæiske elite har svigtet: Finans- og gældskrisen forstærkes ved at yde støtte til lande som Grækenland, der hverken kan eller vil reformere sit system; man fremprovokerer et aggressivt Rusland ved at agere part i Ukraines indre anliggender; man giver legitimitet til en ikke-vestlig autokrat som Tyrkiets Erdogan og stiller endda landet et EU-medlemskab i betragtning. Endelig udgør velkomstkulturen”, hvormed millioner af ikke-vestlige flygtninge og migranter inviteres ind i Europa, en trussel mod stabiliteten i Europa. Lad mig minde om, at Frankrig har gjort undtagelsestilstanden permanent ved at gøre store dele af dens bestemmelser til lov. Dertil kommer en eksplosiv stigning i kvindeovergreb og personfarlig kriminalitet efter den store indvandringsbølge i 2015. Alene i Tyskland er volden steget med ti procent fra 2015 til 2016.

Den utilsigtede konsekvens af Merkels politik er en destabilisering af det politiske system stort set overalt i Europa. Her skal man huske, at højrepopulisterne er reaktionsfænomener. De er så at sige de etablerede partiers, elitens, egne børn. Fortsætter Merkel sin kurs, vil vi med tiden sandsynligvis se en radikalisering af disse fænomener, en hård og antidemokratisk identitetspolitik med klangbund i etniske, hvis ikke deciderede racistiske impulser.

Trump som leder? Ja, det er de faktiske forhold i jernindustrien. Trump er populist. Populisme bliver næsten altid skandaliseret. Men populisme er også, hvad den amerikanske historiker Christopher Lasch kaldte ”demokratiets autentiske stemme”. Det er at give en stemme til almindelige mennesker, der er hægtet af udviklingen, mennesker, som globaliseringen og indvandringen har ramt og forarmet. Men populisme er også at give dem et håb om indflydelse. Uden populisme, der kan kanalisere vælgernes frustrationer ind i demokratiets rammer, risikerer vi at få antidemokratisk ressentiment og politikerlede, et radikalt opgør med elitens teknokratiske afpolitisering af det demokratiske system. Eliten har hidtil haft held med at føre en såkaldt ”nødvendighedens politik”, der dikterer, at borgerne intet kan stille op med globaliseringens udflytning af arbejdspladser eller med EU’s udvikling hen imod en stadig tættere sammenslutning af Europas forenede stater, eller med masseindvandring og islamisering.

Hvis Vestens forfald ikke standses og den vestlige orden genoprettes ad demokratisk vej, så bliver det i sandhed sataniske vers, man i så fald skal lægge øre til.

En farlig verden
Hvorfor tog vi fejl? Sådan spurgte mange efter Trumps sejr. Ligesom Brexit er Trumps sejr imidlertid udtryk for en udvikling, mere koldsindige betragtere har skrevet om længe. Den nye verdensorden, har man kaldt den, blot er den ikke så ny længere. Den har tre hovedkendetegn: 1) Befolkningerne ønsker at sikre den nationale suverænitet, 2) ikke-vestlige civilisationer er styrkede, samtidig med at 3) Vesten er blevet svagere.

Det er en farlig verden, vi går ind i, ikke mindst fordi Vestens eliter, den liberale konsensus, er uvidende og prægede af ønsketænkning om, hvordan verden bør se ud. Det er en ledetråd i denne bog, at elitens fejltagelser risikerer at fremprovokere konflikter. Både indenrigspolitisk, fordi den mangler sans for befolkningernes ønsker, der afvises som populisme, og udenrigspolitisk, fordi den tror, man kan forme verden i sit eget billede.

Det er i det billede, man skal forstå bl.a. Trumps politik. America First! Det er den nationale interesse, der er det primære: Stands den illegale indvandring, tag arbejdspladser tilbage til landet og ophør med at føre aktivistisk udenrigspolitik. Sådan må det være i en verden, hvor elitens tro på, at liberale værdier er universelle, har vist sig at være en falsk tro. Hvor det er umoralsk at intervenere i andre lande for med magt at presse vores værdier ned over dem. Og hvor det er farligt at gøre det, fordi vi risikerer at udløse meget voldsomme konfrontationer med Kina, Rusland og den muslimske verden.

Francis Fukuyama satte i 1989 den kurs, han selv kun har afveget en anelse fra, men som utallige andre konsekvent har fulgt og mange endnu følger: Historien er en lineær, fremadskridende proces, og for enden troner Vesten; alle andre civilisationer udgør blot stationer på denne slidsomme vej mod endemålet. Men de skal nok nå derhen, det er også bedst for dem selv, og de civilisationer, der modarbejder udviklingen, stamper imod brodden. Megen spot, hån og latterliggørelse er siden blevet Fukuyamas tese til del, men i afslutningen på sit fremragende værk om historiens afslutning lader Fukuyama faktisk døren stå på klem for en anden, mindre optimistisk fremtid. Det er en fremtid, der allerede er begyndt med alle de politiske opbrud, ikke blot uden for, men også inden for Vesten. Den stærke mand står i front – Trump i USA, Xi Jinping i Kina, Putin i Rusland, Erdogan i Tyrkiet, Orbán i Ungarn, Duterte i Filippinerne, al-Sisi i Egypten, blot for at nævne nogle stykker. Vi har fået højrepopulisme i USA, England, Frankrig, Tyskland, Ungarn og mange andre steder. Først fik vi protestpartier uden for parlamenterne, så kom de siden ind, og nu har vi også fået udenomsparlamentariske, aktivistiske bevægelser, ikke blot på venstre-, men også på højrefløjen. Det ligner historien om det første menneskes tilbagevenden.

Det sidste menneske er det menneske, der opstår ved historiens afslutning: Det magelige menneske, der ikke længer stræber, det menneske, der ikke længere er villig til at sætte livet på spil i blodige anerkendelseskampe. Det første menneske, derimod, kæmper symbolske kampe for immaterielle værdier – sin nation, sin religion, sin kultur – og viser sig villig til at demonstrere sit menneskeværd netop ved at hæve sig op over den blotte selvopholdelse. De første mennesker vil kunne starte historien igen. Som Fukuyama skriver:

”Intet regime – intet ”socio-økonomisk system” – er i stand til at tilfredsstille alle mennesker på alle steder. Det gælder også det liberale demokrati. Dette er ikke blot et spørgsmål om den demokratiske revolutions ufuldkomne gennemførelse, altså at frihedens og lighedens velsignelser ikke er nået ud til alle mennesker. Utilfredsheden opstår tværtimod netop, hvor demokratiet har sejret mest fuldkomment: Den er en utilfredshed med frihed og lighed. Således vil de utilfredse altid have muligheden for at starte historien forfra.”

Hvorfor højrepopulismen?
Først fik vi Brexit, dernæst Trump, men så åndede vi lettede op, for det var ikke Front Nationals Marine Le Pen, der blev præsident i Frankrig i 2017, men derimod den humanistiske og EU-begejstrede Macron. Men så kom AfD ind i Forbundsdagen i Tyskland, og i Østrig dannede det konservative ÖVP regering med det højreorienterede parti FPÖ. I Central- og Østeuropa har de såkaldt ”illiberale” regimer i Visegrad-landene for længst konsolideret sig. Fremtiden tilhører højst sandsynligt højrepopulismen. Hvorfor?

Lad os se på nogle tal. En undersøgelse fra Chatham House i 2017 viste, at et flertal af borgerne i 10 EU-lande er enige i, at al muslimsk indvandring bør standse. Ifølge en anden undersøgelse, fra Yougov i 2018, er indvandring og terror de to vigtigste emner for befolkningerne i 9 ud af 11 EU-lande. En demografisk rapport fra PEW i 2017 konkluderede, at andelen af muslimer i Vesteuropa vil blive fordoblet frem mod 2050. I Frankrig vil der være 17.4 pct. muslimer. Men i Polen vil der kun være 0.2 pct. Visegrad-landene har ikke problemer med muslimske parallelsamfund og islamisk terror. I 2018 er der omkring 10 procent muslimer i Frankrig, og allerede nu har landet gjort undtagelsestilstanden, der skyldes den islamiske trussel, permanent ved at gøre store dele af den til lov. Over 400 islamister anholdes i Frankrig om året ifølge Europols årsrapport i 2017.

Den franske, republikanske integrationsmodel – der ser bort fra kultur, religion og etnicitet – fungerer ikke. ”Frihed, lighed og broderskab” klinger hult, de abstrakte demokratiske principper synes ikke at have nogen appel til størstedelen af franskmændene, og havde det vel kun dengang Frankrig stadig var et homogent land, dengang franskmændene i forvejen delte samme nationale kultur. De fleste franskmænd er som andre europæere nationalister – de ønsker at bevare den franske kultur og nationalstat – mange andre, især med arabisk og afrikansk baggrund, barrikaderer sig i stedet i parallelle samfund, hvor islam er den tiltrækkende kraft. For kultur betyder, om ikke alt, så dog det meste.

Det er denne dagsorden, dette tomrum, denne fornemmelse af svigt fra den liberale, politiske konsensus, der giver plads til den europæiske højrepopulisme og illiberale demokrater, der ofte skandaliseres som udemokratiske. I virkeligheden betyder illiberal blot det modsatte af liberal, nemlig konservativ. Det er partier og bevægelser, der ønsker at bevare den nationale suverænitet, beskytte grænserne og værne om homogene, kristne kulturer.

Reddet af den EU-kritiske populisme
Lad os slå fast: Der er ofte problemer med populister og de illiberale demokratier i Central- og Østeuropa. Her kan nævnes overvågningslove, svækkelse af dele af det organiserede civilsamfund, ligesom disse lande er kendetegnet ved lav tillid og et relativt skrøbeligt foreningsliv. Freedom House har konstateret en forringelse af frihedsrettighederne, Transparency International har målt et større niveau af korruption, Verdensbanken en forringelse af såkaldt god regeringsførelse og retsstatsprincipperne, og Heritage Foundation en forringelse af økonomisk frihed, især ejendomsretten. Dertil kan man nævne, at der flere steder i disse lande, skønt NATO-lande, finder en tilnærmelse til Rusland sted, altså en fraternisering med en civilisation, der er distinkt fra den vestlige.

Kritikken er dog ofte skinger og overdrevet. Hvis man ser på Economist Units demokratiindeks og Transparency Internationals korruptionsindeks, er Ungarn hverken værre eller bedre end mange andre EU-lande som Grækenland, Rumænien, Bulgarien og Kroatien. Men kun Ungarn skandaliseres af de liberale regimer i Vesteuropa – sandsynligvis fordi landet tilbyder et reelt alternativ. Det er imidlertid ironisk, at det er den EU-kritiske populisme, der, som i tilfældet med Ungarn og landets grænsebevogtning, i sidste ende kan være med til at redde EU. For uden sikre ydre grænser, ingen åbne indre grænser. Det synes selv EU-fortalerne at være enige i, selv om de undlader at følge ordene op med effektiv handling, og selv om de betragter Ungarn som en paria. Men ironien gælder også den anden vej, for Ungarn har – skønt modtager af mange EU-midler – under Viktor Orbáns ledelse defineret sig selv som et illiberalt demokrati, der bevæger sig væk fra det, man anser som et svækket og dekadent EU; man ser en gammel, syg mand på briksen og hører lyden af kisteklapren.

Højrepopulismens fremvækst viser også noget andet interessant. Nemlig, at en liberal orden afhænger af en ikke-liberal orden, sat af en suveræn. Eller mildere formuleret: Den suveræne nationalstat træder i karakter, når EU viser sin afmagt. Lige nu suser forandringens vinde i tidens store hjul, og måske vil vi se en tilbagevenden til nationalstaternes Europa. Flere lande har f.eks. genindført grænsekontrol, ofte på kant med konventionerne som i Østrig. Den aktuelle migrationskrise viser præcis det politiskes primat. Når det ikke er muligt at opnå konsensus og kompromis gennem samtale og forhandling – og det formår EU-lederne ikke – må der træffes en beslutning, også når det strider imod den retslige ide bag EU og FN. Politik kommer før jura. Det er jernets lov, og den jernhårde nødvendighed viser sig, når al øregassen er drevet væk, og EU, det blide monster med de bløde værdier, ikke længere marcherer frem for at erobre nyt territorium, men snarere bevæger sig som et dyr under åget.

Visegrad-landenes handlekraft har sine årsager, også af historisk art. De har vundet deres selvstændighed gennem en hård kamp; de har dyrekøbte erfaringer med Sovjetkommunismen, der ligesom EU var et imperium, en overstatslig jurisdiktion, der dikterede staterne en lovgivning, der bød folket imod. Dertil kommer dystre historiske erfaringer med fjendtlige erobrere fra den muslimske verden. Deraf afvisningen af multikulturalismen og Orbáns retorik om beskyttelsen af Europas kristne arv. På det punkt har Ungarns leder mere ret, end mange tror: EU har ingen europæisk identitet, slet ikke en kristen. Ønsket om at indlemme det islamiske Tyrkiet har længe næret eurokraterne.

Man kan beskytte sine grænser, hvis der er en vilje til det. Dermed har vi også fået placeret problemet, dér hvor det hører hjemme: Hos os selv. Vesten er i forfald. Det er underlige tider, vi lever i, som den engelske forfatter Douglas Murray skriver i sin bog The Strange Death of Europe om Europas selvvalgte vej mod ødelæggelsen. Murrays bog om indvandring, identitet og islam har det hele med: Dyrkelsen af et gigantisk skyldkompleks, der får os til at forkaste vores kultur til fordel for indvandrede kulturer; alle de gode hensigter, der viser sig at skabe utilsigtede (og nogle gange tilsigtede) negative konsekvenser i form af stadig voksende ikke-vestlige parallelsamfund, ofte uden for jurisdiktion; den demografiske katastrofe, der har skabt hele områder og hele byer – og med tiden sandsynligvis også hele lande – hvor de oprindelige europæere er i mindretal; den politisk korrekte apati og modvilje mod at tale åbent om indvandring og skandalisering af de få, der tør gøre det.

Det fører alt sammen til en alvorlig svækkelse af Europa: En enorm økonomisk byrde, der truer velfærdsstaterne, skyhøje kriminalitetsrater, terror og alvorlige indskrænkninger i hævdvundne friheder for kvinder, jøder, homoseksuelle, forfattere, tegnere og mange andre. Undergangens angst er gået mig i blodet, fristes man til at udbryde, men Murray antyder forsigtigt en mulig vej uden om selvmordet: Besindelse på kristendommen og gentilegnelse af den vestlige kulturarv:

“Hvor meget du end ønsker at drage fordel af en endeløs forsyning af billig arbejdskraft, et bredere udvalg af retter, eller hvor meget du end ønsker at dulme din dårlige samvittighed på flere generationers vegne – du har ikke ret til at forvandle dit samfund fuldstændigt. For det gode, du har arvet, skal du også give videre. Selv om du skulle beslutte dig for, at nogle af dine forfædres synspunkter eller livsformer kunne forbedres, følger det ikke dermed, at du bør give et samfund, der er kaotisk, nedbrudt og ugenkendeligt videre til den næste generation.”

Nationalstater skaber fred indadtil og udadtil
Er Europa blot et geografisk område, hvor der bor nogle mennesker, der løseligt er bundet sammen af en fælles bekendelse til universelle menneskerettigheder? Selvfølgelig ikke. Europa er en unik kultur, der bygger på arven fra Jerusalem, Rom og Athen. Denne enestående kultur har skabt samfund, der er præget af tillid, velstand og frihed.

Den vigtigste politiske arv er den, jeg i min bog Fortællingen om fredens Europa kalder kulturelt homogene nationalstater. Det vil sige en politisk orden, hvor en nation har fået sin egen stat, altså hvor en dominerende majoritet definerer og opretholder sin kultur, og hvor der derfor ikke eksisterer mindretalsdominerede områder.

De kulturelt homogene nationalstater skaber fred indadtil, fordi de bygger på samhørighed, men de skaber også fred udadtil, fordi de løser problemet med grænsestridigheder. Det har imidlertid ofte været en blodig vej, der har ført til grundlæggelsen af nationalstaterne i Europa. I begyndelsen af det tyvende århundrede var store dele af Europa domineret af imperier, som til forskel fra nationalstaterne er multinationale kludetæpper, en sump af boblende uro, hvor der hersker dybe kulturforskelle mellem indbyggerne, til trods for den fælleseuropæiske arv.

Imperiernes sammenbrud i det tyvende århundrede udløste voldsomme etno-nationale kampe for selvstændighed. Før nationerne kunne grundlægge deres homogene stater og dermed tørlægge de menneskelige sumpe, foregik der mange steder etnisk udrensning i stor stil. Mindretal blev udsat for undertrykkelse, deportationer eller folkedrab. Frem til årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig gik det ud over mange millioner mennesker i Øst- og Centraleuropa og på Balkan. Alene 12 millioner tyskere blev fordrevet. Senest udløste opløsningen af Sovjet-imperiet nationale kampe. Det fik blodige udslag i bl.a. eks-Jugoslavien, men andre steder foregik nationsdannelsen fredeligt. Man kan nævne delingen af Tjekkoslovakiet i de to nationer Tjekkiet og Slovakiet, der hver fik deres egen stat.

Det nationale projekt er med andre ord udtryk for en af modernitetens stærkeste drivkræfter. Det er, som om vi her er inde i selve verdensviljens hjertekammer. Efter Anden Verdenskrig er antallet af nationalstater i verden mere end fordoblet.

Den amerikanske historiker Jerry Z. Muller har provokerende formuleret den historiske lektie: Vi har opnået fred i Europa, ikke fordi det nationale projekt har været en fiasko, men fordi det har været en succes. Det nationale projekt er ikke forsvundet. Det har derimod sejret. Vi er bare så vant til at leve i kulturelt homogene nationalstater, at vi ikke opdager, at vi gør det. Altså lige indtil de nye kulturkonflikter, foranlediget af ikke-vestlige masseindvandring, minder os om det.

Fordi processen frem mod etableringen af nationalstaterne i Europa ofte var brutal, er der endnu større grund til at bevare denne kostbare og hårdt tilkæmpede arv. Hvis de homogene stater ødelægges, kan historien i værste fald begynde forfra med voldelige kampe imellem de forskellige grupper, med udrensninger og borgerkrige.

Men der er også to andre scenarier for fremtiden. Enten dør Europa ganske enkelt ud, sådan som det er sket for andre store civilisationer før os, fordi borgerne ikke er i stand til eller måske ikke ønsker at kæmpe for deres kulturs overlevelse.

Eller der sker en revitalisering, hvor Europa genbekræftes på fredelig vis.

Kasper Støvring, f. 1973, ph.d. og forfatter. Er aktuel med bogen Gensyn med fremtiden – et essay om den nye verdensorden på forlaget Munch & Lorenzen. Ovenstående tekst er et redigeret uddrag af denne.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Michel Spingler/

Læs hele temaet “Europa og den demokratiske samfundsorden”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon