Tankevækkende filosofisk portræt

2019-03-21T08:31:52+00:00 torsdag, 21. marts, 2019|

Dokumentaren om en af Frankrigs største nulevende filosoffer, Alain Badiou, som vil genoplive kommunismen som idé og engagement, er tankevækkende i en tid med pres på fællesskabet.

Anmeldelse af Nikita Selvig

TEMA: CPH:DOX 2019 | ”We must be organized. We must resist. We must be able to resist the police. It’s right to rebel.”

Sådan lyder den passionerede opfordring, fremført med en stærk fransk accent, fra den i dag 82-årige filosof Alain Badiou i dokumentarfilmen om ham selv, ”Badiou”.

Alain Badiou betegnes som én af de vigtigste og mest indflydelsesrige nulevende franske filosoffer – på højde med navne som Judith Butler og Jürgen Habermas. Dokumentaren skildrer på én og samme tid den franske filosofs tanker og hans levede liv, og ikke mindst den bro han har bygget med disse med sine politiske aktiviteter i kampen for et mere retfærdigt samfund.

Et filosofisk portræt
Badiou er født i den daværende franske koloni Marokko, og tilbragte en god del af sin opvækst i køkkenet med den lokale, marokkanske husholderske, mens moderen – en velstående, hvid, fransk kvinde – i højere grad befandt sig oven på i de dyrt indrettede værelser. Et kuriøst faktum med kendskabet til Badious politiske ståsted i bevidstheden.

Portrættet af den franske filosof går over en skildring af forholdet til moderen, hvilket igennem flere år var præget af sønnens forsøg på at ’forføre hende’, men hvem også har bidraget positivt til hans professionelle udvikling. Over relationen til broderen, hvor Badiou trist erkender: ”Vi var i to forskellige verdener.”

Derudover rejser dokumentaren tilbage og genoplever historiske begivenheder, kulturelle, politiske og filosofiske omvæltninger, eksempelvis tiden omkring Che Cuevaras død i 1967 og Studenteroprøret i 1968, og beskriver, hvordan disse begivenheder har bidraget til Badious filosofiske tanker, der er tæt forbundet med den kommunistiske ideologi.

Venstrefløjen og Platon i forening
Badiou har en stor del af sit voksenliv indgået i relationer med nogen af den moderne tids største filosofiske tænkere og har været tilskuer til flere unikke begivenheder i verdenshistorien. Studenteroprøret i maj 1968 var imidlertid særligt skelsættende for ham, forklarer han: I oprøret forsvandt den hidtidige adskillelse af de intellektuelle og arbejderne. Nu mødtes de og delte deres respektive visioner for samfundet.

For Badiou er begivenheden en manifestation af Platons hulelignelse, der ligeledes er et gennemgående element i dokumentaren og tydeligt viser koblingen mellem Badious teoretisk-filosofiske tankesæt og det levede liv. Badiou beskriver de demonstrerende grupper, som dém der fører den øvrige befolkning ud af hulen og ud i lyset, hvor de dér ville kunne se verden, som den er –”undertrykkende og obskur” – og en verden, hvor ”dét der binder os sammen er penge”.

Tilhørsforholdet til den politiske venstrefløj bliver mere og mere eksplicit, som filmen skrider frem, og samtidig bliver filmens klipning og underlægningsmusik mere tempofyldt. Flere og flere billeder af demonstrerende grupper og kampklædt politi. Vi bevæger os mod opfattelsen af behovet for et oprør, som har været en central idé i Badious sene karriere.

Tankevækkende samtidsrelevans
Idéen om et gennemført kommunistisk samfund nyder ikke just bred opbakning i dag, og filmens instruktører brødrene Gorav Kalyan og Rohan Kalyan, har da også tidligere forklaret, at Badious ”stædige tro på kommunismen” indledningsvist fik dem til at se ham som et sympatisk fossil.

Denne insisteren var imidlertid også fascinerende og motiverende for de to brødre, som begge har en tilknytning til filosofien og universitetsverdenen. Efter nærmere studie og diskussion af Badious idéer ændrede deres opfattelse sig signifikant:

”I began to see his ideas not as relics, but as contemporary and relevant. And in fact, they have only gained relevance in my eyes since.,” erkender Gorav.

Det er blandt andet idéen om, at ”den svage kan blive den stærke”, som synes at vække genklang i nutidige begivenheder, som eksempelvis De Gule Vestes pres på den franske regering og præsident Emmanuel Macron. Det er blot et spørgsmål om organisation og ideologi, argumenterer Badiou. Meget sigende ledsages fremførelsen af denne pointe med billeder af optøjer på en fransk gade. Billeder af en mangfoldig gruppe unge mennesker, optaget for fem år siden – men som til forveksling ligner de demonstrationer, der i øjeblikket afholdes ugentligt i Paris.

Badiou har tidligere argumenteret for, at vi befinder os i den sidste fase af en reaktionær periode, som har varet i 40 år. Måske har han ret. Demonstrationer, et muligt forestående Brexit, stigende nationalisme i Europa. Et pres på nogle fællesskaber og en bevægelse mod nogle andre. Når man ser denne dokumentar og har disse begivenheder i baghovedet, står Badious idéer mere relevante og aktuelle.

Nikita Selvig er skribent på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: /CPH:DOX/

Læs hele temaet “CPH:DOX 2019”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon