På sin vis er det paradoksalt, at EU er et fremtrædende tema i det franske præsidentvalg anno 2017, da samarbejdet ikke ville være, hvad det er, uden franske statsoverhoveder og diplomater som hovedentreprenører. For Frankrig har siden begyndelsen været en drivkraft i den europæiske integration og har sat sit præg på samarbejdets opbygning. Det skorter ikke på eksempler og historiske højdepunkter i den henseende.
Baggrund af Nynne Giannini
27.04.2017 | TEMA: QUO VADIS, FRANKRIG? | Frankrigs medlemskab af Den Europæiske Union er et tema, der fylder i den franske præsidentvalgkamp. Mens Emmanuel Macron – den ene af de to tilbageværende kandidater før anden valgrunde den 7. maj – og hans bevægelse En Marche er stærkt pro-europæisk, er hans modstander, Marine Le Pen fra Front National, dybt EU-skeptisk. Og en anden af præsidentkandidaterne fra første runde, Jean-Luc Mélenchon fra græsrodsbevægelsen La France insoumise (Utæmmet Frankrig), gav udtryk for venstrefløjsmodstand mod EU.
På mange måder er det paradoksalt, at det europæiske samarbejde er et fremtrædende tema i det franske præsidentvalg anno 2017, da samarbejdet ikke ville være, hvad det er uden franske statsoverhoveder og diplomater som hovedentreprenører.
Frankrigs initiativer har drevet det europæiske samarbejde langt, og sammen med Tyskland har landet været en afgørende primus motor for europæisk integration. Ej at forglemme de franske statsmænd, Robert Schuman, tidligere udenrigsminister og embedsmanden Jean Monnet, der i efterkrigstiden formulerede det ideologiske fundament om europæisk økonomisk og politisk integration, som Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) voksede ud af i 1951, hvilket igen førte til underskrivelsen af Rom-traktaterne i 1957.
Hvor meget har fransk politisk kultur og åndsliv i realiteten gennemsyret det europæiske samarbejdes indretning og funktion? Det er et interessant spørgsmål i lyset af, at Frankrig har en præsidentkandidat som Marine Le Pen, der planlægger politiske visioner for Frankrig uden for EU’s kerne.
Franske, senere europæiske grundprincipper
De værdier og principper, som Den Europæiske Union hviler på, er inspireret af efterkrigstidens menneskerettighedskonventioner, der blev formuleret i regi af de Forende Nationer (FN) og Europarådet. Samme værdier og principper finder inspiration i franske og engelske strømninger, blandt andet den fornuft-drevne og rationelle oplysningstid.
Lissabontraktaten fra 2007 indledes med nedenstående beskrivelse:
”SOM HAR LADET SIG INSPIRERE af Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv, der er grundlaget for udviklingen af de universelle værdier: det enkelte menneskes ukrænkelige og umistelige rettigheder samt frihed, demokrati, lighed og retsstaten (…)
SOM BEKRÆFTER den betydning, de tillægger principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne samt de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincippet”.
De nævnte principper trækker tråde tilbage til begyndelsen af det moderne demokrati. Nationstanken og ideen om, at den enkelte borger indgår en social pagt med nationalstaten opstår omkring den franske republik, der fødes efter kulminationen på den franske revolution i 1789.
Tanken om, at mennesket fødes frit og lige for loven og ideen om folkestyre fik sidenhen betydning for udviklingen af den demokratiske styreform i andre europæiske stater.
Europæisk overstatslighed, en fransk idé
For at vende tilbage til EU’s franske oprindelsestanker, var det en nævneværdig vision og et politisk eksperiment uden fortilfælde. Ideerne om at forene de historiske fjender Tyskland og Frankrig i et gensidigt økonomisk fællesskab, der centrerede sig om krigsindustrien – kul og stål, blev formuleret af den daværende franske udenrigsminister Robert Schuman den 9. maj 1950.
“Fælles kul og stålproduktion… vil ændre disse egnes skæbne, der længe har været helliget fremstilling af våben til krige, som de selv bestandig har været ofre for,” udtalte Schuman, hvilket han fik ret i.
Robert Schuman – Foto: Polfoto
Det blev dog en anden franskmand, en diplomat med international erfaring Jean Monnet, der skulle føre Schumanerklæringen til måls.
Som det netop er blevet fejret i marts måned, indgik seks stater – Benelux-landene, Italien, Vesttyskland og Frankrig – i det forpligtende økonomiske og politiske samarbejde, som Romtraktaten fra 1957 blev symbolet på.
I forbindelse med udviklingen af EU-institutionerne blev der fra fransk side foreslået at oprette en overstatslig myndighed, der kunne sikre de fælles europæiske interesser. Frankrigs forhandlere var fortalere for en stærk overstatslig myndighed, mens Tyskland og Benelux-landene argumenterede for en stærk parlamentarisk forsamling.
Den overstatslige institution, Den Høje Myndighed, senere Europa-Kommissionen, blev en realitet med Jean Monnet som formand. Institutionen fungerede som udøvende magtorgan og spillede en central rolle for de beslutninger, der blev forhandlet på europæisk plan i Kul- og Stålfællesskabets levetid.
En stærk udøvende magt viser en vis genkendelighed fra det politiske system i Frankrig. Præsidenten er chef for regeringen og besidder flere kompetencer end den parlamentariske forsamling, Nationalforsamlingen. Præsidenten kan blandt andet udpege premierministeren og sammen med denne udpege de øvrige regeringsmedlemmer. Derudover er det præsidentens opgave at varetage sikkerheds-, forsvars- og udenrigspolitik. Nationalforsamlingen har relativt svage kompetencer i det politiske system, særligt hvis præsidenten og regeringen repræsenterer samme parti og dermed gør det svære for oppositionen at stille et mistillidsvotum til den udøvende magt.
På europæisk plan betyder det, at det ikke er den franske premierminister, men præsidenten, som deltager i EU-topmøder i det Europæiske Råd. Undtagelsen er dog, hvis den siddende regering og præsident ikke repræsenterer det samme parti. I så fald deltager premierministeren.
Fra en tom stol til princippet om vetoret
I 1965 manifesterede Frankrigs daværende præsident Charles de Gaulle sin utilfredshed med forhandlingerne om finansieringen af den europæiske landbrugspolitik. Franske ministre boykottede forhandlinger i Ministerrådet, hvilket navngav konflikten ”den tomme stols krise”.
I 1966 blev der enighed mellem de daværende EF-lande om at indføre et princip om, at medlemslandene fik vetoret, når det drejede sig om særligt følsomme områder. Dette Luxembourg-forlig førte til, at der i Ministerrådet kunne stemmes med enstemmighed i stedet for flertalsafgørelser inden for politikområder af særlig vigtig interesse for et medlemsland. I praksis kunne der stemmes med enstemmighed, hvis et medlemsland nedlagde veto og fik opbakning fra et blokerende mindretal.
Luxembourg-forliget var ikke juridisk bindene, men en politisk aftale mellem landene. Reglen blev brugt frem til 1985, hvor de daværende statsledere blev enige om at afskaffe reglen.
Resultatet af ”den tomme stols krise” skal ikke forveksles med medlemslandenes almindelige vetoret, som er skrevet ind i EU’s traktatgrundlag. Vetoretten gælder, når der stemmes inden for politikområder, der automatisk kræver enstemmighed, for eksempel udenrigs- og sikkerhedspolitik og optagelse af nye medlemslande.
Styrket mellemstatsligt samarbejde med Det Europæiske Råd
Det Europæiske Råd fungerer i dag som et centralt EU-organ, hvor de nationale stats- og regeringsledere drøfter EU’s overordnede politiske kurs. Det var for eksempel i det regi, at formanden for Det Europæiske Råd Donald Tusk inviterede de 27 EU-landes regeringschefer til et hastemøde, da Brexit blev en realitet efter folkeafstemningen den 23. juni 2016.
Statsledernes europæiske organ blev startet i 1974 på opfordring af den daværende franske præsident Valéry Giscard d’Estaing og Tysklands daværende forbundskansler Helmut Schmidt med formålet om at gøre samarbejdet mere handledygtigt.
Franske europavisioner
Visionen om Frankrig i kernen af det europæiske samarbejde har været gennemgående for Frankrigs europavisioner i årene efter 1957, hvor det europæiske fællesmarked (EF) blev etableret.
Charles de Gaulle regerede fra 1959 til 1969 og praktiserede en vision om, at Frankrigs værdier som menneskerettigheder og folkestyre var universelle og derfor skulle udbredes internationalt. De Gaulle betonede Frankrig som en nationalstat, der skulle agere i samspil med andre europæiske nationalstater. Frankrig skulle forblive en stærk nationalstat i et stærkt Europa. Han var fortaler for en konføderation – suveræne nationer i et fælles europæisk samarbejde.
De Gaulles europavision blev ikke ændret væsentligt af de efterfølgende præsidenter indtil præsidentembedet under Francois Mitterand, der var ved magten fra 1981 til 1995.
Mitterands politiske fokus for Frankrig handlede om at skabe en stærk og samlet centralmagt, der var handledygtig og kunne varetage statspolitik – fra kultur og økonomi til sikkerhedspolitik. Det vigtige var, at staten ikke mistede magt. Samme magtcentrum ønskede Mitterand for det europæiske fællesskab, hvis kompetencer skulle blive mere statsagtige. Ikke føderalt. Begrebet føderation er synonymt med decentralisering, hvilket i Frankrig er et modsætningsforhold til det centrerede magtcentrum omkring Paris, Ile de France.
Francois Mitterand på gaden ved EF-topmødet i København i 1987. – Foto: Polfoto
Mitterand ville, at EF var handlekraftigt og synligt over for de øvrige internationale aktører. I praksis betød det en stærk udøvende magt i form af Ministerrådet og Det Europæiske Råd.
Jacques Chirac, fransk præsident fra 1995 til 2007, havde en ”gaullistisk” tilgang til det europæiske samarbejdes udvikling og støttede op om mellemstatsligt samarbejde. Chirac tiltrådte posten som Frankrigs præsident to år efter, at der var blevet indført direkte valg til Europa-Parlamentet – en ændring af føderal karakter. Beslutningen om direkte valg til Europa-Parlamentet blev et centralt emne under præsidentvalget i 1981.
Forsvarssamarbejdet i fokus
Chirac satte skub i forsvars- og sikkerhedsarbejdet i EU i tæt samarbejde sammen med den daværende tyske forbundskansler, Helmut Kohl. I 1996 tog de to nationale ledere initiativ til at udarbejde dokumentet ”Et fælles fransk-tysk sikkerheds- og forsvarskoncept”, der opfordrede til et tættere europæisk samarbejde på forsvars- og sikkerhedsområdet.
Frankrig havde været optaget af et europæisk forsvarsarbejde. Det indgik også i Schumans visioner om europæisk integration. På trods heraf forkastede Nationalforsamlingen et udkast til den europæiske fælles forsvarspolitik i 1954. Der var flere årsager til, at de franske politikere ikke stemte for udkastet. Eksempelvis var Sovjetunionens leder Josef Stalin død året før, hvilket nedsatte det sovjetiske trusselbillede. Desuden var Frankrig militært og økonomisk presset på grund af koloniale konflikter i Indokina.
Det sagt, så har Frankrig, sammen med Tyskland, været fortaler for at styrke det europæiske forsvarssamarbejde. Senest i forbindelse med Brexit, hvor Tyskland og Frankrig så sent som i september 2016 foreslog en plan for at styrke de resterende EU-landes forsvarssamarbejde.
Franske europavisioner fra 2017?
Gennem de seneste år har eksperter diskuteret muligheden for et EU i flere hastigheder. I kølvandet på Storbritanniens beslutning om at forlade EU har dette alternativ næppe været mere aktuelt.
Set gennem historiske briller og i lyset af det franske præsidentvalg, er det svært at forestille sig et EU, hvor Frankrig træder tilbage i periferien eller ud. Det vil være et hidtil ukendt scenarie med et muttersalene Tyskland i EU’s kerne, der udgør den store motor i den europæiske integration.
Da Robert Schuman udtrykte sine visioner for Europa den 9. maj 1950, var han overbevist om, at Europa ikke skabes på én gang. Han påpegede, at ”
Nynne Giannini er skribent på Magasinet Europa.
Billede i artiklens top: Thibault Camus/AP/Polfoto.
Læs hele vores tema “Quo vadis, Frankrig?” her.