Populismen protesterer mod den eksisterende udvikling, og særligt de nationale demokratiers afmagt i forhold til liberalisering og globalisering, men er samtidig imod delegering af politiske magtbeføjelser til overnationalt niveau, hvor den tabte styrings- og beslutningskapacitet kunne genvindnes. I den forstand er populismen i alle dens europæiske skikkelser først og fremmest en smertens politik.
Analyse af Henrik Stampe Lund
TEMA: EUROPA OG DEN DEMOKRATISKE SAMFUNDSORDEN | I forbindelse med de såkaldte Harz-arbejdsmarkedsreformer i Tyskland i begyndelsen af det 21. århundrede, der ændrede betingelserne for dagpenge og arbejdsløshedsunderstøttelse under den socialdemokratiske forbundskansler, Gerhard Schröder, kunne man på en blog læse et replikskifte, som vidnede om vidt forskellige perspektiver på samme virkelighed: En borger argumenterede for at det, at reformen ville berøre mange mennesker på overførelsesindkomster negativt, ikke betød, at den var mindre nødvendig og fornuftig at gennemføre. Til det synpunkt svarede en anden borger at det, at den var nødvendig, ikke gjorde, at den var mindre smertefuld for de berørte.
Afstanden mellem den politisk-økonomiske fornuft og den menneskeligt-eksistentielle smerte, der er forbundet med sådanne reformer, er et vigtigt kendetegn ved vor tids samfundsmæssige omstillingsproces fra de fremgangsrige årtier i efterkrigstiden med økonomisk vækst, hvor den sociale inklusion – et ord som man ikke brugte dengang det mere naturligt gav sig selv – særligt gennem uddannelse til en vis grad blev øget, til en situation i dag, hvor økonomisk vækst ét sted i samfundet ikke nødvendigvis kommer andre til gode. Forfatteren Christoph Hein sammenfattede på baggrund af østtyske erfaringer efter murens fald med kapitalflugt og outsourcing af jobs til bilfabrikker til Asien og deraf følgende forarmelse i det østlige Tyskland det på den måde, at ”måske er det sande epokebrud afslutningen på opdelingen i en første, anden og tredje verden”.
I dag findes alle slags verdener overalt i verden. Når man i filmen Biutiful (2010) af instruktøren Alejandro González Iñárritu ser kinesiske syerske, som arbejder og sover i en kælder, ville man tidligere med sikkerhed kunne lokalisere filmens handling til et sted i den tredje verden. Men handlingen foregår i nutidens Barcelona. Filmen skildrer et Europa, der ikke længere ligner sig selv og hvis nye realiteter, vi formentlig har til gode at erkende i sit fulde omfang.
Den rige og den fattige verden er rykket fysisk tættere på hinanden samtidig med, at de som sociale realiteter befinder sig stadig mere fjernt fra hinanden. I en dokumentarudsendelse siger en blomsterhandler, der hver dag leverer dyre dekorationer til et palægagtigt hus i London, ejet af en saudiarabisk familie, at der ”ville udbryde revolution, hvis folk så, hvordan der ser ud derinde”. Den samlede velstand i verden er voksende, men den komparative ulighed, altså den konkret erfarede ulighed, er blevet større. Der er nogle fordelingsmekanismer, som ikke længere virker med samme kraft. I de senere år har flere økonomer givet udtryk for, at den såkaldte Trickle-down økonomi ikke virker: Rigdommen fra de rige, der f.eks. betaler lavere topskat og derfor kan forbruge og investere mere, siver ikke ned i systemet og gør de øvrige samfundsgrupper rigere. Det er det, som giver sig udtryk i jobløs vækst og yderligere koncentration af formuer. I den rige verden, USA og Europa, er middelklassernes købeevne således generelt under pres.
Disse eksempler på smertefulde reformprocesser og samfundsmæssige udviklingstendenser; stigende arbejdsløshed som følge af kapitalflugt til regioner med lavere lønninger og beskatning, accelererende ulighed og eksorbitant rigdom blandt de rigeste, har udstillet og tydeliggjort de politiske instrumenters afmagt i form af manglende evne til at gøre en forskel og gribe afbødende ind. Det gælder også i forhold til flygtninge- og migrantkrisen, hvor det tydeligvis er svært at finde en tilfredsstillende politisk og juridisk løsning på tilstrømningen af fattige til Europa.
Derved har politikere og politiske bevægelser, der giver denne utilfredshed og vrede over manglende handlekraft en stemme, fået vind i sejlene. Den forskel, som politik ikke kan, og mange ikke længere tror på, at politik kan gøre, er formentlig en af de vigtigste forklaringsfaktorer i forhold til det stemme – og stemningsskred der er sket til fordel for bevægelser, som mere lever af at udtrykke og give luft for disse problemer, end nødvendigvis at løse dem konkret. De populistiske bevægelsers måske mest afgørende kamp og eksistensberettigelse har været overhovedet få anerkendt problemernes eksistens.
De nye skrøbelige demokratier
Det europæiske demokrati i sin hidtidige skikkelse er udfordret. Det nye er imidlertid ikke, at demokratiet er udsat, men de nye historiske betingelser, der gør det skrøbeligt. Truslerne kommer i mange tilfælde ikke udefra, som det var tilfældet i en stor del af det 20. århundrede i form af konkurrerende autoritære og totalitære regimer, men i disse år i høj grad også indefra. Lige fra frembrud af nye politiske bevægelser, økonomisk globalisering og anti-liberale mentaliteter, som trives i demokratiet selv og truer med både at underminere institutionerne og deres indbyrdes balance. Det gør både problemerne større, mere nærværende og komplicerede end i den kolde krigs tid, hvor den demokratiske statsform for langt de fleste borgere forekom indlysende at foretrække i forhold til alternativerne.
Situationen er, at flere europæiske demokratier – f.eks. Polen, Ungarn, Østrig og Italien – på regeringsniveau ved frie valg har påtaget sig halvautoritære og postliberale træk i kampen mod bl.a. effekterne af globalisering, multikulturelle udviklingstendenser og migrantstrømme fra Mellemøsten og Nordafrika. I andre europæiske demokratier – f.eks. Tyskland, Spanien, Frankrig og Danmark – er de gamle partier stærkt presset af nye, højre-populistiske bevægelser.
Det politiske landskab i Europa har tilsyneladende ændret sig fundamentalt og gjort forhåbninger til skamme, som blomstrede i tiden før og umiddelbart efter murens fald. Et eksempel på sådanne forhåbninger, som er blevet udsat for historiens grusomme ironi, er eksilforfatteren Milan Kunderas politiske betragtninger i sit berømte essay om ”Centraleuropas tragedie” (1983). I essayet henviser Kundera til ordlyden i en telex udsendt til hele verden fra lederen af det ungarske nyhedsbureau under den russiske nedkæmpelse af opstanden i Budapest i 1956: ”Vi vil dø for Ungarn og Europa”. Ungarn og de andre østeuropæiske lande under den sovjetiske indflydelsessfære skildres af Kundera som et ”kidnappet vesten”. Nok befandt landene sig dengang, som medlemmer af Warszawapagten, realpolitisk i øst, men i kulturel forstand hørte de efter Kunderas vurdering til i vesten: De var i bund og grund bærer af vestlige værdier og borgerlige og demokratiske normer. I dag er situationen nærmest præcis den modsatte: De er ikke længere en del af en østlig, men af en vestlig forsvarsalliance (Nato) samt et vestlig politisk samarbejde (EU), men regeringerne, særligt i Polen og Ungarn, stiller sig samtidig stærkt kritiske overfor – for ikke at sige i direkte opposition til – principperne bag ved de klassiske, vestlige demokratier i form af en udfordring af magtens tredeling gennem lovgivningsforslag, der truer armslængdeprincippet mellem stat, regering og domstole. Samtidig er solidariteten med de øvrige EU-lande med hensyn til at tage imod flygtninge og migranter så godt som ikke eksisterende.
Opgøret med den neutrale stat
De daglige omgangsformer mellem borgerne og de institutionelle betingelser for det sociale samkvem, er et godt sted at tage temperaturen på et samfunds sindstilstand. Den liberale, demokratiske retsstat fortolker frihed som det ikke at blande sig nævneværdigt i borgernes liv og med Francis Fukuyames ord fra hans berømte bog om Historiens afslutning og det sidste menneske (1992) ”ikke at definere positive mål for deres indbyggere eller fremme nogen speciel livsform som bedre eller mere ønskværdig end andre”. Staten blander sig i det liberale demokrati ikke i, hvordan den enkelte borger definerer sin livsanskuelse, sine livsplaner eller prioriteringer, så længe de ikke krænker medborgerens tilsvarende rettigheder.
Denne liberale grundnorm er værd at minde om, fordi det netop er staten og lovgivningens indbyggede indifference overfor forskellige livsformer, som mange bevægelser og politiske partier i flere europæiske demokratier ikke længere kan leve med eller tolerere. Den formelle, liberale lighed, som nogle mennesker ikke kan bære – eller snarere ikke kan leve op til psykologisk – udfordres i stigende grad af krav om særstatus og specifik anerkendelse, og betoner i stedet for at neddæmpe idiosynkrasier mellem de forskellige livsformer. Det ligger i sagens natur, at mange af de strømninger, som er kritiske over for det liberale demokrati – nationale populister, der kræver forrang for egen kultur og indvandrergrupper, som ikke skelner mellem religion og stat – nok er indbyrdes uenige, men ikke uenige om, at staten skal være partisk – til deres egen fordel.
Mange kan og vil ikke leve med den livsanskuelsesmæssigt neutrale stat, men vil have den fyldt op med deres egne værdier. Det ironiske er at mange af de faktorer, såsom f.eks. religion, hudfarve eller seksuel orientering, som den liberale stat trægt og på utallige opfordringer, omsider til en vis grad løsrev sig fra som orienteringspunkter, i disse år genintroduceres som noget, der skal have enten flere eller færre rettigheder. Disse to indholdsmæssigt forskellige synspunkter er symmetriske i den forstand, at ingen af dem længere ser værdineutraliteten som det højeste og potentielt konfliktdæmpende gode: En værdineutralitet, som kommer til udtryk i et vist svalende og moderat indifferent forhold mellem borgerne, f.eks. som passagerer i en lufthavn eller på en banegård, der indbyrdes gnidningsfrit forfølger hver deres rationelle formål i forhold til familie, karriere eller ferie.
Det ser ud til at være dem, der har mindst gavn af det liberale demokrati med dets tilhørende frie marked, som græder tørre tårer over dets tilbagetog. Dem der føler, de allerede har mistet meget, ikke mindst muligheder for at klare sig bedre på markedet eller være sikker på staten kan kompensere for uheldige livsomstændigheder, er også dem, der i en vis forstand har mindst at miste ved radikale ændringer. Den franske forfatter, Michel Houellebecq, leverer formentlig en betydelig grad af forståelse af populismens følelsesmæssige grundlag i enkelt sætning, når det i romanen Underkastelse (2015) hedder: “For folk der har levet og klaret sig godt i et givet system, er det sandsynligvis umuligt at forestille sig hvordan tingene ser ud for dem som aldrig har haft nogen forventninger til dette system og derfor imødeser dets tilintetgørelse uden nogen særlig frygt”. Populismens vælgerbase ser med tilfredshed på den provokerende disruption, som mange populistiske ledere fører ind i institutionerne og ind i tonen i den offentlige samtale.
For disse vælgere er de populistske lederes ofte påfaldende mangel på en pæn, konsensussøgende tone formentlig mere end bare en ekstra bonus i opgøret med en elite, de føler har svigtet; det er også en indikator for vilje til at slå tilbage mod de etablerede systemer. Samtidig er det et vidnesbyrd om populismens verdensopfattelse. Det konsensussøgende sprog og den urbane omgang mellem ledere er også en del af en civiliserende omgangstone, der potentielt rækker ud over en aktuel uenighed. Hvor det traditionelle system lover fornuftige og langsigtede løsninger med en til tider langsom og træg implementering, der kræver tålmodighed fra ofrene og de udsattes side, lover populistiske partier enkle løsninger og handling her og nu, som nøgternt set ikke løser den egentlige udfordring, men imødekommer følelsen af selve problemets eksistens, og den dermed forbundne smerte, bliver hørt og anerkendt.
Globaliseringen og den økonomiske kløft
1990’erne var det årti, hvor ikke mindst mange sociologer fik øje på tendensen til, at den økonomiske udvikling havde løsrevet sig fra den politiske styring, og at der heraf opstod en nødvendighed af at udvikle de nationale demokratier i retning af et post-nationalt demokrati. For filosoffer og sociologer som f.eks. Jürgen Habermas og Ralf Dahrendorf var projektet, at det over-nationale demokrati skulle råde bod på neoliberalismens negative konsekvenser, i form af accelererende kapitalmobilitet og kapitaludvandring. Kort sagt håndtere næste trin af verdensmarkedets globalisering. Begge håbede på en forbedret politisk styringskapacitet i EU’s institutioner, der kunne beskytte borgerne bedre. Nationalstatens tab af suverænitet til den globale økonomi affødte nødvendigheden af at skabe en tilsvarende overnational, politisk ækvivalent, der kunne magte den løsslupne, økonomiske magt. Men disse ansatser til et omrids af svar og strategier stødte omkring år 2000 og fremefter på stor folkelig modstand i mange europæiske lande.
Globaliseringen har først og fremmest betydet en kolossal udvidelse af udbuddet af og adgang til arbejdskraft i hele verden, hvilket sætter de privilegerede arbejdsbetingelser i Europa under pres. Mange jobfunktioner er simpelt hen blevet erstattelige, konkurrenceudsat eller ligefrem overflødiggjort. Ny teknologi og automatisering har kun yderligere fremmet udviklingen og bragt endnu flere jobs i fare med deraf følgende trussel om social deklassering. Den udvikling er en væsentlig kilde til globaliseringens kombination af koncentration af formuer og større ulighed.
Hvis dem, som kæmper om de mindst specialiserede, manuelle job, der kræver kort tids oplæring eller uddannelse – som taxachauffør, syerske, montricearbejder etc. – bliver konkurrenceudsat af et større arbejdsudbud, som kun yderligere forværres gennem internetplatforme som f.eks. Uber, der gør det muligt hurtigere og mere effektivt at forbinde en kundes behov med en given tjenesteydelse, vil det på den ene side betyde et prispres i neddagående retning for udbyderne og på den anden side en tilsvarende gevinst i købekraft for kunderne.
Hvis kunden eksempelvis er en veluddannet direktør i et kreativt erhverv, succesfuld iværksætter eller it-specialist, som i stigende grad får adgang til billigere ydelser i hverdagen, mens deres egen specialiserede viden og talent sikrer dem en måske endda stadig bedre indtjening, fordi deres viden og produkter er afsætteligt på et globalt marked, betyder det i sig selv en polarisering af indkomst og formuer. Globalisering har hidtil betydet bortfald af restriktioner, det tidligere var muligt at håndhæve nationalt. Det betyder på den ene side, at staterne ikke længere kan beskytte de mindre videns-tunge erhverv mod øget konkurrence og på den anden side, at den økonomiske fordel ved uddannelse, entreprenørånd og idérigdom slår igennem med stor kraft. Gabet i økonomiske muligheder bliver simpelt hen større, hvilket opleves som en uretfærdig form for ulighed. De rige bliver ikke bare rigere, deres penge bliver også mere værd i forhold til bestemte ydelser, der er karakteriseret ved en høj grad af erstattelighed og intens konkurrence. Job der tidligere kvalificerede til en placering et sted i middelklassen, varetages af et voksende prekariat af løstansatte, i nogle tilfælde endda med såkaldte ”nultimers-kontrakter” f.eks. i lavprisflyselskaber som Ryanair. Deres købekraft og muligheder for forbrug udhules tilsvarende. For den flykunde, der får en billigere rejse, frisættes midler til andre goder, mens stewardessens faldende eller usikre indtægt betyder faldende købekraft eller nødvendigheden af en større arbejdsindsats for at kunne opretholde samme forbrug. Det kan meget vel tænkes, at denne proces også på et tidspunkt rammer jobtyper, hvor de ansatte i dag kan føle sig trygge. Digitaliseringen giver mulighed for at rationalisere stadig mere komplekse funktioner.
Migration og statens afmægtige vogtere
Migrant- og flygtningestrømmen mod de (syd)europæiske kyster, som foreløbigt kulminerede i 2015, er både en udfordring for opretholdelse af staternes suverænitet over sine grænser og for den interne samfundstransformation inden for EU´s område. Samtidig er det blevet klart, at det juriske design, som skulle håndtere denne situation, ikke har virket i praksis, endsige har udsigt til at gøre det. Den europæiske enighed bristede, da den blev testet af virkeligheden.
Hvor de andre samfundsudfordringer (ulighed, arbejdsmarked mm.) opstår over tid og har en mere indirekte samfundsmæssig effekt, udstiller den manglende regulering og koordinering af flygtninge og migranter mere direkte staternes afmagt, f.eks. i form af lande, der lader grupper passere over deres grænser uden registrering eller nævneværdig kontrol.
I en helsidesartikel i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung (26/7 2018) beskrives én blandt flere mulige effekter af en sådan udvikling: En by uden navn beliggende i Syditalien nær byen Borgo Mezzanone bestående af angiveligt 4-5000 illegale indvandrere fra bl.a. Senegal, Gambia, Mali, Ghana og Nigeria uden læger, politi, brandvæsen, affaldsafhentning, løbende vand etc., som efter alt at dømme kontrolleres af den nigerianske mafia (Black Axe), der forsyner byen med prostituerede og stoffer.
Dette er et eksempel på statens manglende magtmonopol gennem et lokalt område af levevilkår i Europa, der minder om forhold i den tredje verden. Det er også et eksempel på bristede forhåbninger for indbyggerne, som ifølge reportagen omhyggeligt undlader at fortælle denne del af historien til familien i deres hjemlande, da det ville få deres bestræbelser for et bedre liv til at fremstå som forgæves og meningsløs. De holder derved et billede af Europa i live, selvom deres erfaringer peger i den stik modsatte retning. Dels fører deres udvandring med livet som indsats ikke til den ønskede velstand eller sikkerhed, men til en situation, der i værste tilfælde minder om hjemlandets, dels betyder det en indførelse af et lokalt samfundsmæssigt kaos, som bryder med hidtidige standarder for statslig regulering i Europa. Også her er den politiske ironi, at de vælgere og partier der reagerer mest kraftigt på sådanne eksempler på områder uden statslig autoritet eller sikkerhed, også ofte er dem der er imod etablering af handlings- og styringskapacitet på internationalt niveau. Imod en reel magt, der matcher et potentielt samfundsmæssigt kaos.
Europas splidagtige hus
En del af de dominerende udviklingstendenser, som for alvor er kommet til vores fælles bevidsthed de seneste år lyder i stikord: Nødvendige økonomiske og sociale reformprocesser, pressede middelklasser, delvis tilbagerulning af demokratiske principper, tendenser til opgør med statens værdineutralitet, den knap så urbane og diplomatiske tone blandt mange politiske ledere, manglende regulering af globale pengestrømme, fremkomsten af et prekariat, manglende håndhævelse af EU’s ydre grænser og fraværet af intern solidaritet i forhold til fordeling af flygtninge og migranter mellem landene. Der er tale om forskellige udtryk for de demokratiske staters svindende magtmonopol og svækkede politiske og juridiske styringskapacitet. Populisme er både udtryk for en protest mod svage nationale institutioner, der ikke kan skabe samme tryghed og sammenhængskraft for borgerne som tidligere, da befolkningssammensætningen var mere homogen, og for en aktiv svækkelse af selvsamme institutionernes magt og prestige. Oplevelsen af smerte, usikkerhed, frustration og idiosynkrasier fastholdes i stedet for at blive omdannet til differentierede svar på problemerne.
En konstant i mange populistiske bevægelser er den fundamentale modstand mod overhovedet at delegere politiske beslutninger til et niveau højere end eller hinsides nationalstaten, hvilket gør det strukturelt svært at møde problemet, hvor det faktisk udfolder sig. De populistiske bevægelser og partier er måske dem, der bedst og tidligst har erkendt nationalstatens afmagt i forhold til borgernes dagligdags problemer, men samtidig er de principielle modstandere af at afgive lokal og national suverænitet for at genvinde den på kollektivt og overnationalt niveau.
Men ved ikke at svare på udfordringerne, vil man kun yderligere styrke og løsrive de store virksomheder og kapitalfonde fra demokratisk kontrol – og derved potentielt gøre afmagten større. De store virksomheder bliver de nye overnationale ”stater” – målt i forhold til ansatte, omsætning, politisk magt og adgang til Big data om befolkningernes adfærd. Til gengæld har virksomheder og de internationale finansmarkeder også selv brug for at deres investering bliver beskyttet. Heller ikke de har entydigt fordel af en deregulering, hvor man ikke kan forfølge konkurrerende firmaer ved en international domstol eller mæglingsinstans. Hvis populismens mål er at gøre op med en verden, der bliver stadig mere abstrakt ved at blokere for beslutninger, der tages langt fra borgerne, er det formentlig præcis det, der vil komme til at ske blot i en anden skikkelse – og måske endda vil ramme populismens vælgere med størst kraft. En svag stat er ikke til fordel for de svage.
Populismen er tveægget: Den har en informativ funktion derved, at den hurtigere og tydeligere end det øvrige politiske spektrum sætter spirende problemer på dagsordenen. Den sætter ord på udfordringer, man under alle omstændigheder bør forholde sig til på kollektivt niveau. Samtidig er den ikke uden selvdestruktive træk, når den yder modstand mod de instanser, som i det mindste har en chance for at dæmpe problemet, udhuler retsstatslige principper og tolererer eller ligefrem opfordrer til forskelsbehandling.
Principielt er der ikke noget udemokratisk ved populisme i alle dens former. Den er en side af demokratiet som, hvis den var udelukket som mulighed, ville gøre demokratiet udemokratisk. Men derved også sagt, at det er en del af demokratiets væsen at være truet indefra, f.eks. ved at populismen ikke evner at håndtere og løse de problemer, den ser så idiosynkratisk og klart i øjnene, og hvis forsatte eksistens hos de vælgere, der har stemt den til magten, den i en vis forstand lever af.
De populistiske bevægelser har et indlysende svagt punkt, som selv den hårdeste retorik ikke kan kompensere for: At de ikke leverer politiske løsninger, der afhjælper ulighed, skrøbelig tilknytning til arbejdsmarkedet, multikulturelle konflikter og illegale migrantstrømme. Måske har populismen også sit eget smerte-og omvendingspunkt, hvor dens kontraproduktive tilgang bliver åbenbar. Når f.eks. højt kvalificeret arbejdskraft ikke kan få en afklaring om deres fremtidige muligheder i et bestemt land eller firmaer vurderer, at det politiske klima ikke tilbyder nok stabilitet til, at de vil foretage langsigtede investeringer. Så støder den nationale protektionisme på objektive grænser: ”De egoistiske og nationalistiske interesser overvindes først når de i egen interesse kræver deres egen begrænsning. Også på dette punkt er positive forbedringer først mulige på et fuldkommen negativt grundlag”, skrev filosoffen og digteren Villy Sørensen i essayet ”Det faldne Europa” i 1958. Ifølge denne logik for historiske læringsprocesser er der håb for det europæiske demokrati, da dette negative grundlag må siges at være rigeligt til stede på nuværende tidspunkt i det europæiske hus.
Henrik Stampe Lund (f. 1964), forfatter til bl.a. Det populære demokrati (2005), sammen med Peter Mogensen, og Dømmekraft (2006). Desuden skrevet om europæisk forskningspolitik bl.a. i tidskriftet Humanities. Ph.d. i litteraturvidenskab, chefkonsulent ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet.
Foto i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AFP/John Maccougall/
Læs hele temaet “Europa og den demokratiske samfundsorden”
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 