Med The Rest er det lykkedes kunstneren Ai Weiwei at skabe en både tidstypisk og tidløs fortælling om flugt, skyld, håb og kaos. Netop den fortælling er vi som europæere så langt fra færdige med, at den stadig, og måske for evigt, godt kan tåle at blive fortalt igen.
Anmeldelse af Annemarie Majlund
TEMA: CPH:DOX 2019 | Det er ikke første gang, der laves en dokumentarfilm om den europæiske flygtningekrise som denne. Mange har har klaret nåleøjet til CPH:DOX – og vi har behandlet nogle af dem i forrige års temaer (link evt.). Dertil kan f.eks. nævnes Gianfranco Rosis prisvindende Fire at Sea, der Danmarks-premierede ved DOX i 2016, Ai Weiwei’s egen Human Flow (2016), 4.1 Miles (2016), Guido Hendrikx’ Stranger in Paradise (DOX 2017) og den langt mindre kendte, men absolut en af de bedste, Ayman Nahle’s Now: End of Season (2016).
Ai Weiweis The Rest vises i Danmark netop som EU for nyligt erklærede flygtninge- og migrantkrisen for ”overstået” i et forsøg – som man på mange punkter må bifalde – på at tilbagevise en række virkelighedsforvrængende absurditeter og ”fake news” fremsat af den ungarske premiereminister Victor Orban om Unionens planer om at løse migrationsspørgsmålet. D. 20. marts var det ligeledes netop tre år siden EU indgik den aftale med Tyrkiet, der formelt satte en stopper for flygtningestrømmen langs Balkanruten ved at sikre at de mennesker, der ankom til Grækenland efter d. 20. marts 2016 blev holdt tilbage eller sendt tilbage til Tyrkiet.
”Overstået” er måske her for meget sagt, for lidt på samme måde som Balkanruten blev erklæret død og borte for år tilbage – uden dermed at forhindre det faktum, at der stadig var flygtninge og migranter ude på ruterne – er vi jo ikke vidner til en reel standsning af den både vedvarende og globale flygtningekrise; der stadig mennesker, der drukner på vej over havet, for hvem både flugt og migration er ganske kritisk.
Ikke en fortælling for meget
Det er min faste overbevisning, at vigtige historier aldrig kan blive fortalt for mange gange. Der vil altid være en mindre justering, en udeladelse eller en tilføhjelse, en ændring i et tonefald, måske, en forandret atmosfære, en historiefortæller, der er blevet en time ældre, en lytter, som nu hører historien som var den hørt på ny. Med andre ord, vil der altid være denne lille differance, der gør den forskellig fra den foregående fortælling, og som berettiger fortællingens gentagelse.
Da jeg skulle skrive denne artikel kunne jeg ikke desto mindre ikke undgå overvejelsen: Har vi brug for denne film? Krisen er blevet dokumenteret på alle tænkelige måder og spørgsmålet er, om The Rest bringer nye vinkler på bane i sit portræt af den krise, som den trods alt viser ikke – som ikke blot EU selvfølgelig godt kunne ønske det – er slut. Når jeg blev i tvivl, er det fordi stederne i filmen er de samme, vinklingen den samme, mange af historierne de samme, som dem, vi har fået fortalt i såvel journalistske portrætter som i f.eks. Maria Kourkoutas Spectres are haunting Europe, fra forrige år. Særligt de scener, der forholder sig til folk og steder i og omkring den græske flygtningelejer i Idomeni og grænsen til Makedonien virker genkendelige: landskabet, sproget, de små byer er umiskendeligt sydøsteuropæiske ligesom beskueren kan spørge sig selv, om ikke dette eller hint ansigt virker bekendt?
En enkelt længere scene, hvori en mængde mennesker er forsamlet foran grænseovergangen til Makedonien omkring de rytmisk fremmande slagord ”open the border” (op-en-the-bor-der!) er så lig dem, der findes i Kourkoutas portræt, at det er umuligt at forestille sig, at der ikke er reelle, væsentlige overlap imellem det, der tilsyneladende er noget nær identisk filmisk råmateriale. Det skal ikke lægges instruktøren til last, men vidner om, hvor megen dokumentarisk virksomhed, der faktisk er foregået omkring enkelte brændpunkter i Europa i netop denne periode.
Samtidig forholder dokumentaren sig så tæt til en ikke så fjern europæisk fortid, at de personer, vi møder i filmens kaotiske flugtkontekst jo meget plausibelt også er de mennesker – naboer, kollegaer, studiekammerater, handlende osv. – vi nu møder til hverdag, som er kommet til Nordeuropa af netop disse portrætterede flugtveje for ganske kort tid siden.
Så: Bringer Ai Weiwei noget nyt til de mange film om flygtningekrisen? Et nyt perspektiv? På krisen? På Europa?
Skyld og forvirring
Her må svaret heldigvis blive ja. Det er ikke denne skribents opgave at genfortælle The Rests ”handlingsforløb”. I det omgang filmen har et egentligt sådant, har vi jo den til at gøre det ganske glimrende. Men for det heldige publikum, der er i stand til at slå forestillingsevnen til i mødet med de ansigter og stemmer, Ai Weiwei præsenterer os for, viser The Rest, at dem der måtte tro, at flugt er noget, der kun foregår på vejen, så at sige, tager grueligt fejl; Flugten bliver en del af steders, individers, ja hele familiers DNA.
Tag den unge græker i begyndelsen af dokumentaren, der har gjort det til sin metier at afholde ceremonier for de druknede mænd, kvinder og børn, der ender ved Grækenlands kyster. Hans vrede og afmagt rettes ikke til en på forhånd given skyldig: ”Til dem, der gør det her” siger han med henvisning til de kroppe og i visse tilfælde afrevne lemmer, han hver dag lægger i jorden, ”Og til dem, der har magten til at stoppe det, uden at bruge den”. Med front mod kameraet henvender han sig til hvad der forekommer at være en usynlig autoritet. Som var det en forbrydelse begået af en inhuman ukendt forbryder, rettes ingen appel til Gud, til Allah, til alverdens magter, eller til verdenssamfundet, men til nogen, bare til nogen som helst, der kan ”stoppe denne forbrydelse”.
Eller se skylden, der står malet i en kvindes ansigt, når hun hviskende til kameraet fortæller, at hun fortryder at hun har ”bragt sin datter til dette sted” (flygtningelejren i Idomeni, Am) men at hun ikke havde andet valg. Kan nogen mor nogensinde sætte denne skyld til side? Eller forvirringen, der lyser ud af en far med klar adresse til de europæiske myndigheder: ”Jeg er forvirret: Skulle jeg have ladt mine børn blive under disse luftbombardementer? Jamen hvem ville nogensinde gøre det?”
Når krisen erklæres “ovre”, er det måske værd at tænke lidt over, om vi hopper på den om, at folk i Idomeni og andre steder på kanten af Europa virkelig nogensinde vil glemme, hvad der her blev dem til dels?
Kameraer i krisetid
Bid også mærke i at the The Rest, hvis man kigger godt efter, indeholder en mængde sekvenser, der hver især flyder over med kameraer, mobiler og mikrofoner i diverse afskygninger. Foruden de individuelle portrætter, der sørger for fortællingens egentlige fremdrift, er filmen nemlig en sær metadokumentarisk skildring af krisen (krisen), især som den udspillede sig i 2016, hvor alverdens journalister, kunstnere, amatørfilmskabere, professionelle instruktører for ikke at tale om en masse almindelige mænd og kvinder strømmede til migrationskrisens brændpunkter: Foruden Calais og Lampedusa, der i mange år har været relativt oversete (eller negligerede) knudepunkter for migration til Europa, tog folk til Idomeni og Middelhavets strande, enten for at hjælpe de mange flygtninge på vej eller for at lindre deres situation på vejen i lejre og ved grænseovergange.
Vi præsenteres for allerede mange gange sete billeder af menneskemasser, der bevæger sig igennem Europa, men midt i Weiwei-holdets smukke indramninger, finder vi et væld af arme med videokameraer stikkende op, arme der sidder fast på (forekommer det i hvert fald denne skribent) åbenlyst vestligt udseende journalister og dokumentarister af uvis oprindelse og geografisk orientering foruden det førnævnte sandsynligvist vestlige udgangspunkt.
Dette gør filmen interessant i forhold til andre skildringer som Spectres are haunting Europe og Fire at Sea, film der både form- og indholdsmæssigt er de mest nærliggende at sammenligne denne film med. The Rest er – og, forekommer det, ikke helt tilsigtet – en dokumentar, ikke bare over den menneskelige lidelse, frustration, håbløshed og håb, der er krisens grundpiller, men også over selve den dokumentariske proces: Hvem dokumenterer hvem? Hvem kigger på hvem? Hvem er ”ude” og hvem er ”inde” i det rum den dokumentariske form er og skaber?
Fælder på vejen
Det synes i første omgang klart, at de egentlige hovedpersoner i et humanistisk portræt af flygtningekrisen må være dem, som krisen har fået navn efter: de flygtende. Men netop fordi der i Weiwei’s filmiske råmateriale findes så mange mere eller mindre tilfældige afdækninger af (den vestlige) verdenspresses forsøg på at bringe krisens virkelighed til folket og til politikerne (må man formode), er det faktisk ærgerligt at Ai Weiwei’s hold ikke benytter lejligheden til at rette et endnu skarpere og kritisk fokus mod, hvordan krisen ikke blot kan reduceres til årsager og virkninger i en lige linje fra menneskelig og humanitær tragedie til et fælleseuropæisk asylpolitisk fallit.
Det værste spørgsmål, man kan stille kunstnere og kulturproducenter har dog altid forekommet mig at være ”Hvorfor skrev/filmede/sang du ikke bare om X/Y/Z…? ” (læs: Fordi jeg ville skrive/filme/synge Æ/Ø/Å, for Gods sake). Derfor skal det også være sagt med det samme, at Ai Weiwei behændigt undgår at falde i en anden plotmæssig fælde, nemlig den, hvori det hedder sig, at krisen ”skete” for år tilbage. Filmen er hovedsageligt bygget omkring steder (markeret ved tekster/mellemskrifter): Idomeni, Calais, Akerland, Berlin og ikke ved tider (Weiwei bruger kun få årstalsmarkeringer). På denne måde er vi vidne til en film om flygtingekrisen som en kontinuerlig størrelse, der måske nok udspiller sig på specifikt europæisk grund, men som, meget lig den smukke Fire at Sea, også er løsrevet fra den kronologi det, som nævnt i indledningen, er blevet typisk at forstå krisen i forhold til.
Krisekronologier
2016 var politisk set et skelsættende år. Det var her Balkanruten blev lukket, og lejren i Idomeni ”nedlagt” (en underdrivelse), hvilket føjede en ny dimension til krisen. Der var de heldige, der nåede over grænsen (det var dem, vi senere mødte i f.eks. Serbien) og så var der dem, der strandede eller blev sendt tilbage. De mennesker, vi møder i The Rest får befriende nok ikke klistret årstal på sig, og den periode i europæisk politisk historie, der let kunne være gjort til et narrativt omdrejningspunkt efterfulgt af et antiklimaks i form af en ”afslutning” på krisen (og flugten) i de år der er fulgt, er det således lykkedes Weiwei at skildre langt mere nærværende og insisterende aktivistisk end diverse krisekronologier ville have tilladt. En sådan opbygning ville ikke have afspejlet den virkelighed, de mange resterende flygtninge og migranter – the Rest – lever i, også i dag: dem der ikke nåede det forjættede Berlin inden portene blev lukket i, eller dem som stadig venter på muligheden for at krydse Kanalen.
Om Weiwei har foretaget denne flugt fra en kronologisk fasttømret fortælling af nød eller af vilje er uklart, men sikkert er det, at med The Rest er det lykkedes at undslippe krisens kronologi og skabe en paradoksalt nok både tidstypisk, tidløs og universel fortælling om flugt og kaos, skyld og håb. En vigtig historie kan altid tåle en genfortælling. Og netop denne historie er vi som europæere så langt fra færdig med, at den stadig og måske for evigt godt kan tåle at blive fortalt igen.
Kilder: The Guardian
Annemarie Majlund er kulturredaktør på Magasinet Europa.
Billede i artiklens top: /Fra filmen/
Læs hele temaet “CPH:DOX 2019”
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 