Viktor Orbán og hans parti Fidesz har effektivt og på kort tid nærmest taget total kontrol over medierne i Ungarn, og det sætter også sit præg på dækningen op til valget til Europa-Parlamentet. Men det er ikke sket ved et pludseligt kup. I stedet har Orbán og Fidesz skabt et system, der ser legitimt ud på overfladen, men også kun på overfladen.
Baggrund af Emil Staulund Larsen
TEMA: EUROPÆERNES VALG | LANDENE | Normalt er det i en bifaldende tone, at et land bliver kaldt et forgangsland. Ligeledes er det med en vis stolthed, når en model bliver opkaldt efter dit land. Tænk eksempelvis på ’Den Danske Model’, når det handler om arbejdsmarkedet i Danmark, hvor andre lande kigger misundeligt hertil og for at få inspiration. Sådan kan det også blive med Ungarn, men af helt andre årsager.
”Ungarn er en pioner, når det handler om at tage kontrol med medierne,” siger Marius Dragomir, der leder af Center for Media, Data and Society ved Central European University.
Kort efter genvalget til Viktor Orbán sidste år meddelte én af de to største nationale ikke-regerings aviser, Magyar Nemzet, at de måtte lukke efter 80 år efter økonomiske problemer. Det kan måske synes at være en naturlig død, da mange europæiske medier de senere år kæmper med røde bundlinjer og udfordringer med svigtende annonce og læsertal. Men det er her, den ungarske model er unik:
”Den ungarske model er desværre nyskabende. Den skaber en følelse af at der stadig er et frit marked, men det er et system, hvor en gruppe mennesker, der har forbindelse til regeringen, har kontrol over størstedelen af midlerne,” fortæller Marius Dragomir.
Igen har Orbán trukket i trådene og systematisk sultet private medier ved at omdirigere statslige annoncer til regeringsvenlige medier. Statsannoncerne har været særligt vigtige for medierne siden 2008, hvor flere og flere annoncemidler er flyttet fra print og gået online.
Pressenævn med bagtanker
Marius Dragomir peger tilbage til 2010 for at finde fundamentet for Viktor Orbáns spind, der holder medier og journalister fast. Det blev ikke gjort med krig og trusler, men i stedet diskrete tiltag, der fuldt lovligt langsomt tog mere og mere kontrol over medierne.
”Det har været en systematisk proces for at få kontrol. Det gælder ikke alle medier i Ungarn, men det er nok til at sørge for, at han vinder, og at han kan fastholde kontrollen,” siger Marius Dragomir.
Det gælder ikke kun ved nationale eller regionale valg, men også eksempelvis ved valget til Europa-Parlamentet.
Et af de første tiltag, der blev taget i 2010, var oprettelsen af et pressenævn-lignende organ, der skulle sikre balance i mediernes dækning, og at indholdet var relevant til Ungarns borgere. Lederne af pressenævnet skulle udnævnes af parlamentet. På overfladen et legitimt og velmenende initiativ, men da Fidesz alene havde et flertal i 2010, betød det, at partiet kunne indsætte deres egne støtter til at holde øje med medierne. Samme organisation skulle bestemme hvem, der skulle stå i spidsen for statslige medier.
Flere ansatte i statsmedier kunne efterfølge berette om, hvordan deres artikler og manuskripter blev gjort mere regeringsvenlige. Den vellidte radiovært Attila Mong valgte at holde et minuts stilhed i protest over regeringens indblanding. Efterfølgende fik Attila Mong er reprimande, blev fjernet fra sin værtsrolle og kort efter udløb hans kontrakt. I dag er Viktor Orbán jævnlig gæst på det morgenshow, som Attila Mong plejede at være vært for.
Ingen konsekvenser uden medier
Marton Gergely sukker let og klør sig i skægget.
”Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte. Det er svært at følge med. Det bliver værre og værre hele tiden,” fortæller han.
Marton Gergely er chefredaktør på HVG, der er et Economist-lignende magasin i Ungarn. Tidligere var han ansvarshavende redaktør ved Népszabadság, der var en af de største venstre-orienterede aviser i Ungarn. Népszabadság måtte ligesom Magyar Nemzet lukke i 2016 efter 80 år aktivitet.
”Jeg repræsenterer en af de sidste dinosaurer i Ungarn. Jeg kalder dem ikke ’dinosaurer’ på grund af deres alder, men på grund af deres størrelse. Og jeg kan se, hvor alt det her peger hen. For bare tre år siden var der fem store aviser, hvoraf tre var kritiske, og to af dem var regeringsvenlige. I dag er der kun tre tilbage, og kun én af dem er kritisk,” fortæller han.
Sådan er der mange fortællinger om, hvordan de frie medier enten har måtte lukke ned eller skifte holdning. Andre medier så som Origo, der er et af landets førende online medier er simpelthen blevet overtaget. For bare få år siden, var Origo kritiske mod magthaverne. I dag bliver mediet brugt mere til at angribe Orbáns modstandere.
”Uden kritiske medier er der ingen konsekvenser for regeringen. Vi har brug for dinosaurerne,” siger Marton Gergely.
Presset indefra
Origo er måske det bedste eksempel på, hvordan Orbán tog magten over medierne. I andre lande har præsidenter og premierministre truet journalister, kaldt dem forrædere eller fjender af folket. I Ungarn blev ingen redaktører fængslet, reportere blev ikke truet, og det hele foregik bag kulissen. Andreas Petho var redaktør på Origo, og han kunne tydeligt mærke, at tingene begyndte at ændre sig.
”Jeg havde total frihed og uafhængighed til at skrive om politik og andre følsomme emner, men omkring 2013 opdagede vi, at tingene var ved at ændre sig. Vores ejere kom under pres fra regering, og der blev indført særlige skatter, der ramte os. Efter noget tid, begyndte vi at føle et pres, men det var anderledes denne gang,” fortæller Andreas Petho.
For som han selv siger det, så er det for journalister med ekstern pres, som det er for minearbejdere med mørke. Det er en del af jobbet. Men efter noget tid ville ejerne af med Origo, som endte med at blive købt af familien til en af Orbáns tidligere ministre.
”Problemet er, når presset ikke kommer udefra, men i stedet indefra. Det er ikke længere politikere, pressefolk eller advokater, men i stedet din egen chef, der presser dig til at droppe historien,” fortæller Andreas Petho.
Efter at have gravet i en historie, som regeringen ikke brød sig om, kom folk oppe i hierarkiet med indsigelser. En redaktør blev fyret, og Andreas Petho og flere andre journalist sagde op i protest.
Siden oprettede Andres Petho og andre frustrerede journalister mediet Direkt36, et non-profit medie, der specialiserer sig i undersøgende journalistik. Mediet er støttet af private donationer og organisationer som Fritt Ord og Open Society Foundation.
Atlatszo er et andet undersøgende medie, der er kommet frem gennem Orbáns strammende greb om medierne. Ligesom Direkt36, fokuserer Atlatszo på undersøgende journalistik, og deres budget og forbrug er åbent for offentligheden for at forsøge at genbygge tilliden til det ungarske folk. Tilliden mellem medierne og folket har lidt skade under anklager om bias og elitisme, rygter som Orbán i vanlig stil har pustet til, når det har været til hans fordel.
Blandt venner og oligarker
Selvom medier som Direkt36 og Atlatszo kan være en torn i øjet på magthaverne i Ungarn, så er deres tilstedeværelse nødvendig. Målet er ikke total kontrol, men i stedet at have kontrol nok til at vinde. Det har Viktor Orbán i høj grad formået, da han sidste år igen kunne tilrettelægge et superflertal.
De kritiske medier og uskyldige lovtekster er vigtige, når kritikere fra eksempelvis EU banker på og beklager sig over medielovgivning. Orbán kan med ro i sindet slå kritikken til side.
”Vis mig en eneste linje i vores medielovgivning, som du ikke kan finde i hvilket som helst andet Europæisk land,” forsvarede Orbán sin medielov tilbage i 2011.
Og han har ret. På papiret ser spillereglerne uskyldige ud. Men selvom man spiller efter reglerne, betyder det ikke, at spillet er fair. Der er flere andre illiberale lande, der kigger interesserede til Ungarn for inspiration, fortæller Marius Dragomir. Da Polen eksempelvis i 2016 introducerede sin egen nye medielov, så flere kritikere paralleller til Ungarns medielovgivning og forsøg på at tage kontrol.
Atlatszo viste måske bedst omfanget af Orbáns spind, da de sidste offentliggjorde en opgørelse over de ungarske medier, deres ejere og tilhørsforhold. Opgørelsen viste, at der var end 500 medier (lokal og nationale printaviser, websider, radio og tv), der var enten direkte eller indirekte i forbindelse med regeringen. Alle disse medier var udgivet af 23 selskaber, der var ejet af blot 14 oligarker, stråmænd og forretningsfolk, der alle havde tætte bånd til regeringen.
Det er ikke Viktor Orbán, der sidder i spidsen for medierne, men det står efterhånden klart, at det er ham, der trækker i trådene. I vinter erklærede flere af disse ejere, at de ville ’donere’ deres medier til Central European Press and Media Foundation, der blev oprettet sidste August. Og hvem står i spidsen for denne organisation spørger du måske? Det gør Orbáns tidligere personlige advokat og to venner af regeringen.
Emil Staulund Larsen er freelancejournalist med speciale i europæiske forhold.
Foto i artiklens top: Ritzau Scanpix/Reuters/Bernadett Szabo/
Læs hele temaet “Europæernes valg”
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 