Verdensmarkedets største, økonomiske spillere (virksomheder og investeringsfonde) er vokset de demokratisk stater over hovedet i finansiel magt og indflydelse. Demokratierne testes i disse år på, om de kan udvikle politiske og juridiske midler, der sikrer en opbygning af offentlige goder, der matcher denne udvikling. Eftersom vi selv dagligt gennem vores forbrug, valg og adfærd fremmer den økonomiske globalisering, er det samtidig demokratiets opgave at se indad og spørge: Hvordan beskytter vi os selv – mod os selv?

Essay af Henrik Stampe Lund

TEMA: EUROPA OG DEN DEMOKRATISKE SAMFUNDSORDEN | Offentlige goder kommer os alle til gode, men ville ikke se dagens lys, hvis de skulle oprettes på vores individuelle initiativ. Et militært forsvar eller et fyrtårn ved et farligt klippeskær er klassiske eksempler. Et offentligt gode er en kollektiv forsikring mod ulykker, som intet enkeltindivid eller virksomhed har interessere i eller råd til at finansiere alene på forhånd.

Det er blevet hævdet, at globale virksomheder er det 21. århundredes stater, men foreløbig har de ikke bidraget meget til sådanne kollektivt finansierede forsikringsordninger. Tværtimod har deres hidtidige adfærd nådesløst eksponeret demokratierne for en ny kæmpe opgave: Verdensmarkedets største, økonomiske spillere (virksomheder og investeringsfonde) er vokset de demokratisk stater over hovedet i finansiel magt og indflydelse. Demokratierne testes i disse år på, om de kan udvikle politiske og juridiske midler, der sikrer en opbygning af offentlige goder, der matcher denne udvikling.

Men globaliseringen er langt fra kun en ydre fjende, som skal bekæmpes og reguleres. Den er selv frembragt af en demokratisering i form af adgang til alverdens internetplatforme for social kommunikation og udbud af varer og tjenesteydelser. Eftersom vi selv dagligt gennem vores forbrug, valg og adfærd fremmer den økonomiske globalisering, er det også demokratiets opgave at se indad og spørge: Hvordan beskytter vi os selv – mod os selv?

Demokratiets maskinrum
Før demokratiets indførelse som politisk styreform, kunne undersåtterne med en vis ret mene, at samfundsmæssige problemer var noget, der ramte dem udefra, og de dermed kunne bebrejde andre. Velfungerende demokratier kræver derimod en helt anden form for engagement og modenhed af sine borgere. Hvis demokratiet skal være levedygtigt, har det brug for borgere, organisationer og politikere, der kan tåle kompleksitet, udvise kompromisvillighed og tålmodighed til at finde fornuftige og langsigtede løsninger. Men det er også disse langt større og mere forudsætningstunge krav til kompromisets kunst, der er demokratiets potentielle akilleshæl.

Så meget desto mere bekymrende er det, når der inden for rammerne af demokratiske samfund findes tendenser, som minder om fænomener i andre samfundstyper. På den ene side kan man iagttage Kinas såkaldte sociale pointsystem, hvor borgerne belønnes og straffes i forhold til et offentligt overvågningssystem med bl.a. ansigts-genkendelse på gaderne, på den anden side store virksomheder i USA og Europa, der har samlet ekstreme mængder af Big data om deres kunders færden på nettet.

Set fra en isoleret teknologisk synsvinkel virker ligheden større end forskellen mellem de to systemer. Vi må derfor sætte vores lid til den politiske forskel: I Kina bruger staten sin magt til at sprede et net af overvågningssystemer ud i samfundet, i den vestlige verden udnytter innovative virksomheder staternes manglende regulering til systematisk overvågning af kunderne, der med deres egen adfærd fremmer virksomhedernes magt. Problemet har i sin vestlige skikkelse rødder i kundernes frie valg på markedet, men kan i løses gennem politisk regulering. Eftersom indsamling, lagring og udnyttelse af Big data i sagens natur går på tværs af grænser, er det også et eksempel på nødvendigheden af at have en tilsvarende politisk vilje til at overskride hidtidige lokale og nationale rammer, og i det mindste forsøge at genvinde suverænitet og demokratisk kontrol. Demokratierne har mere end nogensinde behov for borgere, der både på kan se indad og udad.

Et andet eksempel på nødvendigheden af et, om man så må sige, mere indad-skuende demokrati er finanskrisen, der ofte reduceres til et spørgsmål om grådige bankfolk og chefernes lukrative bonusordninger. Men den analyse stopper i bedste fald halvvejs, nemlig ved dem der udviklede og solgte de finansielle instrumenter, uden at spørge nysgerrigt ind til forbrugernes efterspørgsel efter og aktive valg af huslån, billån og kreditter, de ikke var kreditværdige til. Alt sammen i forsøget på at gøre gode tider bedre, dvs. bedre end de var. Forud var gennemført en deregulering af finansmarkederne af præsident Bill Clinton, bl.a. en lempelse af krav til kreditværdighed i lavtløns-områder (Community Reinvestment Act, som blev revideret i 1995 og 1999) og en lempeligere regulering af finansielle produkter (Commodity Futures Modernization Act i 2000). Ifølge mange iagttagere var sådanne ændringer i det regulatoriske regime en medvirkende årsag til finanskrisen.

De globale platforme
Et blik ind i den de-regulerede verden med globale virksomheder og dens effekt på dagliglivet i den engelske arbejderklasse, får man sat et menneskeligt ansigt på i Ken Loach’s socialrealistiske film Sorry We Missed You (2019), hvor en ufaglært arbejder sammen med sin kone, der arbejder som hjemmehjælper for ældre og handikappede, forsøger at klare sig gennem dagen og vejen i nutidens Newcastle. Efter flere år med forskellige småjobs, men i et stadigt håb om en dag at blive sin egen chef, får han chancen for at udbringe varer for et større distributionsfirma i byen.

Filmens hovedperson er ikke i den forstand ansat i firmaet og må selv investere i den varevogn, han skal bruge til at uddele varer. Han betales kun for levering mod en signatur fra kunden, han betaler selv for sygedage og må selv finde en afløser, når han er syg eller på anden måde forhindret. I praksis der tale om en nultimers-kontrakt baseret på stykbetaling. Omdrejningspunktet for denne vareudbringning er naturligvis en teknologisk dims, der både kan vise vej, bruges til digitale underskrifter etc. Den er dog ikke avancereret nok til, at der er indlagt tissepauser. De er for egen regning. Eller som hans daglige leder sammenfatter situationen: ”You don’t work for us, you work with us”. Det er en skildring af en verden, hvor enhver risiko er udliciteret til den enkelte og rammer privatlivet med fuld styrke.

En interessant detalje i filmen er, at mange af de kunder, der udbringes varer til på disse proletariserede arbejdsbetingelser, synes fattigere og mere forhutlede, end ham selv. Det er folk i beskedne kår, som sidder ved deres computer og bestiller varer hjem, der er billigere end i de fysiske butikker, og tilmed forventer få dages leveringstid.

Der er flere lag i denne udbytningshistorie: Det er ikke bare de rige og mægtige, der endnu en gang kanøfler de svage. Det er også de økonomisk og socialt svage, som i deres jagt på det billigste tilbud og den hurtigste levering, fremmer en intensiveret konkurrence, der medfører en erosion af tidligere erobrede standarder for ansættelse. Det er et virkeliggjort trykknaps-demokrati fra neden.

Et af de globale firmaer, som har vokset sig store gennem internettets trykknaps-forbrugerdemokrati er Amazon. I 2018 solgte Amazon flere produkter end eBay, Walmart og de efterfølgende syv største online-udbydere tilsammen i verden. Når folk ønsker at shoppe online, går de hyppigere på Amazon end på google. En tidlige medarbejder i Amazon har en malende før-demokratisk metafor på, hvor stor en magt en sådan monopollignende position giver over for de mange mindre firmaer, som udbyder deres varer på Amazon-handelsplatformen: ”You just have to kiss the ring” (”Amazon Everywhere”, New York Times 20. december 2019). Hvis man ikke ”kysser ringen”, f.eks. ved ikke at følge Amazons prispolitik, falder staffen prompte i form af, at knapperne “Buy Now” og “Add to Cart” enten gøres blanke og uanvendelige, eller helt fjernes fra Amazons hjemmeside. Der henvises blot til at bruge det pågældende mærke eller vares egen hjemmeside. Disse ekstra klik er ofte forskellen mellem, om en vare bliver købt eller ej. Når de direkte købs-knapper gøres uanvendelige, kan det betyde et fald i salget af en given vare på helt op til 75%.

Big data kan ses som et ledsagefænomen til platformsøkonomien på internettet, idet evnen til håndtering af disse kolossale mængder af handler i sig selv repræsenterer en værdi. Opbevaring af data vokser dermed frem som et selvstændigt forretningsområde. En del af Amazons forretningsmodel er lagring af data for virksomheder og organisationer. Det kan f.eks. nævnes, at data fra skoleintranet-afløseren, Aula, opbevares af Amazon Web Services.

Men ikke engang sådanne techgiganter er nødvendigvis det øverste led i den globale fødekæde. For at have en så stor en spredning af risiko som mulig, sørger de største kapital- og formueforvaltere i verden som Blackrock, Vanquard og Fidelity, der bl.a. forvalter pensionsformuer, for at have en tilsvarende stor diversitet i deres investeringer. Blackrock og Vanquard har f.eks. meget store ejerandele i både Microsoft og Apple, dvs. to indbyrdes konkurrerende firmaer på verdensplan.

Ifølge de to tyske økonomer Axel Ockenfels og Martin Schmalz betyder denne nye ejer-struktur langt mere dybtgående ændringer end de lejlighedsvise opkøb af europæiske enkeltselskaber, som f.eks. Kina foretager, og som ofte vækker mere gehør i medierne end de fundamentale, strukturelle ændringer. Den form for koncentration af ejendom, ændrede konkurrencevilkår og ”nye form for markeds-magt kræver nye kontrolmekanismer” (Frankfurter Allgemeine Zeitung 29 juli 2016).

På en måde er det paradoksalt, at en af de største fornyelser af verdensøkonomien i historien ikke så meget består i frembringelse af nye varer og materialer, som i en udvikling af en digital teknologi, der betyder en effektivisering af koordineringen af allerede eksisterende varer og tjenesteydelser. Aldrig har så mange udbydere haft adgang til så mange potentielle kunder, og aldrig har så mange kunder haft adgang til så stort et udbud. I en verden, hvor alle købsmuligheder kun er en App og et fingertryk væk, er digitale teknologier den egentlige værdiskabende faktor. Man køber på samme tid noget af nogle og gennem nogle.

Man handler i mange tilfælde ikke med platformen, den formidler blot en kontakt og gør en handel mulig, og har derfor ikke nødvendigvis et ansvar som sådan. Efter gennem flere år at have brugt et bestemt Website for udlejning af ferielejligheder, kan jeg i en bestemt situation ikke få kontakt til udlejer. Da jeg beder firmaet om hjælp til at få udlejeren til at svare, får jeg følgende svar tilbage: “Vi beder dig venligst være opmærksom på, at den situation, du nævner, var en aftale indgået direkte mellem dig og værten. Den var ikke formidlet af os (…). Du må håndtere situationen direkte med værten”. Det er ikke en sælger, der er bange for at miste en fast kunde, der formulerer en så præcis ansvarsfraskrivelse. Det er et verdensomspændende firma, der har juraen (man kunne også sige: Manglen på jura) på deres side, og hvis forretningsmodel er afhængig af at være uafhængig af de mange store og små tvister og misforståelser, der kan opstå mellem den egentlige udbyder og køber. På den ene side er mellemledet blevet en afgørende faktor i den globale økonomi, på den anden side er det svært at gøre mellemledet ansvarligt. Særligt i demokratier med ordnede forhold er det tydeligt, at muligheden for ansvarsfraskrivelse er langt større hos virksomheder, der agerer på tværs af landegrænser og jurisdiktioner, end i virksomheder, der er lokalt og nationalt forankret. Men som dette konkrete eksempel også viser: Hvad jeg selv fremmer som kunde på markedet, bekymrer mig som samfundsborger i demokratiet.

Elefanten i rummet og abstrakte fællesskaber
Kombinationen af globalisering og digitalisering har ændret verden og hjulpet millioner af mennesker ud af den værste fattigdom i verden uden for Europa og USA. I deres efterhånden berømte ”elefantgraf” (fordi grafen i diagrammet med lidt god vilje ligner silhuetten af en elefant), der giver et overblik over væksten i indkomst i årene fra 1988 til 2008 for hele verdens befolkning, indfanger økonomerne Branko Milanovic og Christoph Lakner tre tendenser:

1) En markant forøgelse af levestandarden blandt den fattigste halvdel af verdensbefolkningen, ikke mindst i lande som Indien, Kina og Indonesien.

2) En stagnation blandt den sammenligningsvis rige middelklasse i Vesten.

3) En kolossal vækst i indkomst for verdens rigeste 1 pct.

Der er således to klare vindere i globaliseringen, den fremvoksende middelklasse i byområderne i Asien og de absolut rigeste i verden. Middelklassen i Vesten er kommet i defensiven og har ikke udsigt til, at kagen vokser for deres vedkommende i samme takt som tidligere. Men det måske mest interessante ved modellen er, at den peger på et påbegyndt, men langt fra fuldt udfoldet vagtskifte i verdensøkonomien, som allerede har haft en effekt på livsvilkårene i den lavere og midterste del af middelklasse i Vesten.

Det er dog værd at minde om, at i absolutte tal er kløften mellem gennemsnitlige indkomster i henholdsvis Asien og USA/Europa stadig dyb. En håndfuld signifikante tal kan illustrere dette: For at være rigere end halvdelen end verdens befolkning, kræver det en beskeden nettoformue på 28.000 kr. For at befinde sig i verdens top 1 pct. kræver det en formue på 5,5 mio. kr. For at være en del af den globale top 10 pct. kræver det en formue på 610.000 kr., svarende til ca. halvdelen af en voksen danskers gennemsnitlige nettoformue. På den ene side er der således ved at ske fundamentale ændringer, hvor der vokser nye middelklasser op i Asien, på den anden side befinder den europæiske middeklasse sig i gennemsnit stadig, komparativt set, i et globalt perspektiv, i en yderst privilegeret situation.

Konstellationen mellem kapitalisme (privat ejendomsret og markedsøkonomi) og demokrati (frie borgere med stemmeret og ytringsfrihed) har vist sig at være en slidstærk samfundsmodel, der har overlevet sine til tider ret stærke ideologiske modstandere i det 20 århundrede. Med sin evne til både at lade individet udfolde sig relativt frit og skabe legitime institutioner, der afspejler borgernes vilje, er det nok den kombination af økonomi og politik, som har været i stand til at opnå den største, reelle opbakning fra sin befolkning. Men magtbalancen mellem de to styringsprincipper, på den ene side konkurrencen på markedet og på den anden side rådslagning om fælles anliggender og udformning af offentlige goder, har historisk set været påfaldende omskiftelig.

Slutningen af 1800-tallet var med sin brutale kolonialisme og mange nye industrimagnater med store personlige formuer et eksempel på en overvejende ureguleret periode, og velfærdsstaten i tiden efter Anden Verdenskrig et eksempel på en mere lovgivningsmæssig velordnet periode. Men det er også værd at minde om, at kimen til den mere regulerede fase blev sået i den tidlige fases erfaringer. De første initiativer til sociallovgivning finder således sted i Tyskland og England før år 1900. I en vis forstand minder vor tid – med ovennævnte eksempler in mente – strukturelt set mere om 1800-tallets kapitalisme, blot på et helt nyt teknologisk stade. Men man kan til gengæld frygte, at det var nemmere at få opbakning til opbygning af nye institutioner, nationale og internationale organisationer i økonomiske opgangstider (efter 1945) med international vækst, end i dag, hvor væksten er rykket andre steder hen i verden.

Det, vi gennemlever nu, i denne fase af globaliseringen, er, at den kapitalistiske pol er påfaldende dominerende i forhold til den demokratiske pol. Men eftersom den historiske lære er, at deres fælles styrke og overlevelse netop har været båret af medieringen mellem dem, kan man have en formodning om, at vi også lever i en tid, hvor vi tvinges til at indse, at et bedre kompromis end det nuværende er nødvendigt. Historiske læreprocesser er også et spørgsmål om at opleve tilstrækkelig med smerte – herunder gengivelse og bearbejdning af den i filmkunst som Sorry We Missed You – og derigennem indse nødvendigheden af at udvikle redskaber til at håndtere og overvinde dens årsager. Man kan ikke på forhånd afvise, at de populistiske bevægelser, hvor ubehjælpelige og kortsigtede deres løsningsforslag end måtte forekomme, med deres tilkendegivelse af utilfredshed, vrede og frustration også varetager en sådan historisk tolkningsfunktion.

En kapitalisme uden offentlige goder, f.eks. i form af adgang til kvalificerede kandidater fra uddannelsesinstitutioner, en velfungerede infrastruktur, et udviklet nationalt og internationalt retssystem til at håndtere uenighed og konflikter, adgang til uafhængige medier med høje publicistiske standarder, en velfungerende skatteopkrævning osv., er ikke økonomisk effektiv. Sandheden er, at kapitalisme og demokrati behøver og komplementerer hinanden.

Gennem historien er de menneskelige fællesskaber og de dertil hørende institutioner blevet stadig større og mere komplekse: Fra at være præget af og styret med loyalitetsbånd til familien, slægten og landbyen er det samfundsmæssige fællesskab gradvist blevet stadig mere abstrakt. Nationalstaten er selv udtryk for et betydeligt ”abstraktions-fremstød” (udtryk af filosoffen Jürgen Habermas) sammenlignet med tidligere lokale loyaliteter og identiteter knyttet til herreder og fyrstedømmer i Europa.

Når tidligere former for social sammenhængskraft blev afviklet, var det fordi de stødte på objektive grænser for deres kapacitet til at løse de problemer, de blev konfronteret med. Deres kapacitet til at styre og løse udfordringer blev overbebyrdet og måtte erstattes af et nyt og mere rationelt styringsprincip. Det ville f.eks. være umuligt i dag at styre en moderne, kompleks statsadministration gennem feudale principper om nedarvede rettigheder til bestemte poster og udnævnelser, fordi man tilhører bestemte familier eller samfundsklasser. I stedet anvendes et merit-baseret udvælgelsesprincip, hvor den kompetente og opvakte foretrækkes uanset social baggrund.

Det hører også med til historien, at de stadig mere abstrakte fællesskaber udløste modstand og protest mod denne omstilling af loyalitet fra nære til fjerne institutioner. I dag har dilemmaet den skikkelse, som er forsøgt påvist gennem nogle få eksempler fra vor tid, hvor markedet har udløst udfordringer, som de nuværende politiske institutioner og instrumenter i hvert fald ikke hidtil har haft kapacitet til at håndtere.

Demokratiets historiske mission nu om stunder er derfor, at de må indhente og indhegne det forspring i magt og suverænitet, som det globale marked har vundet det seneste par årtier. Samfundsmodellen står over for at skulle vise sit værd og demonstrere sin læreduelighed endnu en gang.

Epilog: Res publica
Alfred Herrhausen, tidligere chef i Deutsche Bank, udtalte i et interview i 1989, at han mente, at vi burde være mere præcis i vores omgang med og forståelse af udtrykket ”social”. Modsat den gængse brug, der f.eks. kommer til udtryk i ”sociale ydelser”, hvor fokus er på noget, man modtager og får del i fra samfundet, betonede Herrhausen, hvor vigtigt det er, at de, der evner det, ”skåner fællesskabet”, så det er stærkt nok til at beskytte de virkeligt nødlidende.

Det at være ”social” handler om, hvordan man med et udtryk fra de gamle romere, styrker res publica, dvs. de fælles anliggender. Hans eget bud på, hvordan bankverdenen kunne bidrage til en sådan solidaritet med det fælles, var bl.a. at fokusere på stigende miljøproblemer og fremsætte et kontroversielt forslag om en delvis eftergivelse af gæld for lande i den tredje verden. Når der nu er tale om en bankmand, er det fristende en passant at nævne, at det var den indsigt i vigtigheden af at skåne og dermed bidrage til at opretholde sansen for fælles goder, der manglede i en bestemt bankfilial i Estland – og hos bekymrende mange højt placerede beslutningstagere i disse år.

Henrik Stampe Lund (f. 1964), mag.art. & ph.d. i litteraturvidenskab, chefkonsulent ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet. Forfatter til “Det populære demokrati” (2005, medforfatter Peter Mogensen), og “Dømmekraft” (2006). Skrevet om europæisk forskningspolitik i bl.a. tidskriftet Humanities og udgivet videnskabelige artikler om Søren Kierkegaard og Thomas Mann.

Tegning i artiklens top: Bob Katzenelson – fra bladtegnerbogen “Europa i 20’erne”, som er gratis og kan findes online eller hentes i Europa-Huset i København. 

Læs hele temaet “Europa og den demokratiske samfundsorden”

 

Udvalgte referencer:

Branko Milanovic og Christoph Lakner: “Global income distribution: from the fall of the Berlin Wall to the great recession”, Policy Research working paper, 2013, no. WPS 6719. World Bank Group.

Sorry We Missed You (2019), instrueret af Ken Loach

Axel Ockenfels og Martin Schmalz, ”Die stille Gefahr für den Wettbewerb”, Frankfurter Allgemeine Zeitung 29 juli 2016.

”Amazon Everywhere. Prime Power: How Amazon Squeezes the Businesses Behind its Store”, New York Times 20/12 2019.

CEPOS’ fordelingspolitisk redegørelse: indkomster, fordeling og incitamenter i 2019

”Er du blandt verdens 10 pct. rigeste? Så meget (lidt) kræver det”, artikel af Søren Kragballe, Jyllandsposten d. 4/11 2019. Artiklen bygger bl.a. på data indsamlet i “Global Wealth Report 2018”, Credit Suisse Research Institute.

”Saxo Banks cheføkonom: Karl Marx havde ret”, interview i Jyllands-Posten med cheføkonom Steen Jakobsen, 13/12 2016.

”Die postnationale Konstellation und die Zukunft der Demokratie”, Jürgen Habermas, artikel udarbejdet som forberedelse til diskussion med den daværende tyske kansler Gerhard Schröder. Optrykt i Die postnationale Konstellation. Politische essays, Suhrkamp 1998. Findes i engelsk oversættelse i: The Postnational Constellation: Political Essays, MIT Press, 2001.

Interview af Gero von Boehm med Alfred Herrhausen, Südwestfunk 1989. Kan ses på Youtube.