Udfordringen med EU’s grønne ambitioner og The Green New Deal er den samme, som så ofte set i klimapolitikken: Den største del af planen er ambitioner og hensigtserklæringer, og kun en ret lille del er konkrete handlingsplaner. Selv Danmark gør langt fra nok – og hvis selv vores statsminister ikke er klar til at sætte konkret handling bag sine flotte ord før tidligst 2025, så er det svært at forestille sig, at det skulle lykkedes på EU-niveau.

Kommentar af Hinnerk Frech, Den Grønne Studenterbevægelse

TEMA: EU OG KLIMA-GENERATIONEN | For lidt over et år siden skrev min medaktivist Johanne Krog Nedergård og jeg en kommentar i Magasinet Europa om, hvorvidt coronakrisen spænder ben for klimakampen. Dengang identificerede vi tre hovedproblemer: At klimakrisen i offentligheden de første måneder blev glemt på grund af den verdensomspændende coronakrise. At den danske regering indførte nogle første, men langt fra tilstrækkelige initiativer for at opnå Danmarks klimamål. Og ikke mindst, at nedlukningerne gjorde det meget mere vanskeligt at drive klimaaktivisme – og dermed også, at det blev meget svært at presse politikerne til at varetage deres ansvar for klimaet.

Nu er der gået lidt over et år – og det er på tide at se på, hvordan vi står i dag – dog kigger jeg denne gang lidt udover den danske grænse. Denne artikel er blevet skrevet ganske kort inden, og lidt under, COP26 i Glasgow, og derfor bliver det spændende at se, om klimatopmødet formår at ændre denne kommentars konklusion: At hovedproblemet stadig er, at politikerne kommer med en masse ambitioner og pæne ord, men stort set ikke med tilstrækkelig handling. Klimaaktivisterne verdenen over håber selvfølgelig, at COP26 for alvor bliver et gennembrud for den konsekvente klimahandling, der skal til for på en eller anden måde stadig at nå 1.5 graders målet, og om ikke andet i det mindste 2-graders målet fra Parisaftalen.

Men lad mig være ærlig: Ofte har vi som klimaaktivister efterhånden oplevet, at masser af pæne ord ikke bliver fulgt op med de nødvendige konkrete initiativer. Hvor mange gange er klimatopmøder ikke allerede blevet udnævnt til ”det afgørende”, eller ”generationens vigtigste” møde? Og hvor mange gange skriver man ikke som klimaaktivist kommentarer, der ligner hinanden, fordi tingene ikke ændrer sig hurtigt nok. Også denne gang tegner COP26 til at blive lidt af en skuffelse. Alene antallet af lobbyister fra kulindustrien, der er højt sammenlignet med antallet af klimaaktivister og ikke mindst beslutningstagere fra stater, der allerede nu er hårdt ramt af klimakrisen, er ikke mindre end grotesk.

Men lad os nu se lidt mere konkret på, hvad der er sket siden vores sidste kommentar. EU har siden sidste år lanceret sin såkaldte Green New Deal, et milliardtungt program til at genoprette de coronakriseramte økonomier indenfor EU, samtidig med at man ville sætte gang i den grønne omstilling. EU forpligter sig for første gang via lov til bindende klimamål. Dette er positivt, selvom målet om 55% procent reduktion i sammenligning med 1990 er en del fra Danmarks 70% mål, og også en del fra klimaaktivisters og grønne partiers krav om mindst 60-70% reduktion i de globale udledninger. Konkret blev der sat en del penge af til grønne initiativer, såsom vedvarende energiformer eller en stor fond til at finansiere bæredygtig og energieffektive bygningsprojekter og renovation af eksisterende bygninger. Slutteligt vil EU også lancere initiativer til at fremme cirkulær økonomi, altså kort sagt en økonomi, der i højere grad er baseret på genbrug og skånende ressourceforbrug, i stedet for en kultur af overforbrug og ”smid væk” tænkning. Disse ting er i princippet positivt, og små skridt i den rigtige retning.

Udfordringen med EU’s grønne ambitioner og The Green New Deal er den samme, som så ofte set i klimapolitikken: Den største del af planen er ambitioner og hensigtserklæringer, og kun en ret lille del er konkrete handlingsplaner. Nu kunne man argumentere for, at Rom heller ikke blev bygget på en dag, og det er rigtigt. Også klimahandling tager tid. Men: Så meget tid har vi ikke mere, og mange effektive handlingsplaner har ligget i skuffen af videnskabsfolk, think-tanks, aktivister og grønne partier i lang tid.

I stedet for endnu engang komme med masser af flotte ord og hensigter, burde man meget hurtigere tage fat i den tunge værktøjskasse. Her har EU dog en indbygget svaghed i forhold til klimahandling: Et af de mest effektive værktøjer kan EU ikke tage i brug, fordi Unionen ikke har kompetencer til at indføre skatter og afgifter på den samme måde, som stater har. Dermed bortfalder en CO2-skat på EU-niveau. Ikke desto mindre kunne EU være langt mere ambitiøs når det kommer til udfasning af ”sorte” subsidier i fossile brændstoffer eller brancher. Måske kunne EU også være kreativt og knytte mere af sine ydelser til medlemslandene til grønne projekter, eller endda indføremærkbare bonusordninger til lande, der klarer sig godt på klimaområdet. Det førstnævnte var i en vis grad del af corona-hjælpepakkerne, men det blev ikke gennemført konsekvent, som milliardprogrammer til flyselskaber viser. Internationalt set kunne EU bruge sin magt som stort internationalt marked, f.eks. igennem at sætte højere told på klimaskadelige varer. Den slags tiltag kunne tvinge andre lande til at følge med, fordi det kan sætte et stort internationalt incitament til at producere mere klimavenligt.

Nu kunne man indvende, at EU’s Green New Deal stadig befinder sig i starten af processen. Mange af de tiltag, som jeg lige netop har forslået, kunne rent faktisk blive en del af de konkrete initiativer, som lanceres under The Green New Deal senere hen. Men lad mig være ærlig: Erfaringerne fra tidligere, storslåede klimainitiativer, giver mig anledning til store tvivl. Hvis det bliver som sædvanligt, jamen så bliver de konkrete tiltag hen ad vejen en del mindre ambitiøse end de flotte ord ved lanceringen af de grønne genstartspakker.

Et lidt mere teknisk, men vigtigt, problem i klimakampen er i øvrigt, at EU (og mange medlemslande, herunder i høj grad Danmark) stadig pynter på CO2-regnskabet. For at opnå den størst mulige effekt burde EU konsekvent medregne de emissioner, som også kaldes for ”eksterne” eller ”indirekte” CO2-udledninger, altså fx. de udledninger, som varer købt i EU, men produceret i Kina, har udledt i Kina. Fordi varen er produceret til og købt af EU-borgere, burde disse udledninger regnes med i EU-regnskabet og de nationale regnskaber. Hvis ikke man tager højde for disse udledninger, og f.eks. indberegner dem i told, er der fare for, at virksomheder bare flytter deres CO2-udledninger til lande udenfor EU. Så reducerer EU måske, men set på verdensplan nytter det ingenting. Og vi skal tænke klima på verdensplan, fordi det hele hænger sammen.

Problematisk er det også, at EU med det grønne genopretningsprogram i en vis grad satser på grønne løsninger, hvis ”grønhed” er tvivlsom. Eksempler er biomasse og brint. Produktionen af brint er uhyre ineffektiv med henblik på energiforbrug, og den brugte energi kan på nuværende tidspunkt sagtens være fossil. Biomasse er i modsætning til olie vedvarende, idet vi producerer ny biomasse hele tiden, men når den bliver brændt af, udleder den også CO2. Det hjælper i øvrigt heller ikke, at der ofte bliver brugt skove eller monokulturer af f.eks. majs til at producere biomasse. Bare kig til Nordvesttyskland, hvor endeløse majsmarker er så stort et problem for biodiversiteten, at man efterhånden er begyndt på at plante nogle små striber med blomster ved siden af.

En sidste problematik på EU-plan, som jeg gerne vil komme ind på, bliver heller ikke løst af The Green New Deal og 55%-planen. Det er fuldstændig lige meget, hvor mange grønne planer EU har, hvor høje ambitionerne er, hvis ikke der bliver sat en stopklods for sorte økonomier og fossile brændstoffer hurtigst muligt. Lad mig kort forklare: Det er dejligt, at der bliver sat nogle milliarder af til en bæredygtig bygningsfond – det gør bare ikke meget forskel, hvis subsidier for fossile brændstoffer og sorte byggematerialer ikke forsvinder, eller endda er højere. En Green New Deal alene hjælper ikke, så længe EU med milliarder af skattekroner redder flyselskaber som bliver ledet uden økonomisk fornuft, og ansvar for klimaet. Alle gode ambitioner er nytteløse – kig for eksempel til Danmark – når transportaftaler endnu engang indeholder flere penge til motorveje end til jernbanen. Så længe handlingen ikke er konsekvent grønt, og så længe helhedsbilledet endda modsiger den grønne omstilling, jamen så er alle gode hensigter værdiløse.  Og det gælder alle steder, om det er Danmark eller EU.

For et stykke tid siden var jeg tilhører på en konference i FN-byen i København op til COP-26, som handlede om bæredygtig energi og finans. Her var også statsministeren Mette Frederiksen til stede. I et diplomatisk, men tydelig skældud opsummerede chefen for det internationale energiagentur hele problematikken med de grønne genoprettelsespakker. I marts 2020 havde agenturet opfordret verdens ledere til at investere massivt i vedvarende energi i deres coronapakker, for at undgå energiknaphed, dyre energipriser, og for at komme i mål med Parisaftalen. Af de samlede, verdensomspændende genopretningspenge, påpegede han, er kun 3% gået til vedvarende energiformer. Den største del af pengene er gået til en fossil-baseret genopretning af verdensøkonomien. Med fatale konsekvenser for energimarkedet: På grund af den enorme efterspørgsel for kul og olie er energipriserne skudt i vejret, og vi kommer alle sammen til at mærke det denne vinter. En kraftig opbygning af vedvarende energikilder kunne have forhindret dette, lød det fra den internationale topchef. Endnu mere fatale konsekvenserne har det dog for klimaet: Endnu en chance for grøn omstilling er blevet misset. Endnu en gang, hvor man kunne have handlet konsekvent, er der kun blevet talt, frem for handlet. Og endnu engang stiger verdens CO2-udledninger til rekordhøje niveauer.

Til konferencen fik jeg selv den sjældne mulighed at stille et spørgsmål direkte til den danske statsminister Mette Frederiksen. Jeg spurgte, hvornår hun endelig vil sætte handling bag sine mange flotte ord og lukke det kæmpestore hul mellem regeringens klimaambitioner og dens handling virkeligheden. Den er – som regeringens eget klimaråd påpegede – langt fra tilstrækkelig. Overraskende nok gav statsministeren mig delvist ret – for så at trøste mig med, at planerne var på vej, og at de konkrete tiltag alle sammen nok skulle være der til 2025. Hun argumenterede i retning af, at Rom heller ikke blev bygget på en dag. Problemet er bare, at Rom heller aldrig var blevet færdig, hvis man ikke en dag var gået ordentlig i gang. Og det er det, vores politiker mangler at gøre. Det blev tydeligt på konferencen, at internationale politikere, embedsmænd og topledere er imponeret over Danmarks klimapolitik – sammenlignet med andre lande er Danmark duks. Men selv Danmark gør langt fra nok – og hvis selv vores statsminister ikke er klar til at sætte konkret handling bag sine flotte ord før tidligst 2025, så er det svært at forestille sig, at det skulle lykkedes på EU-niveau.

Derfor lyder min konklusion ligesom Den Grønne Studenterbevægelses slogan for sidste års demonstration til Folketingets åbning: Endnu et tabt år. Siden er der gået endnu et år tabt. Hvor mange flere år vil der gå tabt igen?

Hinnerk Frech, aktivist i Den Grønne Studenterbevægelse

Billede i artiklens top: /Flickr/News Øresund/Johan Wessman/

Læs hele temaet “EU og klima-generationen”