En vigtig 1-årsdag for Europa

Den 1. juli markerede Kroatien 1-året for optagelsen i EU. Det første år i EU har lært kroaterne, at medlemskabet er et langsigtet projekt. Men succes for Kroatien er vigtig – både for landet selv og for at mildne EU-landenes ”udvidelsestræthed”. Frem for alt, er det en proces vi bør følge nøje, for hvis vi glemmer Balkan, vil det give bagslag.

14.10.2014 | KROATIEN | Efter 10 års forhandlinger kunne daværende kommissionsformand José Manuel Barroso d. 1. juli 2013 byde Kroatien velkommen i EU.

Barroso priste her kroaternes hårde arbejde med at gennemføre de nødvendige reformer og understregede, at man nu havde placeret Kroatien tilbage på sin rette plads i hjertet af Europa. Dermed blev det lille land med 4,3 millioner indbyggere EU’s 28. medlemsland.

Kroatiens optagelse er særligt interessant at kigge nærmere på, fordi landet – i højere grad end ved tidligere udvidelser – kom med i et EU tynget af økonomisk krise.

Udvidelse i krisetider
I seks år har Kroatien oplevet økonomisk recession og en arbejdsløshed en del over EU-gennemsnittet. Så på sin vis fremstår EU’s græs stadig grønnere. Eksperter i Kroatien har da også slået på fordelene forbundet med arbejdskraftens fri bevægelighed, det indre marked og studier og rejser i EU-området. Men kroaterne ønsker at høste fordelene i form af højere levestandard, og det er endnu ikke indfriet.

Ifølge den kroatiske forsker Visnja Samardzija markeres 1-året blandt hendes landsmænd derfor også med blandede følelser. Resultaterne overskygges af de fortsatte økonomiske problemer og vanskelighederne med at få de nødvendige reformer gennemført.

Langt de fleste kroatere indtager dog en realistisk holdning til EU. De er bevidste om, at selve timingen af deres nye EU-medlemskab med den økonomisk krise ikke ligefrem er den bedste cocktail.

Ifølge meningsmålinger ser 46 pct. af befolkningen positivt på EU og på EU’s institutioner. 46 pct. lyder ikke af så meget, men tallet er dog langt højere end befolkningens tillid til egne nationale institutioner som regering, parlament og domstole, hvor tallene er helt nede på 12-19 pct.

Tal fra Eurobarometer et år efter medlemskabet viste, at 58 pct. følte sig som ”borgere” i Unionen, tæt på gennemsnittet på 59 pct. for hele EU – og væsentligt højere end mange af de andre nye medlemsstater. Valgdeltagelsen ved Europa-Parlamentsvalg passer derudover godt til niveauet i andre øst- og centraleuropæiske EU-lande. I maj var valgdeltagelsen 25 pct. og dermed 5 pct. højere end ved valget af de 12 midlertidige kroatiske parlamentskandidater lige efter optagelsen i EU i fjor.

EU-optimismen synes altså at spire i det nye medlemsland, mens en række ældre EU-lande er ramt af ”udvidelsestræthed”.

Kroatien taler Balkans sag
I det første år i EU har Kroatien ydermere gjort sig bemærket ved at bestræbe sig for at tale Balkans sag. Især har fokus været rettet mod det stærkt kriseramte Bosnien-Herzegovina. Deltagelse i Schengen og Eurozonen har også høj prioritet. Når det gælder EU’s budget hører Kroatien til ”kohæsionspolitikkens venner”, altså lande der ønsker et stort EU-budget.

Det første år har også været fokuseret på energisikkerhed og følgerne af de alvorlige oversvømmelser i Bosnien-Herzegovina, Serbien og i Kroatien selv. Regionalt har Kroatien taget aktivt del i Donau-samarbejdet, Middelhavs-samarbejdet og naboskabspolitikken i Sydøsteuropa.

Europa-Kommissionen kom omkring årsdagen med en statusrapport for Kroatien, der i hvert fald noterede fremskridt, når det gjaldt korruptionsbekæmpelsen og det til trods for, at landet her stadig befinder sig i det ”dårlige selskab” – sammen med Tjekkiet, Litauen, Bulgarien, Rumænien og Grækenland.

Men når det gælder de nødvendige økonomiske reformer har kritikken været endda meget hård, så Kroatien hører til de lande, der er omfattet af EU’s ”excessive deficit” procedure og får tre år til at bringe orden i eget hus. Kroatiens BNP er på 61 pct. af EU-27 landenes, dog højere end Bulgariens (47 pct.) og Rumæniens (54 pct.).

Omfanget af udenlandske investeringer i Kroatien er faldet markant, mens det i det første år er gået bedre med eksporten til EU-området. Men det har været et problem, at Kroatien har måttet trække sig fra CEFTA, det centraleuropæiske frihandelsregime. Eksporten til Serbien og Bosnien, begge ikke-EU lande, er truet.

Der er dermed stadig betydeligt rum til forbedring.

Glemmer vi Balkan?
Et år er for kort en periode til at drage store konklusioner om Kroatiens nye plads i EU. Kroaterne selv har i løbet af dette år lært, at EU-medlemskabet er et langsigtet projekt. Fordelene kommer ikke af sig selv, for hjemmearbejdet skal gøres i form af nødvendige økonomiske omstillinger.

Men det er en udvikling, vi fortsat bør holde et vågent øje med. I tider hvor vores opmærksomhed drages mod brændpunkterne Ukraine, Irak og Syrien er vi tilbøjelige til at glemme Balkan. Det vil give bagslag. I dag falder der ikke længere bomber over Balkan, men alarmlamperne blinker. Der er spændinger og uroligheder i Bosnien og i Makedonien, og den aftale EU sidste år fik forhandlet på plads mellem Serbien og Kosovo er skrøbelig.

Vi bør derfor holde et vågent øje med regionen, og hvilken rolle Kroatien kan spille heri.

Søren Riishøj er lektor i Statskundskab ved Syddansk Universitet og fast skribent på Magasinet Europa