Reformen af det franske arbejdsmarked er ikke den nordiske flexicurity-model, som Emmanuel Macron havde lovet i valgkampen. Ej heller den ultraliberale omvæltning, som det kommunistiske fagforbund og Jean-Luc Mélenchon håber at spænde ben for. Men det er startskuddet til en hel serie af reformer, som tilsammen kan modernisere Frankrig.

15.09.2017 | TEMA: QUO VADIS, FRANKRIG? | Er Frankrig igang med en fløjlsrevolution? Selve udtrykket stammer oprindeligt fra Vaclav Havels fredelige magtovertagelse i Tjekkoslovakiet den 29. december 1989, der gjorde en ende på 40 års kommunisme. Ingen vil naturligvis sammenligne efterkrigstidens Frankrig med et tidligere østblokregime.

Fløjlsrevolutionen er alligevel blevet en metafor på den omvæltning, Frankrig har oplevet med forårets valg, hvor Emmanuel Macron fejede Frankrigs etablerede politiske klasse af banen og sendte tre ud af fire af Nationalforsamlingens medlemmer på pension til fordel for 410 fuldstændig nye og ubeskrevne politikerspirer fra erhvervslivet og civilsamfundet

Det var noget nær den største fornyelse af fransk politik siden Anden Verdenskrig. Og nu fyger endnu en hvirvelvind gennem Frankrig.

18 måneder har Emmanuel Macron givet sig selv til at modernisere landet. Arbejdsmarkedsreformen, som i tirsdags sendte titusinder af franskmænd på gaden, er kun det første af en række lovprojekter, som tilsammen skal ryste godt og grundigt op i en social velfærdsmodel, som blev grundlagt af Charles De Gaulle efter Anden Verdenskrig. Og som nu, er der bred enighed om, er blevet en stakåndet gamling, der er ude af trit med det 21. århundedes Frankrig.

Efter arbejdsmarkedet vil turen komme til a-kassereglerne, de faglige uddannelser og begyndelsen til en skattereform.  Det er hele dette reformkompleks, som udgør Emmanuel Macrons ”fløjlsrevolution”.

Men det rejser to spørgsmål: er der tale om en dybtgående reform af Frankrig? Og vil det lykkes ham at gennemføre dem, eller vil den folkelige modstand få has på reformiveren?

Flere aktionsdage på trapperne
Aktionsdagen den 12. september var en test på det andet spørgsmål. Og her står det et-et, lyder vurderingen. Et sted mellem 223.000 og 400.000 mennesker deltog i  demonstrationer i alle større byer landet over, og mindst 24.000 demonstrerede i Paris. Ikke ligefrem nogen magtdemonstration sammenlignet med for eksempel demonstrationen efter angrebet på Charlie Hebdo i 2015. Men stort set lige så mange som ved forårets demonstrationer mod den foregående regerings reform af arbejdsmarkedet.

Det kommunistiske fagforbund kan bryste sig over, at franskmændene stadig er villige til at protestere mod det, som fagforeningsleder Philippe Martinez har betegnet som ”enden på den faste ansættelseskontrakt”. Omvendt kan regeringen konstatere, at  venstrefløjslederen Jean-Luc Mélenchons beskrivelse af ”Macron-loven” som ”et socialt statskup” ikke har fyldt gaderne med den massive, folkelige  opposition, han havde lovet.

Selv ikke Emmanuel Macron’s provokerende udtalelser om, at han ikke giver efter for hverken ”ekstremister, kynikere eller dovenlars’er” antændte for alvor protestlunten.

Men CGT har en ny aktionsdag på trapperne den 21. september, dagen før forordningerne bliver officielt vedtaget af regeringen og offentliggjort i det franske Statstidende. Og Jean-Luc Mélenchon har lovet at sende alt, hvad Frankrig kan mønstre af opposition på gaden den 23. september.

Spieselig for de store fagforbund
Emmanuel Macron og arbejdsminister Muriel Penicaud har imidlertid haft held til at skyde en kile ind i fagbevægelsen, så det kommunistiske CGT står alene med sin modstand. De to andre store fagforbund, CFDT og FO, har efter diskussionerne henover sommeren vurderet, at de har opnået tilstrækkeligt mange indrømmelser på arbejdsmarkedsloven til, at den er blevet spiselig.

Den reform af det franske arbejdsmarked, som Emmanuel Macron gennemfører i strækmarch med forordninger i stedet for den sædvanlige parlamentariske proces, er ikke den ultraliberale revolution, dens modstandere hævder. Den er lysår fra de barske reformer, som for eksempel Tyskland gennemførte med de såkaldte Hartz-love og indførelsen af dårligt betalte minijobs mellem 2003 og 2005. Og de franske arbejdsgivere kan ikke, som de britiske, ansætte folk på kontrakter uden garanti for et bestemt timetal og dermed en fast løn, som i Storbritannien.

Men der bliver løsnet op på reglerne for afskedigelse, som de franske arbejdsgivere og også udenlandske investorer finder for snærende og bureakratiske med den konsekvens, at virksomhederne tøver med at ansætte. Eller foretrækker de tidsbegrænsede kontrakter på maksimalt 18 måneder, som gælder 70 procent af alle nyansættelser.

Sikkerhed og fleksibilitet
Nobelpristager i økonomi, Jean Tirole, er en af dem, der har peget på, at det franske arbejdsmarked er for stift med regler, der var tilpasset det hierakiske og mindre bevægelige efterkrigssamfund. Frankrig skal beskytte personen, ikke ansættelsesforholdet, siger han.

Emmanuel Macron havde selv under valgkampen gjort den danske flexicurity-model til forbilledet for sin modernisering af Frankrig. Og ”Macron-loven”, som forordningerne er blevet kaldt, skaber også mere fleksibilitet. Der lægges blandt andet loft over den erstatning, som arbejdstagere kan få i tilfælde af uberettiget afskedigelse. Og  reglerne for korte ansættelser bliver løsnet.

Til gengæld er det småt med sikkerheden til gengæld for fleksibiliten. Derfor kan arbejdsmarkedsreformen blive symbolet på den utilfredshed, som risikerer at vokse med de øvrige reformer, som er i støbeskeen.

Det gælder blandt andet de studerende, hvis undervisningsminister Jean-Michel Blanquer gør alvor af at indføre adgangsbegrænsning til de videregående uddannelser, eller hvis nye tiltag på skoleområder bringer lærerne i harnisk. For ikke at tale om en pensionsreform, der skal samle de 35 forskellige pensionskasser med forskellige regler og pensionsstørrelser i én kasse og dermed barbere nogle privilegier ned  især i den offentlige sektor.

Bægeret kan flyde over
Og når Emmanuel Macron for alvor skal til at finde de 20 milliarder euro, 150 milliarder kroner, som skal spares på de offentlige udgifter for at få budgetunderskuddet ned under tre procent i overensstemmelse med de europæiske konvergenskrav, risikerer bægeret at flyde over. Især hvis det koples med en skattereform, der vil koste de offentlige finanser 11 milliarder euro. Og som især vil gavne de best stillede, med en ”flat tax” på kapitalafkast og et hug i formueskatten.

Beslutningen om at skære fem euro af al boligsikring har allerede sendt et signal om, at præsidentkandidatens løfter om at tækkes både høj og lav, rig og fattig, højre og venstre, nu er ved at ramme jorden, og ikke på venstre side af midterlinien.

Som redaktøren på dagbladet Libération, Laurent Joffrin skriver: ”Dette er den nye version af Emmanuel Macrons berømte ’og samtidig’ fra valgkampen: Arbejdsgiverne får større frihed på arbejdsmarkedet, ’og samtidig’ vil de som privatpersoner få skattelettelser. Arbejdsgiverforeningen kan gnide sig i hænderne ’og samtidig’ åbne champagnen”.

Valgt på reformpakken
Den samlede reformpakke, Emmanuel Macron vil gennemføre over de næste 18 måneder, tager fat på nogle af det franske samfunds strukturelle problemer. Han har for eksempel planer om at forbedre de faglige uddannelser og systemet for videreuddannelse, som er en af fransk økonomis achilleshæle.

Han flytter også en del af finansieringen af Frankrigs velfærdsstat fra arbejdsmarkedsafgifter på lønmassen over til skatten, så hele samfundet bidrager. Det er ligeledes et opgør med den velfærdsmodel, som blev udtænkt efter Anden Verdenskrig. Og en ændring af a-kassereglerne skal gøre det muligt for selvstændige at få et sikkerhedsnet, hvis deres virksomhed går nedenom og hjem.

Men som fagforbundet CGT allerede har peget på, så vil kombinationen af lavere a-kassebidrag og flere modtagere automatisk føre til lavere dagpengesatser for alle.

Emmanuel Macron fastholder selv, at han er blevet valgt på en reformpakke, som han præsenterede under valgkampen. Og da  Center for Politiske Studier, Cevipof, dengang spurgte vælgerne, om de ønskede glidende ændringer, lidt efter lidt, eller snarere et hurtigt brud med fortiden, var det denne sidste option, der tiltalte de fleste.

Men Frankrig har også en lang tradition for, at reformer indføres ved kamp og krampetrækninger snarere end ved forhandling og kompromis. Kun ti procent af lønmodtagerne er medlem af en fagforening og fem procent i den private sektor. Det medfører, forklarer professor Guy Groux fra Cevipof, en mindre kompromissøgende linie, fordi kun de mest at de mest radikale er fagligt aktive.

Forhandlinger en ny mulighed
Listen er lang over reformer, som er blevet taget af bordet efter massedemonstrationer som de, der i 1995 satte en stopper for en pensionsreform efter ugelange blokader.

Samtidig er det franske arbejdsmarked præget af, at loven – og ikke overenskomster og forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter – bestemmer arbejdsmarkedslovgivningen. Og også her åbner Emmanuel Macrons reform op for, at mere skal forhandles lokalt eller på brancheniveau.

Og  måske er det her, og ikke i de mulige protester på gaderne, at den største bremse på ”Macron-reformerne” ligger. For uden kompetente medarbejderrepræsentanter og uden tillid mellem lønmodtagere og arbejdsgivere vil der komme meget få gode aftaler ud af denne reform, som er en af krumtapperne i moderniseringen af det franske arbejdsmarked.

Dette forhold er blevet påpeget fra så forskelligt hold som personaledirektøren i kemikoncernen Solvay og økonomen Thomas Piketty.

Og som Thomas Breda fra Paris School of Economics formulerer det: ”Bjerget risikerer at nedkomme med en mus”.

Birthe Pedersen er freelancejournalist, bosat i Frankrig

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Christian Hartmann.

Læs hele vores tema “Quo vadis, Frankrig?” her.