En europæisk renæssance - Magasinet Europa

Når mange i dag mener, at demokratiet er i krise, og at Donald Trump ødelægger den vestlige, liberale orden, så kan europæerne sige: “Vi har løsningen. Vi har ikke bare en teori. Vi har endog praktiseret den – eller forskellige versioner.” En europæisk renæssance er det værktøj, der gør det muligt for europæerne at skabe fornyet udvikling og at deltage aktivt i det globale liv. Vi bringer herunder et uddrag af Hugo Gaardens bog “Europæisk renæssance.”

Uddrag af bog af Hugo Gaarden

TEMA: EUROPA OG DEN DEMOKRATISKE SAMFUNDSORDEN | Hvis Europa genskaber dynamik og selvtillid, kan vi få en europæisk renæssance, der kan danne forbillede for resten af verden. At den franske præsident, Emmanuel Macron, netop har brugt betegnelsen ”europæisk renæssance” for at skabe fornyet udvikling i Europa er et af de mest spændende skridt, der er taget i flere årtier. Europa er det mest frugtbare arkiv og laboratorium, når det drejer sig om at udvikle et samfund. Vi kan trække på en enestående erfaring. Det er hér, demokratiet begyndte – tilbage i det klassiske Grækenland. Det er hér, vi har udviklet verdens mest omfattende og kompetente samarbejdskonstruktion, nemlig EU. Det er arnestedet for to verdenskrige, og der har gennem historien været talrige krige, religionskonflikter, revolutioner og fredsbestræbelser. Det er hér, de mest grufulde udviklinger har fundet sted – lige fra 30-årskrigen i 1600-tallet til verdenskrigene og til koloniseringer over hele verden. Europæerne har stort set udslettet de indianske samfund. Også dét er en lære af europæerne handlinger.

Der har været kulturelle og samfundsmæssige forandringer, som ikke er set noget andet sted på kloden. På den baggrund kan Europa bidrage med konkrete erfaringer i samspillet mellem vidt forskellige kræfter. 30 års-krigen var ikke bare en krig mellem hertugdømmer og nationer, men også en religionskonflikt mellem katolicismen og protestantismen. Vi kender altså til religiøse konflikter og bør ikke overraskes over konflikten mellem shia- og sunni-muslimer. Vi véd, hvordan vi kan forebygge religiøse konflikter eller leve med forskellighederne. Europa har på godt og ondt afprøvet både socialisme og kapitalisme, demokrati og diktatur. Europa har med Den westfalske Fred i 1648 og med Wiener-kongressen i 1815 etableret strukturer, der skabte en betydelig stabilitet, og så var Europa også stedet med folkelige oprør, frihed og revolutioner i midten af 1800-tallet. Der var eksperimenter med nye samfundsformer, og nye stater blev grundlagt som Holland og Belgien som led i bedre magtbalancer mellem stormagterne.

Så når mange i dag mener, at demokratiet er i krise, og at Donald Trump ødelægger den vestlige, liberale orden, så kan europæerne sige: ”Vi har løsningen. Vi har ikke bare en teori. Vi har endog praktiseret den – eller forskellige versioner.” Hvis USA efter Trump trækker sig tilbage som bannerføreren for den demokratiske verden, kan Europa overtage scenen. Europa er ikke en militærmagt som USA, men vi står heller ikke over for en militær trussel, og Europa – inklusiv Storbritannien – har en større økonomi end USA og med et væsentligt større forbrug. Europæerne tror blot ikke, at Europa er stærkere end USA. Europa kan tilmed blive et langt bedre forbillede for verden end USA. Europa har siden Den anden Verdenskrig ikke ført en omfattende krig mod et fjernt folkeslag, som USA gjorde det i Vietnam, og Europa var trods alt ikke den egentlige igangsætter af krigene i Irak og Afghanistan. Europa har udviklet en økonomisk model og et erhvervsliv, der giver bedre forhold for medarbejdere og kunder end det amerikanske erhvervsliv. Den økonomiske udvikling er mere jævnt fordelt end i USA. Europa har en række mangler, men i en periode, hvor der hersker tvivl om demokratiet, hvor autoritære styrer optræder stærkt, og hvor vi får en voldsom økonomisk konkurrence fra Kina og den nye verden, bør Europa rette ryggen og sige: Vi har noget at byde på over for resten af verden.

Efter mine rejser og 8 års ophold i Kina var min hensigt med denne bog, at den skulle handle om globaliseringen, og hvordan den vestlige verden kan leve i en multikulturel verden. Men som arbejdet skred frem, kunne jeg se, at netop Europa kunne komme med et stærkt bidrag til etableringen af en international orden, som giver plads til alle nationer, kulturer og politiske systemer. Ja, desuden gør globaliseringen det nødvendigt med reformer i EU. Reformer – og en større europæisk selvbevidsthed – kan skabe en europæisk renæssance, der ikke blot styrker Europa, men som også kan skabe internationale forandringer, så globaliseringen ikke løber af sporet. Den må give værdi for flest mulige.

Der er behov for at se globaliseringen i lyset af den europæiske velfærdsudvikling. I den største del af forrige århundrede gik bestræbelserne i Europa ud på at fordele den økonomiske fremgang til hele samfundet. Det er velfærdstankegangen, især i Nordeuropa. Sådan var tænkningen ikke i USA. Hele ideen med at fordele de skabte værdier bør bredes ud til hele verden, fordi vi er kædet sammen som aldrig før.

Derfor bør europæerne se Europa i et nyt lys – dvs. i et globalt perspektiv. Derfor bør Europa tage têten og træde i spidsen i FN og alle mulige internationale organisationer og være den magt, der tager initiativ til at skabe en bedre verdensorden end den vestlige, som definitivt er under afvikling eller forandring. Verden er multikulturel. Europa har erfaring i at leve i en sådan verden, selv om mange små nationer som Danmark og Ungarn bilder sig ind, at vi ikke er multikulturelle.

Afskaffelsen af apartheid-regimet i Sydafrika er et eksempel på, hvordan der kan laves fredelige og gennemgribende forandringer. Men også den tyske genforening er et eksempel på fredelige, historiske forandringer. Den har lige så stor betydning som Europas valutaunion, også fordi den var et resultatet af Den kolde Krigs afslutning. Hvad betyder den for Europas fremtid? I ét hug blev magtforholdene forskudt i tysk retning, selv om optagelsen af det bundfattige og ineffektive DDR ikke styrkede Tyskland særlig meget, rent økonomisk. På sigt bliver det nye Tyskland dog langt stærkere end Vesttyskland, og desuden har vi oplevet, at Tyskland langsomt ændrede kurs, da landet blev større og stærkere end Vesttyskland. Tyskland orienterede sig en hel del mere mod Østeuropa og Sovjetunionen – som Rusland stadig hed dengang – og Tyskland begyndte gradvist at indtage en mere uafhængig position i både EU og NATO. Tyskerne var ved at få deres selvbevidsthed tilbage.

Får vi et mere tysk Europa?
Vi kan se frem til en forstærket magtkamp i EU mellem EU-kommissionen og EU-parlamentet på den ene side og medlemsstaterne på den anden. Hvem skal have mest magt? Institutionerne eller medlemslandene? Som EU er skruet sammen, er institutionerne efter min mening ikke egnede til at danne en europæisk regering, og EU-parlamentet kan ikke optræde på vegne af det europæiske folk. Derfor må medlemsstaterne træffe langt flere beslutninger i fællesskab, men om det udelukkende skal være i regie af rådet for stats- og regeringscheferne, eller om der skal etableres et nyt regie, f.eks. et parlament med repræsentanter fra medlemslandenes parlamenter, ja, det bør diskuteres. Men der kan også komme en magtkamp mellem medlemslandene, fordi de vitterligt ikke har samme opfattelse af EU’s udvikling. Frankrig og Tyskland har vidt forskellige syn på finanspolitikken, og mange østeuropæiske lande er imod Tysklands voksende rolle. Nogle nordeuropæiske lande har lavet en moderne, omend meget svar version af Hanse-stædernes liga.

Den mest sandsynlige udvikling er et stærkere Kerneeuropa med Tyskland som den dominerende partner. Det har tyske politikere i årevis talt om: De lande, der vil gå længst i integrationen, skal have lov til at gå foran andre, som må nøjes med at deltage i et mindre forpligtende samarbejde. Et Kerneeuropa kan omfatte eurozonen eller måske færre lande, der arbejder i retning af en politisk union med en fælles finanspolitik, arbejdsmarkedspolitik samt udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Jeg tvivler dog på, at der kommer betydelige ændringer af den europæiske konstruktion i de første mange år. Der er ganske enkelt ingen grundig debat i EU-landene om, hvordan EU skal udvikles. Den franske økonom Thomas Piketty mener, at det er nødvendigt med en politisk union, altså et Europas forenede Stater, når man har en fælles mønt, men han erkender også, at det er der ikke folkelig eller politisk stemning for. Derimod har han foreslået, at finansudvalgene i de enkelte parlamenter skal mødes i et europæisk finanssenat, der skal træffe beslutninger om finanspolitikken for euro-zonen – med flertalsafstemninger og ikke med énstemmighed, som der er tradition for i Det europæiske Råd. Det er praktiske ændringer af den art, som er mere sandsynlige end gennemgribende reformer.

Det vigtigste er, at de europæiske lande demonstrerer vilje til at træffe fælles beslutninger – uanset i hvilket regie. De skal træffe beslutninger, der virkelig kan forbedre europæernes hverdag. De skal vænne sig til at træffe flere flertalsbeslutninger, dvs. uden et mindretals blokeringer. I de seneste 10 år er der ikke gennemført ét eneste synligt EU-projekt, som forbedrer folks hverdag markant, mens kineserne har lavet 20.000 km hurtigtogsbaner, som alle kan mærke virkningen af. Kina bliver landet, hvor miljørigtige el-biler vil storme frem de næste 10 år. I Kina er der et hurtigt internet overalt, og befolkningen bliver ikke plukket i mobilafgifter, som det sker i Europa med vanvittige roaming-afgifter. Hvordan i alverden kan vi have et fælles marked uden grænser og så lade teleselskaberne kræve ekstra høje betalinger, bare fordi man ringer til ”fremmede” lande? Hvorfor er det dyrere at ringe fra København til Hamburg end til Aalborg? Når man har så tåbelige ordninger, forstår jeg godt modstanden mod EU.

Jeg enig med den tyske filosof og politiske debattør, Jürgen Habermas, der i et interview med Die Zeit den 7. juli 2016 sagde, at EU-landene bør glemme alt om traktatændringer, indtil de demonstererer, at de kan løse de aktuelle og påtrængende problemer. Han tror, at euro-gruppen som et Kerneeuropa kan være dynamoen i den udvikling. Den skal demonstrere, at EU betyder noget for borgerne, og sker dét, kan det hen ad vejen skabe opbakning blandt skeptikerne.

Også den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer, der har været leder af De Grønne, har været fortaler for, at nogle går foran i et mere intenst samarbejde. Jeg deltog engang i et pressemøde i Berlin, omkring 2002, hvor han talte om Tysklands europæiske og internationale orientering. På det tidspunkt var der netop en debat om, hvorvidt Tyskland bevæger sig væk fra Vest-bindingen. Hans svar var slående: ”Tyskland orienterer sig hele kompasset rundt.” Den gamle jernkansler Bismarck kunne næppe have formuleret sig bedre, for han gjorde det samme. For ham var Tyskland Europas centrum, og han søgte partnere og alliancer hele kompasset rundt. Det er nøjagtigt den udvikling, vi vil se i stigende grad. Tyskland bliver mere og mere sig selv og bliver den afgørende magt i Europa, ja, også en stadig vigtigere international faktor. Tyskland har meget stærke relationer til Kina og har med sin store eksport vitale interesser overalt. De er ikke nødvendigvis sammenfaldende med resten af EU-landenes eller med USA’s.

En lille nabo som Danmark bliver nødt til at have en udenrigspolitik, der tager højde for den udvikling, og derfor må vi i mange tilfælde læne os mere op ad Tyskland end EU. Det er dér, fremtiden formes. Men vi skal turde påvirke Tyskland, bl.a. via andre lande, med mindre vi accepterer den passive rolle, vi havde indtil Den anden Verdenskrig. Vi er så stolte af den nutidige danske aktivistiske udenrigspolitik på forsvarsområdet. Det er på høje tid, danskerne tør vise samme aktivisme over for EU og Tyskland og kæmpe for egne og fælles interesser. Der er åbenbart er mere pro-europæisk udvikling i gang, viser en meningsmåling fra Center for Militære Studier i 2019, nemlig at Danmark bør orientere sig mere mod Kontinentaleuropa.

I en tid, hvor Kina bliver stærkere og USA relativt svagere, og hvor EU-landene ikke har vist særlig megen handlekraft, bliver Tyskland det land, der kan hamle op med Kina og de øvrige stærke økonomier i Den tredje Verden. Tysk erhvervsliv kan ikke nøjes med at have EU som marked. Tyskland bliver storleverandør af nogle de mest avancerede industriprodukter til hele verden. Derfor vil Tyskland uundgåeligt orientere sig mere og mere mod resten af verden. Dette aspekt er måske dét, der er det vigtigste, når vi vurderer EU’s konstruktion. Det er særdeles vigtigt, at vi gør os klart, at tyskerne de seneste år er blevet lidt forbeholdne over for at styrke EU’s institutioner. Hvis der bliver en øget opsplitning i EU, vil Tyskland bruge flere kræfter på sig selv og på et Kerneeuropa, og Tyskland vil gradvist trække sig ud af en amerikansk domineret vestlig alliance. Angela Merkel har hindret en tysk alenegang, men hun var dog også dén, der sagde, at Europa ikke kan være afhængig af USA.

Det handler ikke kun om Trump, for Tyskland har i den dag den opfattelse, at en vis isolationistisk udvikling vil fortsætte efter Trump. Det er en usædvanlig bred vifte af amerikanske handlinger, der strider mod Europas og Tysklands interesser: Nej til en klima-aftale; nej til atomaftalen med Iran; sanktioner mod virksomheder, der handler med Iran; opbakning til Israels kurs mod et frit Palæstina; forsøg på at hindre Tyskland i Nord Stream 2-gasaftalen med Rusland; kritik af Tysklands lave forsvarsudgifter. Den udvikling har fået den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, til at konkludere, at det transatlantiske forhold må reorganiseres. Det er aldrig sagt tidligere af en europæisk leder. Grundlaget for den vestlige verden eksisterer ikke mere! Noget nyt skal etableres.

Europæisk sikkerhedspolitik
”Europa må tage skæbnen i sine egne hænder,” sagde den tyske kansler, Angela Merkel, i 2017 efter et stormfuldt møde med præsident Donald Trump på et G-7 møde i Italien. ”Europa kan ikke forlade sig fuldstændig på sine allierede.” Hun nævnte ikke direkte Trump, men alle vidste, hvem hun mente, og hendes opfattelse af Europas fremtidige rolle – og forholdet til Trumps USA – er kun blevet forstærket efter senere møder med Trump.

Det betyder, at Europa i stigende grad vil føre en mere selvstændig sikkerheds- og forsvarspolitik, selv om det ikke ses særlig konkret endnu. Det skyldes også, at det er uvist, hvad sikkerhedspolitik er i en tid, hvor verden ikke trues af en militær storkonflikt, men derimod af terrorisme, borgerkrige, hackerangreb, cyberwar og økonomisk krigsførelse, f.eks. i form af sanktioner og handelskrige. Der er ingen tvivl om, at Europa vil agere anderledes end USA i sikkerhedspolitikken. Vi får ikke mangeårige krige med europæisk deltagelse som i Mellemøsten de seneste 15 år. Europa vil i større grad end tidligere bruge diplomatiet til at løse konflikter, såsom i Ukraine. Europa vil formentlig også blive mere aktiv med økonomisk støtte til kriseramte lande og regioner.

En europæisk renæssance vil med andre ord genskabe diplomatiet som det vigtigste udenrigspolitiske instrument, og fælles beslutninger vil igen være med til at smede europæerne stærkere sammen, også selv om europæerne vil samle sig i et par grupper med forskellige interesser. Europæerne kan gradvist begynde at optræde mere selvstændigt, f.eks. ved at lave internationale aftaler som atomaftalen med Iran, uanset hvad andre lande gør, såsom USA. Man skal ikke overse, at Macron har sagt, at det ikke er kun Kina og Rusland, der udgør en trussel eller udfordring for Europa, men også USA. Det vakte selvfølgelig Trumps vrede.

Uanset hvordan Storbritanniens rolle i forhold til EU bliver, vil Storbritannien utvivlsomt komme til at spille en voksende rolle i den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik. Når europæerne – i hvert fald tyskerne – vil tage skæbnen i egne hænder, så kommer de på sigt også til at diskutere det ultimative forsvar, nemlig atomvåben. Hér kan det britiske og franske atomvåben blive kernen for Europas og Tysklands forsvar, f.eks. med Tyskland som finansiel bidragyder. Skulle der kommer fornyet usikkerhed om atomvåbnene, tror jeg, at Tyskland vil udvikle sigt eget atomvåbenforsvar. Det drøftes med jævne mellemrum, men i lukkede kredse. Tyskland vil i kraft af sin nye styrke også have en plads i FNs sikkerhedsråd. Da mange lande vægrer sig ved det, har Tyskland foreslået, at Tyskland og Frankrig skal have en fælles plads, men det modsætter Frankrig sig.

Der er rigeligt med stridigheder, når man kommer til de helt tunge emner, og derfor sker der nok ikke de store forandringer foreløbig. Men en sådan udvikling kan ikke ses isoleret i et europæisk perspektiv. Det vil spille ind, hvordan en ny verdensorden tager form – hvordan Europa vil bidrage.

EU må kunne agere med større kraft for at klare konkurrencen fra Kina, Indien og andre nye økonomier. Dermed kædes Europas udvikling uundgåeligt sammen med resten af verden. Europa har en interesse i at få maksimal indflydelse globalt, og de europæiske lande har en interesse i at optræde i fællesskab i stedet for at lade Tyskland få en stærkere rolle. Dette perspektiv er der desværre ikke megen opmærksomhed om, og slet ikke i et land som Danmark.

En europæisk renæssance kan gøre Europa til en betydelig, global aktør, men det kræver, at europæiske udenrigspolitiske eksperter begynder at optræde lige så selvbevidste som de amerikanske fora som Foreign Affairs, Carnegie og Brookings, og politikere må begynde at bruge hele Europa som deres platform og ikke bare den nationale tribune. Macrons artikel i førende medier i samtlige EU-lande om den europæiske renæssance er et eksempel til efterfølgelse. En europæisk renæssance er det værktøj, der gør det muligt for europæerne at skabe fornyet udvikling og at deltage aktivt i det globale liv.

Dét, der kan bidrage til en europæisk renæssance er,

At europæerne bliver bevidste om Europas historiske betydning.
At europæerne, også som individer, tør optræde lige så selvbevidste som amerikanerne og kineserne.
At Europa bliver særdeles aktiv for at deltage i det internationale samarbejde.
At Europa optræder som en selvstændig aktør over for f.eks. Kina og USA og ikke fortsætter som et vedhæng til USA.-
Eurozonen skal til gøres til en stærk aktør, der er underlagt parlamentarisk kontrol, og den skal ikke kun handle om en sparekurs, men skal være dynamoen for kraftige investeringer i fremtiden.

Ovenstående er et uddrag af Hugo Gaardens bog “Europæisk renæssance”, som udkom den 26. juni via Forlaget Underskoven. Bogen kan bestilles ved at klikke her eller ved at skrive en mail til hugo.gaarden@gmail.com.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/

Læs hele temaet “Europa og den demokratiske samfundsorden”

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:

Støt os fast: