I mange år har EU overvejende forladt sig på en soft-power tilgang til den eksterne sikkerhedspolitik. På grund af et stigende antal trusler udefra er der dog begyndt at komme initiativer til en mere markant forsvars- og sikkerhedspolitik og et dybere strategisk samarbejde. Men bliver det til noget for alvor?
Analyse af Christian Christensen
TEMA: EUROPÆERNES VALG | TENDENSERNE | Fra et fremadstormende og selvsikkert Kina i øst over destabilisering i Sahel-regionen i syd til et mere isolationistisk USA i vest oplever Europa et stadigt mere udfordrende globalt sikkerhedsbillede. Diplomatiske fremskridt som atomaftalen med Iran og Ukraines vej mod tættere relationer til Europa er også gået fra succeser til opmærksomhedskrævende ildebrande. Bl.a. derfor har man i de seneste år har kunnet observere flere EU-tiltag imod dybere strategisk samarbejde og en mere markant rolle på den sikkerheds- og forsvarspolitiske scene.
Med oprettelsen af ’The European Defence Fund’ (EDF) som det seneste eksempel har Juncker-Kommissionen forsøgt at bane vejen for et øget samarbejde mellem EU’s medlemsstater på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område igennem tilskyndelse af øget koordination på supra- og internationalt niveau.
På den baggrund vil jeg i denne artikel redegøre for den politiske situation og EU’s hidtidige forsvars- og sikkerhedspolitiske erfaringer, undersøge de mangeartede europæiske udfordringer og globale tendenser, samt give et overblik over de aktuelle europæiske svar herpå.
Den politiske baggrund og hidtidige erfaringer
EU’s Sikkerheds- og Forsvarspolitik (CSDP) er senest opdateret i 2016 og er det centrale værktøj i EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (CSFP) når der er behov for EU-deltagelse i krisestyringsopgaver, hvor unionen kan bidrage til konfliktløsning, fred og stabilitet i verden.
I mange år har EU overvejende forladt sig på en soft-power tilgang til den eksterne sikkerhedspolitik, hvor adgang til det lukrative fælles marked og promoveringen af europæiske værdier blev anset som incentiver, der i sig selv var stærke nok til at udøve fornøden indflydelse. Den opfattelse er dog blevet udfordret de seneste år hvor specielt Kina i tiltagende grad har gjort sine interesser gældende i EU’s nærområder, Afrika og flere tidligere europæiske kolonier.
Når EU-lande har kastet sig ud i militære engagementer, har det derudover også ofte været udenom samlet koordinering på EU-niveau og med blandede resultater. Både på grund af manglende investeringer i de europæiske medlemsstaters forsvar, manglende koordinering og manglende politisk enighed. Da størstedelen af både militære og civile initiativer igennem CSDP kræver enighed blandt alle EU-lande, har dette været hidtil været en effektiv stopklods.
Europæiske udfordringer og globale tendenser:
Når man kravler op i et af tårnene på det, der af kritikere ofte bliver omtalt som ’Fort Europa’, ser man et multifacetteret trusselsbillede med udfordringer på mange niveauer:
Klima og migration:
En stor udfordring er de igangværende klimaforandringer og deraf afledte konsekvenser, så som ressourcemangel, øget forekomst af naturkatastrofer og migration. Sidstnævnte har allerede skabt stor splid internt i unionen og man har endnu ikke kunnet nå til blot delvis enighed om et svar. Bl.a. har et 10.000 mand stærkt grænsevagtkorps under Frontex været foreslået og er endda blevet fremhævet som et eksplicit løfte fra EPP gruppens spidskandidat til EU Kommissionens præsidentpost. Under CSDP har EU i 2015 igangsat en maritim intervention i det sydlige Middelhav, Operation Sophia, som har til hensigt at forhindre menneskesmugleres trafik til Europa, samt træning af den libyske kystvagt og sikre FN’s våbenembargo mod Libyen.
Et kinesisk århundrede?:
Kina bevæger sig hastigt opad i det internationale magtsystem og udfordrer derfor den traditionelle forsvars- og sikkerheds magtbalance. I USA har man længe forsøgt at inddæmme Kinas økonomiske og politiske ekspansion, mens EU Kommissionen først dette forår anerkendte Kina som en ’systemic rival’, baseret på manglende åbning for udenlandske investeringer i landet og kontrære sikkerhedsmæssige prioriteter. Specielt har de kinesiske initiativer: Made in China 2025 og Belt and Road Initiative har tiltrukket opmærksomhed for at øge den kinesiske indflydelsessfære betragteligt, i både store EU-økonomier, samt på Balkan og i Afrika. Bl.a. har man specielt i Tyskland oplevet kritiske røster der gav sig udslag i et EU-krav om politisk godkendelse af udenlandske opkøb, efter den kinesiske overtagelse af nogle af landets stærkeste og mest videnstunge virksomheder. Derudover har Kommissionen og flere medlemslande også set med skepsis på salget af vigtig infrastruktur i Balkanlande og Italiens deltagelse i Belt and Road Initiativet da økonomisk afhængighed af Kina kan forhindre EU’s politiske handlekraft og autonomi på den globale scene. De største EU lande har dog i bredt omfang forsøgt at undgå bilaterale relationer med Beijing og i stedet satset på en koordineret indsats.
Trump trækker sig:
Ser man mod vest, har USA’s præsident, Donald Trump, i bredt omfang gjort op med de seneste 60 års traditionelle atlantiske sikkerhedspolitik og bekendt sig mod isolationistiske politikker. Udover at true EU-landene og specifikt NATO-medlemslandene med ikke at overholde Washingtontraktatens artikel 5, og dermed også fjerne ’atomparaplyen’, der har tilladt europæiske lande at holde forsvarsbudgetterne nede, har Trump også udfordret det transatlantiske samarbejde ved at støtte op om Brexit, og give udtryk for sin begejstring for præsident Putin i Rusland. Specielt har dette givet hovedbrud i Tyskland, grundet landets historisk baserede aversion mod at bruge midler på offensive kapaciteter, og endda givet anledning til en optøning i landets bundfrosne debat om atomvåben. Rent praktisk vil svagere amerikansk samarbejde også betyde at EU-lande ikke vil kunne føre længerevarende militære kampagner. Eksempelvis løb de europæiske lande under indsatsen i Libyen i 2011 tør for ammunition, de herefter måtte ’låne’ af amerikanerne og ligeledes måtte man forlade sig på amerikanske fly til al lufttankning.
Russisk rumsteren:
Samtidig med Trumps tilbagetrækning har Rusland pga. indenrigspolitiske udfordringer og Putinske ambitioner om en russisk rolle magen til den zarerne nød, rettet blikket udad. I forbindelse med konflikterne i Ukraine og Syrien har dette givet anledning til et opgør med den gængse Europæiske forståelse af Rusland som en mulig partner efter den kolde krig. I Rusland ser man EU’s udstrakte hånd til lande i den gamle sovjetiske blok som provokationer og trusler mod russiske strategiske interesser, og bl.a. derfor har Putin – trods talrige sanktioner – ikke opgivet at føre en forstyrrende udenrigspolitik der i vid udstrækning modarbejder EU’s ambitioner om at udbrede demokratiske værdier og frihandelsaftaler med målet at sikre fred og sikkerhed på det europæiske kontinent. Internt har EU landene i vid udstrækning, og i koordination med USA formået at holde en stram og koordineret kurs. Dog er der flere udfordringer for sammenholdet eks. Nordstream 2, der skal sikre en uforstyrret strøm af russisk gas lige ind midt i EU’s største økonomi; Tyskland.
Et nyt islamistisk hotspot – Sahel:
Hvis ikke migrationskrisen og udfordringen med grænsekontrol og ustabile regimer i de afrikanske middelhavslande var nok til at give europæiske ledere grå hår, kan den stigende uro i Sahel-regionen være det sidste skub. I denne del af det afrikanske kontinent der strækker sig i et bælte fra vest mod øst lige nedenfor de egentlige ørkenområder i Nordafrika oplever man i disse år en stigning i angreb fra islamistiske terror organisationer såsom Al Qaeda og ISIS-inspirerede grupper.
Europæiske svar og ideer
Overfor disse udfordringer står primært de store europæiske nationer sammen med Kommissionen som de vigtigste politiske aktører.
Kommissionen og Ministerrådet har søsat flere initiativer og da en egentlig permanent europæisk hær ikke nødvendigvis er klar til at smide tornystrene på ryggen og marchere under et blåt flag med stjerner på indenfor en overskuelig fremtid, har man igangsat både det Permanent Strukturerede Samarbejde (PESCO) som skal give EU-landene mulighed for at arbejde tættere samme på sikkerheds- og forsvarsområdet. Bl.a. igennem udvikling af fælles forsvarskapaciteter og investering i fællesprojekter. Senest er indsatsen styrket med allerede nævnte initiativ omkring en fælles forsvarsfond EDF hvor 13 milliarder EUR vil blive afsat til forsvarsrelaterede forsknings- og innovationsprojekter, fra de tidligste forskningsstadier til erhvervelse, som medlemslandene dog selv må betale for. EDF skal tilskynde øget kooperation og interoperabilitet mellem medlemslandes forsvar da bevillinger vil være betinget af at et minimum af tre medlemslande deltager i et projekt.
Politisk skubbes der også på for en større brug af kvalificeret majoritet ved afstemninger omkring udenrigspolitiske tiltag, i modsætning til i dag hvor næsten alt kræver enstemmighed i rådet.
Derudover ønsker Kommissionen at rollen som EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik styrkes. Dette udfordres dog kraftigt af mange medlemslande, da man er vant til at have sidste ord på den udenrigspolitiske scene. En spændende udvikling bliver derfor at se, hvem der kan sætte sig i det varme sæde efter Federica Mogherini (billedet i artiklens top) efter parlamentsvalget den 26. maj, da en stor personlighed i rollen måske vil kunne tilrane sig mere indflydelse.
Slutteligt åbner Brexit også for et øget forsvarsmæssigt samarbejde mellem de resterende EU-medlemmer, med Frankrig som største fortaler for en stærkere indsats. Dog betyder manglen på den britiske bremse dog ikke nødvendigvis, at Tyskland eller de mere skeptiske medlemsstater er interesserede i at afgive flere ressourcer eller beslutningskraft til et samlet EU-forsvar, underlagt Kommissionen.
Christian Christensen er udddannet Ba. i kommunikation og Europæiske Studier og har en Ma. i International Studies fra Aarhus Universitet. For tiden arbejder han i Bruxelles hvor han har fokus på forskning og innovation.
Foto i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Francois Lenoir/
Læs hele temaet “Europæernes valg”
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 