EU har brug for udenrigspolitisk gennemslagskraft, hvis der skal skabes resultater i forhold til unionens eksistentielle problemer. Er Brexit-processen opskriften på en ny vej, eller er det blot undtagelsen, der bekræfter den pointe, som nogle har om nødvendigheden af mere overstatslig koordinering?
Analyse af Tarik Kehli
TEMA: EUROPÆERNES VALG | TENDENSERNE | Brexit er hovedsageligt og på mange måder en sørgelig historie – for briterne, for EU og for europæerne som sådan. Med al sandsynlighed træder briterne ud af EU senest ved udgangen af oktober 2019.
I Bruxelles og blandt de resterende 27 medlemsstater, har fokus dog den seneste tid centreret sig omkring det forestående EU-valg og de efterfølgende udskiftninger på centrale poster, samt på de udfordringer, som europæerne ønsker at EU tager teten på at løse: klima-, migrations- og sikkerhedsudfordringerne. Alle udfordringer, der ikke udelukkende kan løses via intern politik, hvor den overstatslige dimension i EU er stærkere.
Det er dog værd at dvæle en smule ved Brexit – også uden schadenfreude for øje eller hang til selv-flagellation. Netop Brexit-processen, set med EU-briller, kan lære os vigtige lektier, om hvordan medlemslandende fremover kan tackle udenrigspolitiske anliggender; og dermed svare de udfordringer, folket stiller EU. Eller kan Brexit-processen virkelig det?
Brexit-processen – en model for EU’s udenrigspolitik
De der mener, at Brexit-processen kan danne ny skole for EU’s udenrigspolitik, peger på, at EU-landene langt fra var enige om, hvordan og hvor langt man skulle gå med indrømmelser til briterne. På trods af det, havde man en velkoordineret proces, hvor man fandt et kompromis internt i EU – og holdt sig til det.
Michel Barnier, Kommissionens udpegede chefforhandler, høster med rette store roser for dette arbejde. Det lykkedes at holde medlemslandende nogenlunde tilfredse. Man stod last og brast omkring Irlands ønsker, som det mest udsatte land, samtidig med man udviste en fast hånd overfor briterne, sådan som Frankrig eksempelvis var varme fortalere for.
EU’s kompromisser, specielt dem mellem medlemsstaterne i Rådet, bliver ofte skudt i skoene, at de er resultatet af ufine, lyssky forhandlingsaftaler afgjort sent ud på natten. Igennem Brexit-processen, har uenighederne mellem medlemsstaterne været relativt åbne. Det har givet en hel anden troværdig kommunikation fra regeringslederne og en villighed til at acceptere kompromisser i den bredere befolkning.
Kontrasten er krystal klar, når det mudrede forløb hos forhandlingernes modpart holdes op imod EU’s Brexit-proces. Hvor EU’s proces har været inkluderende, langsigtet og åben; har briternes proces været ekskluderende, præget af kortsigtet taktik og lukket omkring det konservative regeringsparti.
Den udenrigspolitiske model, der kan levere løsninger på klima-, migrations-, og sikkerhedsudfordringerne, kræver ikke traktatændringer ved indførelse af kvalificeret flertal i Rådet på det udenrigspolitiske område og dermed afgivelse af national suverænitet. Den kræver, at de ovenstående konklusioner bliver draget på baggrund af Brexit-processen, og at metoden bliver repliceret, når uenigheder endnu en gang splitter EU’s medlemsstater.
Brexit-processen – undtagelsen der bekræfter reglen
På den anden side er der dem, der mener, at svaret på alle kvaler i EU er mere integration og flere overstatslige kompetencer. På den pro-europæiske front deles første del af den ovenstående analyse af en vellykket Brexit-proces (indtil videre). Men anden halvdel af analysen og konklusionen er en anden.
En af de mere uforbeholdne personer i denne europæiske debat er Guy Verhofstadt, formand for Europa-Parlamentets liberale ALDE-gruppe, Parlamentets repræsentant for Brexit-anliggender og pro-europæer par excellence. Han mener, at man først rigtigt vil lykkes med at tøjle medlemsstaternes trang til at gå enegang, når det passer dem, når EU får et stærkere udenrigspolitisk mandat. Han peger på et eksempel fra marts 2019, hvor først Italien og derefter Luxembourg har brudt med EU-linjen og underskrevet Kinas ”Belt and Road”-initiativ, der handler om, at etablere infrastruktur fra Kina og ud til resten af verden, gennem kinesiske investeringer til svimlende summer.
Dermed ses Brexit-forløbet snarere som undtagelsen, der bekræfter reglen om, at medlemsstaterne, så snart de ser deres snit til det, bryder med EU-linjen, når det er opportunt i en indenrigspolitisk taktisk manøvre, eller fremmer landets snævre interesser i kampen om investeringer og markedsadgang.
Argumentet er, at den gode Brexit-proces forklares bedre med den store trussel, som Brexit har rejst, et godt stykke arbejde af en række nøglepersoner, herunder Barnier, og en god portion tilfældigheder. Derfor kan man ikke regne med, at udfaldet vil være det samme næste gang. Den eneste måde man ændrer på chancerne for mere koordinerede tiltag, er ved at sikre en stærkere forenende stemme.
Juryen er ude
Skrækscenariet er, at man tror, at Brexit-processen har forandret EU’s udenrigspolitiske model, for senere at finde ud af, at resultatet ikke så let lader sig gentage. Samtidig med, at man i mellemtiden letter presset mod at finde en mere holdbar model, der kan svare de udfordringer, som langt de fleste EU borgere ønsker, at EU skal løse.
Om Brexit-processen skal udgøre en model for EU’s udenrigspolitiske ageren, eller om der vil blive arbejdet hen imod flere stærkere overstatslige kompetencer, kommer valget til Europa-Parlamentet og de efterfølgende udpegelser til at sige en del om.
Tarik Kehli er skribent på Magasinet Europa.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Vincent Kessler/
Læs hele temaet “Europæernes valg”
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 