Er Italien blevet et racistisk land?

Er der sammenhæng mellem den nye regerings aggressive migrationspolitik og en øget racisme i Italien? Det er et spørgsmål, mange stiller sig for tiden, hvor medierne beretter om racistiske overfald og om skibe med migranter og flygtninge, der bliver afvist af Italien.

Kommentar af Pia Schwarz Lausten

Det er blevet farligt at være sort i Italien. Henover sommeren er tilfældige personer med sort hudfarve blevet verbalt svinet til, slået og sparket eller angrebet med våben. I flere tilfælde med døden til følge. Nogle af gerningsmændene hævder, at der var tale om drilleri eller uheld, andre at der var tale om selvtægt.

Bølgen af voldelige angreb begyndte en måned før parlamentsvalget i marts, da et medlem af Legaens højrefløj, Luca Traini, den 3. februar 2018 skød på seks tilfældige afrikanere i Macerata og bagefter svøbte sig i det italienske flag. Siden har der været en stribe lignende episoder: en migrant fra Ghana blev beskudt af to drenge med luftgevær, en marokkaner blev forfulgt og banket ihjel i Aprilia nær Rom, fordi han var mistænkt for at være en indbrudstyv, en ung senegaleser blev sparket og slået uden for en bar på Sicilien under ordene ”skrid, beskidte neger”, en mand fra Cape Verde blev beskudt med luftgevær i Cassola i Norditalien, mens han var i gang med at reparere en elektrisk installation i syv meters højde, en afrikaner blev skudt og dræbt i Firenze af en ældre mand.

I flere tilfælde er ofrene italienske statsborgere. Det gælder f.eks. Daisy Osaku, der født i Italien af nigerianske forældre og er diskos- og spydkaster på det italienske landshold. Hun fik et æg i øjet og måtte på skadestuen for at få syet såret sammen. Mindre tilfældigt virker drabet i juni på en fagforeningsmand af afrikansk afstamning, Soumayla Sacko, der kæmpede for at organisere markarbejderne i Syditalien.

Forandringen begyndte for ti år siden
Volden ser ud til at være eskaleret, men racisme er ikke opstået denne sommer i Italien. Forandringen i holdningen til migranter og flygtninge begyndte for cirka ti år siden omtrent samtidig med, at finanskrisen satte ind.

Den tidligere integrationsminister Cécile Kyenge, der kom til Italien fra Congo og har studeret medicin, har ofte været udsat for racistiske tilråb under politiske møder, og indenfor italiensk fodbold er racismen velkendt: Mario Balotelli har i årevis været udsat for fornærmelser på de sociale medier og er blevet mødt af abelignende skrig fra publikum og kast med bananer eller nødder på banen. Det er de berygtede ultras der står bag (især blandt Inters, Lazios og Veronas fans), og håndteringen af sagerne har været mangelfuld fra de italienske myndigheders side. Den italienske fodboldunion, Federcalcio, bortforklarer ofte episoderne som overfladisk drilleri og gerningsmændene forbliver ustraffede. Måske fordi fodbold og politik er tæt flettet sammen i Italien, hvor hooligans-miljøet er sammenvævet med nyfascistiske organisationer.

I sin bog fra 2010, Noi italiani neri. Storie di ordinario razzismo (Vi, de sorte italienere. Historier om hverdagsracisme), giver forfatteren Pap Khouma flere eksempler på racisme indenfor fodboldverdenen. Desuden har han med afsæt i både egne og andre sorte italieneres erfaringer mange eksempler på, hvordan borgere af afrikansk afstamning oplever diskrimination og fordomme fra både medborgere og myndigheder. De bliver mistænkt for at være tyveknægte og voldsforbrydere, de har svært ved at finde jobs og boliger.

Khouma kom selv fra Senegal til Italien som migrant i slutningen af 1980’erne og levede som strandsælger, før han blev forfatter, ansat i en boghandel i Milano og aktiv som kulturformidler. Hans debutbog, bestselleren Io, un venditore di elefanti (1990, Jeg, en elefantsælger), blev til i kølvandet på et af de første racistiske drab i Italien: en sydafrikansk flygtning, Jerry Masslo, der arbejdede som tomatplukker i Syditalien, blev dræbt af en gruppe kriminelle. Dengang reagerede det officielle Italien med forargelse. Ofret fik en statsbegravelse, og den daværende regering (PD) ændrede lovgivningen for at give illegale migranter mulighed for at få opholdstilladelse (Den såkaldte Martelli-lov fra 1990).

”Italienerne først”
Racisme i Italien er således en gammel nyhed, men måden at tackle den på har ændret sig: frem for at tage afstand fra volden afviser Italiens nuværende indenrigs- og vicepremierminister Matteo Salvini, at der er tale om racisme og hævder, at venstrefløjen bruger episoderne som politisk redskab imod regeringen. Det eneste problem, han ser, er den kriminalitet og racisme, som indvandrerne udøver mod italienerne. Og hvis der er et racismeproblem, mener han, at det er de venstreorienteredes skyld, som har lukket alt for mange ind gennem årene. Hans parti Lega har sørget for en lempelse af våbenloven og har foreslået at afskaffe den paragraf, der kan straffe racisme med op til fire års fængsel. Og hans Trump-inspirerede slogan ”Prima gli italiani”, italienerne først, scorer stemmer. Han griber en tendens i tiden og forstærker den: Det er blevet okay at udtale sig fremmedfjendsk også blandt mere almindelige italienere.

Fremmedhadet afspejler sig også i sproget, hvor gamle begreber får ny betydning: Salvini gentager ofte, at det er slut med ”il buonismo” (blødsødenhed). At være god og imødekommende overfor andre bliver vendt til skældsord. Man kan sammenligne med ordet “pietismo” (pietisme), som forandrede betydning under fascismen, hvor det blev brugt nedsættende om dem, der hjalp jøderne med at gemme sig, idet ”pietà” betyder medlidenhed eller medfølelse. En anden måde at forvrænge betydningen af et velkendt udtryk er brugen af ”negriero”, som oprindeligt betegnede folk, der handlede med slaver, men nu bruges nedsættende om folk, der vil hjælpe migranter.

Salvini vender og drejer sproget som det passer ham. Det gælder også, når han i forbindelse med den nylige sag om det italienske kystvagtskib Diciotti udtalte, at det er italienerne, der er gidsler (for migrationen) og ikke migranterne om bord på båden, som blev nægtet adgang til Italien. Nogle af Salvinis mange fremmedfjendske udtalelser er formentlig i direkte strid med racismeparagraffen: ”For de illegale migranter er badeferien forbi, forbered jer på at pakke jeres kufferter, stille og roligt”, har han sagt. Og: ”de migranter som camperer her til frokost og aftensmad er tydeligvis blevet for mange”. Salvini har også foreslået at holde folketælling over, hvor mange romaer der opholder sig i Italien. Dette forslag samt de nævnte udtalelser har nu medført en politianmeldelse fra en gruppe borgere i Treviso, som anklager ham for at opildne til racehad med den skærpende omstændighed, at han beklæder et offentlig embede.

Flere mener, at Salvini handler uden respekt for basale retsprincipper. Det gælder f.eks. hans ordrer om, at redningsskibe med bådflygtninge ikke må lægge til i de italienske havne. Senest lå kystvagtskibet Diciotti stille i ti dage i Catania med 177 migranter og flygtninge. De fleste af dem har levet flere år i lejre i Libyen og har været udsat for tortur, menneskehandel og voldtægter og de har (menneske)ret til at indgive en asylansøgning i Italien. Salvini påstod, at de allesammen var illegale migranter og kunne sendes direkte tilbage til Eritrea efter en kort identifikationsproces på skibet.

Sådan kom det ikke til at gå. Sagen endte med, at Irland og Albanien samt ikke mindst den katolske kirke fordelte migranterne imellem sig. Episoden har givet Salvini en mere alvorlig sag på halsen, idet den offentlige anklager på Sicilien har anmeldt ham for magtmisbrug og ulovlig tilbageholdelse af personer. Migranterne på båden var nemlig på italiensk territorium og tilbageholdt mod deres vilje. Salvini mener, at han er offer for dommernes politiske holdninger.

Det kan virke paradoksalt, at racisme og migrationskrise ses nu. Presset på Italien har været stort de sidste fem år, hvor landet takket være sin geografiske placering har modtaget over 600.000 migranter og flygtninge. Men tallet er dalet markant i år især på grund af den aftale, som den forrige indenrigsminister (Marco Minniti) lavede med Libyen.

Allerede under den forrige regering talte man også om at lukke de italienske havne. Går vi længere tilbage, blev der under Berlusconi foretaget væsentlige stramninger på migrationsområdet bl.a. med en lov i 2002 (Bossi-Fini), udarbejdet af Lega Nords egen daværende leder Umberto Bossi, som gjorde det sværere for migranter at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Når Salvini sætter hårdt mod hårdt i de aktuelle sager, giver det derfor indtryk af symbolpolitik. Han udnytter situationen til at propagandere for sin sag, og det lykkes: Lega er gået frem og ville få omkring 27-30% af stemmerne, hvis der var valg i dag.

Usikkerhed og frygt
Salvini taler til frygten i befolkningen og udnytter den. De sorte borgere ses som repræsentanter for en gruppe, som mange opfatter som en trussel mod deres egen og deres samfunds økonomiske og politiske sikkerhed.  Fremmedhadet bygger på fordomme om, at migranterne er kriminelle og at de misbruger systemet. Statistikkerne viser, at frygten for migration og især islamisk terror er større end frygten for arbejdsløshed og landets økonomisk krise. Det kan undre, da Italien ikke har været udsat for nævneværdige terroristangreb. Og mange glemmer, at det netop er islamisk terror, der tvinger mange unge afrikanere på flugt fra afrikanske lande. Men i medierne og den folkelige bevidsthed blandes terror ofte sammen med migration.

En anden forklaring på frygt og usikkerhed er, at modtagesystemet ikke fungerer som det skal. Det er uorganiseret og ukontrolleret, der er mange huller i systemet, og det afspejler en splittelse i Italien mellem et lokalt og et statsligt niveau. Kommunerne modtager finansiering fra staten pr. flygtning de huser, men de lever ikke altid op til kravene om civiliseret behandling af migranter og flygtninge: de får mad, men stuves ofte sammen f.eks. i faldefærdige bygninger som nedlagte hoteller eller børnehaver til irritation for det omgivende samfund. Og pengene ryger i andre kasser.

Den kriminelle udnyttelse af migranternes billige arbejdskraft skaber også sociale spændinger. Italienske virksomheder samarbejder med både italienske og udenlandske mafiaer om at udnytte ikke bare illegale migranter men også asylansøgere, der endnu ikke har fået asyl, og migranter med opholdstilladelse. Alle har ofte betalt meget store beløb til smuglerne, som de nu skal tilbagebetale.

Der er opstået et system ved navn ”Caporalato”, som er en måde at organisere arbejdet på, der kommer virksomheden til gode, men som har skabt en ny underklasse af arbejdere fra især Afrika. En ”caporale” er en mellemmand, der står for at hyre folk og betale dem, og for at aftale tid og løn med chefen. Der er brug for tomat- og appelsinplukkere på bestemte tidspunkter af året, men det er umuligt at finde nok italienere, der vil gøre arbejdet. Mange virksomheder udnytter situationen og har tusindvis af daglejere der arbejder for 20-30 euro om dagen, og nogle taler ligefrem om et liberaliseret slaveri. Arbejderne lever under kummerlige forhold og bliver i nogle tilfælde slået, mishandlet eller udnyttet seksuelt. Kriminaliseringen og den dårlige organisering giver grobund for frygt og had i befolkningen.

Anti-racistisk kritik
Italien er imidlertid delt mellem solidaritet og frygt i forhold migration. Trods opbakning til Salvinis politik ses også en voksende afstand mellem andre dele af befolkningen og regeringen. Det ville være urimeligt overfor de mange antiracistiske kræfter – og over for de dele af befolkningen, der er bekymret over migrationen uden at forfalde til racisme – at kalde Italien et racistisk land. Hver gang regeringen afviser et skib med flygtninge, står hundredvis af demonstranter klar med velkomstbannere og solidaritetserklæringer. Vi så det senest i Catania i slutningen af august i forbindelse med Diciotti-sagen. Hundredvis af lokale indbyggere havde taget i alt 177 af de såkaldte ”arancini” (en velsmagende siciliansk specialitet der bedst kan beskrives som en friturestegt risbolle) med på havnen som symbol på deres gæstfrihed. Og tusindvis af almindelige borgere, frivillige organisationer, fagforeninger, politiske partier protesterede i Milanos gader få dage senere, mens Salvini mødtes med den ungarske premierminister Orban.

Flere borgmestre har søsat alternative initiativer for at integrere migranter og flygtninge, som f.eks. i Riace i Calabrien, hvor borgmesteren har vakt en uddød by til live ved at modtage migranter og flygtninge. Tusinder af frivillige yder retshjælp og undervisning for asylansøgerne og omsorg for de mange uledsagede børn, der kommer til Italien.

Den katolske kirke udtrykker også kritik af racismen og fremmedhadet. Mens man for femten år siden så en kardinal (Biffi) komme med et diskriminerende forslag om at udelukke muslimer fra at få ophold Italien, ser vi nu biskopper, der truer med sultestrejke, katolske organisationer som centrale aktører i støtten til migranter og asylansøgere og en pave, der gang på gang prædiker antiracisme og solidaritet.

Flere forfattere og kunstnere har også meldt sig på banen, og i juni modtog Italiens præsident, Mattarella, et åbent brev fra en række intellektuelle, der kritiserede regeringens migrationspolitik for at være moralsk forkastelig, umenneskelig og forfatningsstridig: ”Migration har altid været en naturlig og essentiel del i udviklingen af menneskelige civilisationer: respekten for kulturelle forskelle, for retten til asyl og integration er principper, som Europa har kæmpet hårdt for at opnå efter sejren over nazifascismen, og de er den eneste rette vej at følge (…).” Også flere og flere forfattere med migrationsbaggrund argumenterer i deres værker for, at italiensk identitet og statsborgerskab ikke er et spørgsmål om hudfarve. De udgør nogle af de mange succeshistorier bag de fem millioner italienske borgere af udenlandsk herkomst, som arbejder, betaler skatter og bidrager til at opretholde velfærden i et land med en af Europas ældste befolkninger.

Fortidens skygger
Racisme er som et spejl. Den udfordrer italienernes selvforståelse, der traditionelt bygger på ideen om et solidarisk og generøst folkefærd. Man har endda et begreb for det: ”Italiani, brava gente” (italienere, pæne mennesker), som kendes fra Giuseppe De Santis’ film fra 1964 om de italienske soldater, der blev sendt til den russiske front.

Den italienske republik er bygget på en afvisning af racisme og fascisme. Men nu åbnes for dystre og fortrængte kapitler i nationens historie: især Italiens fascistiske fortid med indførelse af racelovene i 1938, der førte til deportering af tusindvis af italienske jøder, men også Italiens kolonifortid med koloniseringen af Eritrea og Somalia i slutningen af 1800-tallet og dele af Libyen, Albanien og Jugoslavien under Mussolini. Først nu som en følge af den aktuelle migration til Italien er forskerne begyndt at løfte sløret for, hvor voldsomt de italienske koloniherrer gik frem.

Kritikerne af den indvandrerfjendske kurs bringer også italienernes egen fortid som emigranter i erindring: frem til starten af 1980’erne var Italien selv et land, hvorfra ca. 24 millioner personer emigrerede. Italienerne var de ’sorte’ i USA i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor de blev udnyttet som billig arbejdskraft på sukkerplantager og i fabrikker. De blev anklaget for at være kriminelle og udsat for diskrimination og lynchninger. Mange syditalienere har oplevet de samme forhold i Norditalien, da de under det økonomiske boom i 1950-60’erne flygtede dertil fra fattige vilkår i syd. De er nu integrerede i det norditalienske samfund.

Migration er blevet hovedperson i italiensk politik og har skabt kraftige interne modsætninger og nye alliancer. Samarbejdet med Femstjernebevægelsen er blevet sat på en hård prøve. Under Diciotti-sagen erklærede flere gruppeformænd for bevægelsen sig uenige med Salvinis migrationspolitik. Derimod nyder Berlusconi godt af regeringens interne splittelse og står klar til at generobre scenen – måske sammen med Salvini, som han løbende bakker op i medierne, og uden femstjernebevægelsen.

Forfatteren Roberto Saviano har sagt, at en regerings evne til at tackle migration er udtryk for dens evne til at tackle alle andre problemer. Det samme gælder formentlig også på europæisk plan, hvor Salvinis regering – bl.a. med sine angreb på den franske præsident Macron – udgør et kraftigt angreb på unionen. Man må håbe, at politikerne i Europa kan deres Primo Levi: I Hvis dette er et menneske, en af de mest berømte Holocaust-beretninger i verden, advarede han om, at fremmedhad er en ”latent infektion” og den første præmis i en syllogisme, hvis sidste led er koncentrationslejren.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Pia Schwarz Lausten er lektor, Ph.D. på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Gregorio Borgia/

Læs hele temaet “Det ustabile Italien” 

---

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast: