EU har paradoksalt nok styrket nationalstaterne, samtidig med at vælgerne frygter, at deres nationale suverænitet er ved at forsvinde i Bruxelles. Det er et af budskaberne i Uffe Østergaards nye bog ”Hvorhen Europa?”. Forfatteren giver en syntese af tusinde års europæisk historie og udfordrer både unionens tilhængere og dens modstandere. Vi bringer bogens kapitel 1, der følger herunder.
TEMA: EUROPA OG DEN DEMOKRATISKE SAMFUNDSORDEN | Boguddrag af Uffe Østergaards “Hvorhen Europa?” (Kapitel 1: EU – en stat der ikke vil være en stat og et imperium der ikke vil være et imperium).
Strukturer, kriser og tilfældigheder
»Can History help?« spurgte den britiske historiker Linda Colley (f. 1949) for nylig i London Review of Books (Colley 2018). Hendes retoriske spørgsmål var foranlediget af en mediedrevet situation hvor 24-timers nyheder, twitter og facebook opdateringer efterlader os med en hjælpeløs fornemmelse af både at få for meget at vide, samtidig med at betydningen går tabt. Colley der underviser ved Princeton universitetet i USA og blandt meget andet har skrevet en banebrydende bog om udviklingen af en fælles britisk identitet efter unionen mellem Skotland og England i 1707, Britons. Forging a Nation 1707-1837, fra 1992, regnes for en af de hundrede mest indflydelsesrige britiske intellektuelle. Ikke overraskende besvarer historikeren sit spørgsmål med et forslag om at ignorere stormen af nyheder og studere tidligere tiders afgørende ændringer.
Gør man det, viser det sig at de virkeligt vigtige ændringer normalt er sket langsomt. For eksempel den industrielle revolution. Sandt nok kender vi også til afgørende begivenheder der ændrede verden med ét slag som atombomben over Hiroshima 6. august 1945. Men selv atombomben var et resultat af politiske beslutninger i det amerikanske establishment, en satsning på statsstøttet teknologi i en hidtil uhørt skala og grundvidenskabelige opdagelser i hele det 20. århundrede markeret af nobelpristagere som Albert Einstein (1879-1955), Niels Bohr (1885-1962) og mange andre. De fleste store ændringer i verden har imidlertid taget meget længere tid. Colley nævner den sorte død i 1300-tallet hvor Europa mistede omkring halvdelen af sin befolkning. Dette forfærdelige tab fik til gengæld den følge at levestandarden for mange af de overlevende steg, i hvert fald på længere sigt. Denne stigning førte igen til stigende lønninger og efterspørgsel som igen udløste de europæiske opdagelsesrejser i 1400-, 1500- og 1600-tallet. Men også kortere tidsrum kan ændre hele samfund. Hun fremhæver det skifte i politisk kultur der er sket i Tyskland i de 70 år siden 2. verdenskrig hvor landet er blevet ikke blot rigt, men også demokratisk og fredeligt. Eller de nordiske lande der omkring 1900 var en fattig periferi i Europa hvorfra hundredtusinder udvandrede, men som i dag tilhører den misundte top ti af velhavende, lykkelige og ret egalitære lande (Colley 2018).
Dette lange perspektiv er værd at have med sig når man vil forstå den ændring verden generelt og Europa specielt har undergået siden afslutningen af den kolde krig med kommunismens fald i 1989- 91, de USA-ledede koalitioners nederlag i Afghanistan og Irak efter 2001 og 2003, finanskrisen i 2008, det populistiske oprør i Vesten der foreløbig har ført til den britiske beslutning om at forlade EU og valget af Donald Trump til præsident i USA, Ruslands erobring af Krim og militære sejr i Syrien for blot at nævne nogle få af de senere års spektakulære begivenheder. EU og Europa er gået fra krise til krise siden 2008. Den britiske politiske iagttager Mark Leonard (f. 1974) udsendte i 2005 en lille bog med den optimistiske titel, Why Europe will run the 21st Century. I dag er det svært at forstå at han skriver om den samme størrelse som dagens Europæiske Union der halter fra krise til krise og holder vejret mellem valgene der bringer stadig flere og stadig mere EU-kritiske partier, om ikke til magten, så i afgørende positioner.
Disse linjer skrives efter valget i Italien marts 2018 som blev vundet af to populistiske partier, det fremmedfjendske og EU-kritiske Lega (tidligere Lega Nord) og den anarkistiske satiriker Beppe Grillos’ (f. 1948) Movimento Cinque Stelle (Femstjernebevægelsen). Om det ender med en regering af disse to partier eller om præsidenten, den sicilianske hædersmand Sergio Mattarella (f. 1941), der har bekæmpet mafiaen hele sit politiske liv, udskriver nyvalg, er helt uklart. Denne usikkerhed overdøves dog af valget i Ungarn 8. april hvor det eneste usikre er hvor stor sejren bliver for Viktor Orbáns (f. 1963) nationalkonservative og EU-kritiske parti Fidesz. Situationen kan nå at ændre sig mange gange inden denne bog når frem til læserne.
Alligevel vover jeg at levere et bud på hvad der er sket i Europa på det lange, det mellemlange og det helt korte sigt. Det gør jeg ud fra en overbevisning om at netop en tilsyneladende uoverskuelig situation som vor tids overflod af begivenheder og informationer kun kan håndteres hvis man læner sig tilbage i sædet og forsøger at se lange linjer og sammenhænge. Og det er netop det historiefaget kan levere når det er bedst, modsat de såkaldte ’systematiske’ samfundsvidenskaber.
Historie er nemlig ikke kun detaljer og omhyggelig rekonstruktion af fortiden, men også perspektiverende skildringer af de store sammenhænge der gør det muligt at orientere sig i mængden af begivenheder. Analytisk fortælling når det lykkes. Uanset hvor vigtige de ser ud til at være, er ophobningen af EU’s mere eller mindre selvforskyldte kriser kun udløsende hændelser. Skal man forstå hvad der foregår er det vigtigt at undersøge de større strukturelle årsager bag de dagsaktuelle nyheder. De kan deles op i langsigtede årsager som skyldes kulturelle forskydninger, naturforhold, energiressourcer, opfindelser og lignende på den ene side og mellemlange økonomisk-politiske ændringer på den anden. Et godt eksempel på det sidste er det institutionaliserede europæiske samarbejde siden 2. verdenskrig. Opdelingen stammer fra den franske Annales-historiker Fernand Braudel (1902-85) som ret håndfast skelnede mellem tre niveauer; de langsigtede tendenser (på fransk la longue durée), mellemlange ‘bølger’ i økonomi og politik (les conjonctures) og ‘begivenheder’ (évènements). Den ‘lange varighed’ er Vestens relative tilbagegang efter 500 års dominans over verden, det der fra et kinesisk synspunkt opfattes som en parentes på 500 år. Den ‘mellemlange bølge’ er globaliseringen og internationaliseringen efter 1989 og det europæiske samarbejde siden 1950. Begge har til de flestes overraskelse reelt styrket nationalstaterne, i Europa specielt, men også i resten af verden i en proces man kan kalde ’global nationalisme’ (Hettne, Sörlin & Østergård 2006).
I dag er det klart at vinderne i globaliseringen er middelklasserne i Asien på mellem 500 og 800 millioner samt en fåtallig finansiel overklasse i Vesten, mens de relative tabere er arbejder- og middelklassen i Vesten hvis indkomst ikke er vokset. Dertil kommer flygtninge og migranter fra syd til nord som udgør det nye proletariat i Europa. Ganske vist er der efter et halvt års forhandlinger omsider dannet en konservativ-socialdemokratisk koalitionsregering i Tyskland under Angela Merkel (f. 1954). Men hvilken politik den vil føre i Europa og om den store koalition vil indvarsle undergang for de store gamle partier, især SPD, er usikkert. Den gode nyhed fra foråret 2017 hvor den dynamiske og veltalende Emmanuel Macron (f. 1977) til de flestes overraskelse formåede at besejre Front National er udfordret af en strejke blandt lokomotivførerne i de franske statsbaner som truer med at brede sig til andre grupper på det stive franske arbejdsmarked. Macron har hidtil haft heldet med sig, både internt i Frankrig og med sine visioner for EU som han har talt i gang igen. Men nu risikerer han at møde den mur af stædigt forsvar for privilegier som tidligere har bragt franske regeringer til fald.
Sker det vil det næppe hjælpe EU meget at den danske kommissær Margrethe Vestager (f. 1968) har pustet liv i det europæiske samarbejde og skaffet det fornyet legitimitet ved at anlægge sager for skatteunddragelse mod de store amerikanske kommunikationsmonopoler, Apple, Google og Amazon, samtidig med at Facebooks markedsværdi er i frit fald efter afsløringen af dets forretningsmodel med salg af oplysninger om kunderne. Det er i øvrigt også helt usikkert om den danske regering vil genudnævne hende, eller om Lars Løkke Rasmussen (f. 1964) vil indstille en trofast partisoldat som man plejer, eller vælge at forlade dansk politik og et truende valgnederlag ved at indstille sig selv. Politisk viser kriserne sig efterhånden som et valg mellem liberalt og såkaldt ‘illiberalt’ demokrati, krise for centrumvenstre og en voksende kritik af de internationale konventioner der blev formuleret efter 2. verdenskrig. Viktor Orbán i Ungarn, Jarosław KaczyĔski (f. 1949) i Polen, Recep Tayyip Erdogan (f. 1954) i Tyrkiet, Vladimir Putin (f. 1952) i Rusland, Donald Trump (f. 1946) i USA, Marine Le Pen (f. 1968) i Frankrig og Theresa Mays (f. 1956) ‘Brexit’ koalition i United Kingdom er forskellige udtryk for udfordringen af den liberale verdensorden vi troede havde sejret med kommunismens fald. Det kinesiske ‘autoritære demokrati’ der ledes af et kommunistisk parti med 90 millioner medlemmer rekrutteret fra den nye middelklasse er en mulig mellemvej, især hvis Kina får styr på forureningen og ikke kommer i krig med USA.
Uanset hvordan det går, er sådanne mellemlange konjunkturer baggrund for de kriser der er skyllet ind over EU, fra finanskrisen i 2008, flygtningestrømmene fra Mellemøsten og migranterne fra Afrika, udfordringen fra Putins Rusland, Brexit og valget af Donald Trump til præsident i USA i 2016. Hvert valg imødeses med angst og bæven i Bruxelles. Det er umuligt med sikkerhed at forudsige resultatet af sådanne ‘begivenheder’, men muligt at forklare dem bagefter. ‘Tilfældighed’ er historikernes betegnelse for sådanne hændelser der ikke kan forudsiges med sikkerhed, men som kan forklares bagefter. Dermed menes ikke at hvad som helst kunne ske, men at der var flere muligheder i såkaldte ‘åbne situationer’ hvor resultatet afhænger af de trufne valg, kollektive eller individuelle.
Flygtningekrisen i 2015-2016 er et godt eksempel på et problem som EU strengt taget burde kunne løse, men i stedet er faldet tilbage på nationale løsninger der skubber problemet over på naboerne på samme måde som man gjorde under den økonomiske krise i 1930rne. Det understreger EU’s grundlæggende karakter af en koalition af nationale stater og nationale interesser som har svært ved at handle i fællesskab i modgang. Hidtil har europæerne appelleret om hjælp fra USA der har været drivkraften i den europæiske integration lige siden 1940erne sådan som den ungarske historiker Tibor Iván Berend (f. 1930) har påvist på basis af en omfattende læsning af amerikanske dokumenter (Berend 2016). Og Europa har som regel fået hjælp, undtagen når samarbejdet truede vigtige amerikanske interesser.
Sikkerhedspolitisk har NATO leveret den hårde sikkerhed der har gjort muligt for EU at tro at det var muligt at ignorere geopolitikkens lovmæssigheder. Men siden 2000 har amerikanerne, også under den i Europa populære præsident Obama (f. 1961), været bemærkelsesværdigt uinteresserede i EU. Obama appellerede ganske vist før afstemningen i United Kingdom i 2016 til briterne om at blive i EU – som også den kinesiske præsident Xi Jinping (f. 1953) gjorde det. Men ingen af dem kom med andet end uforpligtende gode råd. Kan man forestille sig at europæerne tager sig sammen og at den veltalende franske præsident i samarbejde med den genvalgte tyske kansler genstarter den tysk-franske motor i EU og sætter skub i det overnationale samarbejde? Måske, men det vil næppe løse problemet med den generelle skepsis i mange medlemslande om hvad det europæiske projekt går ud på. Så vi kan risikere at øget europæisk integration fører til et mindre og svagere EU fordi det kobler de mere skeptiske lande af. Det vil svække Vesten som et samlet værdifællesskab.
Da man grundlagde NATO i 1949, talte udenrigsministrene entusiastisk om Vestens civilisationsfællesskab på tværs af Atlanten. Og efter demokratiets og markedskapitalismens sejr i 1989 begyndte de endog at eksportere ’vestlige’ værdier i 1990erne i den tro at Rusland var endegyldigt besejret og resten af verden omvendt til en liberal verdensorden. Det er ikke hvad Donald Trump tænker og det er helt sikkert ikke Marine Le Pens og Dansk Folkepartis opfattelse. Meget tyder på at globaliseringen som ideologi har nået sin grænse. Der er stadig økonomisk globalisering; det den afdøde tyske sociolog Ulrich Beck (1944-2015) kaldte globalitet. Men globalisering som ideologi er mere ambitiøs og indebærer tro på en international retsorden og deraf følgende ansvar for at gribe ind mod folkedrab og krigsforbrydelser. Troen på et sådant globalt, postnationalt værdifællesskab kulminerede i 2005 da FN’s generalforsamling vedtog princippet om ‘Responsibility to Protect’, forkortet ‘R2P’ (Staur 2014). Desværre blev princippet aldrig konfirmeret i Sikkerhedsrådet og idealismen er nu erstattet af traditionel stormagtsrivalisering mellem USA, EU, Putins Rusland og Kina der forsvarer national suverænitet og egne interesser, en situation som bestyrkes af Donald Trumps ‘America first’ strategi der truer med at føre til handelskrig.
Ingen ved hvad der vil ske med Europa efter englændernes farvel til EU. Melder de sig helt ud af EU og får en WTO-aftale? Bliver de i det fælles marked som Norge og Island med en EØS-aftale? Forbliver de i toldunionen? Og hvordan vil det gå med Storbritanniens egen union, United Kingdom? Vil Skotland forlade den til fordel for EU? Og hvad med Nordirland? Vil katolikkerne i Nordirland benytte sig af deres dobbelte statsborgerskab i United Kingdom og den Irske Republik og undergrave grænsen mellem de to lande? Vil det lykkes Frankrig og Tyskland at genstarte den europæiske motor på et nyt grundlag?
Spørgsmål er der nok af. Hvad der allerede står klart er at Brexit-afstemningen markerede enden på drømmen om EU som en global stormagt. Økonomisk, politisk, militært og sandsynligvis også moralsk. Ikke som årsag, tilbagegangen har været undervejs længe, men som en symbolsk markør af det demografiske faktum at EU med sin aldrende befolkning sakker bagud i verden. Fra at udgøre 11 procent af verdens befolkning i dag vil Europas andel af verdens befolkning falde til 7 procent inden for en kort årrække. Hvis EU så yderligere svækkes ved at land efter land slår ind på den britiske vej, mens Spanien, Belgien, Italien og muligvis flere deler sig op i mindre stater, vil vejen mod magtesløshed i international politik tegne sig endnu klarere. Det indebærer ikke nødvendigvis et dårligt liv. Belgien fungerer ikke som nation, og dårligt nok som stat. Men livet er godt, belgisk mad, øl og chokolade er uovertrufne og levestandarden højere end i Danmark der til gengæld har større sammenhængskraft og bedre fungerende institutioner – bortset fra togdriften. Men et godt liv garanterer ikke at staterne overlever. Og slet ikke at de har indflydelse.
Suverænitetens paradoks
Den Europæiske Union er svær at sætte på begreb. Er der tale om en stat, et imperium eller en traditionel international organisation? EU har nu eksisteret så længe at vi kan se at nationalstaterne reelt er blevet styrkede i takt med at den overnationale karakter af Unionen blev styrket. Men samtidig mener flertallet i befolkningerne at de har mistet national suverænitet. Det er suverænitetens paradoks. Flertallet af eksperter er enige om at mellemstore lande som de europæiske har vundet i indflydelse ved at dele suverænitet. Men i den politiske debat taler man i stedet om at »afgive suverænitet« når man samarbejder.
Den danske debat før nej’et ved folkeafstemningen om retsforbeholdet og Europol 3. december 2015 rejste endnu engang det velkendte spørgsmål om samarbejdet i EU skal være mellemstatsligt eller overnationalt. Modstanderne fra Enhedslistens globale nationalister anført af Pernille Skipper (f. 1984) til Dansk Folkepartis uhæmmede nationalister med Morten Messerschmidt (f. 1980) som bannerfører hævdede med stor selvsikkerhed at mellemstatslige aftaler virker lige så godt – eller endda bedre – end bindende flertalsafgørelser som de er blevet normen i EU. Og Rina Ronja Kari (f. 1985) fra Folkebevægelsen mod EU fremhæver oven i købet Europarådet i Strasbourg som den ideelle samarbejdsform fordi det respekterer national suverænitet og vogter over menneskerettighederne. Ingen af dem fremførte skyggen af argumentation for påstanden om fordelen ved enstemmighed der strider mod al erfaring med internationalt samarbejde i det 20. århundrede fra Folkenes Forbund og FN til Europarådet.
Det var netop erfaringerne med de negative følger af national suverænitet der førte til de metoder som har været det særlige ved det europæiske samarbejde fra Kul- og Stålunionen i 1951, over Fællesmarkedet i 1957 til Unionen i 1991 og Lissabon-traktaten i 2009. Det var denne sidstes overnationale principper for politi- og retssamarbejdet der var årsag til den danske afstemning om ændring af retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Man kan mene meget om ja-sigernes ubeslutsomme oplæg og populistiske kampagne som byggede på den falske lærdom at nej-sigerne plejer at vinde ved at slå på følelser. Hvorfor de designede en kampagne med en lyshåret politikvinde i centrum uden argumenter, men fuld af følelsesladede påstande om at et nej betød ja til pædofili. Vælgerne reagerede helt forståeligt negativt på denne påstand. Men købte samtidig en argumentation om national suverænitet som forveksler formel suverænitet med den indflydelse især små og mellemstore lande har vundet i EU i kraft af samarbejdets juridiske og forpligtende karakter.
Mellemstatsligt samarbejde som nej-sigerne anbefalede overlader magten til de store magter, magter der som Storbritannien fejlagtigt tror at de endnu er store og nogen der som Polen ønsker at blive anerkendt som store. Ud over denne tvivlsomme præmis byggede hele diskussionen på en misforståelse af hvad EU har udviklet sig til. EU er måske ved at blive til føderation. Men hvis det er en føderation er det højst en ‘føderation af nationalstater’. Det er en logisk modsigelse, men netop derfor en god beskrivelse af nogle af tendenserne i samarbejdet som udfoldes nærmere i tredje del af denne bog. Ikke det hele, men netop vigtige sider af samarbejdet. Nationalstaterne er nemlig ikke blevet svækkede af EU, selv om både tilhængere og modstandere regnede med at det ville ske og mange stadig påstår det.
Det store spørgsmål er om EU har udviklet sig til en statslignende enhed eller om Unionen blot er en international organisation der opfører sig som om den er en stat. Det sidste har historikerne Bo Stråth (f. 1943) og Hagen Schulz-Forberg (f. 1971) i en publikation fra det europæiske universitet i Firenze, EUI rammende døbt »markedsdemokratiets hykleri« (Schulz-Forberg & Stråth 2009).
En tilsvarende analyse lå bag den tyske udenrigsminister Joschka Fischers (f. 1948) skelsættende tale på Humboldt Universitetet i Berlin 12. maj 2000. Under overskriften »Fra statsforbund til føderation« beskrev Fischer dilemmaet i samarbejdet som det havde udviklet sig. I Danmark blev talen misforstået som et traditionelt føderalistisk manifest. Men det er forkert. I anden del af talen drøftede han det demokratiske underskud og den manglende folkelige legitimitet af EU’s organer. Bortset fra at hovedparten af det såkaldte demokratiske underskud skyldes at regeringerne og deres administrationer har øget deres magt på bekostning af de nationale parlamenter, var der intet nyt i Fischers kritik. Det nye var at han kaldte støtte- og tilskudsmaskinen for »Monnet-metoden« eller »System Monnet«. Denne fremgangsmåde havde efter den tyske regerings opfattelse i 1999 mødt sine grænser og kritikken af den blev i 2014 gjort til program for Jean-Claude Junckers (f. 1954) Kommission som vil være »ambitiøs på de store spørgsmål og beskeden i de små spørgsmål« (Langvad 2015).
Som det vil fremgå er det i grunden uretfærdigt i dag at kritisere den grå eminence bag det europæiske samarbejde, Jean Monnet (1888- 1979), for den metode han udviklede til at overvinde modstanden i de nationale regeringsapparater omkring 1950. Men Fischer havde ret i at bringe debatten ud i det åbne. Uanset hvad man mener om argumenterne, er der i dag mere end nogen sinde behov for en åben politisk diskussion om EU’s mål og indhold. Svaret er næppe »an ever closer Union among the peoples of Europe«, selv om Fællesmarkedets seks stiftende lande enedes om at målet var »en stadig nærmere forbindelse mellem Europas befolkningerne« som det hed i præamblen til Romtraktaten fra 1957.
Formuleringen er gentaget i alle senere traktater, men den præcise betydning diskuteres stadig blandt statsretseksperter og EU-kyndige. Den bredt anerkendte amerikanske jurist og politolog Joseph Weiler (f. 1951) fra Harvard og EUI mener således ikke at sætningen skal tolkes som at en egentlig føderation er endemålet (Weiler 1999). Det er sandsynligvis netop denne mangetydighed der har gjort sætningen så politisk anvendelig at den har overlevet alle traktatændringer. Uanset hvad den helt præcise hensigt med EU-samarbejdet end må have været, er det ubestrideligt at den principielle ligestilling mellem alle medlemslandenes nationale sprog er et afgørende træk ved den Europæiske Union, et særtræk der er opretholdt selv efter udvidelsen til 28 medlemmer. Og som vil overleve Storbritanniens udtræden. Engelsk står så stærkt at det vil forblive arbejdssprog, nu blot uden bedrevidende sproglig kontrol fra en britisk engelsktalende elite.
Der vil sandsynligvis udvikle sig et EU-engelsk som vil chokere højt uddannede briter, med mindre de i stort tal forbliver i Bruxelles. Føderalisme er en smuk, men verdensfjern idé der ikke svarer til det faktiske indhold af EU som samarbejdet har udviklet sig. På enkelte udvalgte områder som beskyttelse af markedssamarbejdet er reguleringen ganske vist mere vidtgående end i mange stater. Men på de fleste områder er det langt mindre vidtgående eller slet ikke eksisterende. Der er kommet nye områder til, især forsvars- og udenrigspolitik. Netop fordi disse emner er så følsomme er hovedansvaret placeret i det Europæiske Råd af regerings- og statsledere der stort set kun træffer beslutninger enstemmigt, selv om Rådet har mulighed for flertalsafgørelser hvor landene har forskellige stemmevægte.
Der er mange paradokser i europæisk samarbejde, men et af de største er at nationalstaterne reelt er blevet styrkede, samtidig med at vælgerne frygter at deres nationale suverænitet er ved at forsvinde. Denne fejlagtige tro bliver ikke rigtigere af at mange politikere tror det samme. Det europæiske samarbejde har til overraskelse for både modstandere og tilhængere styrket nationalstaterne og nationalisme uden at det indtil videre har ført til en bedre forståelse mellem befolkningerne. Gamle nationale stereotyper om ‘tyskerne’ er mere populære end nogen sinde i Grækenland, Italien og Spanien, samt i Storbritannien hvor stereotyperne nu har været der hele tiden, i hvert fald i de populistiske boulevardblade. Men heller ikke tyskerne, finlænderne eller nederlænderne holder sig tilbage med generaliserende udtalelser om ‘dovne og ansvarsløse sydeuropæere’, selv om deres arbejdstid er væsentligt længere og ferierne kortere end i Nordeuropa.
Den folkelige forståelse for det europæiske samarbejde er ikke vokset i takt med dets succes. Tværtimod er deltagelsen i valgene til Europa-Parlamentet faldet støt siden indførelsen af det direkte valg i 1979 og omvendt proportionalt med dets indflydelse og seriøsitet. Det skyldes at vælgerne i stigende grad føler sig snydt af den teknokratiske og elitære samarbejdsmåde som Joschka Fischer observerede i 2000. Både når den virker og når den ikke gør. Forsøget på at rette op på det, med en egentlig forfatning for EU, led ynkeligt skibbrud i 2005. Og den aktuelle magtkoncentration i euro-gruppen og det Europæiske Råd af statsledere gør det ikke bedre. Heller ikke de nationale parlamenter har følt sig tiltalt af forslagene om at blive mere involveret i udarbejdelsen af den detaljerede lovgivning i de titusindvis af sider i det såkaldte acquis communautaire som regulerer det fælles marked. Især er nationalismen vokset efter den store udvidelse i 2004. Det skyldtes i første omgang finanskrisen, men er også udtryk for at forskellen mellem øst og vest, herunder kommunismens ødelæggende virkninger, var større end vi gjorde os klart i udvidelsens eufori. Det fremhæver den bulgarske filosof Ivan Krastev (f. 1965) i sin skarpsindige analyse Efter Europa fra 2017.
Modsat vesteuropæerne har østeuropæerne oplevet sammenbruddet for et tilsyneladende solidt politisk system (Krastev 2017). I 1989-90 så østeuropæerne stærke regimer gå i opløsning indefra, mens befolkningerne i vest så til med euforisk glæde over kommunismens undergang og optimisme på demokratiets vegne. Vesteuropæerne forstod aldrig at kommunismens kollaps ikke kun var en befrielse fra undertrykkelse, men en omvæltning af samfundets orden der indebar total omkalfatring af karriere- og pensionsforventninger for flertallet af befolkningen over fyrre. Det var nok en befrielse, men også en traumatisk oplevelse af en verdens undergang. Derfor forskellene mellem Budapest-Warszawa på den ene side og Paris-Berlin på den anden side, selv om den polske økonomi er fordoblet siden 1990. Samtidig er de hidtil privilegerede befolkninger i vest bange for at miste fordele til arbejdsivrige østeuropæere – samt kriminelle der som altid har været de første til at udnytte de åbne grænser. I Danmark har det ført til en forståelse mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Populister, nationalkonservative og mange socialdemokrater taler til flertallets behov for beskyttelse mod indvandrere og flygtninge og gør ofte EU til modstanderen som vi har set i valg efter valg.
Det europæiske projekt bygger på beskyttelse af mindretal, men den definerende politiske bevægelse i Europa er nu blevet beskyttelsen af flertallet mod mindretallene. Historisk kan den geopolitiske situation formuleres som at 2. verdenskrig nok er forbi, men at den 1. verdenskrig som den anden var fortsættelsen af, ikke er slut. Det gælder i Mellemøsten med borgerkrigene i Irak, Syrien og Tyrkiets anti-kurdiske politik. Men gælder også Ukraine og Sydøsteuropa. Det ved man bare ikke i Bruxelles. EU synes aldeles uforberedt på at skulle forholde sig til en verden hvor geopolitik er kommet tilbage og staterne igen er optaget af grænser og territorium som før EU. Styrkelse af national stolthed er blevet et større politisk succeskriterium end økonomisk fremgang på Vestbalkan og i Østeuropa. EU har uden rigtigt at ville det overtaget ansvaret for Balkan med løfte om medlemskab og et par protektorater i Bosnien og Kosovo der ikke fungerer. Indtil videre med det resultat at EU’s manglende evne og vilje til at tænke og agere som geopolitisk spiller er afsløret.
Det samarbejde Rom-traktaten lagde grunden til i 1950erne er i større vanskeligheder end nogen sinde, men det blev stort set ikke nævnt i festtalerne i 60-året for Romtraktaten i 2017. Hykleri har EF og EU altid været god til. Og kunne slippe afsted med, indtil strømmene af flygtninge og immigranter afslørede at Unionen ikke kan beskytte sine grænser.
Det vil jeg i al beskedenhed forsøge at rette op på med denne bog. Dels ved en omfattende gennemgang af de vigtigste principper for nationalitet og statsborgerskab i Europa. Der er nemlig mange flere end de to der normalt henvises til i litteraturen. Dels ved at gennemgå den europæiske integrationsproces i et kombineret perspektiv udefra og indefra med en diskussion af EU’s betydning som midlertidig udskydelse af Europas tab af magt i verden. Den femhundredårige parentes hvor Europa dominerede Kina og Indien og koloniserede resten af verden er slut – på godt og ondt som jeg viser i en gennemgang af forklaringerne på Europas udvikling.
Uffe Østergård (f. 1945) er professor emeritus i dansk og europæisk historie ved CBS og adjungeret professor ved Aarhus Universitet. Han er en af Danmarks skarpest profilerede stemmer i Europadebatten og er forfatter til lang række bøger, bl.a. Europas ansigter. Nationale stater og politiske kulturer i en ny, gammel verden (1992), Europa. Identitet og identitetspolitik (1998), Den globala nationalismen (2006) og Hvorfor er danskerne danske? (2017).
Bogen “Hvorhen Europa?” er udkommet på Djøf Forlag den 16. august 2018.
Foto i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AFP/Stephanie Lecocq/
Læs hele temaet “Europa og den demokratiske samfundsorden”
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 