Mange europæere er bange for at miste deres arbejdsplads, hvis der i EU sættes for meget turbo på den grønne omstilling.  Men faktisk er EU’s klimaplan ikke en trussel mod arbejdspladser helt overordnet, og det er også muligt at levere en socialt afbalanceret klimareform.

Kommentar af Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal

TEMA: EU OG KLIMA-GENERATIONEN | Kalenderen viser 17. november 2018. Det er lørdag, og efterårssolen skinner ned på Champs-Elysées i den franske hovedstad Paris. Efter at have samlet i hundredetusindevis af underskrifter imod blandt andet højere afgifter på brændstof, rykker franske græsrødder denne weekend ud på gader og stræder iført deres karakteristiske gule veste i både Paris og langs de store franske indfaldsveje.

Et oprør er født, og selvom oprørerne har forskellige motiver og ønsker, vender de en del af deres vrede mod de negative sociale konsekvenser af Frankrigs grønne omstilling.

Lad os så spole lidt frem i tiden. For tidligere i år præsenterede Europa-Kommissionen så en spritny klimapakke – den såkaldte Fit for 55-pakke. Det er kort sagt en samling af europæiske initiativer på klimafronten, som skal hjælpe Europa i mål med den helt nødvendige grønne omstilling af vores kontinent. Pakkens klimainitiativer er set med vores danske briller klart et skridt i den rigtige retning for at sikre en bæredygtig planet til fremtiden. Ikke mindst i lyset af den alarmerende rapport fra det internationale klimapanel tidligere på året. Men bag pakken spøger frygten for endnu et oprør i Europa. For vil en ambitiøs grøn kurs i Europa få gule veste på gaden i en tid med stigende energipriser, politisk uro og efterveer af en pandemi, som stadig trækker dybe spor flere steder på kontinentet?

Frygten er desværre reel. Dette efterår har jeg selv været på rundtur i Europa og drøftet situationen med kollegaer blandt industriens ansatte i både Sydeuropa og Østeuropa. Modsat hvad mange danskere tror, er vores europæiske kollegaer ikke rene klimaskeptikere. I Sydeuropa mener knap 3 ud af 4, at klimaforandringer er en seriøs trussel. Her i Nordeuropa er det faktisk kun lidt over hver anden, der ser klimatruslen som seriøs. I Østeuropa er det lidt færre. Det vil altså være en eklatant fejl at stemple vores europæiske kollegaer som klimaskeptikere. Men selvom de ikke tvivler på klimaforandringerne, tvivler de i høj grad på, om de rigtige sociale løsninger kommer på plads.

Dels er mange bange for at miste deres arbejdsplads, hvis Europa i deres øjne sætter for meget turbo på den grønne omstilling. Denne frygt er særlig stærkt forankret i Visegrádlandene, anført af de polske kulminearbejdere. Dels er mange bekymrede for energiprisernes himmelflugt. Den risikerer i deres øjne at sende fattige europæere fra hus og hjem, hvis klimaindsatsen gør det dyrere at bo og leve. Læg dertil, at Frankrig går til præsidentvalg i april 2022. Her ligger rivalerne til den franske præsident Emmanuel Macron allerede nu på lur som glubske ulve for at suge vælgermasserne til sig og fremstille præsidenten som en fjende af fattige franskmænd. Derfor kan man med rette stille spørgsmålet, om det overhovedet kan lykkes at forene de nødvendige grønne ambitioner med sociale hensyn til vores naboer mod syd og mod øst, når Europas politikere for alvor sætter sig til forhandlingsbordet? Skal vi levere på både klima, arbejdspladser og fattigdomsbekæmpelse ser jeg grundlæggende tre veje til en aftale:

For det første er EU’s klimaplan faktisk ikke en trussel mod arbejdspladser helt overordnet. Spritnye tal viser, at pakken netto kan skabe 1 million nye arbejdspladser i Europa frem mod 2030 og 2 millioner nye arbejdspladser frem mod 2050. Naturligvis vil effekten variere på tværs af sektorer og lande. Så det kræver gode omstillingsprogrammer for eksempelvis de østeuropæiske arbejdere i kulminerne. Med danske briller er der derimod et kæmpe potentiale for arbejdspladser i planen. Tænk bare på alle vores gode grønne virksomheder som Grundfos, Danfoss, Vestas, Rockwool og Kamstrup, som i den grad ser muligheder i et grønnere Europa.

For det andet er det faktisk muligt at levere en socialt afbalanceret klimareform. Europa-Kommissionen har allerede spillet ud med en social klimafond på svimlende 540 milliarder kroner. Den skal blandt andet gå til at hjælpe med at betale de stigende energiregninger for Europas energifattige. Her kan vi faktisk slå to fluer med ét smæk, hvis vi er kloge. For én ting er jo at hjælpe med at betale energiregningen på den korte bane. Men kan medlemslandene sætte gode initiativer i værk, som på den lange bane kan sænke energiregningerne, er det endnu bedre. Franskmændene er her gået forrest med en spændende pakke i form af deres MaPrimeRénov-initiativ, som mange andre lande kan lære af. Her kan energifattige franskmænd få tilskud til pumper, termostater og meget andet, som kan sænke energiregningerne varigt til gavn for både klimaet og pengepungen. Sådan nogle initiativer skal vi have sat i værk over hele Europa. Og de skal målrettes de fattigste medborgere, som netop ikke selv kan lægge flere tusinde euro til at få grøn energiteknologi ind i deres husholdninger. Det kan som ekstra plus skabe øget aktivitet og nye arbejdsplads hos de grønne danske virksomheder, som netop leverer de her løsninger.

For det tredje kommer vi ikke uden om, at øvelsen kommer til at koste penge for os nordboere. Er vi ikke villige til at hjælpe vores europæiske kollegaer – så får vi dem næppe til at æde de helt nødvendige grønne ambitioner. Hvad enten det gælder om at øge Europas andel af vedvarende energi eller at få høje og bindende mål for energieffektivitet. Det kræver altså enten, at vi laver mere harmoniseret europæisk socialpolitik, eller at de rige lande åbner for fælleskassen.

Fra dansk side frygter vi netop for vores danske arbejdsmarkedsmodel, hvis hele Europa skal have ensartet vores socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik. Det har jeg tidligere skrevet om her i Magasinet Europa, og det er ikke en farbar vej. Hvis vi gerne vil sikre grøn omstilling og samtidig bevare vores arbejdsmarkedsmodel, ser jeg altså groft sagt kun én udvej. At Danmark og de andre rige lande accepterer en ambitiøs social klimafond for dermed at sikre en socialt retfærdig grøn omstilling i vores baghave. Så får Europa nemlig grøn omstilling – uden gule veste.

Johan Moesgaard er EU-chef i Dansk Metal.

Billede i artiklens top: /Flickr/News Øresund/Johan Wessman/

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.

Læs hele temaet “EU og klima-generationen”