Alle vil være de gode. Og det er godt at være progressiv. Venstrefløjen har for længst taget patent på at stå for fremskridtet. Men bliver alting altid bedre af at fare frem for fuld damp? Og hvem skal bestemme, hvad vej det går fremad?
Kommentar af Sara Høyrup
TEMA: EU’s INDRE VÆRDIKAMPE | Ingen vil have siddende på sig, at de er reaktionære: Det er ikke en værdi, vi sætter højt i Europa. Til gengæld er vi uenige om, hvad der er fremskridt.
Vel er der lande bag det nedrevne jerntæppe, hvor konservatismen er på vej … frem. Efterhånden som vi skrider fremad, kommer gamle ideer tilbage og strides med det nye.
Og hvad er så det nye?
Det nye er ikke så nyt endda. Og det kommer som så ofte før i moderne tid fra Amerika.
Allerede i halvfemserne bestod de angelsaksiske litteraturstudier i et land som Spanien af feminisme, queerteori og postkolonialisme. Identitetspolitikken er braget frem lige siden i hele Vesteuropa. Venstrefløjen har gjort den til deres og glemt alt om klassekamp og internationalisme. Er det et fremskridt?
I Østeuropa holder man gerne på altmodische dyder. Homoer har det hårdt på de kanter. Det er ikke dér, man skal søge asyl som forfulgt homoseksuel fra Afrika.
Anderledes er stemningen i det kosmopolitiske Barcelona, hvor min teenagesøn ved ankomst i 2017 bemærkede, at de eneste, der holdt i hånd på gaden, var bøsserne. Et udtryk for pride i en tid, hvor heteroerne ikke længere vil forpligte sig på hinanden? Det er nyt, når bøsser holder i hånd ude i det åbne, men gammelt, når heteroer gør det samme – for det betyder ikke det samme. Det er ømme udtryk kødelig kærlighed – men det handler også om, hvad man viser frem.
Vel ankommet til Sevilla i 2020 kunne jeg konstatere, at her i det mere konservative syd er det mest de purunge heteroer, som går hånd i hånd. Jeg fik kun halvt i sjov den tanke, at de heldige fyre med denne offentlige gestus sikrer sig ejerskabet over de meget smukke sevillanas, der utvivlsomt har mange friere. Igen: Enhver handling kan have mange betydninger. Og symbolik er alt i værdikampene.
På mit fitnesscenters facade hænger et stort banner om, at det hele nok skal gå, og en dag er også den althærgende pandemi ovre. Billedsiden på banneret er et larger than life-foto af to mænd, der kysser helt uden mundbind.
Homoseksualiteten er kommet ud af skabet i vest – ikke så meget i øst. Det er et af værdisammenstødene på det gamle kontinent.
Alle de mange progressive
I Spanien er begrebet ”progressiv” blevet fedtet så meget til, at højrefløjen foragteligt taler om los progres. Det er faktisk forbløffende, så meget foragt der kan ligge i bare at forkorte et ord. Eftersom de fyrre onde år bestod i et nationalkonservativt højrediktatur med fascistiske rødder, er der ren automatik i, at alt det gode nye nødvendigvis må komme ude fra venstre.
Samtidig er et (forvirret) højrefløjsparti som Ciudadanos ivrige efter også at stå for fremskridtet. Partiet blev dannet af frafaldne socialdemokrater i Catalonien. Det blev født som en bevægelse med én og kun én sag: at rulle lokalnationalismen tilbage i regionen og standse separatismen. Det synspunkt var populært ude til højre, så da partiet blev landsdækkende, fyldtes det ideologiske tomrum med højreorienteret gods.
Når partiet skal mene noget om noget andet end lige netop Cataloniens tvedelte sjæl, bliver det derfor tit et ekko af det store gamle højreparti, Partido Popular. Men Cs (som partiet forkortes) regner sig selv for socialliberale (for tiden). Også det er jo et begreb, der åbner op for fortolkning. Frihed for hvem og til hvad?
Eksempelvis synes Cs, at rugemødre er topmålet af frihed. Det passer også som fod i hose til ønske om at give homoseksuelle lige muligheder: Nu kan der indhentes børn udefra, når man ikke selv kan skabe dem ved hjemmets arme. En dansk socialpolitiker som Tommy Pedersen fra De Radikale bruger sin Instagram-profil som reklamesøjle for sin regnbuefamilie: Det passer jo så fint til det image som progressive, som også de danske socialliberale omhyggeligt plejer.
Andre mener, at rugemødre er menneskehandel, da der naturligvis er penge i spil, når altså ikke lige det er en af veninderne, der stiller op. Kritikerne ser fænomenet som en udnyttelse af fattige kvinder. De taler om overgreb på det naturlige bånd mellem mor og barn.
Er det så et konservativt synspunkt – eller en holdning, som venstrefløjen burde forfægte, hvis den besindede sig på at være klassebevidst? Det er ikke godt at vide. Gamle tiders ideologiske landemærker bliver sat i drift, når identitetspolitikken gør sit indtog, og alle kappes om at være allermest fremskridtsvenlig i en ruf.
Jagten går ind på de lesbiske
I Storbritannien er J.K. Rowlings kommet i et vældigt uvejr for ikke at mene det rigtige om transeksuelle. Forfatteren til den populære Harry Potter-serie skal ikke tro, hun er noget: I Vesteuropa hæger vi om den værdi, der ligger i at være politisk korrekt: PC.
Og man skal mene, at en forvirret kønsidentitet er godt. Man må ikke mene, at den – som Verdenssundhedsorganisationen WHO førhen mente – at den er udtryk for psykisk sygdom.
Man må heller ikke mene – som en fremtrædende feminist i USA gik ud med for nogle år siden – at det måske handler om helt andre sår og sårbarheder, når nogen oplever at være født i en forkert krop. Man kunne også mene – men det må man ikke – at tanken om forkerte kroppe forudsætter noget så reaktionært som snærende grænser for, hvordan man kan være kvindelig, og hvad mandigheden kan rumme.
Midt i nullerne sagde en latino bøsseven i Barcelona til mig, at han ikke identificerede sig med rodekassen LGBT, som siden blev udvidet med et +. Forleden skrev en dansk bøssebekendt i Barcelona til mig, at han havde opgivet sin mangeårige indsats som homoaktivist. Det var simpelthen blevet for dumt. Og som sædvanligt blev de lesbiske marginaliseret i miljøet.
Og ikke bare det: Det forlyder vestfra, at incel-typer giver den som falske transer – og derpå kræver fri adgang til lesbiske. I PC-kredse bliver homoseksuelle kvinder hængt ud for at være trans-fjendtlige, fordi de ikke spreder ben for mænd klædt ud som kvinder. Incels, som afsøger nye veje i deres kamp for en imaginær ret til adgang til kvinder.
Det er ikke bare værdikamp: Det er værdier sat til havs. Tendenser og godtroenhed udnyttet af de værste iblandt os.
Kvinderne tager magten
I de nybrydende halvfjerdsere stod i min barndoms reol en bog betitlet Da barnen tok makten. Børnene i børneren gør oprør. De binder pædagogerne til stolene. De laver ballade. Jeg fandt den foruroligende og fornemmede, at der var noget, der ikke stemte. Noget, der ikke var helt så festligt, som det skulle forestille at være. Måske var jeg bare et alt for artigt barn.
Jeg har glemt, hvordan revolutionen i dagis ender. Måske med, at børnene bliver hentet af forældrene klokken fem?
I Danmark har kvinderne taget magten. Vi har overtaget maskuline kræfter, men fastholdt offerpositionen. Og den kan man komme rigtigt langt med i den vestlige verden. Den har enorm kursværdi.
Det er lykkedes at få vigtig lovgivning indført som det, at kun ja betyder ja: Sex kræver samtykke, ikke bare passivitet. Det er lykkedes at få gamle overgrebshistorier frem.
Men det er også lykkedes at presse mændene så meget i defensiven, at mange har overtaget gamle tiders feminine rolle som udglattende og forsigtige. Personligt undrer jeg mig over, hvordan det overhovedet lykkes at videreføre arten i Skandinavien.
Andre – eller til tider sågar de samme, nu hjemme ved tastaturet – slår sig i tøjret. De bliver bitre. De er fortørnede. De himler op om retssikkerhed, som om der nogensinde har været retssikkerhed for voldtægtsofre. Samtidig har de jo ret: Hvem som helst kan beskylde enhver for hvad som helst. Så ruller maskineriet.
Hvis der altså er sex i historien: Hvem har kysset med hvem? Hvem har presset hvem ned på sofaen, og er det nogen, vi kender? De nye fremskridt er tæt bundet op på en sladderkultur, der har fandtes til alle tider. Andre former for magtmisbrug og kvindefjendskhed indgår ikke i den standende trend om, at alt skal frem og rettes op på.
Det er blevet en vindersag at være offer, som den norske menneskeretsarbejder Aage Borchgrevink skrev for år tilbage. At være offer for noget, der er oppe i tiden, er en ny form for magt. Men man skal huske at være offer på den helt rigtige måde for en afgrænset liste over uret af den slags, vi kan lide at høre om: Dét er en kerneværdi i Vesteuropa, som de fnyser foragteligt ad i Øst.
Sara Høyrup er spanienskorrespondent og fixer bosat i Sevilla. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er spansk uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com
Billede i artiklens top: /Sara Høyrup/
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.
Læs hele temaet “EU’s indre værdikampe”
