EU’s afgørende valg

Europæerne har indset, at deres værdier ikke længere dominerer verden, og at alle andre ikke nødvendigvis bare er på vej til at opføre sig som europæere. Kortene er blevet blandet og givet på ny, og Europa må reagere. Det kommer blandt andet til at præge det kommende valg til Europa-Parlamentet, som skal forstås på tre niveauer.

Analyse af Jørn Boisen

TEMA: EUROPA OG DEN DEMOKRATISKE SAMFUNDSORDEN | Den 23. og 26. maj 2019 afholdes der valg i de 27 EU-medlemsstater der skal udpege 705 Europaparlamentsmedlemmer. Antallet varierer fra land til land fra 96 ​​for Tyskland til 6 for Luxembourg, Cypern, Estland og Malta. Danmark har 13 og Frankrig 74.

Valget er imødeset med enorm spænding i Frankrig. Det er ikke blot præsident Macrons første egentlige test, efter han sprængte hele det eksisterende politiske establishment i Frankrig i stumper og stykker i 2017. Det første år fik han lanceret idéer og gennemført reformer i et tempo, der gjorde mange franskmænd stakåndede. Nu, halvandet år inde i mandatet, er han kommet i voldsom modvind fra en spontant opstået protestbevægelse, de gule veste, og fremtiden for Macrons projekt er usikker. Han står foran en reform af pensions- og arbejdsløshedsunderstøttelsessystemet, langt mere dramatiske reformer.

De gule veste protesterer imidlertid ikke blot mod stigende skatter og lavere realløn. Deres protest bredte sig lynhurtigt til andre og mere fundamentale spørgsmål om staten, regeringen og selve det repræsentative demokrati. Trods en perlerække af voldsorgier og etisk problematiske talspersoner har de gule veste fået stor opbakning. I flere måneder var 2/3 af franskmændene sympatisk stemt over for bevægelsen, og det kan kun tolkes som, at de spørgsmål der stilles – Hvad skal statens rolle være? Hvordan skal Frankrig regeres? – og den højlydte utilfredshed har klangbund i store dele af befolkningen og udfordrer selve Frankrigs demokratiske samfundsorden.

Indsatsen er enorm. Skulle Frankrig falde for den populistiske bølge, er det europæiske værdifællesskab og samarbejde, som vi kender det, endegyldigt dødt.

Alle regner med at EU-Parlamentsvalget vil kunne give en første pejling af, hvor landet mere præcist står i vadestedet. Vil Macron kunne mobilisere midtervælgerne og få opbakning til sin reformkurs? Og vil det lykkes ham at redde og revitalisere det repræsentative demokrati i Frankrig?

Lister og ventelister
Allerede i slutningen af januar offentliggjorde det borgerlige parti, Republikanerne (LR), deres opstillingsliste. Spidskandidaterne er direkte udpeget af partilederen Laurent Wauquiez. Øverst står François-Xavier Bellamy, 33-årig filosofiprofessor og viceborgmester i Versailles, og under ham Agnès Evren, vicepræsident i Ile-de-France-regionen, samt Arnaud Danjean, der er nuværende EU-parlamentsmedlem. Flere af Republikanernes sværvægtere, bl.a. Gérard Larcher, formand for Senatet, Éric Woerth, formand for Finansudvalget, og Valérie Pécresse, formand for Regionsrådet i Ile-de-France, har udtrykt forbehold over denne sammensætning. Det er tydeligt, at partiet ikke har fundet sin politiske linje efter valgnederlagene i 2017, og Laurent Wauquiez, der i sin retorik lægger sig tæt op ad Marine le Pen, har ikke ubetinget opbakning i den mere liberale del af partiet.

Det står ikke bedre til på den franske venstrefløj, der traditionen tro ikke har været i stand til at finde fælles fodslag. Der vil være ikke mindre end fem lister, der konkurrerer om de venstreorienterede stemmer den 26. maj: Socialistpartiet (PS), Kommunisterne (PCF), De Grønne (EELV), Génération.s (G) og la France Insoumise (LFI). Den tidligere socialistiske præsidentkandidat Ségolène Royal havde forsøgt at samle PS, De Grønne og Génération.s, der er stiftet af Benoît Hamon – en anden uheldig kandidat til præsidentembedet (den aparte skrivemåde med punktummer midt i et ord anses for smart i visse kredse). Der er et stort sammenfald i politiske temaer og prioriteter, men som altid kommer der personspørgsmål i vejen. Reglen er tilsyneladende: Jo tættere man er politisk, jo mindre kan man lide hinanden. Det mest monumentale had er mellem kommunisterne og LFI.

Hverken PS eller la République en marche (LREM) har endnu valgt en spidskandidat. De fleste er følelsesforladte over for, hvad PS finder på, men der er en vis spænding om, hvem LREM vælger.

Endelig er der Borgerafstemningsintiativet (RIC), der er en af udløberne af de gule veste. RIC har meddelt, at det vil opstille en liste, der skal repræsentere de gule veste til Europa-Parlamentsvalget. Øverst på listen, der rummer ti navne, står Ingrid Levavasseur, en 31-årig SOSU-assistent der har været en af de fremtrædende gule veste. Der er imidlertid ikke ret megen konsensus i bevægelsen, og alle, der hidtil har luftet tanker om at repræsentere den, er rutinemæssigt blevet truet og svinet til på de sociale medier.

Generelt er det de euroskeptiske kandidater, der har vind i sejlene i Europa. I flere lande, Italien, Ungarn og Polen, er der nu populistiske regeringer, der direkte italesætter EU som fjende. I Frankrig er det også indtil videre de skeptiske stemmer, som man hører mest, selvom de stadig er et mindretal.

Indenrigs/udenrigs
Der sker som altid det, at Europa-Parlamentsvalget bliver taget som gidsel i den interne politiske kamp. Det er der ikke noget nyt i. De politiske partier fører valgkamp, som om det var et nationalt valg. Ikke blot er det den interne nationale debat, der slår tonen og temaerne an, det er også den nationale kalender, der sætter rammen, for EU-valgkampen.

Det franske samfund har de seneste femten år været præget af fragmentering, polarisering og konfrontation. Det er de gule veste det seneste og mest tydelige eksempel på, men hele det generelle franske mismod udspringer af et fællesskab i krise.  Hele første kvartal i 2019 har allerede været fuldstændig domineret af de gule veste og den store nationale debat, som Macron har sat i gang som et modsvar. Første etape af den store nationale debat er færdig d. 15. marts. Så skal man til at diskutere konsekvenserne og resultaterne af debatten. Der er simpelthen ikke særlig meget tid og plads til valgkampen til Europa-Parlamentsvalget. Situationen er ikke ulig den i Danmark, hvor et folketingsvalg fuldstændig truer med fuldstændig at overskygge EU-valget.

Den gode nyhed er, at det politiske spil for første gang så småt er ved at organisere sig som en funktion af det europæiske spørgsmål.

Traditionelt er politik i Frankrig (ligesom i Danmark) organiseret langs en højre-venstre-akse. Denne akse bryder sammen i forholdet til Europa, fordi der lige pludselig er to venstrefløje (én for EU og én imod) og to højrefløje (ligeledes for og imod). Disse brudlinjer går ofte ned gennem selve partierne, der ikke overraskende gør sig store anstrengelser for at skjule dem. Udmeldingerne fra de to politiske fløje op til EU-parlamentsvalgene er sædvanligvis også temmelig åndsforladte, da de helt er domineret af indenrigspolitiske hensyn. Det er imidlertid tåbeligt at gå til valg med en parole om et Europa, der skal være mere til venstre eller til højre for midten. Europa kan naturligvis ikke være andet et resultat af et kompromis mellem en lange række lande, hvoraf nogle ligger til højre og andre til venstre. Dette kunstige og malplacerede højre-venstre-spørgsmål har længe dækket over det virkelige spørgsmål: Hvad skal EU være, og hvordan får vi det til at fungere?

Nyt under solen?
Denne gang er det anderledes. Valget af Macron i 2017 faldt sammen med en større forskydning i det politiske system rundt om i Europa, og det har fået konsekvenser for EU-valgkampen i Frankrig. Man øjner nu konturerne af en bredere pro-europæisk bevægelse, en eventuel gruppering af flere lister fra den politiske midte med Macrons LREM som det største. Modstanden mod dette projekt vil blive domineret af Jean-Luc Mélenchons la France insoumise og Marine le Pens Rassemblement national (RN) Mellem disse to poler finder man det, der engang var tyngdepunktet i fransk politisk, men som nu hverken har troværdige ledere, naturlige vælgere eller et interessant projekt: Republikanernes nyopstillede triumvirat og de forskellige udspaltninger af det gamle socialistparti.

For første gang er vi vidne til, at der en form for sammenhæng mellem den interne struktur i fransk politik og den internationale situation. Det europæiske spørgsmål vil være centralt i alle debatter, også selvom det ikke nødvendigvis vil se sådan ud hele tiden.

På den ene side har vi den pro-europæiske front, der dybest set er konservativ. Dens værdier er traditionelle, og det er velfærdsstatens og vækstsamfundets værdier: forsvar for det repræsentative demokrati, multilateralisme i udenrigspolitikken, en åben, men reguleret økonomi og en sammenhæng mellem frie markedskræfter og social sikring. Det er med andre ord EU’s trosbekendelse. På den anden side har vi en ny international konstellation, der ikke blot modsætter sig det europæiske projekt, men som også sætter direkte spørgsmålstegn ved alle disse værdier. Det er Trump, Putin, Farage, Orban, Salvini og Marine le Pen.

Laurent Wauquiez, LR’s leder, har svært ved at finde ud af, hvilket ben han skal stå på. Den traditionelle gaullistiske højrefløj, som LR med skiftende held prøver at inkarnere, har aldrig rigtig kunnet afgøre med sig selv, om den er for eller mod EU, og det er, hvad LR’s liste afspejler: Danjean går ind for EU, Bellamy derimod er skeptisk.

Hvad vil Macron?
Hos LREM er der en vis forskudt optagelsestid. Der er stadig ikke blevet udpeget en spidskandidat, og det tyder på, at der er usikkerhed om, hvilken strategi man vil følge.

Det valg, som vi står over for, er grundlæggende valget mellem et politisk svagt eller et politisk stærkt Europa. Det er det politisk stærke Europa, som Macron gerne vil etablere. Problemet er, at dette valg uundgåeligt vil medføre institutionelle reformer, som ingen ønsker, og som vil være svære at gennemføre. Derfor er Macron fristet til at forklæde valget mellem et politisk stærkt og et politisk svagt Europa som den velkendte modsætning mellem fremskridtsvenlige og nationalister. Det er nemmere at kommunikere.

For øjeblikket er Macron og LREM således nervøse for at sige, hvad de egentlig gerne vil, nemlig et stærkt Europa. Selvom Macrons udgangspunkt er stærkt pro-europæisk, har hans stærke og klare engagement i Europa ikke givet konkrete resultater. Hans forskellige taler, senest i forbindelse med underskrivelsen af Aachen-traktaten, er generelt blevet godt modtaget, men Tyskland tager ikke imod invitationen og foretager sig intet. Macrons har ikke fået ret meget ud af sit europæiske engagement og løfte og ikke noget, som han kan bruge, i den forestående valgkamp. Det er imidlertid vigtigt, at der hurtigt kommer klarhed over det. EU-valget er i forvejen ikke særlig nemt at læse for de fleste vælgere, og derfor er det vigtigt med en spidskandidat, der har en tydelig profil, som vælgerne forstår.

Her står LREM i en paradoksal situation. Når man ser på de spidskandidater, som de andre partier har stillet op – Manon Aubry for Mélenchons LFI, Jorda Bardella for Marine le Pens RN, François-Xavier Bellamy for Wauguiez’ LR – er det tydeligt, at disse parter har læst på lektien fra sidste præsident- og parlamentsvalg: Franskmændene kræver en udskiftning og en fornyelse af det politiske personale; de vil have nye hoveder og unge mennesker. Macrons LREM, der er et nyt parti, har det modsatte problem. Her gælder det om at finde en spidskandidat med autoritet, troværdighed og erfaring. Alt andet end en outsider.

Verden banker på
Brexit er også en faktor, der skal tages i betragtning ved EU-Parlamentsvalget. Det er stadig uklart, om der vil blive afholdt valg i 27 eller 28 lande. Briterne spiller højt spil og håber, at EU vil give op i sidste øjeblik – fx angående backstop-spørgsmålet –  inden deadline den 29. marts. Briterne håbede på, at EU ville være splittet, men indtil videre har unionen vist sig at være meget sammentømret. I stedet er det det britiske samfund, der er ved at gå op i limningen.

Det er ikke kun Brexit, hele den internationale kontekst er ændret. Kina vil formentlig være den dominerende økonomiske magt om 10 til 20 år, Rusland hævder sig mere og mere som en magt, der skal regnes med. Det eneste stabile er, at Mellemøsten og Nordafrika som sædvanlig er ved at eksplodere, og at der kun er meget lidt, som EU kan og vil gøre.

Europæerne har indset, at deres værdier ikke længere dominerer verden, og at alle andre ikke nødvendigvis bare er på vej til at opføre sig som europæere. Kortene er blevet blandet og givet på ny, og Europa må reagere.

Trumps direkte fjendtlige holdning til EU har også tvunget unionen lidt ud af den strategiske afmagt, som den for det meste befinder sig i. Seneste eksempel er arbejdet med et betalingssystem, der gør det muligt for europæiske virksomheder at fortsætte med at handle med Iran og undgå sanktioner fra USA.

Trump- og Brexit-konteksten burde således styrke interessen for det kommende valg. Brexit har vitterlig gjort en forskel.  EU fremstår nu som en uperfekt, men uundværlig enhed. Det betyder faktisk noget for os alle, hvad der sker med EU. Derfor er der heller ikke mange, der stadig lufter tanker om at forlade Unionen eller træde ud af Euroen, heller ikke blandt de anti-europæiske “suverænistiske nationalister”. Det er simpelthen for tydeligt, at der er alt for meget at miste.

Europæiske værdier
Man skal forstå det forestående EU-Parlamentsvalg på tre niveauer. Det første niveau angår de europæiske værdier. For første gang er der en reel splittelse, hvor der for alvor bliver sat spørgsmålstegn ved de fundamentale værdier, der ligger under EU-samarbejdet Folk som Orban eller Salvini forsøger at omdefinere disse værdier, når de fx taler om et kristent Europa. Det er imidlertid først og fremmest det repræsentative demokrati, der er i skudlinjen.  Ifølge en nylig undersøgelse mener 57 % af franskmændene, at demokratiet ikke fungerer særlig godt i Frankrig, og hver tredje franskmand (34 %) mener, at demokratiet ikke nødvendigvis er det bedste politiske system. Disse tal er i stadig og konstant stigning. I andre lande er utilfredsheden med demokratiet endnu stærkere.

Europa-spørgsmålet var Marine Le Pens akilleshæl under det sidste præsidentvalg i Frankrig. Det har betydet, at EU-modstanderne har skiftet strategi. Nu gælder det om at blive i Unionen (og nyde godt af de forskellige tilskud i forbifarten), men prøve at ændre værdierne. Det gælder Orban, Salvini og le Pen. Det er et stærkt bekymrende fænomen, selvom de anti-europæiske partier formentlig langt fra vil være i stand til at opnå et flertal i Europa-Parlamentet.

På den anden side vil den store koalition mellem socialdemokrater og de konservative europæiske partier, som længe har domineret Europa-Parlamentet (og som har stået for gode parlamentariske vaner), sandsynligvis ikke være i stand til at styre alene længere. EU-Parlamentet går ind i en ny periode, der vil være præget af mangel på stabilitet, og det er spørgsmålet, om de forskellige grupperinger ikke skulle overveje bredere koalitioner, fx med De Grønne, der ser ud til at ligge lunt i svinget for tiden.

EU’s institutioner
Det andet er det institutionelle niveau. Europa-Parlamentet er EU’s eneste direkte folkevalgte organ, og EU-institutionernes demokratiske forankring. Ikke desto mindre er der en vis usikkerhed, om hvad der egentlig foregår, for Parlamentet fungerer efter principper, der ikke er direkte forståelige for vælgerne, og disse kvitterer ved at være suverænt ligeglade med, hvad parlamentarikerne egentlig går rundt og laver.

Sidste gang var indsatsen ved Europa-Parlamentsvalget imidlertid rimelig klar. Man vidste, hvad man stemte på, og lederen af det parti, der vandt, blev formand for Kommissionen. Det var enten Martin Schulz eller Jean-Claude Juncker. I dag er billedet langt mere mudret. Har valget fx til formål at vælge Kommissionens formand? Det ville jo være logisk i et parlamentarisk system, at vinderen også får overdraget ledelsesansvaret, men den logik sætter sig kun for alvor igennem i et topartisystem eller tilsvarende, og ikke i Europa-Parlamentet, hvor der er mange partier og grupperinger.

Hvis man skal tage det som en pejling, har EU’s Brexit-forhandler Michel Barnier valgt ikke at lade sig stille op som spidskandidat, og det tyder på, at han i hvert fald ikke tror, at vi denne gang skal vælge Kommissionsformanden.

Europas identitet
Sidst, men ikke mindst er der spørgsmålet om, hvad Europa egentlig er. Det er det andet grundlæggende valg, som vil skal tage stilling til: Ønsker vi et europæisk Europa eller et universelt Europa? I den universalistiske tankegang er europæerne ikke forenet af det faktum, at de lever på det samme kontinent, men af deres fælles tilhørsforhold til den menneskelige race. Den udenrigspolitiske strategi er at byde alle dem, der endnu ikke er der, velkommen til Europa. Således blev konsekvensen af 90’ernes omvæltninger og de grufulde borgerkrige i Eks-jugoslavien ikke, at EU formulerede en egentlig udenrigspolitik, men snarere at udenrigspolitikken de facto kom til at hvile på to søjler. Den ene var forestillingen om, at vore nabolande ville tage ved lære af vores gode eksempel og holde op med at opføre sig krigerisk og uhensigtsmæssigt. Den anden var, at når de var begyndt at opføre sig pænt og ordentligt, ville de selv kunne blive optaget i EU, hvor de så for evigt ville være pacificerede.

Disse få sætninger rummer hele EU’s sikkerhedspolitiske doktrin, og de er baseret på forestillingen om et universelt Europa. Alle er europæere, hvis de blot får mulighed for det. Det er ikke nogen dybere modsætning mellem dem, der er indenfor, og dem, der er udenfor. På det politiske plan handler det om at fremme rettigheder i stedet for interesser. Det er en slags fornuftsbaseret, kantiansk politisk system.

Det europæiske Europa er noget helt andet. Det betyder, at den europæiske konstruktion havde (og har) til formål at genopbygge et kontinent, der var ødelagt af krige. Det betyder, at samarbejdet skal definere Europas strategiske mål, så Europa kan forsvare sine politiske interesser mod andre magter uden for Europa. Det er to meget forskellige opfattelser af Europa.

Den populistiske bølge har bidraget til at trække fronterne skarpt op, og det er som sådan en god ting, for det gør det første valg klart, nemlig valget om de europæiske værdier. Der er for det andet valget mellem et politisk stærkt Europa (med alt hvad det indebærer) og et politisk svagt Europa. Endelig og for det tredje er der valget mellem et universalistisk Europa og et europæisk Europa.

Disse afgørende valg skal imidlertid formuleres klart. Hvis man formulerer det som en kamp mellem de gode og de onde, mellem de fremskridtsvenlige og nationalisterne, gør man det ikke nemmere at forholde sig til de afgørende spørgsmål.

Jørn Boisen er, lektor, Ph.D. på Københavns Universitet. Tidligere leder af institut for Engelsk, Germansk og Romansk, forfatter til bøger og artikler om fransk kultur og samfund samt tilbagevende gæst i danske medier.

Foto i artiklens top: Ritzau Scanpix/AFP/Frederick Florin/

Læs hele temaet “Europa og den demokratiske samfundsorden”

---

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast: