Vil man forstå, hvorfor Sverige ser ud, som det gør, og ikke mindst, hvor det er på vej hen, må man forstå værksbyerne. For her findes fortællingen om by og land. Og om storhed og fald. Tag med til bl.a. Gusum, syd for Norrköping, i dette uddrag af Johan Varning Bendtsens nye bog “Det svenske eksperiment – mellem foregangsland og skræmmebillede”
»Hele landet skal leve,« lyder et hyppigt anvendt slogan blandt svenske politikere. Alligevel har det i mange år knebet med netop dét. Siden landsfaderen Gustav Vasa regerede Sverige i midten af 1500-tallet, har centraliseringen været en uomgængelig del af det svenske samfunds udvikling. Og med industrialiseringen op gennem det 20. århundrede, tog flytningen af både magt og mennesker fra land til by for alvor fart. Men ikke alle har sat pris på udviklingen.
De senere år er utilfredsheden vokset rundt om i landsbygden, og frem mod valget i september 2022 storsatser en række partier nu på den anselige del af de svenske vælgere, som sta- digvæk bor uden for de største byer. Kristdemokraterna taler om »hjärtlandet« – en reference til det amerikanske udtryk heartland, som ofte bruges om staterne i Midtvesten, hvor traditionelle værdier har stået stærkt. I partileder Ebba Buschs udlægning er det svenske hjerteland modsætningen til »Stockholmsperspektivet«. Hun taler til de dele af Sverige, som »alt for længe er blevet bagtalt eller glemt«.323 Uden for storbyerne vokser vreden. Myndigheder flytter, fabrikkerne lukker, og den grønne omstilling gør det dyrere at leve.
Mønstret er det samme i mange lande rundt om i Vesten. Og kan man veksle vreden til stemmer, er potentialet enormt. Derfor er det næppe tilfældigt, at Ebba Busch (billedet) ved adskillige lejligheder de senere år har optrådt iført jagttøj i landlige omgivelser. Ofte i selskab med den borgerlige statsministerkandidat Ulf Kristersson. På et billede sidder de omkring et bål, på et andet poserer de med jagtgeværer, og på et tredje traver de to borgerlige partiledere af en marksti i camouflagetøj sammen med en hund.
Heller ikke Sverigedemokraterna holder sig tilbage, og ud over en insisterende kampagne mod de stigende benzinpriser, som gør særligt ondt i de dele af landet, hvor biltransport er et vilkår, lancerede partiets chefideolog Mattias Karlsson i februar 2022 en turné i de svenske landdistrikter. Partiet drømmer om at blive størst i de dele af Sverige, hvor det gamle bondeparti Centerpartiet og Socialdemokraterna historisk har stået stærkest. »Den utilfredshed, som lige nu findes ude i landet, er større, end hvad jeg har set meget længe. Ikke siden migrationskrisen i 2015 har jeg oplevet, at frustrationen over den førte politik har været så stærk, som den er nu,« konstaterede Mattias Karlsson. Spørgsmålet er, om højrefløjen har ret. Og dernæst, hvordan Sveriges idylliske landsbygd bevægede sig fra omdrejningspunkt til periferi?
Holder Sverige sammen
634 festklædte mænd og kvinder tager plads ved de blomsterdækkede langborde i det prægtige, nybyggede lokale. Her er jak- kesæt, kjoler og pyntegrene på væggene. Året er 1953, sommersolen skinner ind gennem vinduerne, og de ansatte er klar til at fejre brukets 300-års jubilæum. Så længe, nogen kan huske, har værket været byens stolthed. I begyndelsen forsynede lille Gusum stormagten Sverige med kanoner. Siden producerede man knappenåle, messing og lynlåse til hele landet.
»Produktionen har skiftet gennem århundrederne, men værket har altid bestået, og nu er det rekordår. Industrien ekspanderer, nye og bedre boliger bygges, butikker åbner i det lille samfund,« skriver forfatteren Edvard Hollertz i bogen Her stand ser toget ikke længere – en fortælling om Sverige uden for storbyerne. »Og dagens jubilæumsmiddag er ikke den eneste begivenhed på egnen denne sommer,« fortsætter han. »Frank Sinatra besøger den nærliggende by Finspång. Nogle år senere indspiller han nummeret ’The Best is Yet to Come’. I Gusum passer titlen bedre end noget andet sted.«
En halv time syd for Norrköping ligger Gusum gemt væk mellem klipper og skov. Uforstyrret af omverdenen bugter byen sig langs en rindende å, mens et ældre ægtepar nyder dagens første fika i efterårssolen på terrassen. Det er ikke, fordi den uanseli- ge flække med sine små 1100 indbyggere, et afskallet Folkets Hus, en svenskrød ICA og nedrullede gardiner gør det store væsen af sig. På mange måder helt gennemsnitlig. Og netop derfor et perfekt billede på udviklingen i udkanten.
Historien om Gusum er historien om de svenske industrifabrikker og byerne omkring dem – de såkaldte bruksorter. Det er fortællingen om by og land. Og om storhed og fald. Siden 1600-tallet har værksbyer som Gusum været kilde til stolthed og rigdom i fremgangens Sverige. Men på få år vendte globaliseringen op og ned på alt. Også i Gusum, der på få år gik fra vinder til taber i den nye virkelighed.
Ude af sind
Da jeg svinger ind i Gusum, viser kalenderen oktober 2021. Det er efterhånden længe siden, at de 634 ansatte på værket skålede på et tilsyneladende umætteligt marked. I 1988 gik værket konkurs, så forsvandt arbejdspladserne, og i 1994 blev cheferne fængslet for regnskabsfusk. Året efter blev nedturen fuldbyrdet, da den gamle hovedgård brændte. Globaliseringen havde vundet, og Gu- sum værk blev lagt i graven 335 år efter, at det så dagens lys. Sve- riges sidste klassiske bruk var nu historie. »Men beboerne forsvandt jo ikke af den grund, og flertallet af svenskerne bor altså stadigvæk i byer som Gusum,« påminder Edvard Hollertz, 29 år og ude på landet – borgerlig af både observans og udseende (aussie boots, oilskins-jakke og firehjulstrukken Volvo).
Han er uddannet agronom, arbejder som lederskribent på ATL, Sveriges største landsbrugsavis, og er for nylig flyttet fra Stockholm til Östergötland, der ligger klemt inde mellem Vät- tern og Østersøen et par timers kørsel syd for Stockholm. I Her standser toget ikke længere undersøger Hollertz et Sverige, som ofte bliver glemt, når storbyernes op- og nedture løber med op- mærksomheden. »Når man taler om utanförskapsområden – altså de marginaliserede dele af Sverige, der i en eller anden forstand står uden for fællesskabet – så tænker de fleste instinktivt på betonforstæderne omkring Stockholm, Göteborg og Malmö,« siger Edvard Hollertz.
Men i det moderne Sverige, som bliver stadig mere centraliseret, er hundredvis af landsbyer ved at lide en tilsvarende skæbne. »Skridt for skridt bliver byer som Gusum nedprioriteret, indtil man til sidst er fuldstændigt ude af øje og ude af sind. Det er en udvikling, der graver både de fysiske og de mentale kløfter i vores samfund dybere,« fortsætter forfatteren, mens vi forlader ICA’s parkeringsplads og sætter kurs mod det, der tidligere var byens bankende hjerte: fabriksområdet.
»Vil man forstå, hvorfor Sverige ser ud, som det gør, og ikke mindst, hvor det er på vej hen, må man forstå værksbyerne – de hundredvis af samfund, som opstod omkring de store industrier, der i løbet af 17-, 18- og 1900-tallet gjorde nationen velhavende.« Hollertz holder en pause, mens vi står og spejder lidt rundt. Han nikker for sig selv. »Man kan simpelthen ikke undervurdere bruksmentalitetens betydning for den svenske selvforståelse.«
Værkets kraft
Sveriges første industrielle værker opstod i 1600-tallet. I begyndelsen var det primært i området Bergslagen et par hundrede kilometer nordvest for Stockholm, men stille og roligt bredte værkerne sig til andre steder, hvor naturressourcerne fandtes. »Det var mest kobber og jern – men også andre industrier som glas og træ blev koncentreret i bruk. Det var grundlaget for Sveriges tid som europæisk stormagt,« skriver den danske journalist Mogens Berendt i sin bog om Sverige fra 1983.
»De svenske bruk var samfund, der hvilede i sig selv. Ikke i den folkelige solidaritet som i landsbylaugene, men i en hierarkisk opbygning med brukspatronen på toppen. Han var ofte adels- mand, embedsmand eller begge dele – i hvert fald velhavende. I de små, selvkørende samfund med 1000 til 3000 mennesker var han magten – og beskytteren. Det var den patriarkalske folke- kommune.« Værkets patriarkale grundstruktur mindede om den, man fandt på godser med store skov- eller jordbrug. Ifølge Berendt skabte værket en »oase af tryghed og orden«, hvor områdets beboere gav sin arbejdskraft mod, at der blev sørget for dem fra vugge til grav.
I sin bog fra 2021 refererer Edvard Hollertz en samtale med Lars Beckman, mangeårig socialdemokratisk lokalpolitiker fra området. »Da jeg voksede op i 1960’erne og 1970’erne, var det stadigvæk sådan, at mange gik direkte fra folkeskolen til fabriksgulvet. Da jeg var færdig med skolen her i Gusum, spurgte jeg, om der var arbejde at få på værket. Et par dage senere kunne jeg begyndte,« fortæller han. »Stort set alle i byen arbejdede på værket, og verden uden for var ganske fraværende. Værket tog sig af alt – de stod for snerydning, det var dem, man lånte penge af til at bygge hus og så videre. Værket havde et stærkt greb om byen – på godt og ondt.«
Ifølge Mogens Berendt var de svenske værksbyer »både industrielt og socialt udtryk for en enestående tænkning i samtidens Europa«. Bruket var grundlaget for Sveriges storstilede eksport af jern og stål, men prægede samtidig landet i bredere forstand. »Man skal jo være både blind og døv for ikke at kunne genfinde bruks-traditionen i det moderne svenske samfund. Svenskernes ønske om en tryg arbejdsplads og bolig, lægehjælp, sjælepleje, skoleuddannelse og alderdomstryghed til døden, opfyldt af den nye store brukspatron som heller ikke forlanger andet til gengæld end arbejde, ro og orden,« skriver Mogens Berendt med en tydelig hilsen til den svenske velfærdsstat.
For en sikkerheds skyld
Gusum er prototypen på en værksby. Omkranset af skov, vandkraft fra en opdæmmet å og adgang til råstoffer i lokalområdet. Værket åbnede i 1653, og siden har produktionen skiftet med ef- terspørgslen. Til slut havde de fleste svenskere lynlåse fra Gusum i garderoben. »For en sikkerheds skyld – vælg Gusum,« står der på de gamle, sort-hvide avisreklamer, hvor en rygende astronaut reklamerer for byens verdensberømte lynlåse. »Det var en kæmpe industri med masser af ansatte. Og der fandtes en enorm stolt- hed over at skabe noget til gavn for hele landet,« fortæller Edvard Hollertz.
Begrebet bruksort går igen, når man spørger svenskere, hvad der har formet landet. Mange omtaler værksbyerne med en vis andægtighed i stemmen. Ofte iblandet en snert af melankoli. »Man har jo altid sagt, at det var værket, skoven og stålet, som gjorde Sverige fremgangsrigt. Og efter Anden Verdenskrig, hvor resten af Europa lå i ruiner, oplevede værksbyerne en gedigen op- blomstring,« siger Hollertz. Et helt kontinent skulle på fode igen, og Sverige var klar til at føre an. Men fremgangen varede bare få årtier, og med oliekrisen i 1970’erne blev udviklingen til afvikling. Gennem århundreder havde fabrikker og byer smeltet sam- men til ét. Men nu var værksbyens tid forbi, fortæller forfatteren. »Og så stod man jo der og så rådvilde på hinanden og spurgte: Hvad pokker gør vi nu?«
Ruiner og padeltennis
På vej gennem byen stopper vi op ved det lille handelscentrum med supermarked, benzintank, Folkets Hus og Svenska Kyrkans café. Herfra har man overblik over husene langs Gusums hovedgade, Bruksgatan. »Derovre,« siger Edvard Hollertz og peger skråt til venstre, hvor forladte huse og tomme grunde vidner om det, der engang var, »levede og åndede Gusum«. Før fandtes smedje, kontorbygning, smelteværk, værksteder, laboratorium, pakkerum, varmecentral, bilværksted og en brandstation, oplister han. På gamle billeder kan man se, hvordan området mellem klipperne og vandet var plastret til med røde murstensbygninger. Hen over hovedvejen forbandt en gangbro kontorbygningerne på den ene side med fabrikkerne på den anden.
»Gusum AB« stod der med store, stolte bogstaver, når folk kørte gennem byen og passerede de osende skorstene. Men for et par år siden blev de sidste rester af værket revet ned, og i dag kæmper byen med at finde sine ben, fortæller Edvard Hollertz. »Til venstre har vi nedturen – forureningen, håbløsheden og alle de unge, som flygter, så snart de får chancen. Storhed og fremgang som blev til armod og utilfredshed.«
Men til den anden side, på højre side af hovedgaden, er fortællingen en anden, understreger forfatteren. »Herovre har vi de nye fabriksbygninger. Og se engang,« siger han og peger i retning af parkeringspladsen, der er fyldt med velvoksne biler af mærker som Audi, Mercedes og BMW. Over for ligger en nyanlagt legeplads og en udendørs padeltennisbane. »Ser du kun til venstre, får du bekræftet forfaldsfortællingen. Men ser du også til højre, finder du arbejdspladser og initiativer, som skal gøre det attraktivt at være børnefamilie i Gusum. En kommune, der satser på fremtiden.«
Sidstnævnte er der behov for. Siden 1980 er en tredjedel af Gusums indbyggere forsvundet. Og mange af dem, der bliver tilbage, har for længst forladt arbejdsmarkedet. Overalt i Sverige kæmper de mindre byer med en aldrende befolkning, men en af dem, der trækker statistikken i modsat retning, er Erik. Han nyder den klare oktoberdag på legepladsen sammen med sin datter, og selvom den praktisk klædte mand i midten af 20’erne medgiver, at Gusum ikke er verdens navle, er han og familien glade for området. »Jeg arbejder på messingfabrikken, og vi har hvad vi skal bruge,« siger Erik og smiler som om, han er på vej til at undskylde sit livsvalg. »Jeg ved godt, de fleste flytter herfra. Men jeg drøm- mer ikke om det. Lige nu er livet ganske godt i Gusum.«
Centraliseringssvigt
Allerede i 1982 diskuterede tyske Hans Magnus Enzensberger – indflydelsesrig forfatter og modtager af Sonningprisen – den svenske udkantsproblematik i bogen Åh, Europa. Blandt andet med en arbejdsløs saxofonist i norske Trondhjem, der konstaterede følgende: »Prøv engang at se, hvad der er sket i Sverige! Dér har de affolket hele provinser. Ikke så underligt, at svenskerne er så demoraliserede! (…) Der, hvor folk er, skal der også komme skoler og sygehuse, busser og færger.«
35 år senere synes ingen for alvor at have gjort op med udviklingen. »Gennem årtier har politiske beslutninger betydet, at vilkårene mellem by og land er blevet alt for ulige,« konkluderede den socialdemokratiske regering i 2016. To år senere fulgte daværende civilminister Ardalan Shekarabi op med en udtalelse om, at »kløfterne mellem by og land alt for længe har fået lov at vokse uhindret«. Ifølge rapporten Centrum mod periferi – om utilfredshed og fremtidstro i Sveriges forskellige landsdele har myn- digheder som Arbejdsformidlingen, politiet og Forsikringskassen siden 1997 mindsket sit nærvær i glesbygden – det Sverige, hvor man har mere end 45 minutter til nærmeste større by – med 37 procent. Tilliden til naboerne er på nogenlunde samme niveau i land og by, men tilliden til demokratiet, medierne og politikere er lavere på landet.
»I kølvandet på valget af Donald Trump, Front Nationals fremgang og Brexit begyndte journalister og politikere at valfarte til de mindre svenske byer for at forstå splittelsen mellem land og by,« fortæller Edvard Hollertz. »Men det er naivt at tro, at man uden videre kan overføre rustbælte-fortællingen hertil. Det, man møder her, er mere nuanceret. Der findes tomme butikslokaler, men ruderne er ikke smadrede. Man skal bestemt ikke undervurdere den historiske baggrund med en omfattende optur afløst af en massiv nedtur. Det påvirker mentaliteten og selvforståelsen i værksbyerne, og der eksisterer utvivlsomt en konflikt mellem land og by, hvor befolkningen herude føler sig hægtet af. Men det er ikke kun armod, og det er vigtigt at få med.«
Mens Edvard Hollertz viser rundt i Gusum, er de eneste gule veste, vi får øje på, pensionister med vandrestave og praktisk fodtøj. Der er stadigvæk arbejde at få, selvom du bor i en by som Gusum, understreger forfatteren. »Den afgørende forandring i værksbyerne er, at hvor værket tidligere tilbød arbejde, tag over hovedet og tog ansvar for lokalsamfundet, så tager nutidens fabrikker kun ansvar for sig selv. Og når det offentlige system, som skulle træde i stedet, forsvinder fra byer som Gusum, føler mange, at deres grundlæggende behov ikke tilgodeses,« siger han. »Det er da fint, at fabrikken har overskud, men hvad betyder det, hvis den busrute, der skulle transportere dig til lægeklinikken, som for et par år siden blev flyttet til en større by, alligevel bliver nedlagt?«
Folket og kirken
I arbejdet med sin bog har Edvard Hollertz interviewet en lang række mennesker, der har slidt det meste af livet på de svenske værker. Liv, der begyndte, mens alt gik fremad og liv, som lakker mod enden i en tid, hvor fremtiden tegner mørk. »Men faktisk blev jeg overrasket over, hvor usentimentale folk var omkring situationen,« fortæller han. »Jeg havde forventet at møde en afgrund af skuffelse og vrede. Men en del fortæller, at de trives og har det godt. Og de oplever, at de virkelige problemer findes i storbyen, ikke herude.«
Ofte rettes utilfredsheden mod hovedbyen i kommunen frem for mod Stockholm og Riksdagen. »Når folk herude taler om politikernes svigt og en centralisering, der er gået for vidt, så handler det tit om lokale prioriteringer. Som når man vil bygge større skoler i de større byer frem for at holde fast i mindre skoler i små byer. Man er træt af beslutninger, som alene begrundes rationelt. Vil man have et land til at hænge sammen, kan man ikke styre det ud fra plusser og minusser i et Excel-ark,« siger han. »Behøver busserne gå hvert femte minut inde i byen, men aldrig herude? Hvorfor ikke lade folk vente 10 minutter længere i Norrköping, hvis det betyder, at man fortsat kan have et liv i Gusum?«
På den modsatte side af hovedvejen passerer vi Folkets Hus. Det skaller lidt udenpå, men opslagene under det røde skilt med ABF – Arbejdernes Oplysnings Forbund – vidner om et rigt indre liv. Her kan man dyrke dans, træarbejde, stoftryk, frimærker eller sjov med metal. Desuden rummer den lille bygning et bibliotek, et pizzeria og en biograf, hvor Edvard Hollertz fortæller, at de lokale med jævne mellemrum streamer opera direkte fra Metropolitan i New York. »Og man kan som regel få sig et lille glas bobler til.«
Denne formiddag er det dog Svenska Kyrkans hvidkalkede café, der er Gusums sociale omdrejningspunkt. Her er godt fyldt i lokalet, hvor sort-hvide billeder fra værkets velmagtsdage viser, at kongen var forbi i 1975. Både kødbolle-sandwich og sort kaffe sælges til fordelagtige priser, og ifølge den storsmilende pensio- nist med kors om halsen og forklæde om livet går især rejemad- derne »som smør i solen«.
»Jamen, er det ikke min gamle konfirmand?,« udbryder en anden kvinde i sin bedste alder. Og det er det da, bekræfter Edvard Hollertz med et smil, der afslører genkendelsens glæde. Kvinden, der er kirketjener i nærliggende Valdemarsvik, fortæller, at udfordringerne i området først og fremmest handler om de unge, der rejser væk. Men under pandemien har hun oplevet, hvordan flere er begyndt at bevæge sig i modsat retning. »Jeg tror, mange savner trygheden,« fortæller hun. »Og oplevelsen af at være genkendt i lokalområdet. Jeg har selv en datter, der har boet i Stockholm og arbejdet hjemmefra med sin kæreste under hele coronakrisen. På 37 kvadratmeter! De blev helt firkantede af det, så nu har de købt et hus på landet og arbejder hjemmefra via computeren.«
Kirketjeneren er vokset op i nærliggende Överum, og hun har en ubøjelig tro på områdets overlevelsesevne. »Der er masser af udfordringer, men man skal aldrig undervurdere den kraft, der findes på landet,« siger hun og giver et kram til farvel.
Skammen nager
Over en ny kop kaffe beretter Edvard Hollertz om landsbyernes rolle i den politiske debat. Om, hvordan svenske politikere har troet, de skulle give landsbyerne mere opmærksomhed for, at Sverigedemokraterna ikke skulle vokse sig større. »Men nu er man endelig ved at forstå, at man skal tage folk på landet alvorligt, fordi det liv, der leves her, er lige så meget værd som dem, der leves i Stockholm. At Gusum også har en fremtid. Og at Gusum er en del af Sveriges fremtid,« siger han.
Forholdet til hovedstaden dukker op igen og igen i debatten om den svenske udkant. Men ifølge Hollertz er afstanden først og fremmest mental. »I hverdagen er folk ikke specielt optaget af, hvad der sker derinde. Men man mærker det meget stærkt, når man bliver talt ned til,« siger forfatteren. »Mange af de negative følelser herude handler om noget personligt, ikke noget politisk. Det er mennesker, som har en voksende oplevelse af, at de bør skamme sig over at bo på landet. Over deres liv! At det ikke er acceptabelt at føle sig hjemme herude, fordi den svenske kernefortælling i årtier har været, at fremtiden og den gode tilværelse lå i byen.«
I sin bog vender Edvard Hollertz tilbage til lokalpolitikeren Lars Beckman, der mener, at mange på landet føler sig glemt. Eller, endnu værre, ignoreret. »Det bryder dig ned. Og det er vældigt farligt. Det er hårdt at lytte til, når så mange fortæller, at de er skuffede over det såkaldte politiske establishment. Det sår en farlig mistro,« siger lokalpolitikeren.
Til syvende og sidst tror Edvard Hollertz dog på fremtidspotentialet uden for storbyerne. At flere vil have fingrene i jorden, mærke årstiderne, skrue ned for forbruget. Og vinke farvel til »den evige, svenske urbaniseringstrang«.
Undervejs i skriveprocessen, hvor coronakrisen lå tungt over landet, oplevede Edvard Hollertz, hvordan flere børnefamilier søgte væk fra storbyerne. »Pludselig blev det vældigt trendy at restaurere gamle træhuse,« siger han og smiler. »Og vi kan se, at mange mennesker drømmer om en villa med have og at gå og være lidt selvforsynende og i pagt med naturen. Så når folk siger, at Gusum hører fortiden til, tror jeg ikke, de har ret. Hvorfor skulle fremtiden ikke ligge her?«
Vreden vokser
Utilfredsheden i Sverige er rekordhøj. I 2012 mente 4 ud af 10 svenskere, at landet generelt bevægede sig i den gale retning. I 2020 var andelen vokset til 6 ud af 10. Det dystre syn på fremtiden findes overalt. Men særligt blandt svenskere med kortere uddannelser og lave indkomster trives mismodet. I udkantskommuner uden ordentlig adgang til velfærd og i storbyernes belastede forstæder, hvor trygheden forvitrer, breder følelsen af at stå uden for samfundet sig.
»I sig selv er den negative udvikling ganske opsigtsvækkende,« fortæller Lisa Pelling, der er chef for den fagforeningsfinansierede tænketank Arena Idé og sammen med Johanna Lindell har skrevet bogen Den svenske utilfredshed, som udkom sidste år. »Og da vi begyndte at grave lidt i overfladen hos de mange svenskere, der synes, at det hele går ad helvedes til, fandt vi en anden interessant ting: At utilfredsheden i høj grad var koncentreret i et bestemt parti, nemlig Sverigedemokraterna.«
Lindells og Pellings bog bygger på over 300 interviews med beboere i seks forskellige dele af det svenske samfund. Fra Haparanda i nord til Landskrona i syd, fra de gamle minebyer i Midtsverige til betonbyggerierne omkring Malmö og Göteborg. Områder, som præges af socioøkonomiske udfordringer og svigtende fremtidstro. Steder, hvor »Myndighedssverige« har abdiceret.
»Sverigedemokraterna har de senere år været enormt dygtige til at opsamle vreden og mobilisere dem, der ellers havde opgivet troen på politik,« fortæller Lisa Pelling. Og det til trods for, at en stor del af utilfredsheden ikke er direkte forbundet med højrenationalisternes mærkesag. »Folk fortæller, at de er trætte af lukkede butikker, af forringet velfærd, af fattigdom, af utryghed og af arbejdsløshed,« siger Pelling. »Alligevel er Sveriges nedtur uløseligt forbundet med indvandringen for mange af dem.«
Falsk fortælling
Det, forfatterne kalder den fremmedfjendske fortælling, findes som en bagvedliggende forklaringsmodel i mange af de områder, hvor vreden vokser. Det skyldes først og fremmest Sverigedemokraterna, fortæller Lisa Pelling, der er en hyppig anvendt stemme i den svenske samfundsdebat. Gennem årtier har det højrenationalistiske parti nemlig forfinet fortællingen om, at Sverige var et velfungerende, trygt og lige land, indtil indvandringen tog fart. »Og i dag er det en opfattelse, som er overraskende rodfæstet mange steder. Men den er jo ikke sand,« siger hun. »Det er ikke somalierne, der har lukket lokalsygehuset. Det er ikke syrerne, der har centraliseret arbejdsformidlingen. Det er ikke bosnierne, der har ødelagt skolesystemet.«
Desuden var alting ikke bedre i gamle dage, siger tænketankschefen. »I begyndelsen af 1900-tallet var Sverige et af de lande i Europa med allerstørst fattigdom. Vi havde mange strejker, der fandtes antisemitisme og udbredt racisme mod samerne. Sverige var på mange måder et konfliktfyldt samfund.«
Hvad der derimod har forandret sig til det værre, er den svenske velfærd, mener Pelling. Siden 1980’erne har massive skattelettelser resulteret i færre ressourcer at omfordele, alt imens profit i kernevelfærden er blevet stadig mere udbredt. »Det vildtvoksende friskolesystem, som drives uden begrænsninger på profit, er et eksempel. De store koncerner, der tjener kassen på ældreomsorg, er et andet. Svenske politikere har helt enkelt reguleret vores velfærd dybt naivt de seneste årtier.«
Samtidig har kombinationen af nedskæringer, digitalisering og centraliseringsiver betydet, at basale servicefunktioner er forsvundet fra store dele af det svenske samfund. »Tidligere havde vi regler om, at der skulle findes et apotek i byer af en vis størrelse.
At der selvfølgelig var banker og benzinstationer der, hvor men- nesker boede. At det var muligt at få sin post leveret inden for en rimelig tidshorisont,« siger Lisa Pelling. »Men alt det er fortid nu. Og bor du i en mindre by eller for enden af metrolinjen, så mangler du et hav af de ting, du havde adgang til for 30 år siden.«
Høje skatter, lave indtægter
Lisa Pelling peger på en »katastrofal og bagstræberisk« regional- politik som den store skurk. For selvom svenske politikere gennem årtier har svoret, at hele landet skulle leve, har der manglet vilje til at prioritere den svenske periferi. Ikke mindst økonomisk.337 »Vi har 290 forskellige kommuner, som hver især har ansvaret for at finansiere skoler, ældreomsorg og kollektiv trafik med de skattemidler, de nu engang har til rådighed,« siger Lisa Pelling. »Og dem har de ikke specielt mange af i udkants- og forstadskommunerne.«
Her betaler færre meget i skat, mens flere har behov for hjælp. Skridt for skridt betyder det, at skatten stiger, mens serviceniveauet falder. Et grundlæggende strukturelt problem i dagens Sverige, hvor værdierne koncentreres omkring de store byer, mener forfatteren. »Der er simpelthen behov for meget mere om- fordeling for at komme utilfredsheden til livs. Men det politiske mod mangler.«
Spørgsmålet er, om utilfredsheden kan reduceres til konkrete muligheder og materielle forhold. Eller om følelsen af at stå udenfor – både i de mindre byer og i forstædernes udsatte boligområder – også handler om noget andet? Identitet, fremmedgø- relse og forandring, for eksempel? »Det aspekt findes helt klart også,« siger Lisa Pelling. »Men mange af dem, vi har talt med, som er trætte af udviklingen, var ikke i Sverige for 40 år siden. Det er folk, der er kommet fra Finland eller Jugoslavien eller Chile i 1980’erne og 1990’erne. Allerede dengang havde en stor del af indbyggerne i de udsatte boligområder rødder andre steder end i Sverige. Og allerede dengang havde man problemer – alkohol- misbrug, knivslagsmål, vold mod kvinder og børn. Men det har man glemt i dag, og i stedet romantiserer man fortiden.«
Men at der også fandtes problemer for 30 år siden retfærdig gør vel ikke nutidens problemer?
»Nej. I vores undersøgelse blev vi hele tiden mindet om, hvor vigtigt det er med følelsen af fællesskab og samhørighed – i sidste ende for, at man føler, man hører til,« fortæller hun. »Og selvføl- gelig også for, at mindre uoverensstemmelser ikke skal blive til store konflikter.«
Når tilliden trues
Et af de steder, forfatterne til Den svenske utilfredshed besøger, er Ronneby i sydsvenske Blekinge. Under flygtningekrisen i 2015 ankom 3000 mennesker til byen, som havde 13.000 indbyggere. I 2009 var andelen af beboere med udenlandsk baggrund 12 pro- cent. I 2019 var den 22 procent. Mennesker, som for kort tid siden levede i Syrien, Afghanistan, Eritrea eller Somalia, skulle nu være en del af hverdagen i Sydsverige. En hverdag, som Sveriges Television skildrer i dokumentaren Da verden kom til Ronneby fra 2022.
»Der findes en uro i Sverige i dag, ikke bare i de store byer,« fortæller speakerstemmen. »Mange siger, at de ikke længere kan genkende det sted, de bor. Er tilliden og trygheden truet?« Sort-hvide billeder af Ronnebys idylliske fortid passerer forbi. Villaerne, vandet, de smilende børn. »Ronneby har været en fredelig by,« konstaterer en ældre stemme, inden der spoles frem til et nyhedsindslag af nyere dato: »Kriminel bande har sat en skræk i livet på Ronneby.«
Fortællingen er klar – der findes et før og et efter flygtningekrisen 2015. »Ronneby var en af de byer, hvor indbyggerne åbnede deres hjerter,« siger Per Dryssén, der er krise- og beredskabskoordinator i kommunen. Men de nyankomne klumpede sig sammen, og integrationen udeblev, fortsætter han. Mange taler ikke svensk, og når sproget ikke findes i hjemmet, får børnene problemer i skolen. »Men i Sverige fungerer det jo sådan, at du kan bosætte dig, hvor du vil. Selv når du er asylansøger,« fortæller Roger Fredriksson, borgmester fra det liberalkonservative Moderaterna. »Dét er kernen i den udvikling, vi har set.«
Storby i en lille by
Frem til 2015 tog Ronneby imod mellem 50 og 75 flygtninge om året. Men pludselig gik folkeskolen fra 600 til 1000 elever på to år. Narkotikasalg og uro opstod, og i dag kræves id-kort for at kunne komme ind på skolens område. »Tillid er koblet til fremtidstro og optimisme,« fortæller historieprofessor Lars Trägårdh i programmet. »Man er gået fra idyl til problemer på relativt få år.«
Trägårdh er hovedarkitekten bag det såkaldte tillidsbarometer, som viser, at utrygheden i Ronneby voksede markant mellem 2009 og 2017. Ikke mindst omkring 2015. 4 ud af 10 er bange for at gå ud efter mørkets frembrud. En vigende tillid, som ifølge Lars Trägårdh er nøglen til at forstå de dybere forandringer, som foregår i dagens Sverige. »Vi ser jo tydeligt, hvordan vi er på vej mod et kontrolsamfund, en slags politistat. Og prisen, vi kommer til at betale, er, at vi mister fundamentet for det hele: de tillidsbaserede relationer mellem borgerne og mellem borgerne og samfundsin- stitutionerne.«
I dokumentaren fortæller lokale betjente, at Ronneby »er blevet en storby i en lille by«. Ting, der før var langt væk, sker nu også her. Voldsomme optøjer, grov kriminalitet, slagsmål på skoler og overfaldsrøverier på åben gade. Selv rutinekontroller af køretøjer er blevet kompliceret, fordi politiet risikerer at bli- ve omringet i løbet af ganske få minutter. Et kriminelt brødrepar, som ikke kunne udvises, havde forårsaget en del uro inden 2015. Med de mange flygtninge fik de et perfekt rekrutteringsgrundlag, fortæller politiet. Det gik blandt andet ud over forretningsdrivende – ofte personer med udenlandsk baggrund, som ikke havde kendskab til deres rettigheder i Sverige. De var lette ofre for afpresning. Og sagde de fra, fik de smadret deres butik.
»Ingen turde vidne,« fortæller en betjent. I stedet blev sagerne lagt ned, og de kriminelle kunne hærge videre. I dag er det kriminelle brødrepar borte, og ifølge politiet har man fået styr på situationen. Men i et af byens pizzeriaer fortæller de nye ejere fra Syrien – som overtog efter, at den tidligere ejer fik nok af trusler – at der stadig er problemer. »Den dag, vi åbnede, blev alle butiksvinduer herinde i byen smadret. Så det var jo ikke nogen god start.«
85 forskellige nationaliteter
Mange beboere føler sig fremmede i den by, de har boet i hele livet. Og selvom politiet forsikrer, at roen er genoprettet, halter det stadig med tilliden og trygheden. Tre ældre kvinder fortæller, at de ikke længere går ud alene. Men billedet er ikke sort-hvidt. »Jeg har fået hjemmehjælp, og der er mange indvandrere, og de er så gode. Søde og rare på alle måder,« siger den ene, mens ostehandleren, der er flygtet fra krig begejstret fortæller om demokratiet, friheden og glæden ved at betale skat.
I dag bor der 85 forskellige nationaliteter i Ronneby. Nogle af de lokale mener, at Sverige var for generøse i 2015. Ikke at der er noget i vejen med den enkelte. Men alt i alt blev det for mange forskellige mennesker på for kort tid til, at man kunne få det til at fungere. Kultursammenstød. Arbejdsløshed. Utryghed. Indvandringen bliver et hovedspørgsmål i valget, forsikrer en anden mand over eftermiddagskaffen på konditoriet. »Man bliver så fandens vred, når man er opvokset i en rolig og tryg by, og pludselig bliver det sådan her. Jeg tror ikke Morgan Johansson (daværende udlændingeminister) ved, hvordan det ser ud herude i de mindre byer. Efter solen er gået ned, kigger man sig over skulderen.«
I frisørsalonen fortæller ejeren, der kom til Sverige fra Kosovo i 1996, at meget er forandret. »Det er ikke det Ronneby, det var engang. Desværre.« Forskellige initiativer har mindsket krimina- liteten, men det slår ikke igennem i tryghedsundersøgelserne. »Før satte vi forskellig belysning op, fordi det skulle være hygge- ligt. Nu gør vi det, så folk kan se, at der ikke står nogen og venter i mørket,« siger borgmesteren, mens en lokal hotelejer fortæller, at han aldrig ville lade sine børn gå hjem alene om aftenen. Og at mange har det som ham, selvom få vil sige det højt. »Men det er jo bare at åbne øjnene. Det er ikke Olof og Petter, som render rundt og slås.«
Hvad sker der i et land, hvor tilliden mindskes, spørger SVT-journalisten forskeren Lars Trägårdh? »Mangler der tillid, må vi omgive os med en masse forsvarsmekanismer (…). Det ska- ber et mindre behageligt samfund,« lyder svaret. Er demokratiet truet? »Det er i hvert fald et spørgsmål, vi må stille os selv. Vi tager tryghed og demokrati for givet i Sverige. Det er vi nødt til at holde op med. Det er noget, der skal beskyttes, udvikles og bevares.«
Håbløse udsigter
»Hvordan skaber man en ny fortælling, som gør det muligt at leve sammen i Sverige og løse de samfundsproblemer, som i dag overskygges af debatten om indvandring?« spørger Lisa Pelling og Johanna Lindell afslutningsvist i deres bog om den svenske utilfredshed. »Noget af det, jeg frygter mest, er, hvis mistroen til politikere og systemet får fat,« siger Lisa Pelling. »Så stopper folk med at engagere sig i samfundet.«
Det er fuldstændigt afgørende, at Sverige får et arbejdsmarked, et uddannelsessystem og boligområder, som fungerer – også selvom folk kommer forskellige steder fra, understreger tænke- tankschefen. »Sverige er et indvandrerland. Vi har forskellige sprog, vi taler derhjemme, vi har forskellige religioner, og vi har forskellige kulturer. Sådan er det, og vi kan ikke tillade, at disse forskelle forstærkes, blæses op og udnyttes politisk.«
Lisa Pelling insisterer på, at modsætningen mellem indvandring på den ene side og velfærd og tryghed på den anden er falsk. Og hun frygter, at utilfredsheden i stigende grad vil vise sig som racisme og diskriminering. En udvikling, som på sigt kan blive en trussel mod demokratiet. »I dag er valgdeltagelsen fortsat høj i Sverige – blandt andet fordi Sverigedemokraterna er blevet en ventil for dem, som ellers havde opgivet politikken som middel til forandring. Men jeg tror ikke på, at Sverigedemokraterna kan løse de udfordringer, vi står med i dag. Og hvad sker der så?«
Det er et godt spørgsmål. Og en smule foruroligende. Risikerer en stor del af svenskerne at miste troen på demokratiet, hvis indflydelse til den yderste højrefløj heller ikke er løsningen? »Den risiko findes. Og det skræmmer mig. Det store problem er, at nogle af de udfordringer, det svenske samfund står over for i dag, er så store, at det slet ikke er sikkert, at nogen kan løse dem,« siger Lisa Pelling. »For mange mennesker er Sverigedemokraterna det sidste håb. Men hvad sker, når alt håb er ude?«
Johan Varning Bendtsen (f. 1990) er uddannet i journalistik samt politik & administration fra Roskilde Universitet. Han har en fortid på Politiken og DR og har siden 2019 været ansat som Skandinavien-korrespondent på Kristeligt Dagblad. Han optræder jævnligt i radio og tv med analyser af skandinaviske forhold.
Johan Varning BendtsenDet svenske eksperiment311 sider
Gads Forlag
249,95 kr.
Udkom. d. 18. august 2022
Læs hele vores tema “Sveriges mange sider”
Billede i artiklens top: Wikimedia Commons