100 år efter revolutionen er den kommunistiske ideologi marginaliseret i russiske politik. Til gengæld lever den historiske tradition med korruption og nepotisme i bedste velgående. Det samme gør idéen om den stærke mand – der går en lige linje fra zaren over Sovjet-generalsekretærerne til præsident Putin.

Baggrund af Simon Kratholm Ankjærgaard

19.11.2017 | TEMA: RUSLAND OG REVOLUTIONEN | Paradokser er der nok af i russisk politik – og i Putins ditto. Den nuværende, stærke præsident i Rusland har tidligere kaldt Sovjetunionens kollaps for den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede, samtidig med at han i sin gøren og laden har gjort alt for at distancere sig fra den kommunisme, der var det ideologiske – og utopiske – fundament i Sovjetunionens 69-årige levetid fra 1922 til 1991.

Den kommunistiske ideologi og det kommunistiske parti er da også stærk marginaliseret i russisk politik i dag og er blot repræsenteret med 42 mandater ud af 450 i parlamentet. Og så er det oven i købet mandater, der understøtter Putin.

”Ruslands kommunistiske parti agerer reelt støtteparti for regeringspartiet, Forenet Rusland. De er en del af det, man kalder den loyale opposition og har som en af deres mærkesager styrkelsen af det sociale sikkerhedsnet i Rusland,” fortæller Kim Frederichsen, der er næstformand i den dansk-russiske venskabsforening.

”Problemet er, at deres vælgere er en uddøende race. Det er tit de ældre – dem, der har et reelt og nostalgisk forhold til Sovjettiden. De husker – eller bilder sig ind – hvor velordnet alting var i Sovjetunionen. De unge stemmer ikke på kommunisterne. De stemmer enten på Forenet Rusland eller på den reelle opposition,” fortsætter han.

Zar Vladimir
”Han har mere magt i dag en den egyptiske farao, zaren og Sovjetunionens generalsekretærer til sammen”.

Ordene kommer fra Gennadij Zjuganov, førstesekretær i Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti. De faldt som en udtalelse til nyhedsbureauet Reuters i september 2007 – altså for ti år siden. Og siden har Putin blot strammet magten om grebet yderligere. Ja, faktisk så meget, at det er tydeligt, at der går en lige linje fra den enevældige zar over den totalitære Sovjetgeneralsekretær til den ekstremt magtfulde russiske præsident. Det virker som om russerne har brug for en stærk mand ved roret.

”Der er lidt firkantet sagt en vildskab i den russiske mentalitet, som skal tøjles for ikke at kamme over og føre til kaos,” lyder analysen fra Mads Büchert Eskildsen, ekspert i russiske forhold ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet

”Derfor har de markante figurer i Ruslands historie traditionelt været stærke ledere. Ivan den Grusomme, Peter den Store, Katharina II, Lenin og Stalin – for blot at nævne nogle stykker. De har på den ene side optrådt som samlende figurer og på den anden side forfulgt deres modstandere”, siger han og fortsætter:

”Denne funktion udfylder Putin til dels også. Han fungerer som et alfaderligt samlingspunkt internt i Rusland og optræder som nationens vogter, når omverden rotter sig sammen, indfører sanktioner og fremstiller Rusland som en politisk slyngel, der invaderer nabolande og forfølger den politiske opposition”.

Mads Büchert Eskildsen fokuserer også på, hvordan Ruslands leder til enhver tid er med til at give befolkningen en national identitet – og en national pejling.

”Og som i Sovjettiden er livet ganske fint med mad på bordet og sommerferie ved Sortehavet eller i Spanien, hvis man accepterer systemet og ikke alt får åbenlyst kritiserer landets ledelse. Træder man ved siden af dette fællesskab og de skrevne og uskrevne regler, kan det have store konsekvenser for den enkelte,” siger han.

Zaren bor i systemet
Kim Frederichsen, næstformand i venskabsforeningen, ser især en klar kobling mellem Putin og det prærevolutionære zardømme.

”I hele strukturen og systemet finder man den enevældige zar. Det er et systemisk træk, som også de stærke Sovjetledere byggede på, særligt naturligvis Stalin,” siger han og fortsætter:

”Rusland er et kæmpe indlandsrige med lange grænser, der ikke ligger fast. Alle russiske ledere har haft brug for det samme; en stor hær og en stærk centralmagt. Reformer kom fra oven – ikke på baggrund af impulser nedefra. Stærke ledere accepterer i den sammenhæng kun reformer, hvis det ikke truer deres magt.”

Ifølge Kim Frederichsen lægger Putins store, nationale fortælling sig tæt op af den nationale fortælling fra før revolutionen.

”Zaren var hersker i en multietnisk stat, men gav de etniske russere forrang. Det samme gør sig gældende for Putin, der også tænker i en russisk helstat og som har knyttet sig tæt til kirken, som også zaren gjorde,” siger han.

Ministeriet for Fædre og Sønner
Andre historiske træk, som lever videre i det russiske samfund og den russiske politik i dag, er korruptionen og nepotismen.

”Det er en klar videreførelse af den sovjetiske ’tradition’ med at udnævne familiemedlemmer og venner til centrale poster i den offentlige sektor. Således hed Jernbaneministeriet en overgang ’Ministeriet for Fædre og Sønner’ i folkemunde”,” fortæller Mads Büchert Eskildsen.

Ifølge de seneste tal fra Transparency International, der overvåger og dokumenterer korruption, ligger Rusland på en 131. plads side om side med lande som Iran, Kasakhstan og Nepal. Den lave placering skyldes både den store og den lille korruption.

”En meningsmåling fra en privat sociologisk forskningsinstitution, det Moskva-baserede Levada Center, viste i december 2012, at 80 procent af de adspurgte russere anså en økonomisk skandale, som på det tidspunkt blev oprullet i det russiske forsvarsministerium, som udtryk for, at magten i Rusland er gennemkorrumperet,” siger han og fortsætter:

”Men den lille korruption i hverdagen lever også i bedste velgående. I dagens Rusland ved enhver bilist, at en væsentlig del af færdselspolitiets løn stammer fra bestikkelse, som de modtager til gengæld for ikke at udskrive ’rigtige’ bøder. Og alle forældre til skolesøgende børn forstår nødvendigheden af at give gaver til lærerne eller skolen, hvis deres søn eller datter skal have en ordentlig uddannelse”.

Fortiden – både den nære og den fjerne, den prærevolutionære og den sovjetiske – er med andre ord levende i Rusland i dag. Fra den stærke mand i Kreml over Ministeriet for Fædre og Sønner til politimanden på gaden, der supplerer sin beskedne løn med sorte penge.

Simon Kratholm Ankjærgaard er journalist, forfatter og moderator. Desuden cand.scient.soc., Historie og Internationale Udviklingsstudier.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Alexei Nikolsky/

Læs hele vores tema “Rusland og revolutionen” her.