I forbindelse med valget til Europa-Parlamentet den 9. juni har Magasinet Europa i løbet af foråret kigget på, hvor Europa står, om EU overhovedet er i besiddelse af en fælles stemme og om det er muligt for Europa at tale med samme tunge? Her er personligt bud på, hvor kontinentet står på vej mod midten af 2020’erne.
Af Michael Winther
Forleden stødte jeg på en optagelse af Beethovens (jo, jeg gjorde) niende og sidste symfoni ‘Ode to Joy’ (An die Freude) dirigeret af Leonard Bernsteins i 1989’s Berlin i ly af murens fald. Formålet var at fejre genforeningen af Øst- og Vesteuropa. I aftenens anledning havde Bernstein ændret titlen på Beethovens magnus opus til Ode to Freedom (An die Freiheit).
Den storrygende Bernstein, hvis russisk-ukrainske forældre selv var immigreret til USA, dirigerer med vanlig majestætisk sans for dramatik lytteren gennem Beethovens fire satser med titlerne Frygt og spænding, Uro og rastløshed, Længsel og håb og til sidst et musikalsk akkompagnement til digteren Friedrich Schillers Hyldest til glæden fremføret af et verdensorkester. Den 1700-tals-pompøse tekst løst kan oversættes til
”Europa er nu forenet, og skal forblive forenet;
dets enhed i dets mangfoldighed, skal bidrage til verdensfreden.
Må tro og retfærdighed, altid herske i Europa
og frihed for dets folk, i et større fædreland.
Borgere, må Europa blomstre, en stor opgave kalder på jer.
Gyldne stjerner på himlen er, det symbol, som skal forbinde os.”
Titlerne på de fire satser får et yderligere symbolsk perspektiv, når man tager i betragtning, at verdensborgeren Bernstein blev født i august 1918 og døde i oktober 1990.
Dermed blev han født tre måneder før 1. verdenskrigs afslutning og døde cirka et år efter murens fald. Mellem de to verdensbegivenheder nåede Bernstein, der selv var social entreprenør, at opleve de brølende 20’ere og den efterfølgende depression, transatlantiske flyvninger, en spansk borgerkrig endnu en verdenskrig, fascismens fremgang og fald, borgerrettighedsbevægelsen, den kolde krig, mordet på John F. Kennedy, en mand på månen, Vietnamkrigen, hippieoprøret, Watergate, AIDS-epidemien og altså endeligt kommunismens fald – blandt meget andet.
Bernstein selv var aldrig bleg for at tage stilling til ovenstående politiske emner, men han kendte også godt sine egne – og dermed kunstens – begrænsninger. Han sagde blandt andet til Los Angeles Times i 1972:
”Pointen er, at kunst aldrig stoppede en krig og aldrig skaffede nogen et job. Det var aldrig kunstens funktion. Kunst kan ikke ændre begivenheder. Men det kan ændre folk. Det kan påvirke mennesker, så de bliver ændret… fordi mennesker bliver forandret af kunst – beriget, forædlet, opmuntret – de handler så på en måde, der kan påvirke begivenhedernes gang… ved den måde, de stemmer på, opfører de sig, måden de tænker på.“
Uddraget fra Ode to Joys fjerde sats har været brugt som Europarådets hymne siden 1972 og af EF/EU siden 1985, og den står også i dag som Projekt Europas værdisymbol på frihed, fred og solidaritet. Uagtet Fukuyamas lidt for citerede tese om historiens afslutning fra 1992, så står vi måske alligevel i dag tilbage med en historie, der formår at gentage sig selv med udgangspunkt i alle Beethovens satser – og ikke bare den afsluttende.
Hvis vi antager Ode to Joys satser for generelt værende cykliske, så er der nok mere frygt og spænding samt uro og rastløshed med krigen i Ukraine, attentatforsøget på Fico i Slovakiet, en klimakamp i stampe, en ekstrem højrefløj i fremgang i Tyskland og Ungarn, end der i dag er genkendelse i 90’ernes håb og hyldest til glæden.
Så frem mod det europaparlamentsvalget er det måske netop værd at spørge sig selv; hvad Europa er egentlig i 2024? Og endnu vigtigere; hvad er Europas raison d’être?
Hvad er Europa så?
Som et hvert dovent barn af internettet begynder min søgen med at gå på Google og herefter Wikipedia for at søge efter en geografisk definition. Den oldgræske geograf Hekataios mente, at Europa stoppede ved det Ægæiske hav ved Grækenland, Marmarahavet ved Tyrkiet og havfloden Don i Rusland. For historikeren Herodot var Europa lig med den græske civilisation, mens Asien var lig med den persiske.
Fint nok. Det er en erkendelse som mange europæere minus cyprioter vil nikke nogenlunde anerkedende til i dag. Men det er næppe interessant at undersøge arbitrære, fysiske grænser, hvis disse grænser samtidigt er dynamiske og påvirket af historiske, sociale, økonomiske og juridiske rammer. Derfor er det rigtige spørgsmål til sig selv måske i højere grad, om Europa er en politisk drøm i EU, et kulturelt værdifællesskab baseret på en liberal forståelse af rettigheder eller bare en social konstruktion, som vi bilder også selv ind for at kunne tro overhoved? Kan man overhoved tale om en fælleseuropæisk kollektiv erindring, hvor det meste af Skandinavien kan enes om en Europa-opfattelse med det meste af Balkan?
Foruden kollektive erindringer, kan en homogen nation også bygges op omkring et fælles sprog. Det kan være engelsk som lingua franca, men også en kamp for at bevare en regional identitet gennem nationalromantiske forudsætninger. Begge dele taler ind i en europæisk forståelse af et “både og” snarere end et “enten eller”. Forenet i mangfoldighed, som EU’s motto foreskriver.
Så kan man måle Europa på et fælles værdisæt, men som Magasinet Europa tidligere har analyseret, så er dette under pres. Dog har vi fortsat internationale samarbejdsfora som en politisk og fortsat nogenlunde demokratisk kampplads. Der er jo det med demokratiet, at det – som Churchill hævdede – nok er den mindst ringe løsning for både nationalt og internationalt samarbejde. Derfor kan også netop manglen på reelle europæiske diktaturer (Belarus og tildels Rusland undtaget) pege hen i mod, at vi samarbejder økonomisk og værdimæssigt i Europa på trods af forskelligheder. Forenet i mangfoldighed.
Magt, Magna Carta og Montesquieu
Uagtet om denne kroniks analyse fokuserer på kollektive erindringer, værdier eller politisk og juridisk bindende beslutninger, så er det værd at tage et kig på den europæiske idéhistories vingesus.
Europa er idéen om den franske revolutions rettighedsforståelse funderet i frihed, lighed og broderskab, lige så meget som det er arnested for to verdenskrige. Disse rettigheder, blev i 1949 cementeret ved Europarådets oprettelse. Et råd, der i dag består af samtlige lande, som den generelle befolkning uden diskussion vil anse som europæiske, men også Tyrkiet, Georgien og Azerbaijan. Belarus og Rusland blev smidt ud i hhv. 1996 og 2022, mens Vatikanstaten har Jesus i ryggen og derfor forholder sig apolitisk.
Europa har historisk været foregangsregion for en demokratisering og øget folkesuverænitet, der med en vis rette overordnet set har kunne kan kaldes en konstant udvikling – dog med signifikante bump på vejen.
Før nogle hidsige franske bønder fik kappet hovedet af Louis XVI, var der Magna Carta og Montesquieu. Allerede i 1215 frasagde den engelske konge Johan Uden Land (jo, den er god nok) sig enkelte rettigheder ved lov, og det anses for det første spadestik til grundlæggende forfatningsrettigheder for europæerne.
Kort efter introducerede tysk-romerske Frederik 2. i 1231 Constitutiones Melfitanae, en bureaukratisk statsorganisering i syditalienske Melfi, der senere førte til europæiske enevælder i 16- og 1700-tallet, hvorfra der går en lige linje til Montesquieus modvægt af idéer om magtens tredeling i 1748 og senere netop begyndelsen på den franske revolution i 1789, hvis værdifundament senere danner grundlaget for både nedskrevne nationale forfatninger som Efterkrigstysklands tabula rasa og senere nødvendige internationale samarbejder i Europarådet, FN og EU.
Dette opsummeres endelig i præamblen til Lissabon-traktaen fra 2009, hvori der ”har ladet sig inspirere af Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv, der er grundlaget for udviklingen af de universelle værdier: det enkelte menneskes ukrænkelige og umistelige rettigheder samt frihed, demokrati, lighed og retsstaten.”
Samhørighed i demokratiet
Europa er derfor folket. Dig, mig, underklassen og eliten. Selvom kritikere rettelig kan hævde, at der er for langt fra pædagogen i Padborg til EU-eliten i Bruxelles, så er de demokratiske institutioner med hyppige valg netop dét, der binder den europæiske samhørighed sammen. Initiativer som borgerforslag, vælgermøder og offentlige debatter er med til at styrke demokratiet, hvorfor attentatforsøget på Fico heldigvis snarere er undtagelsen end reglen. Derudover er Europa også et arealmæssigt lille kontinent, hvilket ultimativt bringer os tættere sammen på tværs af mennesker, organisationer og politiske ideologier.
I virkeligheden er Europa nok en blond dansk pige, et oliventræ i Bulgarien, en islandsk vulkan, der sætter kontinentets flytrafik i stå, en smilende vinbonde i Italien. Det er nedbrydning af grænser i forståelsens tegn. Det er 20-årige på sommer-interrail, 22-årige, der vinterjobber som skibumser i alperne, studerende på Erasmus-ophold, færdiguddannede der gør karriere i vindmølleindustrien, det er din weekendtur og din sommerferie, og det er sprogprofessoren, der nyder sit otium ude på landet.
Europa er sauerkraut, pasta, paella, boeuf bourgignon, fish’n’chips, souvlaki, escargots, köttbullar, smørrebrød, shepherd’s pie, vafler, poffertjes, francesinhas, haggis, hákarl, fårikål, karjalanpiirakka og Turkish delight. Det er også Geranium, Les Prés d’Eugénie og Enoteca Pinchioori, der igen står på skuldrene af Adriá-brødrenes El Bulli og hele Paul Bocuses leben.
Europa er Beatles, Britpop, Rolling Stones, Pink Floyd, Led Zeppelin, Aqua og Volbeat. Det er Tornatores Cinema Paradiso, Jeunets Amelié, Kieslowskis farvetrilogi, Hirschbiegels Der Untergang, Pedro Almodóvars Volver, Druk og druk.
Europa er Checkpoint Charlie, Eiffeltårnet, Stonehenge, Anne Franks hus, Colosseum, universitetet i Bologna, Akropolis, La Sagrada Familia, Belémtårnet, Schönbrunnpaladset, Dubrovnik, Karlsbroen, Nyhavn, Gamla Stan, de norske fjelde Bled-søen, Istrien, Transylvaniens kirker, en fortovscafé i Vilnius, strandene i Normandiet og Tiranas pyramide. Måske er det endda Hagia Sophia i Istanbul og Vasilij-katedralen i Moskva. Det er også rigtigt meget andet.
Europa er Alexander den Store, Shakespeare, Churchill, Dante, Adenauer, Flaubert, Bismarck, Lenin, Hitler, Gorbachov, Schuman, Havel. Og Beethoven. Og Kant, der allerede skrev i 1784, at
”Man kan i store træk anskue menneskeslægtens historie som fuldendelsen af en naturens side skjult plan om at frembringe en indre – og til det formål også ydre fuldkommenstatsforfatning, som den eneste tilstand i hvilken naturen fuldt ud kan udvikle alle menneskehedens anlæg.”
Gennem græsk filosofi og romersk stoicisme over reformation, oplysningstid og industrialisering og helt frem til moderne medicin, klimaforskning og humanistisk tænkning, er Europa et sammenrand af tusinder af års idé-, religions-, videnskabs- og kulturhistorie i form af fysiske og kulturelle symboler på hele kontinentet. Europa er både natur og kultur. Aldrig “enten eller”, men ofte “både og2. Europa er naturlig kultur og kulturel natur. Forenet i værdimæssig politisk, historisk og kulturel mangfoldighed.
Europas raison d’etre
Europa er til gengæld også forskellige forventninger. I 1993 introducerede den britiske historiker Christopher Hill begrebet the ‘capability-expectations-gap’ med udgangspunkt i EU’s udenrigspolitik. Budskabet var, at der simpelthen var et mismatch i folkets forventninger og den politiske evne til at lave kompromiser, fordele ressourcer og handle på konkrete udfordringer. Løsningen herfor skulle være at opføre sig eksemplarisk snarere end at bralre op om politiske aspirationer og mål. Alternativet måtte være at alle parter må sænke forventningerne til hinanden, hvilket set i bakspejlet er relevant for mere end bare udenrigspolitiske tiltag.
Måske er Europa derfor tilmed netop en intrinsisk frygt, spænding, uro, rastløshed, længsel, håb og en hyldest til glæden. Ikke på grund af den geografiske placering, men på grund af essensen af begreberne.
EU er Europa, selvom hele Europa ikke nødvendigvis er EU. Allermest tror jeg derfor også, at Europa og særligt dets relative demokratiske værdier og rettigheder er det raison d’être, der er værd at kæmpe for. Også ved tværnationale valg som den 9. juni, som Magasinet Europa også har dækket i temaet ‘Parlamentets tunge arbejds- og valgår’ og EU og den fælles stemme.
Michael Winther er cand.ling.merc. i europæiske studier og adjunkt i kommunikation. Han har desuden tidligere boet i Prag og er optaget af forholdet mellem nord, syd, øst og vest.
Billede i artiklens top: /Clemens Bilan/ © European Union 2014 – Source : EP