I dokumentarfilmene “De sidste mænd i Aleppo”, “Radio Kobanî” og “Obscure” forskydes det erfarings- og fortolkningsmæssige fikspunkt, der helt naturligt kendetegner den europæiske offentligheds adgang til krigen i Syrien. Et uvurderligt supplement til vores forståelse af konflikten, som den medieres journalistisk og gennem de brede nyhedskanaler.

Baggrund af Annemarie Majlund Jensen

TEMA: CPH:DOX | De sidste mænd i Aleppo handler om en gruppe volontørers redningsarbejde, der består i at grave den syriske storby Aleppos indbyggere ud af murbrokker. Handlingen er som følger:

I Aleppos mennesketomme gader følger vi Kahled og hans kolleger Mahmoud og Najeep, der arbejder for De Hvide Hjelme – en organisation, der fungerer som redningstjeneste i den kontinuerligt sønderbombede by. Nogle af dem, de tre kammerater hiver ud af ruinerne, er i live, andre er ikke.

En anden del af arbejdet består i at samle afrevne lemmer sammen og komme dem i ligposer. Fra tid til anden er det muligt at identificere ejermanden eller -kvinden til de enkelte kropsdele. Det sker dog undtagelsesvist. På en god dag, er der familier, der kan takke redningsarbejderne fordi de har kunnet redde ét af familiens fire børn fra de sammenfaldne boligblokke. Der demonstreres stadig i gaderne. Assads og russernes angreb intensiveres. Desperationen i den besatte by stiger, så flugt er en mulighed, de tre ”hvide hjelme” hver især overvejer, hver dag. Overvejelserne bliver mere og mere alvorlige jo flere venner, kolleger og naboer, der sætter kurs mod den tyrkiske grænse, inden det er for sent.

Krigen set fra murbrokkerne
Aleppo er epicentret for instruktør Feras’ øjenvidneberetning, der med Aleppo Media Centers adgang til krigszonen, giver et unikt indblik i hverdagen for indbyggerne i et Aleppo, hvis indbyggere må se sig taget som gidsler i en krig, der er gået i politisk hårdknude, og med militære og civile tab på begge sider.

Beretningen fungerer så den udgør en vertikal og horisontal forskydning af det gængse (europæiske, vestlige) erfarings- og fortolkningsmæssige fikspunkt, der helt naturligt kendetegner offentlighedens adgang til viden om krigen i Syrien herhjemme, i hvert fald som den medieres gennem de brede nyhedskanaler. Perspektivet vender på denne måde op og ned på den europæiske beskuers fornemmelse af konflikten. Synsvinklen er klart forankret nede mellem murbrokkerne, og en stor del af filmens realtid går med at kigge op; mod militære trusler fra luften. Og så er der scener, hvor vi på tv-skærme hos den lokale barber, sammen med byens tilbageblevne, kan følge 50.000 menneskers flugt mod nord, til den tyrkiske grænse og ud af Syrien. En del af de mennesker vil europæiske journalister beskæftige sig med, når de står ved grænsen til EU eller ankommer via Middelhavet i gummibåde.

Hvis man ikke har lyst til at se denne film er det forståeligt. Det meste af tiden vil man helst vende hovedet væk. Hvis man endelig vil se den, så lad for Guds skyld være med at gøre det med det formål at disse den for dens stillingtagen i den krigs- og propagandamaskine, den selvsagt let kan gøres en del af. Pointen er jo ikke, at filmen, som det hævdes af dens kritikere, og muligvis med rette, tjener som propaganda for oprørsgrupperne i Syrien. Pointen er, som en af De sidste mænd i Aleppo’s medvirkende i et fortroligt (og performativt) øjeblik resigneret siger henvendt til sin kollega (og til verdenssamfundet), at ”nobody cares about anybody anymore”.

Hvis man vil overleve i Aleppo, og for den sags skyld i enhver anden del af Syrien idag, er man nødt til at kende og kæmpe med krigens spilleregler. Her gælder det om, at kunne sikre sig beskyttelse, og selv almindelige mennesker bliver tvunget til at vælge side, ligesom de bliver tvunget til at skifte side når krigslykken vender for dem, der nu engang kontrollerer deres område. Så ja, muligvis er De Hvide Hjelme i lommerne på såvel det kapitalistiske Vesten og på al-Nusra og diverse andre islamistiske grupper, men hvis de ikke var, ville de med stor sandsynlighed ikke være overhovedet. Se De sidste mænd i Aleppo, hvis du kan se den med det forbehold, og hvis du kan holde ud at se en masse tilfældig død på tæt hold. I krig er alle zoner grå, og det er pissenemt at være hellig når man sidder med sit på det tørre i et land med fred. I Aleppo er der ikke plads til idealister.

Kobanîs stemme
Således heller ikke i den syriske grænseby Kobanî, der ligesom Aleppo, er blevet bombet til ukendelighed. Den hollandsk-kurdiske instruktør Rever Dosky har lavet en film om byen, om kampene mellem kurdiske oprørsstyrker og militante islamister med forbindelse til Daesh, og om en ung kvinde, Dilovan, der i hele det krigsødelagte kaos, som hendes hjemby er blevet til, etablerer sin egen radiostation – deraf filmens titel: Radio Kobanî.

Dosky kommer ikke bare tæt på, han kommer virkelig tæt på. Helt så han når til midt i krydsilden faktisk. Filmen dokumenterer krigens gang i Kobanî over en tre-årig periode, dvs. både under og efter kampene mellem de kurdiske styrker støttet koalitionen og IS. Man præsenteres således for en blanding af optagelser fra de kurdiske stillinger og de på daværende tidspunkt pågående ildkampe i Kobanîs gader, udgravningen af rådnende lig fra murbrokkerne, flygtningenes tilbagevenden fra Tyrkiet og de tentative forsøg på at genetablere en form for levegrundlag på et grundlag af – ingenting.

Doskys tilgang til det hele er præget af en tydelig interesse for den rolle, som især kvinderne spiller i såvel krigshandlingerne, som i Kobanîs civile samfunds genopbygning. Dilovan er Radio Kobanis hovedperson, men hun er ikke enestående, i den helt bogstavelige forstand, at der er mænd og kvinder omkring hende, der alle bidrager til fortællingen om besættelsen og befrielsen af byen. Iblandt dem er hjemvendte flygtninge, overlevende, krigere, familie og altså Dilovan og hendes veninder og kolleger på Radio Kobani, der på trods af uendelige strømsvigt og kollektive traumer formår at opretholde lige præcist det mål af optimisme, der gør, at man fattes håb om muligheden for en fremtid, og om en bearbejdelse af det nedbrud, der med IS’ indtagelse er blevet byen og dens indbyggere til del.

Mørke
Med Soudade Kadaans Obscure bevæger vi os helt ind i det intimitetens rum, hvor krigserfaringen får lov at lagres, i kroppen og i sjælen, hvor erindringen og det forfærdelige ikke kan holdes på afstand. I filmen møder vi Ahmad, en syrisk dreng. Han er seks år, hans storebror er dræbt i krigen, og Ahmad bor nu med sin familie i en flygtningelejr i Libanon. Ahmad er et traumatiseret barn. Han taler ikke, sover helst. I hans verden har adrenalinen lagt sig. Flugtens endemål, den fysiske overlevelse, er en realitet. Den direkte konfrontation med krigens vold og dens uhyrligheder er fortid. Alligevel ligger den latent, som en smertende muskel, der gør hver dag til en øvelse i overlevelse. Ikke fysisk, men mentalt.

Og selvom krigen er langt væk fra Beirut, presser den sig på. Der er computerskærme, tv-skærme, mobiltelefoner. I teknologien lagres begivenheder, minder, erindringer. Ahmad viser et billede af sin storebror på sin mobiltelefon. På faderens computer, findes videoer, der dokumenterer de syriske massakrer efterhånden som ligene til deres ofre bliver fundet. På en tv-skærm er der en scene fra Damaskus, Syriens hovedstad. Den er fra 2011, og viser en kvinde klædt i rød kjole foran parlamentsbygningen holdene et banner med arabisk påskrift: ”Stop the Killing. We want to build a country for all Syrians”.

Selv på sikker afstand, i flugtens rum, følger volden med. I Obscure fortælles alle historierne. Billederne på skærmene dokumenterer, men de er også med til at lagre og skabe fortællingerne. Dem om kvinder, børn og mænd, der får hugget hovederne af. Om mænd, klædt i sort, der kommer til husene i Deir ez-Zor og dræber små piger for øjnene af andre små piger, fordi de ikke går klædt i sort fra top til tå. Fortællingerne kommer ud af seksårige børns munde, og de står tegnet i deres alvorsfulde ansigter. ”Hvad har du set?” spørger instruktøren. Hun får, ofte, ikke noget svar.

Annemarie Majlund Jensen er kulturredaktør på Magasinet Europa.

Hele vores tema om CPH: DOX kan findes her.

Billedet i artiklens top: Fra filmen “De sidste mænd i Aleppo”.