Indeklimaet er den oversete dimension af bæredygtighed i EU – og arkitekturens temperatur er 22-26

“Jeg skal nok selv etablere mit forhold med mit miljø,” sagde arkitekten Dietmar Eberle til Tysklands største arkitekturmagasin. Med disse ord skabte Eberle fundamentet for, hvordan mennesker i fremtiden skal tænke boliger, der tænker mennesker og indeklima, der er den oversete dimension af bæredygtighed i EU. Magasinet Europa har besøgt arkitekterne Bauschlager Eberle, der står bag deres egen kontorbygning 2226, der har gentænkt mulighederne for et sundere indeklima. Artiklen er anden del ud af tre i magasinets reportager om bæredygtighed i EU-foregangslandet Østrig. Læs første del her.

Reportage af Michael Winther

TEMA: EU OG KLIMA-GENERATIONEN | I år 2000 plæderede WHO Europa for ‘retten til et sundt indeklima’. Dagligt forbruger gennemsnitsmennesket 15.000 liter luft, mens det sidder stille – herunder otte timer om dagen på kontor for mange. I det store billede bruger gennemsnitsmennesket med end 90 procent af sin tid i lukkede rum og transportmidler. Derfor er indeklima mindst lige så vigtigt som udeklima. Kvaliteten af indeklima og tilstrækkelige mængder vand og fugtighed er udslagsgivende sundheds- og sygdomsfaktorer.

Med fremkomsten af lavenergihuse følger også et større arkitektonisk ansvar for indeklimakvalitet. Bygningen 2226 i Lustenau har ladet arkitektur gentænke vores forhold til indeklima. Oprindeligt kom navnet af husnummeret fra et forslag til bygningens oprindelige beliggenhed. I dag har man holdt fast i navnet, da bygningen har en målsætning om at holde en konstant temperatur mellem 22 og 26 grader.

Fra et sundhedsperspektiv er en temperatur mellem 22 og 26 grader optimeret til komfort. Samtidig udfordrer spændet luftfugtighedsniveauet, der bør ligge mellem 40 og 45 procent. 2226 i Lustenau har fundet en løsning, hvor luftfugtigheden kun falder til 40% under ekstreme vinterforhold.

Generelt kan bæredygtighed deles ind i tre overordnede kategorier; social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. I krydsfeltet af disse finder man en ofte overset kategori i forbindelse med bygningers indeklima. Én ting er CO2-niveauet i bygninger med mange kontoransatte, men noget andet er, at flere undersøgelser har påvist, at ansatte simpelthen arbejder mere effektivt, når de i løbet af en arbejdsdag er eksponeret for de rette rammer, både hvad angår sollys, akustik og frisk luft. Bygningen er skabt af den østrigske stjernearkitekt Dietmar Eberle fra tegnestuen Baumschlager Eberle. Ikke ud fra visionen om, hvad arkitekturen kan gøre for klimaforandringer, men visionen om hvad klimaet skal gøre med hjælp fra lokal hjælp fra innovativ videnskab, der sikrer et præcist varme- og energiflow 24 timer om dagen 365 dage om året. Det sker gennem en vejrmåler på taget, der konstant informerer centralsystemet om temperaturen i og udenfor bygningen.

Tanken er, at arkitektur er mere end summen af dens dele. Nuvel, alle komponenterne hænger sammen og er integrerede, men helhedsformen har sin egen logik. ”Optimering af de enkelte dele”, siger Eberle, ”er ikke nok. I fremtiden skal delene harmonere med helheden”.

Med andre ord er der nye krav til moderne arkitekter. Det er meget mere end en person, der justerer de enkelte dele. Dagens arkitekt skal være en holistisk tænker.

”Derfor skaber vi også variationer af 2226, der tager højde for kultur, klima og sociale miljøer – samtidig med, at vi er tro mod vores egne idéer. Formen er nem at forstå. Vi reducerer kompleksiteten til gavn for arkitekturen – selvom bygninger angiveligt bliver mere komplicerede”.

I den friske østrigske efterårskulde i Lustenau i delstaten Vorarlberg møder vi hollandske Willem. Han har i årevis været arkitekt for Baumschlager Eberle Architekten, men arbejder nu på freelancebasis. Willem er iført klassisk mellemledertrikot iført blazer og skjorte, stort tørklæde og mørkeblå cowboybukser. Han er kommet for at vise os et særligt hus. Et hus, der kan tænke selv. Et hus uden installationer i form af opvarmning, nedkølning eller generel energiimport, men med et sundt indeklima året rundt.

Vi bliver mødt af en minimalistisk murstensbygning med loft og fundament af cement af statiske årsager i seks etager med 543 kvadratmeter kontorplads, der går i ét med sine ydre omgivelser – og bruger dem til sin fordel, uden at det har en pris for naturen. Træ bruges i forbindelse med vinduer, yderdøre, indvendige konstruktioner og undergulv.

Bygningen vil sandsynligvis forblive oprejst som et bæredygtigt indeklimamonument. Det skyldes særligt, at installationerne stort set er erstattet af moderne teknologi. Konkret betyder det, at rummets opvarmning kommer fra de mennesker, der befinder sig i det. 2-3 mennesker vil være nok til at opvarme rummet – og bygningen er smart nok til at lagre folks varme. Når rummets temperatur når under 22 grader opretholdes varmen ved hjælp af energi fra elementer, der alligevel er i bygningen, som kopimaskine, kaffemaskine eller belysningen, hvis det naturlige sollys ikke slår til. For at optimere mængden af naturligt sollys er stueetagen også indrettet med gulv til loft-vinduet – og ekstra højt til loftet. Når rummets temperatur overstiger 26 grader eller CO2-værdierne, når et usundt niveau på et grænseværdi omkring 1200 parts per million (PPM), åbner de smalle, vertikale sprosser automatisk ved hjælp af sensorene i bygningens paneler indtil niveauet er sænket til 800 PPM.

Det er Willem, der har været med til at projektere kontorbygningen, og det er tydeligt, at bæredygtigt indeklima har været en høj prioritet for bygherre i forbindelse med opførslen. Det angår også selve arkitekturen. Bygninger skal være steder, hvor mennesker har lyst til at opholde sig i og omkring. Ellers bliver de hurtigt revet ned igen, hvilket igen skader CO2-udledningen, konstaterer Willem.

Tid er også en væsentlig faktor for projektet, som Willem forklarer. Som den dannede bohemetype han er, refererer han til William S. Burroughs, der forudsagde at tid ville være dette århundredes vigtigste ressource. Tid har 2226 haft masser af. Der er gik tæt på 12 år fra idé til bygningen stod færdig i 2013. Men tiden står ikke stille. 2226 er ikke en færdig idé, men noget der kommer til at inspirere fremtidens byggeri i hele verden. Konceptet har dannet basis for renovering af bygninger i Schweiz, men ligger også fundametet for nybyggeri i både Hamburg og Shanghai.

For at øge den bæredygtige forståelse udpeger Willem tre nøgleparametre i forbindelse med byggeriet. Smukhed, fleksibilitet og materialevalg. Det var et hovedmål i projekteringen, at bygningen skulle stå i minimum 100 år. Efter bygningen er færdigbygget, mener Baumschlager Eberle selv, at materialerne har en holdbarhed på cirka 200 år. De mest bæredygtige bygninger er dem, der ikke bliver bygget. De næstmest bæredygtige bygninger er dem, der består tidens tand. Derfor skal bygningen ikke bare være smuk, men også fleksibel, da brugernes behov ændrer sig. I dag fungerer underetagen som et galleri, mens der også huses kantine, erhvervskontorer, og børnefamilier. Disse behov vil sandsynligvis ændre sig i takt med at demografien gør det.

Umiddelbart lyder det problematisk at bygge denne type kontor, der er afhængig af åbne vinduer i områder med decibelniveauer over gennemsnittet. Kontoret ligger da også udenbys, men det er heller ikke til at høre natur- eller byliv, når vores guide demonstrerer den moderne teknologi. Alt dette gør, at bygningens ventilation udelukkende er naturlig, hvilket letter arbejdet i både projekterings- og udførselsfasen – og ikke mindst indeklimaet i brugsfasen. For ikke at tale om økonomien. Bygningens kvadratmeter har derudover været cirka 1500 euro. Bygningen er derudover selvhelende, hvilket betyder et minimum af vedligehold.

Et kardinalpunkt i den østrigske byggekultur er, at branchen lever under mere liberaliserede bygningsreglementer, end vi er vant til i Skandinavien. Det placerer et massivt ansvar hos branchen og civilsamfundet, men stimulerer og fremhersker også rebelske projekter. Dette lader de dog til at kunne bære, da teknologisk innovation af byggebranchen også er en cash cow. De mindre rigide juridiske strukturer gør også de tilbageværende regler mere bøjelige. Adspurgt til, hvordan byggetilladelsen kom i hus, trækker Willem på smilebåndet, da han forklarer, at det jo hjælper at drikke øl med borgmesteren. Dertil lovede arkitekten, at det jo være en eksperimenterende bygning. Derfor tilbød arkitekten, at han ville rive bygningen ned og anlægge området i dets oprindelse status quo, hvis det fejlede. Hvis det blev en fiasko ville Lustenau alligevel komme på verdenskortet på grund af kommunens fejlslagne investering. En rebelsk win/win-situation.

Danske ventilationsregler ville med al sandsynlighed stå i vejen for denne nytænkning. Dertil kommer, at det i Danmark ikke er tilladt at bygge i mere end tre etager i træ, uden at de bærende konstruktioner bygges i enten stål eller beton.

Byggeriet i Lustenau lyder måske for godt til at være sandt, men det er ikke ukendt i dansk politik, da flere kommunalpolitikere har været forbi den innovative, vestøstrigske oase på inspirationstur. Om tankegangen bag 2226 er direkte overførbar til alle projekter i verden er nok tvivlsomt. Men når vi kigger på for eksempel opførslen af det skandaleombruste Niels Bohr-byggeri bør der være inspiration at hente sydpå.

Et universitet i eg
Det danske embedsværk kan måske ligeledes lade sig inspirere af Die Universität für Bodenkultur Wien (BOKU). Her mødes vi med Clarissa til en rundvisning. En bæredygtighedsforsker med stort, sort, krøllet hår omkring de 30 år. Da BOKU skulle bygge deres nye campus var omdrejningspunktet ikke politisk micromanagement. Man spurgte i stedet de studerende, hvad de ønskede sig for bygningen. Beslutningskompetencen skulle ligge lokalt – altså, så tæt på brugerne som muligt.

Det resulterede i et bygning med trælameller på facaden, et auditorium bygget udelukkende i egetræ, hvlket ligeledes er sundt for arbejdsmiljøet og kan måles på akustikken. Særligt lysindfaldet falder i øjnene, når man går rundt mellem klasselokalerne. Det er særligt kendetegnende, at samme lameller også giver behagelige skyggeområder til varme sommerdage. Indretningen her er ligeledes fleksibel. Der er dog et hår i suppen. Gulvene er anlagt i beton pga. antallet af studerende, der skal færdes på området. Derudover så har man været nødt til at tage nogle mindre bæredygtige i valg i forbindelse med kantinerne.

Betondækkene afholder dog ikke bygningen for at være en plusenergibygning. Det skyldes  geotermisk energi og solceller. Alt træet er præfabrikeret på lokale fabrikker, og bygningen er derfor platinumcertificeret i bæredygtighed som den eneste uddannelsesinstitution i et tysktalende land. Certificeringen er den østrigske ekvivalent til tyskerne DGNB. Og prisen? 1300 euro per kvadratmeter. Til sammenligning er Niels Bohr-bygningen i København pt. estimeret til at gå to milliarder kroner over det oprindeligt forventede budget. I 2009 var budgettet 1,2 milliarder, mens den endelig pris i dag forventes af blive i omegnen af 3,6 milliarder.

Hele tanken om socialt samfundssind og brugerinddragelse i samfundet kan spores tilbage til sociologen Ferdinand Tönnies og hans tanker om Gemeinschaft (tysk for fællesskab). Denne tanke har inspireret byudviklingen i Wien i de seneste århundreder. Gemeinschaft-tanken indebærer, at etik, moral og gensidig solidaritet er nøglebegreber for det moderne samfund. Gemeinschaft-tanken trækker også tråde til både klassisk og moderne socialdemokratisme. Gemeinschaft står i modsætning til Gesellschaft-begrebet (tysk for samfund), hvor menneskelige relationer ses som et rent økonomisk og tjenestemæssigt udbytteforhold.

Det var derfor ikke tilfældigt, da den danske regering brugte Wien som forbillede i forbindelse med det nylige udspil vedrørende statsligt, betalbart boligbyggeri i storbyerne. Wiens gemeinschaft-vartegn udmøntede sig i 1930 i det smukke Karl-Marx-Hof-byggeri. Et 1,1 kilometer langt boligkompleks opført af det daværende socialistiske bystyre, der består af alt i alt 1.382 lejligheder ud fra visionen om, at folk skal kunne bo billigt, socialt og bæredygtigt.

Bæredygtighed er altså ladsiggørligt, hvis der er politisk vilje. Det gælder både social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. Derfor bør der lyde en generel opfordring til at lade fremtiden inspireres af fortiden. Samtidig er arktitektur også kultur og dannelse, hvorfor det kan give mening af kigge yderligere i retning af Burroughs, Tönnies og Occams ragekniv.

Artiklen er anden del ud af tre i magasinets reportager om bæredygtighed i foregangslandet Østrig. Læs første del her.

Michael Winther er cand.ling.merc. i europæiske studier og adjunkt i kommunikation. Han har desuden tidligere boet i Prag og er optaget af forholdet mellem nord, syd, øst og vest.

Billede i artiklens top: /Michael Winther/

Læs også hele temaet “EU og klima-generationen”