Et holdbart fundament under det økonomiske samarbejde i EU kræver, at Stabilitets- og Vækstpagten samt Finanspagten skrottes, skriver økonomiprofessor og fhv. overvismand Christen Sørensen i en kommentar. Han er sammen med departementschef Jørgen Rosted på vej med en ny bog, “Fundamentet under EU vakler”, om den aktuelle situation i EU
Kommentar af Christen Sørensen
TEMA: EUROPA OG DEN DEMOKRATISKE SAMFUNDSORDEN | At fundamentet under EU vakler, viser sig på to afgørende punkter. Befolkningerne er dels blevet betydelig mere skeptiske overfor EU, og dels er kløften mellem nordlige og sydlige medlemslande de seneste 20 år blevet voldsomt forøget med hertil hørende spændinger. Betydende partier – endog i de oprindelige medlemslande – argumenterer for at opgive EU-medlemskabet. Storbritannien har allerede efter en folkeafstemning meldt sig ud. Og selv om der også er fortalere for et øget og intensere samarbejde, anført af Frankrigs præsident Emmanuel Macron, synes disse initiativer ikke at kunne få substantiel opbakning, som situationen er.
Den øgede skepsis overfor EU-samarbejdet næres utvivlsomt af, at store befolkningsgrupper oplever en voksende usikkerhed eller ligefrem frygt for fremtiden. Dette næres ikke mindst af manglende politiske svar på migrationsproblemet, den alt for høje og langvarige arbejdsløshed i især Sydeuropa og den voksende økonomiske ulighed. Meningsmålinger viser, at det er de tre hovedproblemer, som dog indbyrdes veksler over tid, som EU-borgere fremhæver.
I en internationaliseret verden kan de afgørende politiske svar med Danmarks placering kun komme fra EU. Derfor rettes kritikken mod EU og Bruxelles, hvilket er forståeligt. Men adressen er forkert. De mål, som EU skal forfølge, og de beføjelser, ressourcer og værktøjer, som EU har, er bestemt af medlemsstaterne og deres politikere. Derfor bør en konstruktiv kritik begynde med at afdække, hvad der bør justeres i det grundlag, som EU bygger på, og som er bestemt af medlemsstaterne og deres politikere.
Som økonomer er det ledigheds- og ulighedsproblemet, som vi fokuserer på. Det er vi langt fra ene om. På et helt afgørende punkt, nemlig vedrørende den samordning eller koordinering af den økonomiske politik, der er blevet nødvendig efter etableringen af Den Økonomiske og Monetære Union med den fælles eurovaluta fra 1999, indebærer vores analyse et grundlæggende og nyt opgør med de overordnede spilleregler i EU’s økonomiske og monetære union, som de kommer til udtryk i EU’s traktater, Stabilitets- og Vækstpagten samt Finanspagten.
De eksisterende spilleregler i samordningen af den økonomiske politik har et meget ensidigt fokus på den offentlige budgetsaldo og den offentlige gæld. I min og departementschef Jørgen Rosteds kommende bog, ”Fundamentet under EU vakler”, påviser vi, såvel ud fra et rent fagligt udgangspunkt som ud fra hidtidige kriseforløb, at dette er uholdbart og har ødelæggende konsekvenser for en afbalanceret økonomisk udvikling mellem medlemslandene.
Burde være provokerende
Inden grundlaget for dette fremlægges, er der ingen grund til at lægge skjul på, at dette burde være provokerende for landets og endog EU’s økonomiske sagkundskab. For vi siger jo i realiteten, at de har affundet sig med eller overset, at EU’s spilleregler både savner et fagligt og et holdbart faktisk grundlag. Kort sagt: at den økonomiske samordning medlemslandene imellem og især ØMU-medlemslandene imellem foregår efter spilleregler, der har spillet fallit, og som bør ændres.
Grundlaget for ovenstående bygger som udgangspunkt på følgende sammenhæng: overskuddet på betalingsbalancens løbende poster er lig summen af det offentlige overskud (som målt ved opsparingsoverskuddet = opsparing minus investering i den offentlige sektor) og det private overskud (som målt ved opsparingsoverskuddet = opsparing minus investering i den private sektor).
Det offentlige overskud eller den offentlige saldo kan således ikke ses løsrevet for det bånd, der er mellem dette overskud, betalingsbalanceoverskuddet og det private opsparingsoverskud. Når et sådant bånd er en realitet, burde det for det første være klart, at dette bånd eller denne restriktion må inddrages, når der tages udgangspunkt i et af disse tre overskudsbegreber. Og for det andet burde det overvejes, hvis der primært tages udgangspunkt i et af disse tre overskudsbegreber, hvilket overskudsbegreb, der burde vælges.
Dette er ikke sket på nogen som helst overbevisende måde i relation til EU’s traktater, Stabilitets- og Vækstpagten samt Finanspagten i forbindelse med overvejelserne om en økonomisk og monetær union. Her er det den offentlige saldo, der er blevet valgt.
Forståelse og solidaritet påkrævet
Erfaringer fra tidligere møntunioner – den tidligere betegnelse for monetære unioner – såvel de, der holdt, som de, der ikke holdt, viser, at forudsætningen for en holdbar union med fælles valuta er, at der med tiden udvikles en stadig større fælles forståelse, solidaritet, identitet eller hvad man nu vil kalde det, mellem medlemslandenes befolkninger.
Dette lægger selvsagt begrænsninger på den politik, som det enkelte medlemsland kan føre, idet det er nedbrydende for et så krævende og udfordrende fællesskab, som fastholdelsen og udbygningen af en monetær union er, hvis et medlemslands økonomiske politik gør det meget vanskeligt eller kostbart for andre medlemslande at stabilisere deres økonomi. Derfor må der i en valutaunion sættes grænser for medlemslandenes økonomiske politik som bestemt af, at negative effekter heraf på andre medlemslande og Unionen må begrænses og helst undgås. Beggar-thy-neighbour effekter er det udtryk, som økonomer generelt bruger, når negative effekter af den førte politik på nabolande m.v. er eller bliver en realitet.
At undgå beggar-thy-neighbour effekter er vel at mærke et helt centralt argument for erstatningen af de nationale valutaer med en fælles valuta – som euroen – ved dannelsen af en valutaunion. Nationale valutaer muliggør nemlig, at lande kan tiltage sig en konkurrencefordel på andre landes bekostning ved en (aggressiv) devaluering af den nationale valuta.
Men overgangen til en fælles valuta sætter kun en stopper for beggar-thy neightbour effekter via valutakursændringer. Beggar-thy-neighbour effekter kan f.eks. blive en realitet i en valutaunion, hvis der opstår store forskelle mellem medlemslandenes betalingsbalancer, hvor nogle har store overskud og andre store underskud. Et medlemsland med overskud eller stigende overskud vil typisk have opnået dette ved enten at have øget eksporten til og/eller reduceret importen fra andre medlemslande, hvilket direkte kan have negative følger for betalingsbalance, beskæftigelse og produktion i bl.a. andre medlemslande med betalingsbalanceunderskud. Indirekte negative effekter for medlemslande med betalingsbalanceunderskud kan følge fra de effekter, som overskud eller stigende overskud fra andre medlemslande har på den økonomiske situation i den øvrige omverden.
Burde tage udgangspunkt i betalingsbalancen
Det er således gennem betalingsbalancen, hvor eksport og import registreres, og hvor landene direkte og mest afgørende påvirker hinandens økonomiske udvikling, at beggar-thy-neighbour effekter først og fremmest slår igennem i en valutaunion. Heraf følger af rent faglige årsager, at der i samordningen af den økonomiske politik bør tages udgangspunkt i betalingsbalancesaldoen. Dette faglige udgangspunkt underbygges også af, at der ikke findes eksempler på lande, der har måttet søge IMF om bistand, som ikke har haft store betalingsbalanceproblemer.
Finanskrisen viste også, at det burde have været betalingsbalancen, som der var blevet taget udgangspunkt i. Alle fire lande, Grækenland, Irland, Portugal og Spanien, der ikke blot fik uholdbare store underskud på de offentlige finanser, men som også måtte have hjælp for at undgå en gældskrise eller en statsbankerot, havde allerede før finanskrisen store underskud på betalingsbalancen. Det gennemsnitlige underskud på betalingsbalancen i treåret 2005-07 i pct. af BNP var for disse fire lande: 11,8 pct. (Grækenland), 5,1 pct. (Irland), 10,1 pct. (Portugal) og 8,7 pct. (Spanien).
Derimod havde to af landene, nemlig Spanien og Irland, ligefrem overskud på de offentlige finanser før finanskrisen grundet en overophedet økonomi. Spaniens overskud var ca. 2 pct. af BNP i 2006 og 2007, og Irlands ca. 3 pct. i 2006 og 0,3 pct. i 2007. Det vendte godt nok til store underskud i de første kriseår, da finanskrisen slog igennem og vendte overophedningen til en brat nedtur. I Spanien kom underskuddet på de offentlige finanser op på 10 pct. af BNP og i Irland langt over 10 pct. Men det afgørende var og er, at den uholdbare situation ikke var blevet identificeret ud fra saldoen på de offentlige finanser. Og de offentlige finanser korrigeret for effekten af overophedningen, som det sker med den strukturelle offentlige saldo, afdækkede heller ikke det uholdbare i situationen dengang. Den strukturelle offentlige saldo for Spanien og Irland i treårsperioden 2005-07 udviste således først så sent som i 2007 et offentligt underskud på klart over ½ pct. af BNP – og så kun for Irland med et underskud på godt 3 pct. af BNP. Det uholdbare i situationen i de fire lande ville derimod tidligt og klart være kommet frem, hvis der var taget udgangspunkt i betalingsbalancesaldoen.
At det er forkert at tage udgangspunkt i saldoen på de offentlige finanser, fremgår også, hvis situationen i Frankrig inddrages. Frankrig har lige siden 2002 – bortset fra i 2006, 2007 og 2017 – haft et underskud på de offentlige finanser på mere end 3 pct. I intet år i denne periode har betalingsbalanceunderskuddet været over 1 pct. af BNP. Og Frankrig har da heller ikke udfordret den makroøkonomiske stabilitet i andre medlemslande eller unionen. De negative virkninger af den førte økonomiske politik har først og fremmest ramt Frankrig selv. Også dette forhold peger således på, at det er betalingsbalancen der bør tages udgangspunkt i, når den økonomiske samordning mellem medlemslandene tilrettelægges.
Voksende kløft ØMU-landene imellem
Den kløft, der er opstået mellem nordlige og sydlige ØMU-lande er også udtryk for beggar-thy-neighbour effekter. Tyskland har således i treåret 2015-17 haft et betalingsbalanceoverskud på 8,5 pct. af BNP. Dette overgås dog af Holland, der har haft et betalingsbalanceoverskud på 9,1 pct. af BNP i 2015-17. I den forbindelse skal det også fremhæves, at Danmark i samme treårsperiode har haft et overskud på betalingsbalancen på 7,9 pct. af BNP. Dette modsvares af betydeligt mindre underskud for de sydlige medlemslande, idet de også grundet EU økonomisk-politiske spilleregler har været tvunget til at føre en restriktiv politik med høj arbejdsløshed til følge.
I bogen bruger vi en balanceindikator til at vise, hvordan kløften mellem de oprindelige 11 ØMU-lande har udviklet sig siden etableringen af ØMU’en fra 1999. Balanceindikatoren udtrykker i et tal, hvordan landene klarer det ydre balanceproblem (som målt ved betalingsbalancestillingen) og det indre balanceproblem (som målt ved arbejdsløshedsprocenten). Balanceindikatortallet er konkret beregnet som betalingsbalanceoverskuddet i pct. af BNP minus arbejdsløshedsprocenten. Forbedres landets situation, dvs. stiger betalingsbalanceoverskuddet i procent af BNP og/eller falder arbejdsløshedsprocenten stiger balanceindikatortallet – omvendt hvis landets situation forringes.
I figuren herunder er det vist, hvordan balanceindikatoren siden starten af ØMU’en fra 1999 har udviklet sig for de 7 oprindelige nordlige medlemslande af ØMU’en (Tyskland, Holland, Belgien, Luxembourg, Østrig, Finland og Irland) og de fire oprindelige sydlige medlemslande (Italien, Spanien, Frankrig og Portugal) under et. I sammenvejningen af balanceindikatortallet for landene i de to grupper er landenes BNP brugt som vægte. Figuren viser, at der i hele perioden siden etableringen af ØMU’en har været en trendmæssig stigning i forskellen mellem de to landegrupper, som i øvrigt især fik en brat stigning efter finanskrisen. Dette afspejler i øvrigt også, hvor dårligt EU-landene håndterede finanskisen med unødig store omkostninger for store grupper i den europæiske befolkning.
Det er vores vurdering, at den stigende kløft også afspejler, hvor fejlagtig grundlaget for EU’s økonomiske politik, som udtrykt i ikke mindst Stabilitets- og Vækstpagten samt Finanspagten, er udformet.
Ny pagt bør udformes
Derfor foreslår vi også, at der skal udformes en ny pagt, Samordningspagten, til erstatning af Stabilitets- og Vækstpagten samt Finanspagten, der respekterer, at landene ikke fører beggar-thy-neighbour politik. Det skal ske ved, at der primært tages udgangspunkt i betalingsbalancestillingen og – mindst lige så vigtigt – at det også er overskudslande, der skal justere deres økonomiske politik.
Dette betyder ikke, at der skal ses bort fra de andre balancer. Men hvis der er nogenlunde betalingsbalanceligevægt, så opvejes et evt. underskud på de offentlige finanser af et stort set tilsvarende overskud i den private sektor. Og Frankrig er et klart eksempel på, at dette ikke nødvendigvis giver andre lande problemer. Men det giver naturligvis Frankrig problemer, som det jo netop er landets egen opgave at rette op på, når andre medlemslande vel at mærke ikke fører beggar-thy-neighour politik, som ikke mindst Tyskland, Holland og Danmark nu gør.
Med vores bog har vi forsøgt – med en dansk talemåde – at gribe om nældens rod i relation til ikke mindst de overordnede økonomiske retningslinjer for EU’s økonomiske politik. Det er uholdbart, at dette grundlag – Stabilitets- og Vækstpagten samt Finanspagten – hviler på et ikke-fagligt grundlag. Hertil kommer de voldsomme økonomiske omkostninger, dette har for store grupper i den europæiske befolkning.
Selv om der nu er der klare tegn på, at EU-området, herunder også euroområdet, synes på vej ud af den vækstkrise, som fulgte med finanskrisen, har omkostningerne herved været unødig store. Dette fremgår bl.a. af en sammenligning med USA, hvor finanskrisen jo havde sit epicentrum. Mens BNP i euroområdet fra 2007 til 2017 kun steg med 6 pct., var den tilsvarende stigning i USA på 15 pct. Og mens BNP i USA oversteg 2007-niveauet allerede i 2011, skete dette først i euroområdet i 2015.
Hvis BNP i euroområdet fra 2007 til 2017 var steget som i USA, havde euroområdets BNP været 1625 mia. euro højere eller 12.140 mia. kr. højere svarende til fem en halv gange Danmarks BNP i 2017! Også dette viser, at der er behov for en grundlæggende omlægning af EU’s økonomiske politik til en mere fagligt funderet politik. Fagøkonomerne bør ikke skjule dette.
Christen Sørensen er fhv. overvismand og har sammen med departementschef Jørgen Rosted skrevet bogen ”Fundamentet under EU vakler”, der udkommer den 2. november.
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.
Foto i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Michael Probst/
Læs hele temaet “Europa og den demokratiske samfundsorden”
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 