Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fyldte i december 70 år. Men det bliver overset, at den ikke er retligt bindende, og at det var Europarådet, der fylder 70 i år, som fulgte op på erklæringen.
Kommentar af Claus von Barnekow
TEMA: DANMARK, EUROPARÅDET OG MENNESKERETTIGHEDERNE | Det må hilses med glæde, at Berlingske Tidende i sin leder 10. december udbrød i et ”højt hurra for menneskerettighederne”. Anledningen til denne og andre landsdækkende og lokale dagblades ledere og kommentarer var 70-årsdagen for FN’s Generalforsamlings vedtagelse af ”Verdenserklæringen om Menneskerettigheder”.
Den var et opgør med statens træden mennesket under fode. Holocaust var årsagen.
Ingen retlig binding
Udviklingen af det internationale menneskerettighedsarbejde siden erklæringens vedtagelse og dens betydning herfor omtales i brede vendinger. Erklæringen, der således vedrører det enkelte menneskes værdighed, er dog ikke retligt bindende.
I flere medier nævnes endvidere Danmarks aktuelle medlemskab (uden kampvalg) af FN’s Menneskerettighedsråd 2019-2021 og håb om en for menneskerettighederne gavnlig dansk indsats.
Medlemskabet er selvsagt nyttigt, men det bør nævnes, at de beslutninger, som samarbejdet i dette råd udmøntes i – til dato over 1500 – ikke er retligt bindende for medlemsstaterne.
Med et par undtagelser er det undgået opmærksomheden, at det var og er Europarådet, der i 1950 – som nævnt i overskriften – fulgte op på FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder.
En forglemmelse eller ren og skær uvidenhed?
Man kunne i anledning af 70-året for Verdenserklæringen udtrykke et fromt ønske om, at alle politikere udover selvsagt et eksemplar af Grundloven inden for håndens rækkevidde også havde et eksemplar af Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og af den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).
De er grundtekster vedrørende begreberne retsstat, menneskerettigheder og demokrati.*
Overset, glemt eller udeladt i 2018?
I 2008 bragte Berlingske Tidende en kronik underskrevet af daværende udenrigsminister Per Stig Møller og daværende minister for udviklingsbistand Ulla Tørnæs om Verdenserklæringen.
Under titlen ”Happy birthday, sweet 60” tilkendegav de, at erklæringen havde udvist en enestående levedygtighed og gennemslagskraft, men der var behov for at sikre, at rettighederne blev en realitet overalt i verden.
I modsætning til i 2008 ses 70-årsdagen i 2018 ikke at have givet anledning til en kronik eller udtalelse fra hverken udenrigsministeren eller ministeren for udviklingssamarbejde (den samme som i 2008).
Er det bevidst eller en forglemmelse?
En enkelt gang nævnes Europarådet
I 2008 stillede de daværende to ministre spørgsmålet, om FN stadig var det ”rette forum for at fremme menneskerettighederne?”
Svaret var et argumenteret ja og en understregning af, at der var behov for politisk vilje og styrke, hvis rettighederne skulle realiseres overalt.
Europa og dermed Europarådet omtaltes ikke, men det tilkendegaves, at regeringen i forlængelse af 60-året ville lancere en strategi for det internationale menneskerettighedssamarbejde.
Den kom året efter, og her tildeltes Europarådet en mindre omtale. Såvidt vides har denne strategi aldrig fået en selvstændig opfølgning.
I dag anses den vel omfattet af den aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, hvor Europarådet og OSCE dog blot nævnes en enkelt gang.
Udenrigsminister Anders Samuelsen omtalte da heller ikke FN’s verdenserklæring, Europarådet eller OSCE, da han 3. december på DIIS redegjorde for denne strategi for årene 2019-2020.
Han afsluttede kernefuldt med at tilkendegive, at Danmark står ”last og brast med det multilaterale samarbejde”.
Men ”last og brast” betyder, at man er solidarisk, står skulder ved skulder, holder sammen, ikke går enegang. Er det helt overbevisende?
To 70-årsdage, der bør fejres til glæde for de historieløse
Med henvisning til et væsentligt aspekt af det multilaterale samarbejde spørger professor, dr.jur. Eva Smith i en kommentar i Ræson 16. december, om ”politikerne er blevet helt historieløse? Har de glemt, hvorfor de internationale menneskerettigheder blev vedtaget af et overvældende flertal af alverdens lande?”
Hun henviser til finanslovsaftalen med DF og finansministerens ligefremme udsagn om, at aftalen er ”på kanten af konventionerne”.
FN’s menneskerettighedserklæring citeres, og det præciseres, at EMD er enestående i international ret, idet ”domstolen skal sikre, at det enkelte menneske bliver beskyttet mod de menneskerettighedskrænkelser, som kan vedtages i en demokratisk stat.”
Historieløsheden kan der rådes bod på.
Regering og/eller partier i Folketinget har nu to gode anledninger til at markere, at der var alvor, ikke forstillelse bag ordene, da udenrigsminister Anders Samuelsen ved afslutningen af Danmarks ømtålelige og foruroligende formandskab for Europarådets Ministerkomité på regeringens vegne udtalte, at ”Europarådet er vores fremmeste regionale organisation i kampen for demokrati, menneskerettigheder og retssikkerhed.”
Han udtrykte håb om, at de igangværende reformbestræbelser [i Europarådets sekretariat] ville bære frugt, ”så Europarådet kan forblive en slagkraftig og effektiv organisation til gavn for de mere end 800 millioner borgere i Europa, der nyder godt af Europarådets beskyttelse.”
Tid til at tale om Europarådet
I år er det Europarådets 70-årsdag, og næste år er det Den Europæiske Menneskerettighedskonventions 70-årsdag.
Kan man på den baggrund forvente, at regering og/eller partier i Folketinget vil tage skridt til på passende vis – for eksempel gennem konferencer med udefrakommende deltagelse – at gøre status over Europarådets arbejde og grundliggende værdier samt over EMRK’s betydning for de europæiske menneskerettigheder? I 1999 – på Europarådets 50-årsdag – udgav Europabevægelsen således for Den Danske Nationalkomité jubilæumsskriftet “Europarådet 1949-99: 50 år for menneskerettigheder og demokrati”.
Emnet kan næppe undgås at blive berørt under udenrigsministerens kommende årlige redegørelse i Folketinget om Europarådets virksomhed og Danmarks deltagelse heri. En redegørelse, som efterfølges af debat.
En redegørelse og en debat, som har sin egen logik, og som man kan blive oplyst af på grund af det, der ikke skrives, det, der siges, og det, der ikke siges.
Men disse årlige redegørelser, som har næsten 20 år på bagen, har vist aldrig interesseret en af de mange dygtige Christiansborg-journalister!
Det er måske tid at tænke nyt? Følg, referer og analyser den kommende redegørelse og debat!
Det vil kræve nogen forberedelse, men det må da være pressens opgave at bidrage til, at offentlighedens opmærksomhed også rettes mod en organisation, der, jævnfør udenrigsministeren, er ”vores fremmeste organisation i kampen for demokrati, menneskerettigheder og retssikkerhed.”
Så med et lån af et af udenrigsministerens sprogbilleder: Kom nu ”forrest i bussen”!
Claus von Barnekow er fhv. ambassadør ved Europarådet, seniorrådgiver i Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder.
Kommentaren har tidligere været bragt i Altinget.
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Martin Sylvest/
Læs hele temaet “Danmark, Europarådet og menneskerettighederne.”
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 