For Karl Marx var proletariatets diktatur i virkeligheden et demokrati. For Lenin og hans kampfæller, herunder især efterfølgeren Stalin, var det netop dét; et diktatur. I de 75 år, der fulgte efter den russiske revolution i 1917, blev de socialistiske paroler om frihed og lighed knust under vægten af et totalitært regime, der på mange måder opførte sig som en religiøs sekt.

Baggrund af Simon Kratholm Ankjærgaard

13.11.2017 | TEMA: RUSLAND OG REVOLUTIONEN | ”Tag aldrig for let på en opstand, men vær parat til at gå hele vejen”. Sådan skrev Lenin, bolsjevikkernes leder, 8. oktober 1917 i et brev til sin loyale støtter, der sad i Petrograd og planlagde de næste skridt frem mod det, der en lille måned senere skulle blive til oktoberrevolutionen i Rusland.

”Når opstanden er begyndt, må I handle med den største determination, og med alle midler uophørligt kæmpe offensivt. Defensiv kamp er døden for enhver væbnet opstand,” skrev Lenin videre.

Udover at kunne betragtes som en peptalk til fællerne i Petrograd, viser brevet også, hvor fokuseret og determineret Lenin – og hans nærmeste i den bolsjevikiske ledelse – var på at få succes med den forestående revolution og magtkamp. Og denne determination – denne uophørlige kæmpen med alle midler – skulle vise sig ikke bare at række til revolutionen og magtovertagelsen, men meget videre end det. Sideløbende med brevet, skrev han nemlig også bogen ’Staten og Revolutionen’, hvor han gjorde det klart, at den første opgave for bolsjevikkerne efter magtovertagelsen skulle være at ødelægge den borgerlige stat og alle dens kontrarevolutionære kræfter.

Bolsjevikkerne var en del af den store socialistiske bølge, der var skyllet ind over Europa siden 1870’erne. Bevægelsen var vokset ud af arbejderklassens trange kår under kapitalismens udnyttelse af dens arbejdskraft. Tankegodset kom i høj grad fra Karl Marx og hans tanker om arbejdsklassen, der i kraft af sin helt særlige stilling ville kunne samles sig og erobre den politiske magt, hvorefter det ville det være muligt at indfør socialismen, hvor enhver arbejdede og fik betaling efter evne. Det ville være en sejr for det store flertal – arbejderne og bønderne, proletariatet – over det historisk udbyttende mindretal, kapitalisterne og ejendomsbesidderne.

Marx kaldte det proletariatets diktatur, men i hans forståelse var det faktisk det modsatte af det. Han så det som et demokrati, hvor staten var blevet gjort overflødig, fordi alle sociale klasser var afskaffet og enhver arbejdede efter evne og modtog efter behov.

Krigskommunisme og NEP
Bolsjevikkerne – og andre socialistiske bevægelser i Rusland – red ind på den politiske scene på ryggen af den marxistiske tænkning og arbejderklassens stærkere identitetsfølelse og lyst til at organisere sig. For Lenin var socialismen en historisk determineret sandhed, som gjorde op med det feudale system, der var blevet praktiseret i århundreder under zaren. Han var i 1917 blevet afløst af en provisorisk regering.

Denne regering havde faktisk brugt nogle af de seks måneder, der gik mellem martsrevolutionen, der førte til zarens fald, og oktoberrevolutionen, der førte til bolsjevikkernes magtovertagelse, på at skabe et mere frit Rusland. Zarens hemmelige politi var blevet nedlagt, politiske fanger var blevet løsladt, det var blevet lovligt at forsamle sig og ytre sig – og politiske partier var blevet tilladt. Den udløsende faktor for bolsjevikkernes magtovertagelse var da også udskrivelsen af det første demokratiske valg, som var berammet til 9. november (efter den vestlige, gregorianske kalender): To dage før valget tog bolsjevikkerne magten i den daværende russiske hovedstad, Petrograd.

Valget blev gennemført, men blev en mindre katastrofe for bolsjevikkerne, der med revolutionen havde erobret den politiske kontrol med de største byer og dermed med det store rige. Bolsjevikkerne fik 24 procent af stemmerne mod de socialrevolutionæres 44.

Lenins fortolkning af proletariatets diktatur var tydeligvis mere bogstavelig, end Marx’s ditto. Allerede da den konstituerende forsamling skulle mødes for første gang i januar 1918, blev den opløst med vold af bolsjevikkerne. Lenin praktiserede herefter det, der siden er blevet kaldt for ’krigskommunisme’. Den var blandt andet karakteriseret ved omfattende nationaliseringer, tvangsrekvisition af korn, afskaffelse af det normale pengevæsen og afskaffelse af det frie marked til fordel for en statslig distribution af samfundsgoderne.

”Befolkningen accepterede udviklingen og tingenes tilstand,” fortæller historiker Morten Thing, ”Den havde aldrig været fri – og aldrig levet i et demokrati. Man var vant til zarens totalitære styre. Derudover delte man styrets ønske om at trække Rusland ud af 1. verdenskrig, som det skete i marts 1918. Det gav Lenin en vis legitimitet”.

Krigskommunismen blev i 1921 erstattet af Lenins idé om, NEP, ”Novaja ekonomitjeskaja politik”, den nye økonomiske politik. Den byggede på stram statsstyring og omfattende nationaliseringer. Staten havde blandt andet kontrollen over storindustrien, transportsektoren, bankvæsnet og udenrigshandlen. Til gengæld kunne mindre håndværksvirksomheder og industrier etablere sig mere frit – og bønderne kunne sælge deres varer på en form for frit marked.

Grebet om magten strammes
Med opløsningen af den folkevalgte forsamling i januar 1918 greb Lenins bolsjevikker, der senere skiftede officielt navn til kommunister – og i 1922 etablerede Sovjetunionen – magten. Og i de efterfølgende årtier blev det greb bare strammet mere og mere.

”Det viste sig jo, at denne form for socialisme var helt uden demokrati. Allerede i december 1917 etablerede Lenin den berygtede Tjeka under Feliks Dzerzjinskijs ledelse. Tjekaen blev senere til GPU og senere igen til NKVD og KGB,” fortæller Morten Thing og fortsætter:

”Andre politiske partier blev forbudt, ytringsfriheden blev indskrænket og der blev etableret et kæmpe apparat, der overvågede folk og spredte skræk”.

Studielektor Mads Büchert Eskildsen, der er ekspert i russiske forhold ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, har også beskæftiget sig med den dramatiske udvikling i Sovjetunionen fra 1920’erne og frem.

”Man kan sige, at parolen fra revolution om mere lighed blev til virkelighed for størstedelen af befolkningen; russerne havde over en bred kam lige lidt frihed,” siger han og fortsætter:

”Og så viste det sig alligevel, at nogle var mere lige end andre. Centrale poster i partiapparatet, i militæret og i det hemmelige politi nød helt andre privilegier end den gennemsnitlige sovjetborger”.

Den store religiøse løgn
”Op gennem Sovjetunionens historie talte man om, hvor fantastisk, det ville blive, når den fuldbyrdede kommunisme engang blev en realitet, men den forblev en idé. Uforløst,” siger Mads Büchert Eskildsen.

Morten Thing er enig – og strammer retorikken med flere nøk.

”Da Stalin kommer til magten, forkaster han NEP og bygger videre på det totalitære og repressive statsapparat. Han griber til politiske midler, som man ikke havde set anvendt udenfor krigstid. Man ville sælge Sovjetunionen som et frit land, men det var et gigantisk fængsel,” siger han og fortsætter:

”Kommunismen bliver i den periode en tankekonstruktion og en politik, der var fyldt med løgn”.

Men hvordan kunne det ske? Hvordan kunne omverdenen, særligt de organiserede kommunister i resten af Europa, bakke op om denne stat og denne tankekonstruktion, ja faktisk i flere tilfælde aktivt propagandere for den?

”Her er det interessant at tage Martin Andersen Nexøs rejsebeskrivelser fra starten af 1920’erne. Her skriver han, at man er ’tvunget til at betragte den sovjetiske virkelighed og læse den i fremtid’. Altså; at det er en proces frem mod det fuldbyrdede socialistiske samfund. I den forbindelse blev tænkningen vendt på hovedet. I Sovjetstaten, men også i de nationale kommunistiske partier udenfor Sovjetunionen,” siger Morten Thing og forklarer:

”Hvis du ser på vedtægterne i Danmarks Venstresocialistiske Parti, som var forløberen for Danmarks Kommunistiske Parti, så var de før revolutionen bygget op om medlemmernes rettigheder overfor ledelsen. Efter revolutionen og etableringen af Sovjetunionen blev det vendt om. Nu blev vedtægterne bygget op om ledelsens rettigheder overfor medlemmerne. På internationalt plan blev der etableret en centralistisk partikultur, hvor Moskva altid havde ret og de nationale kommunistpartier rettede ind”.

”Jeg plejer at sige, at det var en form for religiøs tankestruktur, hvor der var helt stramme rammer for, hvad man kunne spørge om, og hvad man kunne svare. En kristen kan ikke spørge, om Gud eksisterer, for så er han ikke kristen. På samme måde kunne en kommunist ikke spørge om, socialisme fandtes og om man var på rette vej mod idealsamfundet. Gjorde han eller hun det, så var vedkommende ikke kommunist. Og så blev man ekskluderet eller – hvis man boede i Sovjetunionen – det, der var værre,” siger han.

Denne ideologiske religiøsitet sammenholdt med eksistensen af et stærkt magtapparat, der i vid udstrækning var bygget ovenpå zarstyrets repressive strukturer, brugte især Josef Stalin til at legitimere de massive udrensninger, der kostede millioner af menneskeliv – sultet til døde, henrettet eller gået til grunde i Gulag – i løbet af hans periode. Han formåede mere end nogen anden sovjetisk leder at få gjort udrensningerne til en nødvendig del af den klassekamp, som den marxistiske idé og den kommunistiske politik var etableret på. I Stalins optik blev denne kamp blot mere intens, jo nærmere man kom endemålet; den rendyrkede kommunistiske stat. Proletariatets diktatur.

Simon Kratholm Ankjærgaard er journalist, forfatter og moderator. Desuden cand.scient.soc., Historie og Internationale Udviklingsstudier.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Alexander Zemlianichenko/

Læs hele vores tema “Rusland og revolutionen” her.