Bolsjevikkernes revolutionære magtovertagelse i Rusland i 1917 var ikke så enkel og naturgiven, som den store, kommunistiske fortælling ellers traditionelt har ladet os forstå. Lenin greb i den grad øjeblikket, men der var mere tale om kup end revolution. Og konsekvensen blev borgerkrig.

Baggrund af Simon Kratholm Ankjærgaard

06.11.2017 | TEMA: RUSLAND OG REVOLUTIONEN | I den store sovjetkommunistiske fortælling om den russiske revolution kom bolsjevikkernes leder Vladimir Lenin rullende ind på den store scene, da han i foråret 1917 ankom med toget til Petrogad, datidens russiske hovedstad for et halvt år senere at lede de revolutionære til oktober-revolutionens store sejr.

Fortællingen om den russiske revolution er imidlertid – og naturligvis – mere kompleks, end den gængse sovjetkommunistiske fortolkning, der placerer Lenin i spidsen for de revolutionære gode mod de reaktionære onde. Som med alle historiske processer og perioder er der tale om et sammenrend af begivenheder og beslutninger.

I disse dage er det 100 år siden, at Oktoberrevolutionen fandt sted. Det blev den kaldt, fordi den fandt sted i oktober ifølge den julianske kalender, som russerne fulgte, mens den fandt sted i november ifølge den gregorianske kalender, som vi i Vesten fulgte og følger. Stormen på Vinterpaladset, kulminationen på begivenhederne, fandt således sted 7. november – ifølge vores tidsregning. Og i forløbet, der fulgte, var Lenin og hans bolsjevikker i den grad presset i spillet om magten. Men mere om det senere. Først skal vi tilbage i tiden. Til 1904-05, hvor det store russiske zarrige lå i krig med Japan i en af den tids klassiske imperiale armlægninger.

Dumaen fødes
Krigen drejede sig om kontrollen over Korea og den manchuriske del af Kina. Den varede fra februar 1904 til september 1905 og var i vid udstrækning en ydmygelse for det russiske imperium, der måtte notere sig en lang række militære nederlag undervejs og diplomatiske ditto efterfølgende.

I løbet af krigen havde utilfredsheden bredt sig flere steder i det store, russiske rige. Bønder, arbejdere og intellektuelle gjorde oprør og flere hundrede mistede livet. For at skabe ro indvilgede zar Nikolaj II i at oprette et parlament – den såkaldte Duma. To år senere dristede han sig imidlertid til at stramme grebet om magten igen, da han indførte en valglov, der i den grad begunstigede de nationalkonservative medlemmer af Dumaen og som satte flere demokratiske reformer på stand-by.

Syv år senere valgte han at gamble med sin magt. Han trak Rusland ind i Første Verdenskrig på Ententens, herunder Storbritanniens og Frankrigs, side mod Centralmagterne, herunder Tyskland og Østrig-Ungarn.

Kerenskij og sovjetterne
Da 1916 blev til 1917 var Rusland på kanten af det totale sammenbrud. Det gik ualmindeligt skidt ved fronten, hvor russerne var blevet trængt tilbage af tyskerne. Bag fronten var russerne krigstrætte. Og sultne. Fødevaremangel og fattigdom hærgede, og det var komplet uforståeligt for mange, hvorfor landet var involveret i den store krig, og hvorfor soldaterne ved fronten skulle have ressourcerne, når de i virkeligheden bare burde komme hjem til deres fabrikker og marker.

I februar (ifølge den julianske kalender) kulminerede omfattende uroligheder, da den moderate opposition i Petrograd udråbte en ’provisorisk regering’ under ledelse af Aleksandr Kerenskij. På samme tid dannede venstresocialistiske kræfter de såkaldte ’sovjetter’, der var fabriks- og soldaterråd. De organiserede en national rådsforsamling i Petrograd.

Zar Nikolaj II var ved fronten, da nyhederne om den provisoriske regering og den venstresocialistiske rådsforsamling nåede ham. Han overvejede at alliere sig med sine generaler og slå revolutionen ned med militær magt, da det gik op for ham, at han ikke længere havde hærens opbakning. Følelsen blandt uniformerne var lig den, man fandt i resten af Rusland. Ikke mere krig. Ikke mere sult. Hjem. Bare hjem. Kort efter valgte han at ende århundreders zarstyre ved at abdicere.

Mere krig
I første omgang havde Kerenskij og hans provisoriske regering held til at udfylde det enorme magttomrum, der opstod med Nikolaj II’s abdikation. Regeringen begik imidlertid herefter en lang række fejltagelser, der svækkede dens autoritet og ledte frem til den navnkundige oktober-revolution.

I juni – og efter massivt pres fra alliancepartnerne i Ententen, Storbritannien og Frankrig – havde regeringen besluttet af genoptage krigen mod Centralmagterne. Det førte til en ny række militære nederlag og tilbagetrækninger, efterfulgt af mytteri og deserteringer. Situationen ved fronten var i den grad ikke blevet bedre med de nye magthavere. Snarere tværtimod.

På det indenrigspolitiske plan betød det, at regeringen blev mere og mere afhængig af sovjetternes nationale rådsforsamling. I månedsvis eksisterede der således en dobbeltmagt i det russiske rige – og til sidst kunne hverken rige eller regering holde til det. Der blev udskrevet valg til afholdelse 9. november (ifølge den vestlige, gregorianske kalender).

Togtale og tålmodighed
Og så er vi ved at være fremme ved Lenin, der ankom med tog til stationen i Petrograd 16. april (gregoriansk tid). Det var efter zarens abdikation, og turen fra Schweiz var foretaget i et hermetisk lukket tog gennem blandt andet Tyskland og Sverige – med førstnævntes strategiske accept og økonomiske støtte. Tyskland havde i den grad en interesse i at få skabt røre i det russiske, så deres østfront kunne blive lukket og de militære ressourcer overført til den fastlåste vestfront.

På den anden side af grænsen til Rusland ventede en stor mængde følgere, og Lenin startede da også sin tilbagevenden med de store armbevægelser og slagord, da han på stationen råbte til de fremmødte:

”Folket har brug for fred! Folket har brug for brød og jord! De giver jer krig og sult – og godsejerne har stadig al jord! Kammerater, vi er nødt til at kæmpe for den socialistiske revolution”.

Vladimir Lenin var imidlertid en taktiker. Han vidste, at tiden endnu ikke var moden til den store socialistiske revolution. At magtkampen stod og vippede mellem de forskellige magtbaser – sovjetterne på den ene side og den provisoriske regering på den anden – så han væbnede sig med en tålmodighed, der virkede uforståelig for hans nærmeste og hans følgere.

Men hans og bolsjevikkernes tid skulle komme. Anledningen var det bebudede valg 9. november.

Revolution – eller kup?
Natten til 11. oktober – en lille måned inden valget – bestemte bolsjevikkernes ledelse sig for at gennemføre en væbnet magtovertagelse i Petrograd og andre byer. Der var således mere tale om et kup end en revolution, hvis sidstnævnte skal forstås som en bred, folkelige opstand.

Lenin og hans nærmeste var taktisk snu og forstod vigtigheden af at give deres magtovertagelse et revolutionært skær som en nødvendig respons i sovjetternes navn mod reaktionære højrekræfter. Derfor valgte de at indkalde en anden national rådssamling, hvor de sørgede for at samle de sovjetter, der havde bolsjevikisk flertal.

I de efterfølgende uger indtog de med støtte fra private hære og enkelte militære regimenter flere vigtige lokaliteter i Petrograd. Kerenskij og hans regering fordømte handlingerne, men var samtidig selv handlingslammet. De sad forskanset i zarens gamle Vinterpalads, der blev erobret 7. november – en dato, der i eftertiden har stået som skæringsdatoen for den russiske revolution. Erobringen er blevet kaldt en storm, selvom det – ret beset – var begrænset, hvor meget kamp, der fandt sted.

Kup nummer to
To dage senere blev det bebudede valg gennemført, og det endte ikke med flertal til Lenins bolsjevikker. De 44 millioner vælgere gav de socialrevolutionære 44 procent af stemmerne og bolsjevikkerne 24. Og så var det tid til Lenins kup nummer to. I januar 1918 trådte den konstituerende forsamling sammen i Petrograd, hvor bolsjevikkerne omgående stillede forslag om at den valgte forsamling skulle fralægge sig retten til at stifte love – og i stedet overføre den ret til folkekommissionærernes råd. Da det blev afvist, opløste bolsjevikkernes med vold forsamlingen og etablerede et totalitært styre, der i første omgang havde som mål at undertrykke alle ikke-bolsjevikiske organisationer og partier.

Under den efterfølgende russiske borgerkrig mellem den røde, bolsjevikiske hær på den ene side og en splittet ’hvid’ hær på den anden, lykkedes det for Lenin at erobre den totale magt over Rusland. I marts 1918 sluttede russerne fred med Tyskland og samtidig skiftede bolsjevikkerne navn til kommunisterne. I juli blev den fængslede eks-zar og hans familie dræbt.

Borgerkrigen ebbede ud i 1921, og i 1922 etablerede kommunisterne Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker – Sovjetunionen. Styreformen var historisk unik, men zarstyrets imperiale ambitioner var intakte, og efterfølgende lykkedes det for Lenin og senere Stalin at generobre flere af de lande og områder, der efter zarens abdikation var brudt ud. En ny stormagt var skabt.

Simon Kratholm Ankjærgaard er journalist, forfatter og moderator. Desuden cand.scient.soc., Historie og Internationale Udviklingsstudier.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/

Læs hele vores tema “Rusland og revolutionen” her.