Frankrigs nye præsident har klaret den internationale scene til et 12-tal, og vælgerne ventes at give Emmanuel Macrons parti flertal ved parlamentsvalget. Men dommen vil blive hård, hvis hans løfter om fornyelse og mere etik i fransk politik ikke føres ud i livet.

Baggrund af Birthe Pedersen

07.06.2017 | TEMA: QUO VADIS, FRANKRIG? | Mindre end en måned efter at være flyttet ind i Elysée-palæet har Emmanuel Macron gjort en succesfuld entre på den internationale scene. Fra Nato-topmødet i Bruxelles og G7-mødet i Taormina og med afstikkere til de franske tropper i Mali har han installeret sig solidt på præsidentposten.

En slags kollektiv eufori, der omgiver deres nyvalgte præsident ude i Europa. Og de kan ikke lade være med at være helt stolte af den 39-årige statsleder, der har lagt Angela Merkel for sine fødder og sat både Donald Trump og Vladimir Putin på plads med en blanding af viril magtdemonstration og elegant diplomati.

Hans håndtryk i Bruxelles med den amerikanske præsident, hvor han med sammenbidte læber og sylespids øjenkontakt tvang Trump til at slippe først, går uden tvivl over i den diplomatiske historie, ligesom hans svar på Trumps beslutning om at træde ud af Klima-aftalen: ”Lad os gøre planeten stor igen”.

Også den russiske præsident har stiftet bekendtskab med Macron-diplomatiet under  et pressemøde på Versailles-slottet, hvor Emmanuel Macron ikke bare mindede om de røde linier i Ukraine og Syrien. Han kaldte også også uden omsvøb de russiske medier RT og Sputnik for propagandamaskiner, der under præsidentvalget gjorde sig skyldige i smædekampagner mod den nu forhenværende kandidat.

”Det er svært ikke at lade sig imponere af Macrons præstationer,” konstaterer ugemagasinet Obs.

Dagbladet Le Monde taler om et ’Macron-øjeblik’ og hylder den nye præsidents ”savoir-faire”, hans diplomatiske know-how og flair, der har sendt ham direkte til ”den præsidentielle Olymp”.

Det mere konservative Le Figaro peger på, at han er lidt mindre populær end Nicolas Sarkozy umiddelbart efter valget i 2007. Men med 58 procent af franskmændene, der ser positivt på deres nye statsleder, og 65 procent som synes, at han udfylder rollen som præsident, er Emmanuel Macron, med undtagelse af Sarkozy, den mest velsete præsident siden Charles De Gaulle.

Parlamentsflertal tegner sig trods ulmende skandaler
Og alt tyder på, at vælgerne også vil give ham et flertal i Nationalforsamlingen ved parlamentsvalget den 11. og 18. juni. Meningsmålingerne placerer ham i spidsen med omkring 30 procent af stemmerne mod 22 procent til de konservative hos Republikanerne. Denne vælgeropbakning i første valgrunde forventes at blive omsat i mellem 320 og 350 mandater  ud af 577 i anden valgrunde. Et resultat som foreløbig ikke er påvirket af den ulmende skandale omkring regionsminister Richard Ferrand og hans favorisering af familiemedlemmer i sin tid som direktør for det private forsikringsselskab Les Mutuelles de Bretagne.

Et mere ”moralsk” eller etisk korrekt politisk miljø befriet for interessekonflikter og karrierepolitik er den ene side af Emmanuel Macrons løfter om en fornyelse af fransk politik. Derfor er det mildt sagt ubelejligt, når generalsekretæren i hans parti, La République en Marche, beskyldes for at have forvekslet forsikringsselskabets intersser med sine egne.  Også selv om han hverken har taget af kassen eller fusket med offentlige penge.

Ferrands argument om, at han ikke har foretaget sig noget ulovligt, lyder som et ekko af François Fillon under præsidentvalget. Ude i valgkredsene har vælgerne meget svært ved at forstå, hvorfor Richard Ferrand ikke er blevet bedt om at stille sin post i bero, indtil alle mistanker er afvist og den netop åbnede efterforskning er afsluttet.

Og trods premierminister Edouard Philippes løfte om, at en minister der bliver sigtet, omgående træder tilbage,  ligner håndteringen af Ferrand-sagen den første ridse i den ridderrustning, præsidenten har iklædt sig for at bekæmpe korruptionens drage.

Ikke desto mindre er den lovede fornyelse af fransk politik undervejs med stormskridt, allerede inden vedtagelsen af den nye lovpakke om ”Tillid til vores politiske system”, som justitsminister François  Bayrou netop har fremsat. Pakken, der skal holde politikerne på dydens smalle sti, indebærer blandt andet en forfatningsændring med afskaffelse af særdomstolen for ministre og en begrænsning af antallet af mandater til maksimalt tre i træk.

François Hollande havde allerede strammet reglerne og for eksempel indført forbud mod at kumulere en borgmesterpost i en større by med et parlamentsmandat.  Resultatet er, at mellem en fjerdel og en trediedel af de siddende parlamentsmedlemmer ikke stiller op igen.  En ”hidtil uset forårsrengøring i parlamentssalen i Palais Bourbon under den femte republik”, skriver Le Monde’s politiske kommentator, Françoise Fressoz.

Ubådsmissil mod Socialistpartiet og Republikanerne
Dertil kommer Emmanuel Macron’s  destabilisering af  de to etablerede partier. Hans midterbevægelse, der hverken er til højre eller til venstre, men begge dele ”samtidig”, som et af hans buzzwords lyder, har virket som et ubådsmissil mod både Socialistpartiet og Republikanerne.

Socialistpartiet eksisterer fortsat formelt og opstiller kandidater til valget men har kun udsigt til at bevare  40-50 af de nuværende  280. Og også det konservative parti, som scorede 194 mandater trods et valgnederlag i 2012, kan nu kun forvente 140-150.

Det er især La République en Marche, der vil overtage stolesæderne. Og partiet har i nogen grad opfyldt sit løfte om at lade helt nye, ubeskrevne politikerspirer fra civilsamfundet sætte sig i de tomme stole. Et opgør med  karrierepolitikerne og ”den indspiste politiske kaste”, der betragtes som en af motorerne i franskmændenes mistillid til det politiske system.

Alle og enhver har kunnet kandidere til en valgkreds på internettet. 19.000 har benyttet  sig af det, og af de endelige 577 Macron-kandidater er halvdelen politiske novicer fra civilsamfundet, med en gennemsnitsalder på 46 mod 59 år i det foregående parlament. Præcist halvdelen er kvinder, ligesom i den nyudnævnte regering, et andet af Macrons løfter om nye vaner i fransk politik. Og lige så mange kvinder som mænd er opstillet i valgkredse med chancer for at vinde.

Kvinderne gør for alvor indtog
Her repræsenterer La République en Marche en virkelig fornyelse i forhold til praksis i fransk politik. Kun 27 procent af medlemmerne af den afgående franske Nationalforsamling var kvinder trods indførelsen af loven om politisk ligestilling i 2000.

”Partierne skal opstille lige mange mænd og kvinder, men intet sikrer, at kvinderne får del i de valgkredse, partiet har udsigt til at vinde. Og mange partier vælger at betale bøder i stedet for at overholde loven,” konstaterer Janine Mossuz-Lavau, politolog og forsker i køn og politik ved Institut for Statskundskab i Paris.

42 procent af de i alt 7882 kandidater ved valget er  kvinder, men de har især fået de valgkredse, som på forhånd er dømt tabte. Af de 53 valgkredse, hvor François Fillon kom først i mål ved præsidentvalgets første runde, er kun 18 gået til kvindelige kandidater ved parlamentsvalget. Og hos Jean-Luc Mélenchon på den ydersete venstrefløj må kvinderne nøjes med 21 af de 64 mest lovende valgkredse.

Derfor bliver fornyelsen af Nationalforsamlingen måske ikke helt så gennemgribende, som det kunne se ud til, påpeger politolog Simon Labouret.

”Når man ser nærmere på Macrons kandidater fra civilsamfundet, viser det sig ofte, at de trods alt har en vis politisk løbebane bag sig. De har været lokalpolitikere eller været ansat af lokalpolitikere eller på anden måde været politisk aktive. Det er ikke i sig selv kritisabelt, for politisk engangement skal jo begynde et sted. Men spørgsmålet er også, om ikke det stadig er den samme socialklasse og uddannelsesmæssige baggrund, vi vil finde hos de nye kandidater, selv om de måske kommer fra civilsamfundet, ” siger Simon Labouret.

Samme kritik er blevet rettet mod Emmanuel Macron’s regering, hvor der ikke er lutter nye ansigter. Justitsminister François Bayrou blev første gang valgt til Nationalforsamlingen i 1986 og har siden været formand for fire skiftende midterpartier samt  undervisningsminister fra 1993 til 1997. Finansminister Bruno Le Maire var minister under Nicolas Sarmozy, og den 70-årige indenrigsminister Gérard Collomb er måske nok ukendt i landspolitik men  samtidig en dinosaurus i Socialistpartiet og t borgmester i Frankrigs næststørste by, Lyon, siden 2001.

Men fornyelsen kommer også fra det kolossale opbrud i hele det franske partisystem.

Bipolariseringen er eksploderet
”Socialistpartiet  som socialdemokratisk parti er afgået ved døden. Den socialdemokratiske del af partiet er i praksis flygtet til Emmanuel Macron og en linie, som er langt mere liberal end socialdemokratisk. Og resten er tiltrukket af den yderste venstrefløj, som Jean-Luc Mélenchon forsøger at inkarnere,” konstaterer Simon Labouret.

Som Martine Aubry, socialistisk borgmester i Lille og tidligere minister og tidligere socialistisk partiformand, forleden sagde: ”Jeg er 66 år, og jeg føler det som om, at alt det jeg har arbejdet for hele livet, nu er ødelagt.”

På samme måde tager Republikanerne vand ind. Den nye premierminister, Edouard Philippe, tidligere republikansk borgmester i Le Havre, har som sidemission at trække så mange centrumpolitikere som muligt ud af den havarerede republikanske skude. Når den er blevet kalfatret, vil kun tilhængerne af det såkaldte ”hårde højre” være ombord, lyder vurderingerne. Den interne strid gælder allerede holdingen til Marine Le Pen og Front National, der ønsker at inkarnere den borgerlige opposition til Emmanuel Macron.

Partiets kampagneleder, François Baroin, ønsker at gøre alt for at forhindre Marine Le Pen i at sikre sig de 10-15 mandater, partiet har udsigt til. Det er et signal om, at han ikke ønsker at opløse Republikanerne i et stort, nationalkonservativt parti med Marine Le Pen. Andre kritiserer denne uforsonlige linie.

”Front National har ikke kapacitet til at blive det førende oppositionsparti. Det kan derimod Republikanerne med de forventede 150 mandater. Men det sker ikke, hvis partiet splittes i to selvstændige grupper i Nationalforsamlingen, med én gruppe der vil forholde sig pragmatisk til regeringen og én gruppe der vil spille rollen som traditionelt oppositionsparti,” siger Simon Labouret.

”Det samlede resultat er, at Frankrigs traditionelle bipolarisering omkring to store regeringsduelige partier på henholdsvis højre- og venstrefløjen, er eksploderet. Men præcist hvad der kommer i stedet er endnu uklart,” understreger han.

Gode kort på hånden, men…
Emmanuel Macron er indlysende nok den store vinder i denne historiske ommøblering. Med udsigten til et parlamentarisk flertal har han alle kort på hånden til at gennemføre de reformer, som Frankrig har brug for.

Han nyder desuden godt af en positiv trend i fransk og europæisk økonomi, påpeger økonomen Daniel Cohen i det politiske magasin l’Obs. Ledighedskurven er begyndt at knække, selv om faldet i det seneste år fra 9,9 til 9,3 procent er beskeden. Væksten rører på sig i euro-zonen, renten og energipriserne er lave, og der er udsigt til en lidt mindre stram europæisk sparepolitik, som vil styrke forbruget.

Men disse favorable konstellationer kan lynhurtigt vende til det stik modsatte, advarer Daniel Cohen. Især når regeringen formentlig henover sommeren begynder at pille ved arbejdsmarkedslovgivningen.

”Frankrigs store svaghed er den spinkle tradition for social dialog mellem arbejdsmarkedets parter.  Hvis regeringen vælger den skandinaviske flexicurity-model, skal den respektere både modellens ånd og den forhandlingsmodel, der hører med, og altså forbedre den sociale dialog i Frankrig. For regeringen handler det om ikke at ødelægge den spirende vækst i Frankrig med en konfrontation på arbejdsmarkedet,” skriver Daniel Cohen.

Simon Labouret advarer også om, at Emmanuel Macron ikke skal overvurdere sit albuerum.

”3o procent af vælgerne ventes af stemme på Macrons kandidater den 11. juni. Og en opbakning fra en trediedel af vælgerne er ikke en jordskredssejr. Det er valgsystemet med flertalsvalg i enkeltmandskrede, i praksis  577 minivalg med én vinder i hver kreds, som forrykker billedet og kan sikre Macron et flertal. Præsidentvalgets første runde har vist, at vælgerne er fragmenterede og splittede som aldrig før. Emmanuel Macron’s styrke er hans modstanderes svaghed, snarere end hans egen evne til at overbevise,” påpeger Simon Labouret.

Birthe Pedersen er freelancejournalist, bosiddende i Frankrig.

Billede i artiklens top: Alain Jocard/AP/Polfoto.

Læs hele vores tema “Quo vadis, Frankrig?” her.