Danmark har generelt haft pæn medvind i forbindelse med sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.  I sager mod Danmark er der afsagt 46 domme, hvoraf Danmark er blevet dømt 15 gange. Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen gennemgår et udpluk af de danske sager. 

Baggrund af Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen

12.01.2018 | TEMA: DANMARK, EUROPARÅDET OG MENNESKERETTIGHEDERNE | I den igangværende automatisk prægede kritik af menneskerettighedernes legitimitet, og den siddende regerings ønske om at bringe menneskerettighederne tilbage til ”kernen” – hvad det så end betyder – er det værd at bide mærke i, at Danmark har haft pæn medvind i forbindelse med sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Danmark er – sammenlignet med andre medlemsstater – kun blevet dømt for krænkelse af menneskerettighederne i en håndfuld sager.

Jeg har i det følgende helt bevidst udeladt de to domme mod Danmark, hvor menneskerettighedsdomstolen har modsat sig en udvisning af en udlænding, idet den siddende regering synes at have set sig fuldstændig blind på dette lille hjørne af et menneskerettighedssystem, der handler om så meget andet også.

Gennemgangen udgør et udpluk af danske sager. Dommene er efter min opfattelse i vidt omfang udtryk for en helt accepteret retspraksis, der styrker individets retsstilling illustrerer på fornuftig vis, hvad menneskerettigheder i virkeligheden handler om.

Antal domme
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har afsagt mere end 19.500 domme. Hertil skal lægges et ukendt og endnu større antal kendelser. I sager mod Danmark er der afsagt 46 domme, hvoraf Danmark er blevet dømt 15 gange.

Indledningsvist er det vigtigt at slå fast, at det er de enkelte medlemsstater, der har ansvaret for, at konventionen overholdes, herunder ansvaret for at reparere de krænkelser, der måtte konstateres. Domstolen i Strasbourg træder kun til, hvis de enkelte medlemsstater svigter dette ansvar. Det vil med andre ord sige, at en krænkelse af menneskerettighederne kan fanges i det nationale system, for eksempel af en dansk domstol, hvorefter der selvsagt ikke vil være nogen sag at indbringe for menneskerettighedsdomstolen og derved ikke være registreret en sag mod medlemslandet. I praksis er der altså flere menneskerettighedssager end dem den europæiske menneskerettighedsdomstol behandler, men velfungerende nationale retssystemer kan nå at adressere dem, før de når europæisk niveau.

De første sager mod Danmark
Den første dom i en sag mod Danmark faldt i 1976. I denne sag, Kjeldsen, Busk Madsen and Pedersen mod Danmark, var tre kristne par, som alle havde børn i folkeskolealderen utilfredse med, at deres børn var underlagt obligatorisk seksualundervisning i folkeskolen. Ifølge parrene stred undervisningen mod deres religiøse overbevisning og dermed deres ret til, at børnene kunne få uddannelse i overensstemmelse med forældrenes tro.

Menneskerettighedsdomstolen afviste dog, at der skulle foreligge en krænkelse af menneskerettighederne, idet undervisningen hverken var indoktrinerende eller havde til formål at fremme en bestemt seksuel adfærd. Målet var alene at informere de studerende, og parrene havde mulighed for at sende deres børn i privatskole eller etablere undervisning i hjemmet, såfremt de ønskede at undtage deres børn fra undervisningen i folkeskolen.

Udfaldet af sagen er måske ikke så overraskende, men det kan overraske, at Kommissionen, der dengang havde kompetence til at sortere i hvilke sager, der skulle bringes for domstolen, var splittet i spørgsmålet, med 7 stemmer for og 7 stemmer imod at der forelå en krænkelse af retten til uddannelse. Med dommerstemmerne 6 mod 1 var domstolen dog ikke i tvivl.

Den første diskriminationssag
En, set i et nutidigt perspektiv, mere kontroversiel kendelse, hvor Danmark også slap for stemplet som ”menneskerettighedskrænker”, var Rasmussen mod Danmark fra 1984. I denne sag forsøgte Rasmussen forgæves at indlede en faderskabssag vedrørende en pige, som han var registreret som far til.

Pigen var blevet født, imens Rasmussen var gift med hendes mor, og han havde angiveligt dengang opgivet at indlede en faderskabssag for at redde ægteskabet, selvom han mistænkte, at en anden var pigens biologiske far. Udgangspunktet var dengang og i dag, at manden i et ægteskab anses som barnets far uanset barnets biologiske ophav. Ægteskabet forliste dog, og Rasmussen søgte efter skilsmissen om at få genåbnet faderskabssagen, idet han fortsat mistænkte, at en anden mand var far til pigen. På daværende tidspunkt gjaldt imidlertid en tidsfrist for faderen til anfægtelse af faderskabet – en frist, der ikke var gældende for moderen – og på grund af fristoverskridelsen, blev sagen afvist.

Det var denne forskelsbehandling, Rasmussen klagede til menneskerettighedsdomstolen over, idet han mente sig udsat for diskrimination på baggrund af køn. Menneskerettighedsdomstolen fandt ikke, at der forelå krænkelse af menneskerettighederne. Begrundelsen herfor var, at forskelsbehandlingen var saglig og at staten i disse spørgsmål var overladt frihed til at indrette det nationale system. Denne frihed benævnes som ’staternes skønsmargin’ og er helt overordnet udtryk det råderum medlemsstaterne har i sager, hvor der endnu ikke er en klar enighed om retspraksis på  europæisk plan.

Bemærkelsesværdigt ved denne sag var, at domstolen i lyset af staternes skønsmargin accepterede forskelsbehandlingen på baggrund af argumentationen om, at ”sådanne tidsfrister var mindre nødvendige for hustruer end for ægtemænd, da moderens interesse almindeligvis falder sammen med barnets, fordi hun i de fleste tilfælde også tilkendes forældremyndigheden i skilsmissesager” (egen oversættelse). En argumentation, der antageligvis ikke ville vinde meget genlyd i dag, hvor retspraksis har udviklet sig i kraft af domstolens dynamiske fortolkningstradition.

Selvom Danmark ikke var blevet dømt, ændrede Folketinget alligevel reglerne, så tidsfristerne i forældreskabssager blev ens for mænd og kvinder.

Danmark som menneskerettighedskrænker
I den danske andedam var alt således fryd og gammen indtil 1989. Året indledtes i menneskeretligt perspektiv ellers godt, idet Danmark afværgede en krænkelse i sagen Barfoed mod Danmark, hvor dommen for injurierende kritik af lægdommere fremsat i et grønlandsk magasin blev anset som forenelig med ytringsfriheden.

1989 skulle dog vise sig at være året, hvor Danmark for første gang svigtede sit menneskeretlige ansvar og modtog den første plet på den menneskeretlige straffeattest. Det skete i den såkaldte Hauschildt-sag (Hauschildt mod Danmark). Sagen vedrørte Mogens Hauschildt, der ved landsretten blev idømt fængsel i fem år for bedrageri og som under hele sin straffesag sad varetægtsfængslet.

I forbindelse med opretholdelse af en varetægtsfængsling, skal lovligheden heraf prøves af domstolene som minimum hver fjerde uge. Under såvel by- som landsrettens behandling af straffesagen opretholdtes varetægtsfængslingen flere gange under henvisning til, at der forelå en “særlig bestyrket mistanke” for, at Hauschildt havde begået de forhold han var sigtet for.

Dommerne, der vurderede lovligheden af varetægtsfængslingen, var de samme dommere, som efterfølgende skulle afgøre, hvorvidt Hauschildt nu også var skyldig i straffesagen, og det var hér Danmark kom i problemer. Menneskerettighedsdomstolen vurderede, at forskellen mellem den vurdering, der skulle foretages ved afgørelse om varetægtsfængsling (altså inden Hauschildt ved dom var fundet skyldig), og den endelige vurdering ved domsafsigelsen om tiltaltes skyld, var så lille, at Hauschildts tvivl om domstolenes upartiskhed var helt berettiget, og dømte Danmark for at bryde med artikel 6 om retten til retfærdig rettergang.

Dommen sendte chok-bølger gennem det danske retssystem. Foruden en ændring i retsplejeloven, fik sagen også politikerne i Folketinget til at vågne op. Ved folketingsbeslutning af 19. maj 1989 (få dage inden dommens afsigelse) opfordrede Folketinget regeringen til at nedsætte et udvalg til inkorporering af menneskerettighedskonventionen, hvilket i 1992 førte til, at menneskerettighedskonventionen blev inkorporeret i dansk ret.

Er Danmark blevet forsigtig af at blive dømt?
Flere af dommene mod Danmark vedrører sager om lang sagsbehandlingstid ved de nationale domstole. Af pladshensyn vil jeg ikke behandle dem yderligere, i stedet vil jeg gå nærmere ind i andre sager, der har tiltrukket sig større opmærksomhed.

I Jersild mod Danmark fra 1994 blev Danmark dømt for at krænke ytrings- og pressefriheden (EMRK artikel 10). Danske domstole havde nemlig idømt journalisten Jens Olaf Jersild en bøde for overtrædelse af racismeparagraffen, idet han i TV viderebragte et interview med en højreradikal gruppering, der fremkom med en række racistiske udtalelser.

Dommen udgjorde endnu en underkendelse af en højesteretsdom, og der er ikke tvivl om, at dette i hvert fald ikke stemte overens med dansk selvforståelse. Dr.jur. og tidl. professor i retsvidenskab Eva Smith anførte i Politiken den 1. oktober 2017, som mange før hende, at Højesteret siden underkendelsen i Jersild-sagen har anlagt en forsigtig linje for at undgå at komme på kant med menneskerettighederne. Dette synspunkt har fhv. Højesteretspræsident, Børge Dahl, dog anfægtet i fagbladet Juristen i november 2017, idet han er af den opfattelse, at Højesteret bestræber sig på at følge dansk lov til den grænse, som menneskerettighedskonventionen og domstolen sætter, og at der ikke er belæg for at antage, at Højesteret ud fra et ønske om ikke at blive underkendt af menneskerettighedsdomstolen giver menneskerettighederne længere rækkevidde end menneskerettighedsdomstolen.

Kritik af Danmark og kritik af domstolen
Det er ikke forståelse og accept eller lovning om bod og bedring, der typisk er den første reaktion fra medlemsstaterne, når de dømmes for at krænke menneskerettighederne. Det har heller ikke været tilfældet, når Danmark er blevet dømt eller kritiseret.

Sagen Petersen mod Danmark, som blev afsluttet ved forlig i 2000, har været genstand for en del kritik i den forstand, at den ofte bruges som eksempel på, at menneskerettighedsbegrebet fortolkes for bredt. Sagen vedrørte betaling af en parkeringsbøde på 400 kr. udstedt af politiet. Politiet rejste krav om bødens betaling ved fogedrettens foranstaltning, som dømte Petersen til at betale bøden. Petersen rejse en række klagepunkter, herunder navnlig spørgsmålet om fogedrettens og dommerens uafhængighed. Sagen blev aldrig afgjort ved dom, men ved forudgående kendelse fastslog domstolen, at parkeringsbøden, som var udstedt af en offentlig myndighed, udgjorde en sanktion, hvorfor Petersen skulle stilles som en ’anklaget’ med rettigheder i overensstemmelse med menneskerettighedskonventionens artikel 6. Sagen har blandt andet medført, at p-afgifter, der udstedes af offentlige myndigheder, skal vurderes i lyset af de skærpede beviskrav, der stilles i straffesager.

I sagen Vasileva mod Danmark fra 2003 blev Danmark dømt for at krænke en ældre kvindes menneskerettigheder, da politiet valgte at frihedsberøve kvinden i 13,5 timer for ikke at identificere sig på politiets forlangende. Kvinden var kørt i bus uden at købe billet, og politiet blev tilkaldt, da hun ikke ville identificere sig. Idet hun også over for politiet nægtede at identificere sig, blev hun frihedsberøvet. Da hun den følgende dag kl. 11 gav politiet sit navn og addresse, blev hun løsladt.

Menneskerettighedsdomstolen slog ned på proportionaliteten i den langvarige frihedsberøvelse, idet 13,5 times frihedsberøvelse virkede voldsomt for ikke at have billet i bussen. Kritikken af dommen har handlet om, hvordan politiet ellers skulle handle rent praktisk. For hvad skulle politiet have gjort i den konkrete sag, når kvinden nu nægtede at oplyse sin identitet, som man ifølge retsplejeloven har pligt til?

Dommen om de danske eksklusivaftaler
I sagen Rasmussen og Sørensen mod Danmark fra 2006 afsagde menneskerettighedsdomstolens storkammer en principiel dom, idet domstolen underkendte den danske praksis med såkaldte eksklusivaftaler, hvorved lønmodtagere i forbindelse med ansættelsen kunne tvinges ind i bestemte fagforeninger. Dommen fastslog, at der også findes en negativ foreningsfrihed, som sikrer, at ingen kan tvinges ind i en bestemt forening, heller ikke en fagforening.

Resultatet var relativt kontroversielt, fordi forarbejderne til menneskerettighedskonventionen omtaler, at medlemsstaterne ved konventionens vedtagelse ikke kunne blive enige om, hvorvidt sådanne eksklusivaftaler skulle være omfattet af konventionen, hvorfor en regel herom blev udeladt. Domstolen lagde afgørende vægt på udviklingen i Europa, som gik i retning af afskaffelse af sådanne eksklusivaftaler. Et resultat, som nogle mener, ikke kan holdes indenfor konventionen, når området i henhold til forarbejderne med vilje blev udeladt i 1950.

Politisk vrede over domme
Forbløffelsen fra navnlig politisk hold har for nyligt været til at tage at føle på, efter at menneskerettighedsdomstolen i 2016 dømte Danmark for i sager om familiesammenføring at diskriminere mellem personer, der fødes med statsborgerskab – typisk etniske danskere – og personer, der på et senere tidspunkt opnår statsborgerskab – typisk ikke etnisk danske personer. Det var således udfaldet i sagen Biao mod Danmark, hvor den dagældende 28-årsregel i sager om familiesammenføring alene opstillede et tilknytningskrav for statsborgere, som havde haft statsborgerskab i mindre end 28 år.

Reglen forhindrede Biao i at opnå familiesammenføring med sin ægtefælle fra Ghana. Han havde haft statsborgerskab i Danmark to år, og de danske myndigheder vurderede derfor med baggrund i 28-årsreglen, at ægteparrets tilknytning Ghana, hvor de også havde mulighed for at få ophold, var større end til Danmark og afslog anmodningen om familiesammenføring.

Storkammeret lagde afgørende vægt på, at Danmark ikke havde godtgjort, at der var saglige argumenter for, at forskelsbehandle mellem statsborgere på baggrund af etnicitet. Samtidig stod Danmark tilsyneladende alene som eneste medlemsstat i Europarådet, der foretog en sådan forskelsbehandling, og domstolen fandt efter en samlet vurdering, at reglen diskriminerede i strid med menneskerettighederne.

Forlig
Som tidligere nævnt har Danmark relativt få pletter (15) på sin menneskeretlige straffeattest. Dette er der mange forklaringer på, men én ting vi umiddelbart kan konstatere, er, at mange af de danske sager afgøres ved forlig. Det betyder, at Danmark når en aftale med klager om typisk et økonomisk forlig, og at menneskerettighedsdomstolen aldrig tager stilling til indholdet i klagen og dermed heller ikke om der forligger en menneskerettighedskrænkelse. Forlig af denne karakter er i sager mod Danmark indgået i mindst 11 sager. Disse sager figurerer derfor hverken som vundne eller tabte sager.

Sager på vippen
Indenfor menneskerettighederne kan man jo idealistisk set indtage den position, at vi alle taber, når der konstateres en krænkelse, og at alle vinder, når menneskerettighederne beskyttes. Ikke desto mindre fører Danmark sagerne ved menneskerettighedsdomstolen for at vinde dem.

Et eksempel på en sådan ”vunden” sag, er den relativt nyligt afsagte dom i sagen Salem mod Danmark fra december 2016. Sagen vedrørte den i medierne omtalte Fiz Fiz, der ved dom blev fundet skyldig i handel med euforiserende stoffer under skærpende omstændigheder og udvist af Danmark. En enstemmig afgørelse fra menneskerettighedsdomstolen slog fast, at der ikke forelå en krænkelse af menneskerettighedskonventionen, og at det havde været berettiget at udvise manden, uagtet han havde kone og otte børn i Danmark.

Den vurdering, som de danske domstole havde foretaget af udvisningsspørgsmålet havde været rimelig og havde taget stilling de relevante kriterier, der kunne udledes af menneskerettighedsdomstolens retspraksis. For nærmere gennemgang af dommen kan jeg henvise til mit eget sagsresumé, som kan findes her.

Sagen Rohde mod Danmark fra 2005 blev vundet på et hængende hår med dommerstemmerne 4 mod 3. Rohde klagede over næsten tolv måneders isolationsfængsling i en straffesag, hvor Rohde var blev varetægtsfængslet mistænkt for at indsmugle godt 5,5 kilo kokain. Rohde blev som følge af den langvarige isolation psykotisk og pådrog sig i den forbindelse varige mén. Flertallet fandt den langstrakte isolationsfængsling problematisk, men mente, at der under de konkrete omstændigheder, hvor Rohde havde adgang til TV, aviser, kontakt til arrestens personale og samtaler med en fængselspræst samt ugentlig undervisning, at forholdene og udstrækningen af isolationen i sig selv ikke gav anledning til at statuere krænkelse. Flertallet mente også Rohde var blevet tilset tilstrækkeligt af arrestens sundhedspersonale. Mindretallet på 3 dommere var af den modsatte opfattelse.

En anden sag, hvor Danmark undgik en krænkelse i var den såkaldte ”Tilst-sag” – ved domstolen døbt Jørgensen m.fl. mod Danmark fra 2016. Sagen vedrørte politiets skud mod seks ubevæbnede biltyve i Aarhus-forstaden Tilst i 2001. To af biltyvene omkom og de pårørende rejste efterfølgende sag mod politiet. Selvom der var flere kritisable forhold i efterforskningen af episoden og i selve hændelsesforløbet fik de pårørende ikke medhold i, at menneskerettighederne havde været krænket. For menneskerettighedsdomstolen var spørgsmålet, hvorvidt tidsfristerne for sagens indbringelse for domstolen var overholdt. Domstolen ønskede storkammerets stillingtagen til dette spørgsmål, fordi der var uklar praksis på dette område. Danmark afviste at lade sagen prøve for storkammeret. Et flertal i det almindelige kammer nåede frem til, at sagen var forældet.

Om ovennævnte sag tæller som ”vunden” vil jeg lade læseren om at bedømme. Det skal retfærdigvis bemærkes, at jeg selv arbejdede på sagen på vegne af klagerne.

Danmark skal ikke bruge sit gode omdømme til at underminere domstolen
Danmark har i vidt omfang haft stort held med at føre sager ved menneskerettighedsdomstolen og har således relativt få krænkelser på ”straffeattesten”. Danmark nyder blandt andet på denne baggrund respekt i Europarådet. Den nuværende kurs i Danmarks forhold til domstolen er derfor dybt problematisk. Foruden at gamble med det danske omdømme i organisationen, risikerer Danmark at åbne en diskussion, som andre medlemsstater vil opfatte som en invitation til at udvande rettighederne i menneskerettighedskonventionen.

Langt størstedelen af retspraksis har hjulpet Danmark og resten af Europa til at skabe et mere retfærdigt retssystem, en øget beskyttelse af ytringsfriheden, og har som oftest i det mindste igangsat en kærkommen debat om eksempelvis ligestilling og religion.

En ændring i retspraksis skal efter min opfattelse ske ved domstolen gennem en gennemarbejdet juridisk argumentation i den enkelte sag. Derfor kan det for en udenforstående virke noget mærkværdigt, at Danmark indtil videre har valgt ikke at tilslutte sig den seneste ændringsprotokol, der muliggør, at de øverste nationale domstole kan forelægge spørgsmål om fortolkning af menneskerettighedskonventionen for menneskerettighedsdomstolen.

Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen er advokat. Han underviser i menneskerettigheder på Københavns Universitet og er manden bag informationssiden om menneskerettighedsdomstolen echr.dk.

Billede i artiklens top: /Scanpix/Reuters/  

Læs hele vores tema om “Danmark, Europarådet og menneskerettighederne” her.