I disse dage bliver 100-året for bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland i 1917 markeret. Det sker i en atmosfære af ambivalens, paradokser og præsidentielle dekreter.

Baggrund af Simon Kratholm Ankjærgaard

07.11.2017 | TEMA: RUSLAND OG REVOLUTIONEN | Det spidser til i Petrograd her et halvt år efter, at Nikolaj II abdicerede og dermed afsluttede århundreders enevældige zarstyre. Flere steder i det russiske riges hovedstad er bygninger blevet overtaget af revolutionære bolsjevikker, og i Vinterpaladset sidder den pressede provisoriske regering under ledelse af Kerenskij – helt handlingslammede.

De dramatiske begivenheder udvikler sig fra time til time – og det ville have været svært at følge med, hvis det ikke var for de sociale medier. Heldigvis er der jævnlige opdateringer fra blandt andet Lenin, Stalin, Kerenskij, den amerikanske journalist John Reed, Petrograds sovjet for arbejdere og soldater, ja selv enken efter Leo Tolstoj, Sofia Tolstaya, er også hurtig på tasterne, så det bliver nemmere at få et øjeblikkeligt overblik over dramaet. 5. november 1917 skriver hun eksempelvis, at der er rygter om, at ”de vil komme for at knuse os”, og at ”politiet har været her i nat for at beskytte os” – ”ingen sov, ingen tog deres tøj af”. Det er muligt både at like og kommentere hendes dramatiske opslag.

Opdateringerne fra de begivenhedsrige dage i 1917 finder man på den russiske hjemmeside project1917.com. Og nej; de er naturligvis ikke skrevet i 1917. De er produceret hér 100 år efter for at skabe et levende, generisk billede af, hvad der skete i og med Rusland før, under og efter den russiske revolution, der fandt sted i oktober og november 1917 med stormen på Vinterpaladset 7. november (ifølge den vestlige, gregorianske kalender) som absolutte dramatiske højdepunkt. Bag det private projekt står en række russiske historikere, og dette anderledes ’sociale medie’ er blot én af mange markeringer i Rusland af revolutionen.

”Den russiske revolution fylder faktisk så meget, at præsident Putin i december 2016 udstedte et dekret om forberedelse og afvikling af forskellige arrangementer i forbindelse med 100-året for den russiske revolution,” fortæller studielektor Mads Büchert Eskildsen, der er ekspert i russiske forhold ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.

Den geopolitiske katastrofe
Det har ikke været en nem opgave for hverken historikere, det officielle Rusland eller den almene russiske befolkning at forholde sig til markeringen af 100-året for en af de absolut største revolutionære begivenheder i verdenshistorien. Det skyldes dels ambivalensen i befolkningens forhold til revolutionen, dels at de officielle markeringer fra dag ét har været spundet ind i paradokser. Den anerkendte russiske historiker Boris Kolonitsky, der har skrevet flere bøger og holdt flere forelæsninger om den russiske revolution, har således kaldt revolutionen for ”Rusland uforudsigelige fortid”.

”Den officielle holdning til revolutionen er som så meget andet i Rusland paradoksal,” fortæller Mads Büchert Eskildsen og fortsætter:

”Putin har kaldt Sovjetunionens sammenbrud for den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede. Sovjetunionens rolle i 2. verdenskrig er i Rusland indiskutabel og tæt på hellig, så visse aspekter af revolutionen og Sovjetunionen vil man gerne anerkende. På den anden side er tanken om, at folket går på gaden og omstyrter den etablerede magt og henretter statsoverhovedet, som det skete med Zar Nikolaj II, ikke just tillokkende”.

Det er Kim Frederichsen, næstformand i den dansk-russiske venskabsforening, helt enig i.

”Det er en balancegang for Putin, der på den ene side har udtrykt en ærgrelse over Sovjetunionens fald, mens han på den anden side klart har slået fast, at der ikke bliver tale om en tilbagevenden til kommunisme i Rusland,” siger han og fortsætter:

”Samtidig har ikke bare Putin, men også russerne som sådan brug for historiske fortællinger, der fortæller noget positivt om Rusland og russerne, og i den forstand fylder Anden verdenskrig – eller Den Store Fædrelandskrig, som den jo konsekvent bliver kaldt i Rusland – meget mere end revolutionen. Det er historien om heltegerninger, ofre og trods. Fortællingen om revolutionen er dels fortællingen om samfundsomstyrtelse og dels fortællingen om etableringen af et totalitært styre, der udrensede millioner med hård hånd,” siger han.

”Især de unge har svært ved at forholde sig til revolutionen. Og den binder generelt ikke landet sammen på samme måde som Anden verdenskrig, ” fortsætter han.

Lyset over Lenin
I marts 2017 gennemførte det respekterede og Kreml-uafhængige analyseinstitut Levada Center en undersøgelse af synet på Lenins rolle i den russiske historie. 56 procent af de adspurgte svarede, at Lenin havde spillet en positiv rolle. 22 procent mente, at hans rolle var negativ. Det er faktisk et skred i forhold til samme undersøgelse for 11 år siden, hvor 40 procent svarede, at han havde spillet en positiv rolle, mens 36 procent mente, at den havde været negativ.

En aktuel meningsmåling fra VTsIOM, der er Ruslands svar på Gallup, viser, at 13 procent opfatter revolutionen som en katastrofe, mens 38 procent opfatter den som noget positivt og anfører, at den satte gang i en social og økonomisk udvikling i Rusland. I den fortælling står Lenin i et noget mere positivt lys end efterfølgeren Stalin. Det er blevet fortællingen om de gode elementer i den leninistiske tænkning, der blev korrumperet og forrådt af den stalinistiske praksis.

”Det er da også et historisk faktum, at industrialiseringen tog fart efter revolutionen, men spørgsmålet er, om den ikke havde gjort det under alle omstændigheder. I årene efter revolutionen fik man lært stort set hele befolkningen at læse og skrive,” siger Mads Büchert Eskildsen.

”Om det ville være sket uden en revolution, står hen i det uvisse, men når samfund udvikler sig, udvides efterspørgslen på kvalificeret arbejdskraft også, hvilket i sig selv muligvis ville have ført til en reduktion i analfabetismen,” siger han.

Det bandlyste selskab og kirken
I den ortodokse, russiske kirke står man ikke ligefrem i kø for at markere 100-året for revolutionen. Her fokuserer man nok mere på Sovjetunionens fald som en begivenhed, der er en markering værd. I 1700- og 1800-tallet dannede Zarstyret og den ortodokse kirke en uhyre stærk alliance. Da bolsjevikkerne overtog magten, og den totalitære kolos Sovjetunionen blev dannet, skete det på et ateistiske grundlag, der manifesterede sig ved nedrivning af kirker og henrettelse af præster. Med Putin er alliancen til den øverste top i Rusland blevet reetableret for den nu igen indflydelsesrige ortodokse kirke.

Og der er flere paradokser i markeringen af revolutionen. I Putins dekret fra 2016 står der blandt andet sort på hvidt, at Rusland Historiske Selskab, der blev dannet i 1860’erne af en række fremtrædende diplomater, officerer, historikere og politikere – og med Zar Aleksander II som formand – skal facilitere en række arrangementer i løbet af 100-året for revolutionen. Selskabet blev forbudt efter revolutionen og genopstod først efter Sovjetunionens kollaps.

”Det kan virke lidt pudsigt, at det er et selskab, der blev forbudt af kommunisterne, der nu skal markere 100-året for kommunisternes magtovertagelse,” siger Mads Büchert Eskildsen.

Fornemmelsen for revolutionens Rusland
I Putins dekret bliver det russiske kulturministerium også beordret til at støtte en lang række arrangementer, ligesom både centrale og lokale myndigheder er forpligtet til at deltage i de officielle markeringer.

”Og dem er der mange af,” siger Mads Büchert Eskildsen.

”Udstillinger, konferencer, forskningsprojekter, bogudgivelser, koncerter, film, mindehøjtideligheder og medieprojekter. Project1917.com er et af medieprojekterne, der hver dag lader revolutionsårets hovedpersoner og helt almindelige mennesker poste opslag på et socialt medie, der til forveksling minder om Facebook. Alle opslag stammer fra originale dokumenter – bøger, breve, dagbøger, telegrammer, aviser med mere. Opslagene kan likes og kommenteres. Man får en fornemmelse af livet i Rusland i 1917. Hvad tænkte folk på? Hvad skete der i Rusland og i Europa?”, siger han.

Også i Danmark er der flere markeringer af revolutionen, blandt andet i regi af den dansk-russiske venskabsforening. En af dem er den 29. Ruslandskonference, der finder sted på Christiansborg fredag 17. november under overskriften ”1917 – revolutionerne i Rusland og deres betydning for Europa i dag”. Man kan se meget mere på foreningens hjemmeside.

Simon Kratholm Ankjærgaard er journalist, forfatter og moderator. Desuden cand.scient.soc., Historie og Internationale Udviklingsstudier.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Alexander Zemlianichenko/.

Læs hele vores tema “Rusland og revolutionen” her.