Som led i Danmarks formandskab for Europarådet forsøger Danmark efter sigende at værne om det europæiske menneskerettighedssystem gennem et opgør med Menneskerettighedsdomstolen. I stedet for at styrke systemet har Danmark imidlertid støttet illiberale kræfter i Europa og resten af verden. 

Kommentar af Jacques Hartmann

11.01.2018 | TEMA: DANMARK, EUROPARÅDET OG MENNESKERETTIGHEDERNE | I 1992 udgav ‎Francis Fukuyama bogen The End of History, hvori han forudså den liberale verdensordens uundgåelige triumf. Fukuyamas grundlæggende argumentation var enkel: Ønsket om fred og velfærd satte alle nationer på samme spor mod fremskridt. Et spor, som det var umuligt at omstille, og som betød, at demokratiet ville vinde over alle andre styreformer.

Demokratiets triumf ville uvægerligt medføre bedre beskyttelse af individuelle rettigheder ifølge Fukuyama. En af Fukuyamas underliggende antagelser var og er, at alle mennesker har et iboende ønske om respekt, og at vi derfor stræber efter at leve i samfund, der sikrer dette ønske. Den ultimative form for personlig respekt er, ifølge Fukuyama, udtrykt i tanken om menneskerettigheder.

Her i begyndelsen af 2018 virker Fukuyamas forudsigelser en smule præmature. I stedet for uundgåelige fremskridt virker det nærmere som om, at vi er på vej tilbage. Mange steder i verden vinder en populistisk dagsorden frem. En dagsorden, som særligt bygger på nationalistiske og fremmedfjendske antagelser, hvilket politiske ledere, hvis ikke direkte anstifter, så behændigt søger at bruge som fundament for at genoverveje langvarige antagelser om demokrati og menneskerettigheder.

Populisme og uvidenhed præger dansk debat
Også Danmark er underlagt populismens greb, og netop Danmark er som led i formandskabet for Europarådet foregangsland for et opgør mod menneskerettighederne. Regeringen søger et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (billedet) dynamiske fortolkning. Hvorfor et sådan opgør er nødvendigt er imidlertid uklart. De få sager som er blevet fremlagt som eksempel på Domstolens udemokratiske virke, er ofte blevet fordrejet eller misforstået. Grundlæggende har formandskabsdebatten ikke oplyst, men nærmere afdækket en omfattende uvidenhed om Domstolens virke.

At også Danmark er underlagt populistiske vinde er ironisk, da Danmark ofte fremføres som et eksempel eller nærmere metafor for udviklingen af et liberalt demokrati. Fukuyama bruger netop Danmark i bogen The Origins of Political Order fra 2011. Her gentager han sine tidligere forudsigelser og beskriver, med Danmark som forbillede, hvordan demokratiet blev skabt. Denne skabelsesproces betegnes som »Getting to Denmark«.

Betyder kritikken af menneskerettighederne i et land som Danmark, at drømmen om den liberale verdensorden er brast? Ikke nødvendigvis. Da Fukuyama først fremførte sin tese, var det svært at være uenig. Berlinmuren var faldet, Sovjetunionen kollapset, og alt syntes at pege mod en mere liberal verdensorden, hvor demokrati og menneskerettigheder blev spredt fra land til land. Siden har vi lært bedre.

Debat er ikke uønskelig per se
I dag virker udfordringerne mod menneskerettighederne monumentale, og Danmark er kun en lille brik i et større spil. Trods udfordringerne er det vigtigt at bevare et vist perspektiv: Der har aldrig været konsensus om menneskerettigheder. Konsensus er heller ikke nødvendig eller endda ønskelig. Menneskerettighedernes vigtigste rolle er at begrænse statsmagten. I en demokratisk kontekst betyder det, at menneskerettighederne virker som en modvægt til flertallets tyranni. Konflikt er uundgåelig. Men kun ved at respektere de individuelle rettigheder kan et flertalsstyre bevare sin legitimitet.

Betyder kritikken af menneskerettighederne, at Fukuyama tog fejl? Ikke nødvendigvis. Fukuyama forudsagde aldrig en lineær udvikling uden tilbageskridt. Beskyttelsen af demokratiet og menneskerettighederne er og vil altid være en igangværende kamp. Den historiske determinisme, som kunne udledes af The End of History, har gjort mange magelige, men begivenheder rundt omkring i verden har vakt flere fra deres tornerosesøvn. Hvis liberalismen skal blomstre, skal den til stadighed diskuteres, defineres og forsvares igen og igen. Spørgsmålet er altid, hvilken rolle man spiller her?

Et skuespil for danskerne
Regeringen har tilsyneladende allerede genovervejet sin rolle, og tidligere udtalelser om ændringer i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er blevet omformuleret til en fokusering på Menneskerettighedsdomstolens fortolkningsstil. Samtidig virker udtalelser om, at Danmark allerede har opnået en del af målet med formandskabet, som politisk spin.

Det danske opgør virker med andre ord mere som et skuespil for et dansk publikum end en egentlig ambition om ændringer. Hvis disse ambitioner, som varslet, ender med vedtagelsen af en politisk erklæring, kan regeringen fejre endnu en hul succes.

Målet med denne erklæring er efter sigende at værne om det europæiske menneskerettighedssystem. Det er dog tvivlsomt, hvorvidt unuancerede og til tider misvisende udtalelser om menneskerettighedernes indflydelse i Danmark kan hjælpe til at værne herom. I stedet synes regeringen nærmere at have forspildt en chance, sået tvivl om sin egen rolle og pustet vind i sejlene på illiberale kræfter i Europa og resten af verden. Men kampen forsætter.

Jacques Hartmann er cand.jur., ph.d. og Senior Lecturer ved University of Dundee i Skotland. Han har netop udgivet bogen “Danmark og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.” Bogen kan bestilles her: 

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Scanpix/AFP/Frederick Florin/.  

Læs hele vores tema om “Danmark, Europarådet og menneskerettighederne” her.