Kan EU-krav og EU-overvågning få et medlemsland til at ændre vigtige love og institutioner? Siden 2007, hvor Rumænien blev medlem, har landet været overvåget gennem Samarbejds- og Verifikations Mekanismen, CVM. Det ser ud til, at samarbejdet lykkes, og at Rumænien dermed undgår at efterligne Polens og Ungarns tilbagerulning af dele af københavnerkriterierne. Men nye politiske vinde i Rumænien spiller bestemt også med.

Baggrund af Kjeld Erbs

TEMA: EU’s INDRE VÆRDIKAMPE | 31 år efter Ceausescus fald er der håb om, at Rumænien kan frigøre sig fra fortidens traumer. Landet har været med i EU siden 2007 og kæmper stadig med at opfylde adgangskravene (især københavnerkriterierne). Landet har modtaget omfattende råd og vejledning foruden store tilskud. Rumænerne har fået at vide, at korruptionsbekæmpelse og sikring af retsvæsenets uafhængighed er afgørende for medlemskabet. Mange rumænere ved også, at uden frie domstole kan man ikke sikre et opgør med fortiden. Derfor støtter mange EU. Parlamentsflertallet var indtil valget i december 2020 domineret af kommunistpartiets efterfølgerparti PSD, som modarbejdede dele af omstillingen. Ved decembervalget 2020 skiftede flertallet til centrum-højre, og den nye regering arbejder nu på at leve helt op til EU kravene.

Langsomt og ufuldendt opgør med fortiden
Det stadigt ufuldendte opgør med den kommunistiske fortid bærer sin del af ansvaret for Rumæniens langsomme økonomiske og sociale udvikling efter Ceausescus fald. Tusinder af tidligere kommunister befinder sig i de nuværende PSD-magtstrukturer og har gjort det siden omvæltningen. Store dele af diktaturets fundament videreførtes eller rekonstrueredes efter december 1989. Eks-kommunisterne bevarede nemlig deres stillinger og netværk i de store (stats)virksomheder og offentlige institutioner og har dermed kun halvhjertet arbejdet for privatisering, modernisering og omstilling. Deres rolle i den nødvendige omstilling fra planøkonomi til liberal-demokrati og markedsøkonomi har ikke blot bestået i at bevare vigtige og velbetalte topstillinger, men også i at sidde med ved ”det store gavebord” i 90`erne, hvor statsvirksomheder, ejendomme og jord blev afhændet på en ikke altid transparent måde.

Men på trods af kommunisttidens tunge arv gennemgår Rumænien i disse år en gradvis, men langsom omstilling. Om få år kan landet være et moderniseret medlem af EU, som Rumænien kom med i med to års forsinkelse i 2007. EU har skubbet på den positive udvikling, der nu er i fuld gang. EU har påvirket processen ved at stille krav om demokratisering af retsvæsenet og bekæmpelse af korruption, altså kræve københavnerkriterierne opfyldt og ved at overvåge, at de opfyldes. På Kommissionens initiativ foregår overvågningen gennem Samarbejds- og Verifikations Mekanismen, CVM. Det ser ud til, at samarbejdet lykkes og at Rumænien dermed undgår at efterligne Polens og Ungarns tilbagerulning af dele af københavnerkriterierne.

Opgøret med fortiden er især ufuldendt for så vidt angår retsforfølgning af de rumænske kommunister, der før december 1989 arbejdede i politi- og sikkerhedsapparatet. Mange tidligere torturbødler, lejrkommandanter og securitate funktionærer går stadig ustraffede omkring. Nogle modtager ovenikøbet særdeles høje pensioner (de såkaldte specialpensioner). En officiel fordømmelse af kommunisttidens mange forbrydelser fandt ganske vist sted i det rumænske parlament i december 2006, men den førte ikke til en intensiveret retsforfølgning af det tidligere regimes medarbejdere.

En tilbundsgående Vergangenheitsbewaltigung som det foregik i Tyskland er ikke gennemført. Ganske få tidligere securitate funktionærer er blevet slæbt i retten. De der har haft magten siden 1989 – især PSD – har meget effektivt trukket undersøgelser i langdrag og kynisk satset på, at tiden løser problemet. At gøre op med fortidens værste overgreb via det officielle retssystem viste sig helt utilstrækkeligt, netop på grund af retsvæsenets ”Ceausescu arv”.

Meget er dog allerede sket inden for korruptionsbekæmpelse og modernisering af retsvæsenet, men ikke tilstrækkeligt til at slippe for EU-overvågningen i form af CVM-regimet. At det var nødvendigt med EU-overvågning (CVM-regimet) er også en del af arven fra kommunisttiden. Her arbejdede dommere og anklagere som en del af det enerådende kommunistpartis magtstruktur. Dommere og anklagere vidste den gang udmærket, hvad der forventedes af dem, specielt i sager om dissidenterne. Hvis der opstod tvivl om, hvordan en dom skulle være, kom der en opringning fra partisekretæren – eller dommeren kontaktede selv partisekretæren, hvis han/hun var i tvivl om, hvordan en sag skulle ende. Man kaldte det telefonjustits.

Hvem affyrede 12 mio. skud?
Men selv en generation senere er der ikke gennemført en tilbundsgående og samlet undersøgelse af, hvad der skete i de blodige december-dage i 1989. Derfor diskuteres det stadig, om der var tale om et folkeligt oprør, et statskup eller en blanding af begge dele. Om der nogensinde kan skrives en objektiv, videnskabelig redegørelse om forløbet er efterhånden tvivlsomt.

Historikere og journalister har dog skrevet ganske udførligt om, hvordan oprøret begyndte i Timisoara og der er også fra officielt hold udsendt en redegørelse for begivenhederne i Timisoara, der begyndte den 17. december og i første omgang sluttede med Ceausescu`s flugt fra Centralkomiteens tag den 22. december. Men der er ikke foretaget en officiel undersøgelse af de mest blodige kampe i Bukarest fra den 22. til den 31. december.

Paradoksalt nok blev der slået flere mennesker ihjel efter tyrannens flugt den 22. Selv efter henrettelsen af Ceausescu parret den 25. december forsatte de blodige begivenheder. Fra den 22. december og frem til nytårsaften blev op mod 1000 mennesker dræbt og langt flere såret. Måske ikke så underligt, når man tænker på, at der i dette tidsrum angiveligt blev affyret 12,6 mio. skud!  Hvem afgav ordrerne til at skyde så vildt? Hvem skød på os? Var det hæren eller Securitate eller terrorister? Vi ved det ikke og for hvert år der går, svinder sandsynligheden for at vi nogensinde får det at vide. De medvirkende begynder at falde fra af naturlige årsager.

Den militære anklager har omsider taget sig sammen til at udarbejde et anklageskrift mod nogle få hovedpersoner i dramaet: ekspræsident Ion Iliescu, tidligere premierminister Petru Roman og general Dan Voiculescu. Men som så ofte før er sagen strandet og trukket i langdrag og efter 31 år tror kun de færreste, at de skyldige nogensinde kommer til at stå til ansvar.

Mineriaderne
Et andet åbent sår i Rumænsk historie er de såkaldte mineriader, som der var hele seks af i begyndelsen af 90`erne. De viser bedre end noget andet, at de nye magthavere benyttede kommunistisk arvegods, når politiske modstandere skulle neutraliseres.

Det viste sig tydeligt i juni måned 1990, hvor (formentligt) Iliescu tilkaldte tusinder af minearbejdere for at de skulle rydde nogle studenterdemonstrationer på universitetspladsen i Bukarest af vejen. De blev kørt i tog og busser til hovedstaden, hvor de blev forsynet med knebler, jernstænger, drukket fulde og givet navn og adresser på Iliescus politiske modstandere, oppositionsaviser og liberale partikontorer, som herefter blev smadret. De mennesker bøllerne mødte på deres vej gennem hovedstaden blev tævet og mishandlet. Helt på samme måde som de kommunistiske bøller i Vladimirescudivisionerne gjorde i 40`erne mod de historiske partier, der den gang var kommunisternes politiske modstandere.

Nu fik disse genopståede partier igen kommunisternes knyttede næve at føle. Billederne af disse bøllers hærgen i Bukarest gennem flere dage gik verden rundt. Det gjorde et TV-indslag også, hvor Iliescu i en sportshal takkede minearbejderne for vel udført dåd. Det blev nogle kostbare dage for Rumænien, fordi hele verden nu så regimets sande ansigt. Vestlige investorer udviste nu langt større forsigtighed, før de investerede i Rumænien, hvor sådanne hændelser kunne forekomme. Også de internationale organisationer som EU, Verdensbanken og IMF trak sig lidt i baggrunden. Godt et år senere gentog denne mineriade sig, nemlig i september 1991, under lidt andre omstændigheder. Også denne gang terroriserede tusinder af minearbejdere hovedstadens gader og pladser. Denne gang medførte urolighederne, at den mere reformvenlige Roman måtte gå af som premierminister.

Den alvorligste mineriade fandt som nævnt sted i Bukarest i juni 1990, hvor fem civile blev myrdet og hundreder mishandlet og ulovligt tilbageholdt i dagevis. De der led overlast har gennem mange år gennem retssystemet forsøgt at få erstatning og straffet de ansvarlige. Status er nu mere end 30 år efter, at der stadig ikke er officiel klarhed over, hvem der gav ordre til overgrebene. Retssagerne har i virkeligheden sørget for at trække tiden ud og håbe på ”at tiden læger alle sår”.

Nu forlyder det, at IICCMER – formentligt ansporet af den nye liberale regering – får mulighed for at dokumentere, hvem der bærer ansvaret for de uhyggelige overgreb. Det kræver adgang til arkiver og til at udspørge de af datidens beslutningstagere, der endnu lever.

EU har været vedholden
En forudsætning for at beskrive og opklare fortidens tragedier er, at uafhængige institutioner (Forskningsinstitutioner, anklagemyndigheder og domstole m.fl.) får mulighed for at arbejde frit. Det har det knebet med i Rumænien. Specielt anklagemyndighederne og domstolene har været underlagt den udøvende magt. Frigørelsen fra magtens åg har været langsommelig. Her har flere rumænske politikere og intellektuelle set frem til at blive støttet af EU.

Hvert eneste år siden EU-medlemskabet i 2007 har EU Kommissionen udsendt overvågningsrapporter (CVM Rapporterne), hvor Rumæniens (og Bulgariens) fremskridt ang. retsvæsenets uafhængighed og korruptionsbekæmpelse beskrives. Efter mere end 10 detaljerede årsrapporter må man anerkende EU Kommissionens vedholdenhed. Rumænien har via rapporterne modtaget detaljerede anvisninger på, hvad man skal gøre for at leve op til Københavner kriterierne.

Forbedringerne kom gradvist over flere år efter 2007 for så at blive bremset af PSD’s overgreb på retsvæsenet i 2018-2019. Overgrebet, der var tydeligt inspireret af naboen Ungarns indskrænkninger i domstolenes uafhængighed, intimiderede dommere og anklagere, hvilket udløste kritik i den følgende CVM-rapport. Parlamentsvalget i december 2020 gav liberalt flertal og en centrum-højre regering, der nu tager skridt til at genoprette retsvæsenets fulde uafhængighed. Hvis genopretningen lykkes, er der udsigt til at CVM-overvågningen kan afsluttes. Det vil blive hilst velkomment både i Bukarest og i Bruxelles.

Det store og interessante spørgsmål er, om EU-krav og EU-overvågning kan få et land til at ændre vigtige love og institutioner? I tilfældet Rumænien ser det ud til at lykkes. Spørgsmålet er imidlertid, om det er påvirkningen via CVM-regimet, der har influeret på processen eller det er det nye parlamentsflertal, der sikrer opfyldelsen af Københavnerkriterierne?

Kjeld Erbs er uddannet cand.cient.pol og har skrevet om og rejst i Rumænien i mere end 35 år. 

Billede i artiklens top: Wikimedia Creative Commons.

Læs hele temaet “EU’s indre værdikampe”