Mange ting er i opbrud for tiden, men efter opbrud følger nye konstellationer. Frankrigs næste præsident får indflydelse på, hvordan det forsvarspolitiske vakuum, som Brexit efterlader, bliver udfyldt.
På sin vis er det paradoksalt, at EU er et fremtrædende tema i det franske præsidentvalg anno 2017, da samarbejdet ikke ville være, hvad det er, uden franske statsoverhoveder og diplomater som hovedentreprenører.
Hvad er Emmanuel Macrons "tredje vej" brolagt med? Hvad kendetegner ham? Og hvad har ført til det franske socialistpartis deroute? Vi har interviewet Frankrig-kenderen Jørn Boisen.
Især blandt de mere venstresnoede vælgere hersker der stor tvivl om, hvem man skal stemme på ved præsidentvalget i Frankrig. For mange er det et valg mellem pest og kolera.
Første runde af det franske præsidentvalg finder sted på søndag, og kun to kandidater går videre til anden runde. Set udefra er en finalerunde mellem de to EU-skeptiske kandidater Marine Le Pen og Jean-Luc Mélenchon lidt af et skrækscenarie. Under alle omstændigheder vil valget sætte sig varige spor i Europa.
Franskmændene har valgt ny præsident og nyt parlament og dermed taget stilling til, i hvilken retning landet skal gå. Det sætter vi fokus på i dette tema, men vi ser også bredt på Frankrig som samfund samt på landets rolle i Europa og globalt. Temaet opdateres løbende med nye artikler.
"Vi plages med og af allehånde demagoger, populister, falske profeter og rene narrehatte. Hvor ville det dog være nyttigt, hvis ministre, politikerne og deres spindoktorer, journalister, såkaldte bloggere og andre, kunne begynde at tænke europæisk, tænke i helheden," skriver Per Nyholm, Jyllands-Postens erfarne udenrigsreporter, i en kommentar.
De færreste europæere ser, at unionen faktisk arbejder sig fremad og pragmatisk knuser problemer på sin vej, lyder det i et interview med politologiprofessor Mathias Jopp fra det tyske Institut for Europæisk Politik, der ikke orker mere gratis sammenbrudssnak.
EU's problembarn, Storbritannien, er på vej ud, men problemerne forsvinder næppe af den grund, med mindre medlemsstaterne tager ved lære af Brexit, skriver Andreas Bach Mortensen i klumme.
For en række lande i Sydøsteuropa er perspektivet om EU-medlemskab noget, der delvist er forsvundet i krisetidernes dis, og der er ingen sikkerhed for gentilsynekomst i den allernærmeste fremtid. Har EU besluttet sig for at lukke øjnene overfor de udfordringer, man står over for på Balkan?